Hormonel reaktion på (over)træning

[Kevlin]

Hvorfor skulle DU (kærhjerte) have dårlig samvittighed og skamfølelse????

Ja - det er et godt spørsmål Anisa.
Det ligger nok i u(nder)bevisstheten og fasaden samtidig;
ikke så lett å få tak i / has på.

Jeg fant mye gjenklang i Admins tråd (utdrag):

I tråden Litt optimisme og lærdom er der faldet (vores) bemærkninger til aspektet "Mestring af sygdom". Vores opmærksomhed er blevet vækket særlig i anledning af anvendelse af ordet "lærdom" i overskriften. Hvis lærdom var der tale om? En lærdom generelt gældende os alle eller det en lærdom skribenten har opnået på egne vegne og til egen nytte? Og hvad med alle dem, der er plaget af sygdommen og som modtager enten ingen behandling eller en dårlig behandling af helsevæsenet? Hvordan skal/kan de opfatte denne lærdom, hvis de ikke selv er i stand til at lære af den? Er det så deres egen "skyld" at de lider, da de jo "bare" kunne lære at mestre sygdommen?
Bør de give sig i kast med sygdomsmestring før eller efter at de er kommet i effektiv behandling? Hvordan opnår de en effektiv behandling samtidigt med at de ophører med at fokusere på sygdommen og lære så meget om den, at de har noget (viden) at stå imod med, når vrantne læger skal konfronteres og stilles krav til?

Hvordan fortsætter de med at kæmpe for effektiv behandling samtidigt med at de har lært at leve med sygdommen og dermed også har sat kampgejsten ud af kraft? Hvorfor kæmpe for noget, når dette noget ikke længere er et problem i fokus?

Det er ikke noget at regne med eller være sikker på, at tro at begge dele: sygdomsmestring og kamp for at lære og for bedre behandling kan ligeligt tilgodeses - side om side. Det som falder bort først - helt eller delvis, når der stræbes efter en ensidig mestring af sygdommen gennem benægtelse, er motivationen. Der er simpelt hen ikke plads til begge under samme "tag". På bundlinjen gælder det om enten kamp eller resignation. Sonjas Stoffskifteforum skaber plads og hjerterum for de som kæmper og for de, som vil lære og have støtte til at kæmpe for bedre liv gennem bedre behandling af sygdommen. Ikke mestring af den. Det kommer først i anden række.


At sætte sig ind i andres situation betyder nemlig at deres personlige sygdoms-mestring må midlertidig vige pladsen for en åbning mod sygdommens realiteter som de er for de nødlidende, der har brug for hjælp.

.. "sygdoms-mestrenes" styrke synes ikke at række til mere og andet end dem selv, lige med undtagelse af gentagelser af anbefalinger til at andre lærer det også. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at sige til en syg af subklinisk hypothyreose, der nægtes behandling på 10. år og hvis arbejdsmæssig og personlig tilværelse hænger i laser.

Ikke nok med det, men der kommer jo hele tiden nye brugere til, med lige så slemme eller værre erfaringer (med sygdommen) end ens egne var, før man har lært at mestre den.

De som bliver tilbage er de få, som godt nok aldrig har lært at mestre sygdommen gennem benægtelse, men mestrer den netop gennem kendskab til og fokus på viden om den. De er ikke bange for at bevare mindet om smerten og om plagerne. De bliver ved med at kæmpe for sig selv og andre.... Derfor kommer plads og støtte til de kæmpende på første pladsen her på forummet, mens mestring af sygdommen er h-j-e-r-t-e-n-s velkommen såfremt den ikke tangerer en "religion", men den kommer aldrig til at dominere dette forum.

I det siste avsnittet har Sonjas heldigvis flere Gamle travere
- så ser jeg deg der

[Elbeth]

Jeg har lest dr. Mercolas innlegg Ny studie om trening;

Det er viktig å trene riktig og forvisse seg om å få tilstrekkelig hvile og tilheling. Dette er like viktig som selve treningen. Variasjon i trening er nødvendig, men utover det er det nå overveldende bevis som indikerer at konvensjonelle langdistanseløping er en av de verste former for trening. Undersøkelser har ikke bare bekreftet urovekkende funn, men også konkludert med at langdistanseløping er en av de minst effektive former for trening.

Her følger et intervju mellom dr. Mercola og dr. McGuff, en tidligere "treningsnarkoman" som lærte mye om helsemessig- og helsefarlig trening da han studerte medisin.

Like you, I was actually drawn into medical school by an interest in exercise that began when I was a teenager.

I ended up in emergency medicine, because I found that's where my natural talents lie, and also because I could not find any specialty of medicine that I felt was giving an appropriate representation of what exercise should be.

I originally became interested in exercises when I was about 14 years old. I was in a sport called bicycle motocross or BMX, which is a type of sprint race done offroad on bicycles. At the time, I was just starting in it and found myself quite weak in the sport. In particular, there were certain sections that involved a large hill climb that I could not make. My brother had just one of these seaman plastic barbell sets in the garage. I decided to break out the manual for that and give that a try. Within one month, I was literally astounded.

I essentially went from last-place to untouchable. I tried for the better part of the year to keep my training activity a secret. That sort of launched me to a level on the sport, where I was doing really well. Ironically, I made it to the professional level by the time I was 17. It was my passion for highintensity training as advocated by Arthur Jones that probably kept me from going as high in that sport as I should. At that level, they start to feel that if I‟m resting, someone else is training.

I actually overtrained. I was doing three very hard sessions per week religiously, in addition to the racing schedule. I just winded out. I think, in retrospect, if I want to have the insight to pay attention to the recovery side of the equation, I would have done much, much better. That's kind of how I evolved this interest in high-intensity exercise and kind of took it on from there.

Hele intervjuet varer i ca 2 timer.




Hele intervjuet er også å lese i pdf format.

[Anisa]

Hormoner er kemiske budbringere der bærer bestemte signaler til bestemte organer eller systemer i kroppen. Hormoner produceres i forskellige signal-centraler strategisk placeret rundt om i kroppen. Disse "centraler" er hormonkirtler.

Hypothalamus er det organ/kirtel, der er pålagt kontrol over kroppens mange hormonale funktioner. Hypothalamus er en afgørende kommandocentral i hjernen og den er konstant involveret i en række fysiologiske, biologiske (og psykiske) processer gennem direkte reaktioner på eksterne stimuli, såsom varme, et behov for større blodvolumen, eller en reaktion på stress (eller over-træning) m.fl.

Den vigtigste af kirtler, der kontrolleres af hypothalamus er hypofysen. Hypofysen fungerer både som en generator af hormoner til specielle fysiske og kemiske funktioner og - hypofysen regulerer andre kirtlers produktion af hormoner, der efterfølgende regulerer kroppens funktioner. Disse hormoner er beregnet til at udløse en hurtig respons i kroppens bestemte systemer, disse hormoner får til at handle på en bestemt måde. Når hormonerne produceres i en kirtel udskilles de direkte i blodbanen og transporteres til det ønskede organ, system eller andre hormonkirtler.

Træning/motion har en gennemgribende effekt på på funktion af en række kirtler ved at frigøre bestemte hormoner og deres tilsvarende virkning på en række systemer de har "ansvar" for.

Hormonel respons på intens træning:



(Hormone de croissance betyder væksthormon. Catecholamines betyder adrenalin, noradrenalin)
Kilde til billedet: http://sportech.online.fr/spen_hrm.html

Både for ramte af hypothyreose kvinder (i mindre grad) og for mænd (i højere grad) gælder det, at det tager op til 48 timer, før testosteron-niveauer er genoprettet efter træning. Jo længere træning, jo længere tid tager det testosteronet at "komme sig" igen.

Læg også mærke til "insulin-kurven", hvor insulinet skyder i vejret så snart træningen er afsluttet. Det varer ca. ½ time før det er normalt igen, hvis man altså ikke får lidt mad forinden, hvilket kan forhindre denne "specielle" træthed, der altid følger med for lavt blodsukker, efter at det overskydende insulin har tømt blodet/musklerne for glukose.

Begge disse hormoners "træning-status" kan udgøre svar på, hvorfor man (særlig os med hypothyreose) kan blive slået omkuld af træning, og gå tom for energi i op til flere dage derefter....

[Mod]

The OTHER Side of Overtraining Syndrome



Dr. Patrick Krupka explains overtraining syndrome from a functional medicine perespective and
discusses the lifestyle and physiologic aspects of increasing repair to meet the demands of an
aggressive training schedule. We all know that increasing your exercise intensity can lead to illness
and injury, but what about increasing repair to match your increased training? Is it even possible?
He explains the relationship of nutrition, hormones, sleep patterns, food allergies, and more from the
point of view of a practicing functional medicine specialist. Need to increase your training schedule
without falling apart? Here's your video! http://www.DrKrupka.com

[sigo]

Hormonel reaktion på (over)træning

Jeg vil gå så langt som til at sige, at dem med nedsat thyreoidea-funktion og medicineret på en fast medicindose (fast = ufleksibel i forhold til kroppens behov ind the real time) og som vitterlig tror, at de kan træne lige så ofte, lige så længe ad gangen og lige så hårdt som det passer dem, de er ikke rigtig kloge!

Det svarer til at tvinge en bil op i 150-200 km/time i..... tredje gear! Gad vide hvor længe den motor vil holde....

De vil på sigt køre deres binyrer døde (hypoadreni) og ødelægge det, i forvejen (op)slidende hormon-feedback, kroppen hele tiden forsøger at kompensere for hormonmangler med. Hypothyreose, hypogonadisme og hypoadreni er en coctail fra helvede, der får hypothyreose til at føles som en ferie, i sammenligning.

Jeg leste dette (og resten av innlegget) og ble SKIKKELIG skremt. Ikke før lenger nedi tråden forklarer du at du over snakket om folk som OVERtrener og som trener hver dag uten å vente på restitusjon.

"Som det passer dem" er en veldig individuell variabel. Det som "passer meg", er å trene 2-3 ganger i uken, aldri to dager på rad og aldri maxpuls lenge av gangen. Men jeg da jeg leste dette trodde jeg jo at jeg var i ferd med å ødelegge meg selv totalt, fordi innlegget ga meg inntrykk av at dette gjaldt alle som trener "som det passer dem".

Heldigvis leste jeg lenger, men hadde jeg ikke gjort det, kunne det jo fort endt med at jeg sluttet å trene fordi jeg ble så redd for å ødelegge meg selv :(

[Mod]

"Som det passer dem" er en veldig individuell variabel. Det som "passer meg", er å trene 2-3 ganger i uken, aldri to dager på rad og aldri maxpuls lenge av gangen. Men jeg da jeg leste dette trodde jeg jo at jeg var i ferd med å ødelegge meg selv totalt, fordi innlegget ga meg inntrykk av at dette gjaldt alle som trener "som det passer dem".

Den danska termen "som det passer dem" kan här betyda "ohämmad" eller "hæmningsløs".