Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glutathione = GSH
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Antioxidant, cancer, carcinogener, aflatoxin, tungmetaller, skjoldbruskkirtel, overiltning af fedtstoffer til peroxider, åreforkalkning, immunsystemet, makrofager, NKC = naturlige dræberceller, allergi, øjne, stær, diabetes, hypoglykæmi, ledegigt, skader fra røntgen og anden stråling, fra kemoterapi, rygning, alkohol og narko.

Glutathione er et tripeptid dannet af de tre aminosyrer glutamine, cysteine og glycine og er en af naturens kraftigste og mest udbredte antioxidanter. Funktionelt tilhører den den svovlholdige gruppe af aminosyrer sammen med cysteine, cystine og taurine. Der findes praktisk talt ingen levende organismer - planter eller dyr - på denne planet, hvis celler ikke indeholder større eller mindre mængder af glutathione. Glutathione kan meget vel have været en forudsætning for selve livets opståen, der fandt sted i et miljø rigt på kulilte, peroxider, metan og ammoniak, et kemisk regi langt mere livsfjendtligt og giftigt end det, vi nu befinder os i.

Levende celler havde derfor allerede dengang et stort behov for antioxidantbeskyttelse overfor den konstante trussel: at blive syret bort i et iltrigt og giftigt miljø. Glutathiones udbredelse i naturen og dets funktionelle tilstedeværelse i selv de mest primitive organismer kunne tyde på, at denne substans er en af klodens ældste organiske antioxidanter.

Glutathione fungerer selvfølgelig stadig på samme måde, som det har gjort under hele livets udvikling på denne klode. Derfor er dets aktivitetsspektrum også så ualmindeligt bredt og omfattende. Derfor er det også en kærkommen faktor i det moderne miljø, der på grund af industriel forurening er ved at blive lige så giftigt, som det oprindelige miljø, hvoraf livet opstod. Det har af samme årsag med god grund været foreslået, at glutathione kunne blive en afgørende faktor i afgiftningen af hele miljøer, som for eksempel døende søer, hvor denne antioxidant ved at favorisere alle endnu overlevende organismer, uanset hvor primitive de er, og samtidig blokere for forureningens giftvirkninger ville give livet endnu en chance for at få overtaget i et ellers dødsdømt miljø.

Ligesom ved cysteine er det i glutathione thiolgruppen -SH, der er det aktive værktøj i antioxideringsprocessen. Deraf betegnelsen GSH for aktivt - også kaldet reduceret - glutathione. Når den reducerede glutathione har udført sit arbejde og er blevet oxideret, betegnes den GSSH, fordi den nu har optaget et ekstra svovlatom, altså har dannet en disulfidbinding og er blevet inaktiveret.

Processen er en helt klar parallel til omdannelsen af cysteine til cystine med samme inaktiverende effekt. Den meget væsentlige forskel mellem de to reaktioner er imidlertid, at glutathione i modsætning til cystine let kan reaktiveres til genbrug. Denne genbrugsproces kræver blandt andet vitamin C.
Glutathione har flere vigtige beskyttelsesfunktioner i det organiske miljø. Det er som sagt en reducerende faktor - det vil sige en antioxidant. Det er også en afgiftningsfaktor, der neutraliserer farlige kemikalier. Det har yderligere flere vigtige funktioner i immunforsvaret. Det beskytter de røde blodlegemers struktur og funktionsevne. Yderligere har det også et job i centralnervesystemet som neurotransmitter.

Interessant er det, at GSH-koncentration i mavesækken hos sunde individer er meget høj, antagelig fordi organismen hermed søger at beskytte slimhindevæggen mod erosion fra et af sine egne nødvendige sekreter, nemlig mavesyren med dens usædvanligt høje surhedsgrad. A propos har GSH forsøgsvis og med godt resultat været brugt i behandliongen af mavesår.

Den ovenfor omtalte oxidering fra GSH til GSSH er ikke dets eneste funktionsmekanisme. GSH indgår i et selénafhængigt enzym - glyta-thionperoxidase - der, som navnet røber, specielt er designet til at neutralisere peroxider - altså overilteforbindelser.

Vi kender allesammen til brintoverilte. Det er stoffet, der giver den uægte blondine det unaturligt udseende hår. Når der bruges for meget brintoverilte til eventuelt for lidt hår, kan processen også gøre fupblondinen skaldet. Brintoverilte er nemlig et aggressivt ætsemiddel. Vælt flasken på bordet. Bordet bliver aldrig det samme igen. Hæld en ganske tynd opløsning i et inficeret sår. Det ætser ihjel al infektion, bakterier og iøvrigt også omliggende sunde celler. Men nye celler kommer til, når såret læges, så det er et mindre problem. Værre er det, når denne ætsning finder sted inde i organismen - for eksempel på sensitive celler i nervesystemet.

Talrige forureningssubstanser i vort miljø har eller genererer samme ætsevirkning. Leveren er vort store afgiftningsorgan, vor indre kommunekemi. Ved dens nedbrydning af tetraklorkulstof, benzenforbindelser, plastic, farvestoffer, ukrudtsmidler og sprøjtegifte dannes overilter. Overilterne er især en fare for cellevæggene, hvis livsvigtige funktioner trues af forharskning. Især de sårbare flerumættede fedtsyrer, der er ansvarlige for transport og kommunikation gennem cellevæggene, angribes let af peroxiderne, og det kan nemt medføre cellens død. Leverens opgave er at afgifte disse overilter - altså peroxider - men leveren selv er også i farezonen, for den har kun en vis kapacitet til at neutralisere de farlige stoffer, og når denne kapacitet overstiges, er den også selv åben for angreb. Hvis et sådant angreb løber løbsk, kan overilterne ætse levercellerne og omdanne leveren helt eller delvis til forharsket fedt, selvfølgelig i sidste konsekvens med døden til følge.

Alt dette understreger, hvor væsentligt det er, at GSH ikke blot fungerer i sit eget regi som antioxidant, men også i sit "udvidede program" som del af enzymet glutathionperoxidase, der specifikt neutraliserer overilterne. Og dette enzym er ikke det eneste, hvor GSH spiller en nøglerolle. GSH S-transferaserne, der også opererer i leveren, har en ikke mindre væsentlig rolle. Disse enzymer sigter direkte mod afgiftningen af fremmede toxiske forbindelser ved at omdanne dem til relativt harmløse substanser, som kroppen let kan udskille. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan GSH S-transferaserne fungerer; men noget tyder på, at de benytter en teknik meget anderledes end den, de fleste af os normalt forventer. I stedet for kemisk at nedbryde det giftige stof, hvilket kan være vanskeligt og undertiden umuligt, klistrer enzymet den giftaktive del af forureningsmolekylet til med en substans, der afvæbner det farlige stof. Organismen kan derefter uden risiko håndtere den afvæbnede substans og slippe af med den gennem kroppens normale udskillelsesapparat.

GSH, GSH-peroxidase og GSH S-transferaser har været livsvigtige for alnaturen siden livets oprindelse. I vore dage kan vi trygt påstå, at de har fået øget aktualitet. Disse indre økologiske rengøringsmidler kan let snart blive et spørgsmål om vor egen og alle andres overlevelse. Den selvdestruktive mani, hvormed klodens industrier spreder deres giftige affald, gør at vi i stigende grad får desperat brug for store indre ressourcer af disse livsreddende stoffer.

Den ophobning af giftstoffer, de skal hamle op med, er allerede lang. Nitrater, nitrosaminer, opløsningsmidler, vinylklorid og andre nedbrydningsstoffer fra plasticindustrien, PVC, svampemidler, antibiotika, p-piller, ukrudtsmidler, farvestoffer, insektmidler, fenoler, udstødningsgasser og tobaksrøg med hundredevis af substanser, tungmetaller som kviksølv, kadmium og bly, arsenik, aluminium, krom og mange andre samt et stadigt øget udbud af giftige mediciner. De skal alle gennem leveren og effektivt afgiftes af denne, hvis vi ikke selv skal skades af dem. Blot nogle få af dem er nævnt her, blot nogle af dem vi kender og hvis giftvirkninger vi har erkendt. Der er talrige andre, uerkendte og ukendte. Listen vokser dagligt!

Forebyggelse er bedre end helbredelse. Det er en af helsekunstens ældste og mest fundamentale sandheder. Desværre efterleves den sjældent! Selvfølgelig ville det være bedre, hvis befolkninger i forurenede områder fik forebyggende tilskud af glutathione, indtil forureningen kunne elimineres. Men det sker jo ikke. Der er en lang, sej og totalt idiotisk tradition for, at selv der, hvor sygdoms-katastrofen er næsten 100% forudsigelig, venter man tålmodigt til at den indtræder, inden man forsøger at gøre noget ved sagen. Derfor taler vi næsten altid i praksis ikke om forebyggelse, men om sygdomsbehandling.

Og hvilke lidelser er det så, der kommer på tale i denne sammen-hæng? Det er ikke småtingsafdelingen, vi her snakker om. Cancer står øverst på listen. Denne, det nye årtusindes mest prominente dræbersygdom, er bemærkelsesværdig sårbar overfor glutathione-tilskud. Talrige dyreeksperimenter har således vist, at kemisk påført cancer kan afbødes og mildnes i sit forløb ved hjælp af GHS. Mindre kendt er det, at forskerne har fået avanceret levercancer hos rotter ikke blot til at skrumpe, men helt forsvinde. Iagttagelsen bliver ikke mindre interessant ved, at denne svære form for cancer var blevet fremprovokeret med aflatoxin b1, et meget potent carcinogen. Indenfor et år fik alle rotterne leversvulster. Fire måneder senere begyndte man at give nogle af rotterne ind-sprøjtninger med 100 mg glutathione daglig. Alle de ubehandlede rotter døde; men af de glutathionebehandlede rotter overlevede 81%. Yderligere bemærkelsesværdigt var det, at man hos alle de behandlede rotter fandt, at enten havde en remission fundet sted, eller svulsterne var ganske enkelt forsvundet (6).

Disse opsigtvækkende data har opnået forbløffende ringe omtale! Set under en streng videnskabelig synsvinkel er resultaterne så enestående og lovende, at de burde have affødt en lavine af forskning. Men de økonomiske forhold, der styrer lægevidenska-belig forskning, favoriserer ikke naturlige substanser, der ikke kan patenteres og dermed monopoliseres. Så forskningen har fokuseret sig på det patenterede NAC. Denne form for cysteine har imidlertid også vist sig at have værdifulde anticancer egenskaber.

Imidlertid har mange alternative behandlere taget konsekvensen af resultaterne fra de talrige lovende dyreforsøg. Hvorfor ikke? Det er nøjagtigt hvad deres kollegaer i det konventionelle lægeregi hele tiden gør. Med andre ord: De er allerede begyndt at benytte cysteine og glutathione i behandlingen af cancer. Det er imidlertid karakteristisk for dagens situation, at en stor del af litteraturen om dette emne ikke handler om GSH's direkte gavnlige indflydelse på cancer, men derimod om dets evne til at lindre de ofte meget svære bivirkninger af den kemoterapi, som cancerpatienten ofte udsættes for. Denne effekt er derfor også særdeles veldokumenteret.

Som sagt vil man finde glutathione i alle kroppens celler, men lever, milt, nyrer og bugspytkirtel rummer særligt store mængder. Den allerhøjeste koncentration finder man imidlertid i øjet, specielt i linse og hornhinde. Blandt alle legemets organer er øjet biologisk set i en meget usædvanlig situation. Det er egentlig en forlængelse af hjernen og den eneste del af denne, der åbner sig på kroppens overflade. Øjet er derfor meget sårbart, ikke blot på grund af sin udsatte overfladeposition, men også fordi al energitilførsel, nutrienter, renovation og anden cellulær service skal nå ud til øjet ad lange og vanskelige veje dybt inde fra organismens blodkredsløb via blod/hjerne-barrieren ind i centralnervesystemets eget distributionsanlæg og videre ud i dettes forlængelse til dets yderste og mest udsatte "grænsepost" - nemlig øjet.

Øjets udsatte position - ubeskyttet på overfladen, i et afsides område af organismens distributionssystem - gør det særligt sårbart overfor angreb fra frie radikaler. Især når blod/hjerne-barrieren med alderen fortykkes og dermed hindrer den frie passage af de livsvigtige nutrienter, iblandt dem også talrige antioxidanter, bliver situationen ofte kritisk, og de aldersbetingede sygdomme som makulær degeneration samt grå og grøn stær indfinder sig. Ved disse lidelser kan man - ikke overraskende - iagttage et betydeligt svind i øjets koncentration af glutathione og andre antioxidanter - som for eksempel selén og vitamin B-2 (riboflavin). Tilsvarende nutrientreduktion kan observeres ved andre øjenlidelser, som for eksempel diabetisk øjendegeneration og blindhed forårsaget af dissemineret sklerose. Dyr, som eksperimentalt har fået grå stær påført ved røntgenstråling, har også lave glutathioneværdier i øjnene.

På denne baggrund er mange behandlere begyndt at give denne gruppe patienter terapeutiske tilskud af glutathione og andre involverede nutrienter, og med særdeles gode resultater. I de bedste tilfælde har blinde patienter delvis genvundet synet, men langt talrigere er selvfølgelig de patienter, der har været i stand til at bevare et funktionelt syn trods truende blindhed. Forebyggelse er altid nemmere end helbredelse!

Denne terapeutiske fremgangsmåde er nu så udbredt, at mange firmaer på verdensmarkedet tilbyder specielle kosttilskud med øjenernæring til at imødekomme disse behandlingsbehov.

Forskningen indenfor glutathione er i mange henseender stadig i sin begyndelse. Der findes vidnesbyrd om, at glutathionemangler kan ligge bag emotionelle lidelser som manisk depression og skizoide psykoser og at tilskud kan afhjælpe kronisk nyresvigt. Teoretiske overvejelser om, at de kan have en positiv indflydelse på Parkinsons sygdom og patienter i rekonvalescens efter en blodprop har også set dagens lys. GSH kan også forventes at afhjælpe lav skjoldbruskkirtelaktivitet (hypothyroidisme) og mavesår samt, ikke at forglemme, de talrige tilfælde af lægeor-dineret medicinforgiftning, der i hobetal blokerer vore hospitals-senge og forgæves venter på afgiftning.

Har man besluttet sig for, at patienten bør have noget GSH indenbords, hvilket præparat skal man så vælge? GSH er et tripeptid, og der er en gammel tommelfingerregel, der siger, at proteiner og peptider skal nedbrydes til aminosyrer for at blive optaget gennem tarmvæggen. Ifølge denne regel vil peptider enten blive fordøjet eller slet ikke optaget. Er det så ikke bedre at fodre patienten med de byggesten - cysteine, glutamine og glycine - der indgår i syntesen af GSH? Jo, måske - men synteser foregår ikke uden at en række omstændigheder er i orden - tilgang af samvirkende nutrienter i første række. Da vi nu i denne sammenhæng taler om ofte alvorligt syge patienter, der som regel lider af talrige nutrient-mangelfølger og enzymsammenbrud, kan vi ikke uden videre tage for givet, at deres organisme er i stand til at foretage den nødven-dige syntese af de leverede aminosyrer og producere det ønskede GSH. Endvidere har forskningen gang på gang vist, at det i praksis kun er én af de tre aminosyrer, der er afgørende for den indre produktion af glutathione. Cysteine er den kritiske faktor, hvis mangel eller mængde er afgørende. Der synes ikke under normale omstændigheder at være behov for terapeutiske tilskud af de to andre - glycine og glutamine - for at holde den indre produktion i gang.

Men der er stadig et dilemma, der kræver analyse. Går vi til den nyere litteratur om emnet, vil vi erfare, at tommelfingerreglen om nødvendigheden af den totale nedbrydning af proteiner og peptider som forudsætning for optagelse i organismen ikke længere er enerådende. Nogle forskere konstaterede en 80% direkte optagelse af glutathione hos forsøgsdyr; men ved en måling på mennesker konstaterede man ringe optagelse af glutathione og påfølgede uændrede koncentrationer i leveren - måske fordi GSH blev optaget direkte af cellerne? Cysteinetilskud førte derimod til øgede GSH-værdier. Dog ikke altid, mener nogle forskere, der peger på at oxidering provokeret af jern og/eller kobber kan destruere cysteinet. Måske kan dette afværges ved at kombinere cysteinetilskuddet med selén og vitamin C, hvilket i alle tilfælde er en god fremgangsmåde.

Men den egentlige prøvesten er selvfølgelig de kliniske resultater. Her er det realistisk først og fremmest at observere de patienter, der har modtaget glutathionetilskud. Hvis man kan iagttage nogen positiv virkning af dette initiativ, så kan det betyde to ting: enten optages peptidet direkte fra tarmen uden at blive nedbrudt til aminosyrer, eller det nedbrydes, men resyntetiseres atter i rimelig udstrækning til at have en vis virkning. Kendsgerningen er, at man faktisk kan iagttage en positiv virkning, og så kan den enkelte behandler og patient jo foreløbig stille sig tilfreds med det.

Imidlertid er GSH et dyrt præparat og de tre andre aminosyrer relativt billige. Og økonomi er ofte en væsentlig faktor i et omfattende behandlingsprogram. Helt må vi blankt melde, at vi endnu ikke kan overskue økonomien i denne form for behandling, fordi vi ikke kender udnyttelsesgraden og dermed effekten af de enkelte præparater og deres kombinationer.

Samfattende kan siges, at GSH neutraliserer frie radikaler og overiltning af fedtstoffer. Beskytter derved cellemembraner og deres funktion og modvirker blandt andet åreforkalkning. Fjerner tungmetaller fra kroppen og fremmer immunforsvaret. Beskytter mod cancerdannende virkning af blandt andet aflatoxin og får cancerknuder til at skrumpe. Hjernestimulerende og kraftigt allergihæmmende. Virksom mod stær, diabetes, hypoglykæmi, ledegigt, røntgenforbrændinger, kemoterapi og de negative virkninger af nydelsesgifte som nikotin og alkohol. Stimulerer hvide blodceller (makrofager og dræberceller) til at dræbe bakterier.

Glutathione-rige fødevarer: kød, fisk, avocado, vandmelon, asparges, grapefrugt, kartofler, squash, jordbær, appelsin, tomat, melon, broccoli, okra, fersken, zucchini, og spinat.

Terapeutisk dosering: Givet fra 500 mg og stigende kan glutathione undertiden standse svære akutte betændelsestilstande og blødninger som for eksempel ved kolitis eller Crohns sygdom. Til cancerpatienter har man givet 3 g daglig, men formodentlig kan langt større doser anbefales.