Aminosyrer er mat

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Økologisk og orthomolekylær sygdomsbehandling

Orthomolekylært er et nyt ord og et svært ord, men det vil snart vise sig at være nyttigt og praktisk at kende det. Det orthomolekylære er det, der består af eller benytter de rette molekyler. Orthos på græsk betyder det rigtige eller det korrekte. Vi genfinder ordet i ortodoksi, den rette lære; ortografi, den rette skrift; og ortopædi, den rette træning og behandling, nemlig af funktionsfejl.

Betegnelsen orthomolekylær blev introduceret i moderne viden-skab af den geniale biokemiker og dobbelte nobelpristager Linus Pauling. Ved brugen af de rette molekyler i de rette mængder i organismens cellemiljø opnår man den optimale indre økologi, hvor organismens selvhelende kræfter får de bedste muligheder for at udligne mangler og overvinde lidelser. De rette molekyler er de, som legemet allerede kender og anvender, som er legemskompatible og derfor naturligt indgår i kroppens funktioner. Sådanne orthomolekylære substanser vil i første række være nutrienterne - altså mineraler, vitaminer, aminosyrer, essentielle flerumættede fedtsyrer, enzymer af den type kroppen selv organiserer og andre ernæringsfaktorer, som menneskeslægten gennem talrige årtusinder har lært at optage, afgifte og udnytte.

Orthomolekylær behandling virker altså helbredende ved at fremme den naturlige indre økologi. Den står således i modsætning til vor tids lægebehandling, der fortrinsvis er xenomolekylær, altså fremmedmolekylær, med foretrukken brug af legemsfremmede syntetiske farmaceutiske substanser, der ikke samarbejder med den indre økologi, men tværtimod forgifter den, på samme måde som sprøjtemidler, kunstgødning og industriforurening forgifter både det ydre og det indre miljø. Orthomolekylær patientbehandling har gjort store landvindinger indenfor mange områder, tidligst og mest overbevisende dog indenfor psykiatrien (1)(2)(3). Orthomolekylær psykiatri er dog stadig praktisk talt ukendt i Danmark, selv i fagkredse. Aminosyreterapi er selvfølgelig orthomolekylær behandling par excellence (= bedre end ikke 'orthomolekylær'/red.).

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Alanine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Energi, blodsukker, immunrespons, thymus.

L-alanine findes i høje koncentrationer i muskelvæv, men ikke i blod, lever, nyrer eller hjerne. Det er en ikke-essentiel aminosyre, som organismen selv fremstiller ud fra pyrodruesyre, ved nedbrydning af DNA eller - hjulpet af zink og et specifikt enzym - dipeptiderne carnosine og anserine. Man kender meget lidt til stofskiftets behandling af alanine, men noget tyder på, at det - i lighed med glutamine - er en af muskelvævets vigtigste aminosyrer, der hurtigt kan omsættes til energi i form af glukose. Det er muligt at tilskud af alanine, på samme måde som BCAA, kan opbygge muskelvæv.

Alanine nedsætter forhøjede triglycerider og blodcholesterol hos diabetikere og forhøjer blodsukker ved hypoglykæmi (lavt blodsukker) ved at frigøre glukagon i leveren. Alanine modvirker også ketose hos diabetikere og hos sportsfolk under topbelastning. Alanine er en hæmmende neurotransmitter og har måske en fremtid - på linie med taurine, glycine og GABA (gamma-amino-butyl-syre) - indenfor behandlingen af epilepsi. Ved alkoholisk leverbetændelse finder man gennemgående lavt plasmaalanine, antagelig på grund af de meget lave værdier for aktivt vitamin B-6 - pyridoxalfosfat - der forekommer hos disse patienter og vanskeliggør omsætningen af flere aminosyrer.

Alanine øger væksten af thymus - brislen - der igen fremmer krop-pens produktion af lymfocyter. Forskning i behandlingen af immunsvigt med alanine bør derfor komme under overvejelse.

Hos forsøgsdyr har alanine vist sig at fremme nedbrydningen af stendannelser formet af oxalat og fosfat. Kost med et højt alanineindhold kan tænkes at komme til at spille en rolle i forebyggelsen af nyresten. Tilstrækkelig tilstedeværelse af vitamin B-6 og magnesium bør sikres i et sådant program.

Alanine dannes af og gendanner selv pyrodruesyre, som er en vigtig faktor i stofskiftets citronsyrecyklus, og fremmer blodsuk-kerbalancen og oplagringen af glykogen i muskler og lever.

Meget høje doseringer givet til forsøgsdyr gav ingen bivirkninger eller toksiske reaktioner. Men forskningen i alanine og indsigten i denne aminosyres rolle i stofskiftet lader stadig meget tilbage at ønske. En generel aminosyreprofil bør ligge til grund for enhver behandling, især eftersom høj alanineindtagelse kan blokere for transport af taurine i organismen.

Alanin-rige fødevarer: kød, fjerkræ, fisk, æg, mejeriprodukter, avocado

Terapeutisk dosering: Op til 600 mg dagligt.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Arginine
(Semi-essentiel = voksne kan danne den selv, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom.
Børn under opvæksten skal have den tilført med kosten)

Nøgleord: Cancer, cholesterol, frugtbarhed hos mænd, sårheling.

Tilhører urinsyrecyklusgruppen af aminosyrer sammen med citrulline og ornithine. L-arginine regnes ikke for essentiel, men må alligevel under visse forhold opfattes som sådan, nemlig i faser med hastig vækst, svangerskab, proteinmangel og fejlernæring, traumer og overskud i vævene af ammonia eller lysine. Ammoniaophobning kan forekomme ved mave/tarmblødning, lever-svigt og andre abnorme tilstande. Da mange forhold kan føre til argininemangel, har argininetilskud også tilsvarende mange praktiske kliniske muligheder.

Store mængder arginine findes i ost, æg, mælk og især i kød - mest i vildt og flæsk. Arginine er væsentlig for muskelstofskiftet, hvor det er en nøglefaktor ved oplagring, transport og udskillelse af kvælstof. Musklernes energirige forbindelser - som for eksempel kreatin - fremstilles ud fra arginine.

Denne aminosyre hindrer svulstdannelse og cancervækst. Dyreforsøg, hvor man har benyttet kostplaner med 5% arginine-tilskud, har vist sig at kunne reducere indtil flere cancermarkører i blodbanerne, fordoble overlevelsestid og begrænse antallet af svulster. Arginine fremmer også anti-canceraktiviteten hos de cytotoksiske T-lymfocyter, NK-cellerne -the natural killer cells - og andre af immunsystemets nøglefaktorer i forsvaret overfor cancer. Derfor er nogle behandlere begyndt at supplere deres cancerpatienter med argininedoser på op til 12 g daglig.

Et fåtal af de nævnte undersøgelser synes dog at modsige nogle af de positive resultater, specielt når det gælder visse cancertyper. Antagelig derfor er mange behandlere tilbageholdne med hensyn til at indsætte arginine i deres cancerbehandlingsprogrammer. Mere forskning i dette emne er stærkt tiltrængt.

Arginine hjælper - ligesom ornithine og asparaginsyre - mod ufrugtbarhed hos mænd forårsaget af motilitetsproblemer i sæden. Sædvæsken indeholder op til 80% af denne aminosyre. (Problemet kan dog også skyldes blandt andet zinkmangel). Den fremmer sårheling og modstandskraft overfor sygdomme og styrker thymusaktivitet og dermed immunforsvar. Den fremmer også glukosetolerancen og forbrændingen af fedtvæv og øger dermed vægttab. [I]Arginine er nødvendig for normal funktion af hypofysen, hvor den frigiver væksthormon, den fremmer regeneration af leveren samt øger produktionen af kreatin. Dannes ved hydrolyse aminosyrerne citrulline og ornithine - se afsnittene om disse!

Arginine-rige fødevarer: mejeriprodukter, kød, fjerkræ, fisk, nødder, chokolade

Terapeutiske doseringer: Generelt 2 g daglig på tom mave umiddelbart før sengetid eller - efter nogle behandleres opfattelse - 3 g 2 gange daglig. Op til 8 g daglig for ufrugtbarhed hos mænd. Ved skizofreni ikke over 30 mg daglig. Ligesom methionine, taurine og glycine sænker arginine blodcholesterol. Doseringer på 6 g kan reducere cholesterol med hele 10 procent. Denne virkning fremmes også af kost, der har et lavt lysineindhold og en høj koncentration af arginine, antagelig på grund af at kødproteinet her er udskiftet med protein fra kornsorter. Angående cancer- se ovenfor!

Giv agt! Argininetilskud bør undgås ved herpesinfektion - se herom mere i afsnittet om lysine. Bør heller ikke gives isoleret og i megadosering til børn i voksealderen eller personer med tendens til skizofreni. Tør, grov hud kan tydes som et tegn på overdosering. Doseringer på over 40 g daglig kan hos patienter med lever- eller nyrelidelser resultere i livstruende tilstande med forhøjet kalium og fosfor i blodet. Meget høje tilskud af arginine kan medføre vandig diarré. Patienter, der lider af pseudomonas-infektion, bør undgå arginine både i kostvalg og som tilskud, da infektionen trives på denne aminosyre. En diæt med lavt arginineindhold kan hjælpe med til at holde lidelsen under kontrol.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Asparaginsyre og asparagine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)


Asparaginsyre er ikke en essentiel aminosyre. Den fremstilles ud fra glutamate med hjælp fra blandt andet vitamin B-6. Asparaginsyre er aktiv i både urinsyrecyklussen - der står for organismens omsætning af urin- og kvælstof - og citronsyrecyklussen - der håndterer kulhydratstofskiftet. Den er således deltager i to af kroppens vigtigste biokemiske funktionsområder og er derfor involveret i talrige vigtige aktiviteter. Yderligere opbygger den pyrimidiner, der indgår i DNA, samt orotaterne. Asparaginsyre findes i høje koncentrationer overalt i kroppen.

Asparagine er den biokemiske forbindelse indgået mellem asparaginsyre og ATP (adenosin-tri-fosfat), cellernes energibriket-ter opberedte til forbrænding og produktion af celleenergi. Glutaminsyre og glutamine danner et tilsvarende par. I begge tilfælde kan aminosyren transportere og levere ATP efter behov i vævene. Afgifter ammonia i vævene og beskytter derved centralnervesystemet. Fremmer udholdenheden under stærk fysisk aktivitet som sport og idræt. Fremmer optagelse af mineraler fra tarmen og mælkeydelsen hos ammende kvinder. Opbygger muskelvæv. Kontrollerer stofskifteaktiviteter i hjernen og nerverne og benyttes til behandling af skader i disse områder. Asparaginsyre indgår i dannelsen af DNA og RNA og aminosyren threonine; er også leverbeskyttende og modvirker udmattelse.

Asparaginsyre/asparagine-rige fødevarer: kød, fjerkræ, mejeriprodukter, æg, fisk, lactalbumin, bælgfrugter, nødder, skaldyr, frø, soja, valle, fuldkorn.

Terapeutisk dosering: Op til 2 g dagligt.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Carnitine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Kroppens egen selvproducerede hjertestyrkning er i første række l-carnitine, der leverer energi til musklerne, i første række hjertemusklen, og gør dette ved at formidle fedtforbrændingen i cellerne.

L-carnitine har fået sit navn efter det latinske ord carnis, der betyder kød. Et ord vi også genkender i, for eksempel, karneval!

Navnet fortæller umiddelbart, hvor vi kan finde aminosyren. Den koncentrerer sig i muskler, især hjertemuskel, og andet kødvæv, men findes næsten ikke i planteproteiner. Derfor er der en ikke ringe risiko for, at vegetarer og veganere kan komme til at mangle carnitine. Konsekvenserne af sådanne mangeltilstande kan blive alvorlige, især for folk disponerede for hjertelidelser.

Den dyriske organisme, og dermed altså også den menneskelige biokemi, kan vanligvis selv producere aminosyren l-carnitine af aminosyren l-lysine, men kun med hjælp fra blandt andet l-methionine og vitamin C. Det er imidlertid en produktion, man ikke skal tage for givet. For det første indtager de allerfleste mennesker ikke tilstrækkeligt meget vitamin C til at formidle omsætningen af l-lysine til l-arginine, og for det andet drejer denne omsætning sig om en 5-trins proces, der kræver et antal enzymer. Hvis der mangler blot et enzym, som mange mennesker ikke producerer nok af og som hos nogle individer af arvelige årsager helt svigter, går omsætningen helt i stå. Personer, med en sådan enzymmangel, har et meget kummerligt og forkortet livsforløb, hvis de ikke i tide diagnosticeres og behandles korrekt, nemlig med tilskud af l-carnitine.

Dialysepatienter vil også komme til at mangle l-carnitine, med mindre deres tilskudsbehandling tager højde for denne risiko. Efter dialyse oplever patienterne gerne en udpræget muskelsvækkelse. De har svært ved at holde fast om ting og løfte selv små genstande. De kan også få problemer med at tygge og synke. Undersøgelser af disse patienter har afsløret, at dialysen fjerner så meget som 66 procent af blodets l-carnitine og kroniske nyrepatienter under regelmæssig dialyse ender med at have så lidt som 10 procent af den normale l-carnitine tilbage i deres muskler. Når disse patienter efter dialysen modtager injektioner af l-carnitine, vil ikke blot koncentrationen af denne livsnødvendige aminosyre stige i musklerne og blodet, men den blodmangel, der også ofte er en konsekvens af dialysen, vil også støt reduceres, så mere ilt bliver tilgængelig for hele organismen.

Erkendelsen af, at ikke alle mennesker fra naturens side bliver forsynet med den nødvendige l-carnitine har gjort denne aminosyre til et af de allermest populære helsekostprodukter. I USA kan den købes i form af helsedrik på salatbarer og tilmed i stationskiosker, og i myldretiden ser man folk på toget tylle deres daglige carnitinedrik i sig. Popularitet avler misbrug, og også i dette tilfælde har uansvarlige typer prøvet at score kassen ved at sælge billig syntetisk carnitine - altså d,l-carnitine - til de uinformerede. D(extro)-fraktionen i den syntetiske vare er ikke blot et spild, men efter alt at dømme en belastning, idet den går ind og blokerer for l-fraktionens aktivitet, altså den ønskede energiproduktion i hjertecellen ved forbrænding af det - ofte uønskede - fedt. En dårlig forretning - mildest talt!

Man skal altså som altid insistere på præcise varedeklarationer og sørge for, at den carnitine man får er den naturlige l-form.

De lærde har faktisk langtfra været enige om, hvordan de skulle opfatte l-carnitine, og nogle foretrækker at betragte denne substans som et vitamin - i så fald et B-vitamin - snarere end en aminosyre. Andre kalder den en metabim, hvilket er betegnelsen for en livsvigtig stofskiftefaktor - en essentiel metabolit. Vigtigere for os andre er det, hvad vi kan bruge l-carnitine til.

Den første målgruppe er hjerte/kredsløbspatienter - og dermed en meget stor del af befolkningen - hvor l-carnitine også kunne spille en væsentlig forebyggende rolle. L-carnitine reducerer ikke alene blodets samlede cholesterolmængde; men nedbringer især triglyceriderne, altså det blodfedt, der faktisk udgør en større risikofaktor end den generelle cholesterolkoncentration. Samtidig øger den imidlertid også HDL - high density lipoproteins - ofte kaldt for gode" eller "den gavnlige" cholesterol, som er den eneste type af denne substans, der rent faktisk nedsætter risikoen for blodprop i hjertekranspulsåren, altså koronartrombose. Patienter på veljusterede doseringer af l-carnitine har i almindelighed aldrig forhøjede blodfedtværdier, hverken med hensyn til cholesterol eller triglycerider. Men derudover har dette tilskud andre gunstige virkninger. Det forbedrer uregelmæssig hjerterytme, nedsætter antallet af anfald af angina pectoris, reducerer elektrokardiografiske afvigelser, øger modstandsevnen overfor stress og forbedrer tolerancen overfor fysisk aktivitet hos patienter med lidelser i kranspulsårene.

Dyreeksperimenter har afsløret, at hjerteanfald hurtigt tømmer vævet for l-carnitine, men ekstra tilskud i tide kan være livsreddende. Tilskud af l-carnitine medførte øgede energiressourcer i form af ekstra ATP (adenosintrifosfat) og udvidede blodkarrene. Udvidelse af blodkarrene er også del af den mekanisme, hvormed l-carnitine virker som blodtrykssænkende middel.

Selv om hjertekarlidelserne utvivlsomt er det område, hvor l-carnitines største velsignelser vil åbenbare sig i en forhåbentlig ikke for fjern fremtid, så er der her også lindring at hente for andre end denne store gruppe patienter. Populært kaldet "fedtlever" og ofte provokeret af alkoholindtagelse er cirrhose en leverlidelse, hvor sundt funktionelt væv erstattes med fibrøst ikke-fungerende degenereret væv. Patienterne viser ofte udpræget mangel på l-carnitine. Dyreforsøg har vist, at tilskud af l-carnitine ikke blot hindrer ophobningen af leverfedt, men også normaliserer koncentrationen af l-carnitine i blodet. Endnu har man ikke overført disse iagttagelser til patientbehandlingen, men det skulle være uproblematisk og perspektivet er lovende.

Nedsat skjoldbruskkirtelaktivitet i vor tid er en meget almindelig, men ofte udiagnosticeret lidelse. Den kan være medfødt, men forværres ved amalgamforgiftning, røngtgen-stråling og en række andre faktorer. Konsekvenserne er oftest fedme, træthed og depression, nedsat immunrespons, impotens og frigiditet, svingende blodsukkerkoncentration, hjertekarsvækkelse og stribevis af andre plager.

Hos nogle patienter er der en sammenhæng mellem lavt l-carnitine i serum, høj triglyceridkoncentration i blodet og lav skjold-bruskkirtelaktivitet - også kaldet hypothyroidisme - og iøvrigt også i det samlede billede med lav binyreaktivitet og nedsat produktion fra hypofysen. Det kan måske derfor være en god ide at kombinere behandlingen af lav skjoldbruskkirtelaktivitet med l-carnitine.

Fysisk træning hæver l-carnitinekoncentrationen i vævene, og denne hævede koncentration forbedrer tolerancen overfor stress og yderligere fysisk aktivitet. Det har været på tale, at l-carnitine kan forbedre sportspræstationer, især hvor udholdenhedsfaktoren er af væsentlig betydning, og hvor derfor fedtforbrændingen kan blive altafgørende. Nogle få undersøgelser - med løbere og brydere - viser, at sportsfolk kan have fysiologiske fordele af tilskud af l-carnitine.

Mange har den opfattelse, at de bør hente alle deres nutrienter gennem føden, og at en korrekt sammensat kost skal kunne dække alle deres behov. Det kan måske lade sig gøre i tilfælde, hvor folk er unge, raske, biokemisk velfungerende og ikke belastet af forurening, fejlernæring eller forgiftninger, der er næsten uundgåelige i det moderne miljø. Sådanne ideelle situationer er sjældne, og blot et enkelt blik på koncentrationerne af l-carnitine i normale fødevarer afslører, at et dækkende kombinationsprogram ikke ville være let at sammensætte. Koncentrationen af l-carnitine topper med bøf og bacon! Det første tilmed cirka 4 gange så meget som nummer to, og tilmed omkring 18 gange højere end fisk og kylling - og næsten 600 gange højere end asparages!

Så glem det! - Effektivt l-carnitine tages som kosttilskud.

Carnitine var i en lang periode det mest solgte aminosyrepræparat i den vestlige verden i dag. Det fås i håndkøb og i mange levnedsmiddelforretninger i store dele af den engelsktalende verden. Fjerner triglycerid og frie fedtsyrer i blodet og omsætter fedtvæv til energi. Mangler i hjertemuskulaturen hos patienter med hjertesvigt. Ophæver kredsløbsforstyrrelser som for eksempel claudicatio (vindueskikkersyge) og kan kurere ufrugtbarhed hos mænd, når denne skyldes manglende motilitet i sæden. Modvirker angina pectoris, diabetes og lever-/nyrelidelser. Kræver C-vitamin for at kunne fungere.

Carnitine-fødevarer: rødt kød (især lam) og mejeriprodukter er de primære kilder til carnitin. Carnitin kan også findes i fisk, fjerkræ, tempeh (fermenteret soja), hvede, asparges, avocado, og jordnøddesmør. Korn, frugt og grøntsager indeholder meget lidt eller ingen carnitin.

Terapeutisk dosering: Op til 3 g dagligt.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Citrulline
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Udmattelse

Tilhører urinsyrecyklusgruppen af aminosyrer sammen med arginine og ornithine. Afgifter vævene for ammoniak og modvirker fysisk udmattelse.

Citrulline er strukturelt og funktionelt nært beslægtet med arginine og ornithine. Den dannes i organismen fortrinsvis ud fra ornithine eller lysine. Indtages først og fremmest gennem planteføde, især løg og hvidløg, og lejrer sig fortrinsvis i leveren. Som forløber for såvel arginine som ornithine kan den fremme dannelsen af væksthormon. Skønt denne aminosyre har været anvendt siden 50'erne til behandling af udmattelsestilstande, benyttes den på grund af utilstrækkelig forskning og kompliceret biokemi stadigvæk kun sjældent i sygdomsbehandling. En del af problematikken består i at de nævnte nærtbeslægtede aminosyrer ikke blot i udstrakt grad omdannes til hinanden, men også indbyrdes konkurrerer både om optagelse og anvendelse i organismen, og således i visse situationer ligefrem kan blokere for hinanden.

Citrulline-fødevarer findes ikke, da Citrulline 100% dannes i kroppen af ornithine og arginine, hvorfor fødevarer indeholdende ornithine og arginine vil automatisk støtte dannelsen af Citrulline. For arginine: mejeriprodukter, kød, fjerkræ, fisk, nødder, chokolade. For Ornithine: kød, fisk, mejeriprodukter, æg.

Terapeutisk dosering: Ikke etableret

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Cysteine, cystine og n-acetyl cysteine
(ikke-essentielle = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Afgiftning, udrensning, bly- og kvivksølvforgoftning (amalgam), rygning, udstødningsgasser, levercirrhose, cancer, bestråling.

Disse ikke-essentielle aminosyrer hører til den svovlholdige gruppe sammen med methionine, taurine og tripeptidet glutathione. Cysteine er den styrende aminosyre i opbygningen af glutathione, der er et tripeptid sammensat af de tre aminosyrer cysteine, glycine og glutamine. Glutathione er en af naturens allervigtigste antioxidanter. Det er ikke muligt helt at erkende cysteines betydning uden at gøre sig bekendt med glutathiones funktioner, som er beskrevet i separat afsnit her i bogen.

Cysteine er en ikke-essentiel svovlholdig vandopløselig aminosyre, en kraftig anti-oxidant og terapeutisk set måske den mest interessante på grund af sin effektivitet og sit brede virkeområde. Dens fremragende evne til at fjerne skadelige substanser fra organismen gør den velegnet både til forebyggelse og behandling af cancer. Den fjerner tungmetaller, beskytter mod rygning og alkohol, inaktiverer frie radikaler og beskytter mod både røntgen og kernestråling.

Svovlholdige substanser med afgiftende virkninger findes vidt udbredt i naturen, og de er formodentlig, så langt tilbage som menneskeheden har været i stand til at gøre helseerfaringer, blevet benyttet til forebyggelse og behandling af sygdomme. Hvidløget, brugt siden den ægyptiske oldtid, er det klassiske eksempel. Talrige andre kunne nævnes. De blev allerede dengang brugt mod en lang række forskellige lidelser fra psoriasis og gigt til mentale sygdomme.

Visse svovlforbindelser er dog mere effektive end andre, og hovedårsagen til cysteines forbløffende spektrum af aktiviteter ligger først og fremmest i molekylets særlige svovlbinding, der består af en såkaldt thiolgruppe, hvilket vil sige et svovlatom bundet til et brintatom.

Denne thiolgruppe sidder for enden af cysteinemolekylet og er ansvarlig for aminosyrens antioxidant aktivitet. Det er med dette våben at molekylet hindrer den iltning eller forharskning af følsomme vitale strukturer, der ellers kunne medføre degeneration og alderssvækkelse eller sygdomme som cancer.

Når cysteinemolekylet går i krig mod de frie radikaler, mister det i kampens hede brintatomet i thiolgruppen, og det resterende svovlatom kobler sig sammen med at andet svovlatom på et andet cysteinemolekyle. Sammen danner de to molekyler således ét molekyle cystine, der altså indeholder to indbyrdes forbundne svovlatomer og derfor kaldes et disulfid. Denne forbindelse er meget stærk og ansvarlig for strukturen i mange modstandsdygtige peptider og proteiner, for eksempel i hår og negle. Men cystine har mange andre indtil videre delvis uerkendte biokemiske funktioner, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at man finder meget lave cystineværdier i visse tilfælde af astma og allergier, depressioner og psykoser, ledegigt og forhøjet blodtryk.

Cystine er en stabil forbindelse, der ikke har nogen anti-oxidantvirkning. Den aktive antioxidant cysteine omdannes faktisk meget let til den inaktive substans cystine. Dette må man tage højde for i terapien. Og det gør man ved at dosere cysteinet sammen med vitamin C og således stabilisere, så det ikke mister sin antioxidantevne, inden der er behov for det i organismen. Doseringsforholdet mellem cysteine og vitamin C skal være 1:3. Cysteine kan også stabiliseres ved at blive omdannet til N-acetyl-cysteine - normalt forkortet til NAC.

Hårtab og skaldethed skyldes ofte hovedsagelig mangel på de svovlholdige aminosyrer og især cysteine/cystine. Keratin består af 12% cystine og folk, der lider af hårtab, har ofte lave cysteine/cystine-værdier i vævene. Forsøg med både dyr og mennesker har vist at tilskud af svovlholdige aminosyrer øger både det enkelte hårs diameter og hårtætheden.

En kvindelig patient på knap 30 år led af voldsomt hårtab. Håret løsnede sig faktisk i tætte totter. Hendes plasmaaminoanalyse viste lave værdier for cysteine og taurine og hun begyndte med et tilskud på 1 g cysteine morgen og aften. Det forbedrede ikke hendes hårtab; men da doseringen blev ændret til 5 g cysteine 2 gange daglig ophørte hårtabet indenfor en måned.

En kvindelig patient på 35 år oplevede under en depression et voldsomt hårtab, der imidlertid ved hjælp af 1½ g cysteine 2 gange daglig ophørte i løbet af to uger. Selv om opgaven drejer sig om at tilføre håret cystine, er det foretrukne tilskud også i disse tilfælde cysteine.

Som det forholder sig med hår, sådan også med hud. Underskud af svovlholdige aminosyrer svækker vor ydre beskyttende indpakning. Cysteine har vist sig nyttig i behandlingen af hudlidelser, sår og eksemer. Især psoriasis, der traditionelt har ry for at reagere positivt på svovlbehandling, forbedres med cysteine.

Endnu mere sårbar end huden er kroppens slimhinder, og de mest udsatte er selvfølgelig luftvejene, især hvis man er ryger - aktiv eller passiv - eller er tvunget til at leve med luftforurening. De hundredevis af giftige kemikalier i cigaretrøg svækker lungealveolernes hvide blodlegemer, især makrofagerne, i deres angreb på bakterier og andre sygdomsforvoldere, ja, sågar cancerceller. Det er klogt at beskytte sig overfor tobaksrøgen med cysteine, gerne sammen med vitaminerne A, C og B-1 (thiamin) samt zink og selén. Bedst er det selvfølgelig helt at holde op med at ryge.

Når talen er om luftvejsproblemer har cysteine også en anden funktion: som slimløsende middel. Her bruger man normalt N-acetyl-cysteine (NAC) i form af spray eller opløst brusetablet. Men NAC i tablet- eller kapselform er også virksom, for eksempel overfor kronisk bronchitis, undertiden i så lave doseringer som 200 til 500 mg morgen og aften. NAC-spray bruges ved astma, cystisk fibrose, kronisk bronkitis, emfysem og andre lidelser i luftvejene. Nogle astmatikere har været i stand til at stoppe brugen af deres receptmediciner, inklusiv inhalator, og klare sig udelukkende på aminosyretilskud. Da mange astmamediciner har svære bivirkninger, er der væsentlige fordele at opnå ved denne udskiftning. N-acetyl-cysteine = NAC er en molekylær variant af cysteine, patentérbar og derfor værd for producenter og distributører at investere i. Antagelig derfor findes der uforholdsmæssigt mange undersøgelser om NAC, der er stabilere end cysteine og siges at være mere effektiv. Om denne sidste påstand er korrekt er endnu uafklaret.

Diabetikere har øgede behov for både cysteine og taurine, især under ketose, hvor de udskiller store mængder af disse to aminosyrer. Cysteine er - sammen med methionine - også væsentlig for syntesen af lipoinsyre ud fra linolénsyre. Lipoinsyre har vist sig gavnlig ved diabetes, hvor det kan nedsætte insulinbehovet.

Vedligeholder vækst af hår og negle. Bruges i behandling af bronchitis og asthma. Beskytter mod fri radikaler. Modvirker rynker. Mange ældre og kronisk syge har stort udbytte af tilskud af denne aminosyre. Cysteine har med godt resultat været brugt i behandlingen af visse typer psykoser. Fremmer sårheling efter kirurgiske indgreb og brandsår. Fremmer dannelsen af karoten og optagelsen af jern. Opløser slim i åndedrætsorganerne og afhjælper alkoholforgiftning ("tømmermænd"). Cysteine omdannes let til cystine, men mister herved nogle af sine biologiske og terapeutiske virkninger. For at hindre denne omdannelse skal Cysteine indtages sammen med askorbinsyre i forholdet 1:3. Det er som nævnt også muligt at give denne aminosyre i form af n-acetyl-cysteine (NAC), der ikke så let omdannes til cystine.

Cysteine-rige fødevarer: høj-protein fødevarer, herunder ricotta, hytteost, yoghurt, svinekød, kylling, kalkun, and, hvedekim, Granola, havregryn.

Terapeutisk dosering: Begyndende med 500 mg daglig - for at undgå fordøjelsesproblemer - og optrapning til 3 eller 4 g daglig. Enkelte forskere har brugt dosering på op til 7 g daglig.

Giv agt! Bør kun gives i moderate doser til diabetikere, især hvis disse får insulin. Man bør være opmærksom på, at store cysteine-tilskud kan være belastende for personer med disposition for dannelsen af cystineholdige nyresten og galdesten. Langt de fleste tilfælde af nyresten er imidlertid ikke cysteineprovokerede, men formeret ud fra oxalsyre.