Så fik jeg Erfa'en

[Honeyhob]

Jeg ville gerne tage flere kosttilskud m.m. men er en tøs og vover det ikke. Bruger Longo Vital vitaminpiller, Ester-C, selen (Bertelsens), magnesium (også Bertelsens) og B-vitaminer fra Health Craft (når maven tillader det) samt rosenrod til binyrestøtte. Har også indkøbt dgl-lakrids (Naturdorgeriet) og afprøvet den i nogle dage, men jeg er fortsat så 'dement', at jeg har svært ved at holde styr på alle de her ting. Orden og system har aldrig været min stærke side, hvilket jo er en stor ulempe, når man skal forsøge at tage sig af sin helse

Hej Nielsigne

Læste dine indlæg igennem igår og bed mærke i at du skriver "B vitaminer når maven tillader det" Hvad mener du med det? Jeg synes nemlig jeg oplever lidt maveirritation når jeg tager B5 vitamin...

[Nielsigne]

Jeg bruger Mega-B-Complex fra Health Craft. De er sådan set fremragende, men det er ikke altid, min mave reagerer så positivt - nogle gange får jeg lidt mavepine. Så jeg gør det 'på fornemmelsen'; hvis min mave virker lidt irriteret en dag, eller hvis måltidet ikke har været så stort, tager jeg den ikke.

[Nielsigne]

Måske burde min nye tråd ligge i forlængelse af min gamle ... Det vil jeg lade andre bestemme

Kære alle
Undskyld, jeg har været væk så længe uden at give 'lyd' fra mig. Det skyldes bestemt ikke manglende interesse - jeg gik ret og slet ned med stress og har ikke kunnet hanke op i mig selv før nu.

Jeg har været ledig i nogle år og falder ud af dagpengesystemet snart - eller dvs., nu ved jeg faktisk ikke hvornår, for jeg er stadig sygemeldt, og faktisk har kommunen indtil videre behandlet mig pænt. Nu har jeg så været til psykiater. Stejlede, da jeg fik besked om at jeg måtte af sted til det af alle ting. Men fik at vide, at psykiatrisk undersøgelse nu er blevet standardprocedure inden for beskæftigelsesområdet. "Så har du ikke job, er der måske noget i vejen med hovedet", tænkte jeg, at de tænkte. Men ok, standard er standard, og så til værket.

Det viste sig, at psykiateren er en rigtig behagelig person. Jeg følte mig i gode hænder.

Alligevel blev jeg bagefter grebet af nervøsitet; tænk, om jeg var blevet misforstået eller om jeg ikke havde forklaret mig godt nok eller i det hele taget tilstrækkeligt? Ugen efter besøget hos psykiateren blev en hård uge med disse spekulationer. Jeg reagerede ved at rette og tilføje i det, han sendte til mig som oplæg til tekst, og han reagerede ved at erklære, at han blev mere og mere sikker på diagnosen ....

Gys ...

Nu er det så foreløbig endt med, at jeg får papir på, at jeg ikke er gal ... Men at jeg er en person med lavt stofskifte, som er blevet alt, alt for stresset og det over lang tid. Jeg har reageret mere eller mindre hensigtsmæssigt ved at tilegne mig træk fra diverse ... som jeg så ikke lider af, men det er jo noget med at klare sig igennem alting så godt man kan - længe.

Jeg må se at få fat i "min" overlæge, for nu skal jeg bruge en erklæring af en anden slags og muligvis til undersøgelse for "second opinion". Der vil jeg vel med stor sandsynlighed ramle ind i en eller anden idiot, der ikke mener, man kan behandle lavt stofskifte med naturligt stofskiftehormon ... men jeg har altså besluttet at sige nej tak, hvis jeg bliver "tilbudt" behandling med Eltroxin eller Euthyrox. Jeg mener ikke, jeg skal tilbage til syntetisk medicin i det hele taget.

Heldigvis har den nuværende regering lavet en "forsøgsordning", der giver sygemeldte ledige ret til at afvis tilbudt behandling. Det er jeg meget, meget glad for ... selvom jeg ikke forstår, hvorfor det skal være en forsøgsordning. Kan man måske tænke sig noget mere uhyggeligt end et samfund, hvor de, der sidder på pengekassen, har lov at medicinere andre efter forgodtbefindende?

Psykiateren har med sit papir dels konfronteret mig med mine svagheder. Men også tegnet dem kraftigt op for "Man skal ikke være for optimistisk, for så ender det bare med, at man tror, du sagtens kan alt muligt alligevel, og det kan du jo ikke."

Nej, det er sandt.

Jeg har i mange år været besat af det der med at være "normal" - i den forstand, at jeg har insisteret på at overkøre mine svagheder ved at insistere på, at jeg kunne. Arbejde på fuld tid, f.eks. Men det er mange år siden, jeg kunne det - samtidig med, jeg havde et liv ved siden af. Det er "livet ved siden af", der går helt galt for mig, når jeg arbejder fuld tid.

Siden Eltroxin-skandalen har selve det at søge arbejde muligvis været at stikke mig selv blår i øjnene. Men jeg har kun meldt mig syg under spidsbelastning - har været bange for, hvad der ville ske med mig i en langtidssygemelding. Her var der så ingen vej udenom - kunne ikke mere.

Jeg har symptomer på ADD - Attention deficit disorder, som er i "familie" med andre opmærksomhedsforstyrrelser, ADHD m.v. http://da.wikipedia.org/wiki/ADHD

Men når sådan en diagnose er det helt afgørende, at man har haft symptomer siden man var barn, og det har jeg ikke.

Som mange - eller alle - her på forummet ved, så er der mange kognitive besværligheder forbundet med lavt stofskifte, og det er selvfølgelig dem, der har ramt mig, især når jeg er blevet stresset af jobansøgninger, jobformidling, a-kassens krav om dokumentation for alting etc. etc.

Det er meget dumt at vente så længe med at langtids-sygemelde sig. Det er med risiko for at ryge ud i mørket, flytte på værelse og leve af socialhjælp mens man kæmper for de mest basale ting uden at komme videre. Så der er mange ting at være bange for nu. Dårlig medicin og fattigdom ... jaja, man har hørt den før, den historie?

Men indtil videre går det. Jeg må sørge for at komme til de rigtige mennesker ... Til oktober ryger jeg ud af dagpengesystemet, hvis ingen griber ind og forlænger eller giver mig noget andet.

Jeg kan slet ikke se for mig, at jeg kommer i arbejde igen - men jeg ville gerne. Måske ville det allerbedste være, hvis jeg kunne komme til at arbejde på deltid - så ville der muligvis være noget tilbage af mig, når jeg kom hjem.
Men lige nu har jeg ikke overskud til noget. Har forsøgt at følge et af de kurser, som kommunen har for sygemeldte, men jeg har måttet melde mig syg mange gange, fordi jeg ikke har haft energien - har grundlæggende en nervøsitet i mig som følge af alt det her.

Men nu lykkedes det mig så at få mig selv ind på forummet igen, og det er jo her, de gode ting sker

Jeg håber, I stadig er mine venner, selvom jeg har svigtet jer en tid.

Klem
Nielsigne
Tusind tak for epost og jeres PM'er - nogle af dem har jeg ikke set før nu. Har ikke haft styr på min epost

[Fruemå]

Hei
Velkommen igjen. Jeg ble ufør i 2003 og har siden ikke tålt stress. Har blitt bedre på mange måter men stress er noe som jeg tåler mindre av etter at jeg fikk lavt stoffskifte. Så dette er kjent for oss andre. Håper du kan få god behandling og får ro.
Det er ro som er viktig for at jeg kan holde meg såpass som jeg er nu.
Alt godt til deg Nielsigne.

[Nielsigne]

Tak, kære Fruemå det føles godt at være tilbage.

Jeg håber, jeg nu for en sjælden gangs skyld kan få den behandling, jeg har brug for. Mere stofskiftemedicin og hjælp til mestring af stress lyder ikke helt galt ...

Også alt godt til dig - godt at høre, du selv har fået ro på dig

Nielsigne

[Nielsigne]

Jeg var ved at være nervøs for at have bestilt medicin for sent - i hvert fald senere, end jeg plejer. Men nu kom Erfa'en så
Har lige hentet den på posthuset. 1.000 tabletter for 1.445,97 DKK, plus skat/told (VAT) OG porto = 1.796,56 DKK

Nielsigne

[Nielsigne]

Min egen datter er født ind i sin 'egen' vægtkurve - hun har fra fødslen ligget et hak højere i længde/højde og et hak lavere i vægt. Sådan er hun vist bare. Hun havde et par måneder med lidt ekstra 'spæk', da hun var ca. et halvt år gammel. Så begyndte hun at kravle, og så forsvandt det igen. Bedsteforældrene og fra en enkelt læge har sagt, at hun var /er for slank ... men vi har aldrig forbudt hende at spise noget, og vi vil gerne have, hun selv mærker efter, hvor meget hun skal spise og så i øvrigt prøver at spise lidt af hvert. Man kan så fx give en fed ost i stedet for en mager og droppe magert kød etc. Men man kan jo ikke stopfodre folk ...

Vil lige skrive lidt mere om det i denne tråd for ikke at afspore FruStrations tråd.

Det med mad til børn og at nogle børn måske med fordel kunne tage lidt på er noget, der rører mig meget; jeg var selv meget slank som barn og ung, og som helt lille havde jeg en eller anden form for krise i forhold til at spise. Det begyndte, da jeg skulle have mine mælketænder, og jeg var utilpas i forbindelse med tandbrud helt op til 12 års alderen. Men i hvert fald var det vist som om, jeg udviklede nogle dårlige vaner i forbindelse med min spisning, og der var ingen ende på de voksnes opmærksomhed og opfindsomhed i den anledning. Det blev ingenting nemmere af, husker jeg ... så det ligger mig så fjernt at insistere på, min datter skal spise noget, selvom hun er meget slank (ikke tynd - bare tynd nok til, at et par af bedsteforældrene synes, hun er det ...) I stedet for at presse hende til at spise, plejer vi at sige til hende, at hvis hun vil ha sin mad, må hun jo spise den ... og det kan være nødvendigt at huske hende på, vi er ved at spise men man kan ødelægge stemningen ved bordet ved at gøre for meget ud af det, synes jeg. Vi plejer i øvrigt også at sige, at man helst skal smage på ting, bare en lille bid, så man ved, hvordan det smager og om man evt. har skiftet mening om det siden sidst, man smagte på det. Men ingen tvang her ...

Jeg husker, hvordan nogle af mine bedsteforældre tvang mig til at spise brød med tandsmør på. Det gjorde de med det formål at få mig til at tage på - men jeg spiste jo faktisk mindre, jo mere de pressede på med alt muligt, og jeg husker hvor utrolig appetit-nedsættende det er med alle de blikke hvilende på en. Når jeg i dag er stresset eller bare i dårligt humør eller bare alene, spiser jeg meget mindre end ellers. Jeg tror ikke, det kun er stofskiftet, der er årsagen til det - dårlige associationer har også meget med det at gøre. Det er ikke tanken men fornemmelsen, der tæller.

Som nyfødt var jeg så tilfreds med alt undtagen vist sygehuset, hvor jeg blev født. Det var en hård tur for min mor, ikke mindst fordi det dengang åbenbart var kutyme at slå /'knipse' besværlige spædbørn under fødderne, når de ikke ville ta fat og die. Men jeg var stædig, og min mor måtte i stedet give sin mælk til nogle andre, der manglede. Jeg ville ikke ha noget, før vi kom hjem til os selv ... Og vi blev kun 'løsladt' fordi min mor havde passet et hav af unger og personalet kunne se, hun havde taget fra de større steder. Det var efter en uges kamp på sygehuset.
Jeg kom til at tænke på disse historier, fordi jeg nu er testet positiv for at være sådan en 'særligt sensitiv person', og læste om sådan nogle unger på hjemmesiden her: http://lebahn.dk/saerlig-sensitivitet/ Jeg genkender nogle ting men ikke alle - fx spiste jeg ikke selv 'reflektorisk' i min første uges tid ... men jeg genkender eller har hørt om flg. om mig selv:

"Ubehaget i munden (kaldes ofte for taktil skyhed) kommer ved berøring af tungens midterste del og i nogle tilfælde også ved berøring af den bløde gane. Ubehaget kan være så kraftigt, at det udløser en brækrefleks og i visse tilfælde kommer barnet regulært til at kaste op, når mad berører tungens midterste del.
Barnet forsøger at spise uden at røre de ømfindtlige steder.
(...)

Børn med særlig sensitivitet i munden har næsten altid problemer med at bruge narresut. (...)
Overgang til fast føde

Ubehaget ved berøring i munden medfører ofte også store problemer med overgangen til fast føde som grød og mos, specielt hvis der oven i købet er små klumper i.
Barnet tager lang tid om at lære at spise. Det vil typisk forsøge at undgå mad i munden eller hellere sutte maden af skeen, end få skeen ind i munden. Det vil forsøge at spise og synke maden fra den forreste del af munden (trutmund).
Barnet foretrækker lind og ensartet mad. Barnet vil derfor have tendens til at spise netop denne type kost, samt senere fortrække mad, der smelter i munden. Barnet kan over tid tillægge sig en vane med at skulle skylle maden ned med væske.
Kræsenhed

Barnet vil efterhånden foretrække bestemte madvarer – som regel mad, der er simpelt opbygget og har en ikke klistrende konsistens. Barnet vil helst holde sig til disse madvarer, idet det kan finde ud af at synke dem. Ved at spise kendte madvarer får det både en positiv oplevelse og bliver mæt.
Tilbydes barnet ny mad, vil det som regel afvise det – ud fra tidligere dårlige erfaringer med brækrefleks, opkast, fejlsynkning eller kvælningsfornemmelse. Det kan også være, at det forsøger sig, men spytter så maden ud igen eller får det i den gale hals. Herefter vil det ikke have mere.
Kompetent kontra ikke-kompetent spisning

Set udefra er barnet nu blevet kræsent ....
(...)
I ganske få tilfælde er tungen det eneste sted, hvor barnet er sart. Hos de fleste ses der dog tegn på en mere generel sensitivitet. Typiske kendetegn hos særligt sensitive børn kan være, at de er mere følsomme overfor fysiske indtryk som lys, lyde, berøring, smerte, varme og kulde. De kan let blive overstimuleret ved forandringer, skift, konkurrence og tidspres. De har mere intense følelser og er mere påvirkede af andres humør og stemninger. "

... Og nej, man kan ikke bare tage sig sammen ... Hvis man er følsom på denne måde, kan fx et bestemt menneskes stemme virke ligesom når det bliver koldt fordi en sort sky pludseligt går for solen (havde sådan en matematiklærer en gang) eller et stykke musik kan være som et kærtegn.

I mine værste madkriser har jeg kastet op. Det var, da jeg var 0-4 år gammel, hvor det ind imellem - ved tandbrud -kunne virke som om, jeg nærmest kastede mere op, end jeg spiste, har mine forældre og andre fortalt mig. En speciallæge i pædiatri mente, jeg var et højt begavet barn men at man burde lade mig ligge og sove i mit eget opkast ... Det skulle kunne vænne ungen fra det, mente han ... På det generelle plan var han vist ellers en tiltalende person, har jeg forstået ... men det der fik han heldigvis ikke lov at bestemme

Jeg er testet efter noget, der temmelig meget ligner det, man finder i dette link http://sensitive-care.dk/selvtest-elain-arons/
Men hvor meget, der er stofskifte og hvor meget, der er "mig selv" ved jeg jo ikke. Det bliver ikke nemmere af, at jeg så er blevet stresset også - det går jo vanvittig dårligt sammen med stor følsomhed i almindelighed og lavt stofskifte i særdeleshed!

Hvad kan man mon bruge denne opdatering til? Aner det ikke ... Nogle finder måske noget, der kan bruges et sted ... Måske et link

Nielsigne

Ps. Vil lige tilføje, at min datter aldrig har vist tegn på problemer med spisning på samme måde som jeg. Og da jeg skulle til at amme hende, fandt jeg ud af, at hun tog fat, når jeg stod op. Heldigvis var sygeplejersken der ikke, da det skete første gang - hun kom til senere og var nærmest forarget over, at jeg kunne finde på at stå op og amme. Men jeg havde problemer med at sidde ... og når jeg lå ned, var det for svært at finde ud af, både for mig og barnet. Irriterende med alt for faste ideer om, hvordan hvad skal ske ... Sygeplejersken kunne ikke rigtig sige mig imod, når hun så ungen ta fat når jeg stod op og nægte at gøre det, når jeg lå. Så hun forlod hovedrystende lokalet Efter nogle dage fandt ungen og jeg ud af det med at sidde ned og spise ;)

[Nielsigne]

Hvad kan man mon bruge denne opdatering til? Aner det ikke ... Nogle finder måske noget, der kan bruges et sted ... Måske et link

Eller skulle dette evt. have været postet et andet sted? Det vil jeg overlade det til Admin at vurdere.

[Nielsigne]

Har fået nogle blodprøveresultater og undrer mig over noget af det. Der er ikke taget ft4 og ft3, for "det bruger man ikke". Man regner det ud ved at tjekke thyroxinbindingskapaciteten. Jeg aner ikke, hvordan man gør. Nogen tips eller andre kommentarer?
Mine levertal (ALAT) er pænere, end det plejer at være. Muligvis fordi jeg drikker æblejuice hver dag, og det får muligvis nogle galdesten til at drysse ud i al fredsommelighed
Mit salt - altså natrium og kalium er lavt, synes jeg. Og kan ikke lade være med at tænke på det med at få tjekket aldosteron og renin. Noget bør der i hvert fald ske, for det er ikke sådan, at jeg springer rundt som en vårhare eller har fået særlig meget hår på hovedet, og om natten kan det knibe med at holde varmen - så selvom jeg sover i 20 graders varme, har jeg indtil for ganske nylig brugt uldtæppe under dobbeltdynen for at holde varmen .... Dobbeltdynen bruger jeg endnu, selvom det da er blevet lidt sommer i Danmark.

Blodprøven blev taget kl. 11 om formiddagen - der var ikke andre muligheder, og det hele skal jo nås inden lægens sommerferie og i forhold til socialrådgiver, sygedagpenge etc. etc. Jeg havde taget en pæn portion Erfa natten til dagen før prøven (tog ekstra, fordi jeg var kommet bagud og frøs) men altså ... er det ikke en ret høj t4?

Mit niveau af d-vitamin er jeg ikke stolt af. Har ikke været omhyggelig nok med mine tilskud under min stressperiode, så det er blevet til lidt for lidt d-vitamin
Jeg havde bedt om at få målt jern. Men det har jeg ikke fået, kun blodprocenten

P-Thyrotropin(TSH), 07 06 2013: <0.014 10^-3 int. 0.3-4.5
P-Thyroxin(total T4), 07 06 2013: 120 nmol/l 60-140
P-Triiodthyronin(total T3), 07 06 2013: 2.68 nmol/l 1.1-2.5
P-Parathyrin (PTH), 07 06 2013: 4.6 pmol/l 1.6-6.9
P-Thyroxinbindingskapacitet(T4-uptake), 07 06 2013: 0.98 0.8-1.3

P-Cholesterol(total), 07 06 2013: 4.4 mmol/l <5
P-Kalium, 07 06 2013: 3.8 mmol/l 3.5-4.6
P-Natrium, 07 06 2013: 136 mmol/l 137-145
P-Parathyrin (PTH), 07 06 2013: 4.6 pmol/l 1.6-6.9
P-Glucose middel(fra HbA1c), 07 06 2013: 6.4 mmol/l 5.4-7.3

P-Creatininium, 07 06 2013: 60 µmol/l 45-90
P-gamma-Glutamyltransferase(GGT), 07 06 2013: 40 U/l 10-75
Pt-estimeret GFR(eGFR), 07 06 2013: >90 ml/min >60
P-Alanintransaminase(ALAT), 07 06 2013: 44 U/l 10-45
Hb(B)-Hæmoglobin A1c (IFCC), 07 0

P-Triglycerid, 07 06 2013: 2.3 mmol/l <2
P-Cholesterol i HDL, 07 06 2013: 0.86 mmol/l >1.2
P-Cholesterol i LDL, 07 06 2013: 2.5 mmol/l <3

P-25-Hydroxy-Vitamin D3, 07 06 2013: 78 nmol/l
P-25-Hydroxy-Vitamin D2, 07 06 2013: <10 nmol/l
P-25-Hydroxy-Vitamin D2+D3, 07 06 2013: 78 nmol/l 50-160

B-Hæmoglobin(Hb), 07 06 2013: 8.4 mmol/l 7.3-9.5

Nielsigne

[Nielsigne]

Glemte at nævne, at jeg bruger to en halv Erfa-tablet à 125 mg, altså 310 mg eller fem grains.

Der er masser af bivirkninger, jeg IKKE har med Erfa. Men min energi er ikke som den skal være og altså heller ikke mit hår m.v. Måske skal jeg bare sove noget mere Sover faktisk bedre med Erfa'en end med nogen anden stofskiftemedicin, jeg har prøvet. Men når jeg er ekstra-stresset over noget, får jeg mareridt. Det er nok ikke medicinen, der skal ha skylden for det ...