Hypothyreose og binyrebarkproblemer

[Anisa]

Selvsagt er det fornuft i det Wilson sier, men hvem sier at man ikke kan gjøre begge deler

Ingen siger det, heller ikke Wilson. At han anbefaler binyreekstrakter er blot genanbefalingen af den oprindelige behandling for hypoadreni, som vi kender det fra konflikten "Thyroid versus Synthroid" (Levaxin). Med binyreekstrakter er der nærmest ikke noget at trappe ned ud af efter en vellykket støtteperiode, mens behandling med hydrocortison vil altid kræve en mellemlang eller lang nedtrapning. Jeg synes det er kun fair, at han oplyser sine læsere om forskellen, men samtidigt anbefaler han selv brugen af kombinationsbehandlingen: binyreekstrakter/hydrocortison i de vanskelige tilfælde. Man må hellere have sine facts på plads, mener jeg.

Om kombinationsbehandlingen skriver Wilson følgende: "Kortisol kombineret med binyreeelleekstrakter. Der er flere eksempler på brugen af kortisol sammen med binyrecelleekstrakter. Ved alvorlig hypoadreni giver denne kur ofte binyrerne mulighed for at hvile og blive genopbygget meget hurtigere end med disse behandlinger hver for sig. Efter 2-3 måneder på både kortisol og binyrecelleekstrakt mindskes den daglige dosis kortisol gradvist, mens doserne af et C-vitaminkompleks, binyrecelleekstrakterne og andre kosttilskud (som beskrevet i kapitel 15) sættes op. Dette giver binyrerne mulighed for at komme sig hurtigere og blive så stærke, at de kan fungere på egen hånd, når indtagelsen af kortisol ophører. For mennesker med alvorlig binyretræthed og i visse tilfælde selv ved Addisons sygdom kan dette være en meget tilfredsstillende kombinationsbehandling."

Men alt dette forudsætter, at man tager sin lidelse så alvorligt, at man konsekvent træner sig selv i at sove på de rette tidspunkter, spise den rette kost, udvikle en mentalt aflastende indstilling til sin behandling og frem for alt: man stiller ikke betingelser og sætter ikke tidsfrister for sin egen bedring. Det ligger 100% i sagens natur, at en tidsfrist er i sig selv en belastning og en hindring. Det må tage den tid det tager. At forcere kampen for sit binyrehelbred vil altid resultere i yderligere skade af de samme binyrer man ellers vil støtte. Den kamp vil man altid tabe. At erstatte kost- og selvdisciplin med en tablet er ikke en universel løsning fordi den dag man er heldig at have opnået binyrehelbred, uden at have indbygget kostregime permanent i sit levevis - vender bøtten og udviklingen mod nye binyreproblemer starter forfra igen. Det kan altså ikke nytte noget at foregøgle sig, at binyretræthed kan helbredes fuldstændig uden at man samtidigt vedligeholder denne helbredelse.

Man må ganske enkelt træffe et valg, om man hellere vil "spise som man plejer" eller bliver frisk. Lige som en diabetiker skal kvitte sukker for at blive bedre, skal en allergiker undgå "allergenet" i kosten for at forblive anfaldsfri. Der er mange alvorlig inkl. ellers dødbringende sygdomme, som alene kan holdes nede gennem kostjustering. Hvorfor skulle det være anderledes med binyrene og de betingelser som skal overholdes for at holde dem skadesløse.

Heller ikke personlige erfaringer er 100% sammenlignelige mellem mennesker med forskellig sygdomshistorie og baggrund, forskellig alder og forskellig længde på den primære sygdom (her hypothyreose) som har udløst binyretrætheden. Ruth's erfaringer bygger på en tilstand, der har udviklet sig fra længe før Berit1974 overhovedet var født og det ligger derfor i sagens natur, at Berit's chancer for (fuldstændig) recovery fra binyreinsufficiens er større end Ruth's, og dette gælder vel at mærke også metoderne. Jo dybere rodfæstet binyreinsufficiens, jo større kanoner skal man køre i stilling. Man kan derfor aldrig nogensinde sammenligne erfaringer mellem to eller flere mennesker i forhold 1:1, medmindre de alle deler samme forudsætninger for sammenligningen.

Personligt går jeg 100% ind for hydrocortison i behandlingen af binyreinsufficiens. Men jeg tror overhovedet ikke, at hydrocortison vil alene udvirke nogen som helst permanente mirakler, hvis man ikke samtidigt indfører binyrehelse-bringende kost og mental indstilling, og er besluttet på at gøre det livet ud. Der er altid plads til sporadiske afvigelser fra ethvert regime, men hyppige gentagelser af "undtagelserne" vil altid hævne sig, og enten erkender man det, eller vil man (i den sidste ende) fejle og selv om jeg ofte hører at "det er bedre end ingenting" eller "lidt har også ret" - kan en bil heller ikke køre på brændstof opblandet med vand. Det er enten eller. Det er barskt men ikke til at komme udenom, hvis det skal nytte.

Denne problemstilling bør ikke gøres til spørgsmål om holdninger. Holdninger er noget man kan diskutere mennesker imellem. Man kan ikke diskutere med sine binyrer. Den eneste givtig "kontakt" med sine binyrer opnår man, når man går på deres præmisser. Der er ingen anden udvej. Ignorerer man denne kendsgerning, vil man altid tabe stort idet binyrene bliver værre hvis man ikke sørger for at de kan trives (kost, mental indstilling m.v.). Man kan heller ikke forvente at fisk kan overleve uden vand, eller at katten kan overleve på vand alene. Hvorfor forventes så, at binyrene kan klare skærene når man bliver ved med at overbelaste dem? Det er nemlig det, det handler om: forskellen mellem overbelastning og aflastning. En kamp mellem mennesket og en hormonkirtel, vindes altid af hormonkirtel.

Her har jeg lyst til at spørge bredt og generelt: hvor mange af de mennesker der læser denne tråd har afskaffet sukker og sukkerholdige (eller "light-" læskedrikke = synt. sødestoffer provokerer bugspytskirtlen og sekundært overstimulerer binyrebarken) for deres børn?