Aminosyrer er mat

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glutamine og glutaminsyre
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Alkoholisme, narkomani, udmattelse, depression, impotens, frigiditet, immunsvigt, forbrændinger, gigt, lupus, mavesår, tarmbetændelse, Crohns sygdom, kemoterapi, strålebe-handling, allergier, PGS = permeable gut syndrome = gennemsivning fra perforeret tarm, diarré, leverproblemer, muskeltab.

Glutamine er en af de tre aminosyrer, der indgår i opbygningen af glutathione, et tripeptid sammensat af cysteine, glycine og glutamine. Glutathione, som er beskrevet andetsteds her i bogen, er en af naturens allervigtigste antioxidanter.

Glutamine, men ikke Glutaminsyre, kan passere gennem blod-hjerne-barrieren. Denne aminosyre kunne, hvis kendskabet til den blev udbredt og dens biokemiske funktion forstået, revolutionere behandlingen af en lang række sygdomme, især de såkaldte "mentale" sygdomme og afhængighedstilstande som alkoholisme og narkomani. Intensiv forskning siden 1950'erne har etableret dens uomtvistelige værdi i praktisk talt alle forhold, hvor overbelastning af centralnervesystemet er tilstede. Det gælder chock, stress, hjernerystelse, forgiftning, iltmangel (ved drukning, kvælningsanfald eller brand) og epileptiske anfald (petit mal). Må imidlertid under ingen omstændigheder gives til Parkinson patienter. Fremmer intelligensen, selv hos mentalt handicappede børn. Nyttig i behandlingen af depressioner, mavesår, mange nyrelidelser, beskytter mod virkningerne af alkohol, nedsætter trangen til alkohol, narkotika og andre nydelsesgifte samt sukker. Har med held været brugt i behandlingen af skizofrene og senile. Sammen med andre nutrienter værdifuld i behandlingen af adfærdsproblemer hos unge såvel som ældre. Afgifter hjernen for ammoniak.

Modvirker visse former for impotens. Glutamine gennemtrænger let blod/hjerne-barrieren og omdanner sig derefter til glutamin-syre, der er et brændselsstof for hjerneaktiviteten. Ved neutralisering af ammonia genomdanner syren sig atter til glutamine og fortsætter processen. Omdanner sig også til GABA - se forrige afsnit - som blandt andet har en beroligende virkning på centralnervesystemet. Læger gennemsivning fra perforerede tarme (PMG = Permeable Gut Syndrome) og reducerer sammen med vitamin B-3 betændelsestilstande ved gigt og rheumatisme. Styrker hukommelsen.

Glutamine er en rig energikilde for kroppens celler, og dette gælder også for visse typer cancerceller. Reduceret glutamineindtagelse og behandling med enzymer, der nedbryder glutamine i vævene, har derfor været benyttet i cancerbehandling og især vist sig nyttig i for eksempel akut leukæmi. Imidlertid kan den derved påførte glutaminemangel i den øvrige del af organismen føre til svære bivirkninger.

Der er heller ikke udelt enighed om glutamines betydning for cancerpatienten. Modstridende rapporter har set dagens lys, og nogle forskere og behandlere anbefaler glutaminetilskud til deres cancerpatienter, ikke mindst når de modtager kemoterapi. Her har det nemlig vist sig, at glutaminetilskud i væsentlig grad kan formilde de ofte svære bivirkninger, der som regel følger af denne behandlingsform.

Dette er tilmed ikke den eneste fordel knyttet til glutaminetilskuddet. Hvis det gives i en periode før kemoterapien påbegyndes vil det vise sig, at den påfølgende behandling giver langt bedre resultater, end man normalt kunne forvente. Dette har været efterprøvet i en række dyreforsøg og også i patienbehandlingen. Samme mønster har man kunnet iagttage ved strålebehandling. Immmunberedskabet var også bedre både hos de behandlede forsøgsdyr og hos patienterne, hvilket blandt andet viste sig ved en langt ringere tendens til efterfølgende infektioner - 100% sammenlignet med 3% - og en langt højere koncentration af glutathione i vævene. Her er det værd at erindre, at glutamine jo er en af de tre aminosyrer, der - sammen med cysteine og glycine - indgår i dannelsen af glutathionemolekylet. Og selv om det under normale forhold i organismen er mængden af cysteine, der er den afgørende faktor for produktionen af glutathione, så kan det meget vel tænkes, at de ændrede biokemiske forhold hos cancerpatienten kan føre til et glutamineunderskud, der væsentlig reducerer den meget livsvigtige syntese af glutathione.

Det centrale spørgsmål i hele denne problematik vil selvfølgelig være: Fremmer glutaminetilskuddet cancerens cellevækst? Og om så er: Fremmer den mere, end den på anden måde gavner bekæmpelsen af sygdommen? Forskerne satte sig for at belyse dette problem. I en række dyreforsyg påviste de, at glutaminetilskud faktisk ikke fremmede cancervæksten. De glutaminebehandlede dyr viste også bedre behandlingsrespons, forstærket immunforsvar, dramatisk lavere infektionsfrekvens og øget overlevelse.

Den såkaldte moderne livsstil har påført civiliserede mennesker mange lidelser, der tidligere var sjældne eller ukendte. Allergierne er en sådan gruppe og fordøjelseslidelser som tarmbetændelse, kronisk diarré eller forstoppelse, fødeintolerance og svampeangreb konkurrerer om tilsvarende udbredelse. Der er en klart sammen-hæng mellem disse forhold. De skadelige stoffer i vor industrimad og -drikke ødelægger slimhinderne i vort fordøjelsessystem og dermed disses immunsystem og indbyggede evne til at afværge infektioner og svampeangreb samt reparere småskader, sår og slid. Fordøjelsessystmet er bygget til at kunne overkomme en masse tung trafik. Og hvad vi byder det er normalt heller ikke småting. Fra det alt for søde til det alt for sure til det alkoholiske, det giftige, det stimulerende og ting og sager, som den menneskelige organisme aldrig skulle have været udsat for i form af konserveringsmidler, farvestoffer, mediciner med meget mere. Fra naturens side er tarmen veludrustet med et reparationsberedskab, som er organismens hurtigste, en celleproduktion, der kan udkonkurrere alt andet og en energitilførsel, der går i overgear, blandt andet fordi den kører på ren glutamine - cellernes højoktan!

Alligevel kan det blive for meget, selv for dette højeffektive system, og når sygdom, stress og egentlig forgiftning kommer til, nedbrydes systemet hurtigt, meget hurtigt. Svigter energitilførslen, nedslides slimhinden, sår og betændelser opstår, bakterier og svamp lejrer sig og gennemtrænger, perforerer den syge tarmvæg. Derved får giftsporer og ufordøjede proteiner adgang til den anden side af tarmvæggen, til kroppens blod og lymfesystem, der fører disse fremmedlegemer rundt i organismen samtidig med at immunforsvaret alarmeres. Immunberedskabet koder nu ind på et stort antal substanser, der registreres som fjendtlige, men systemet er under stress og overreagerer på for mange substanser. Og så har vi en allergisk situation, hvor kroppen reagerer negativt på både dette og hint og snart sagt alting. Den gentagne og fortvivlende iagttagelse behandlere og patienter ofte må gøre er, at har man erhvervet sig et par fødeallergier, så rager man som regel snart nogle flere til sig, og når man har erkendt dem, så er der allerede nogle nye på vej. Det er et kendt mønster, og årsagen er indlysende. Den oprindelige gennemsivning fra tarmen er ikke blevet stoppet, og immunforstyrrende stoffer bliver ved med at flyde ind og registreres som allergener. Dette fænomen kaldes i den engelske videnskabelige litteratur for PGS, en forkortelse for permeable gut syndrome, altså det symptomkompleks, der opstår ved gennemsivning fra tarmen.

Den substans, der i første række kan blokere for denne trafik og læge tarmen, er glutamine, som er tarmsystemets naturlige oktanenergi. Glutaminetilskud vil øjeblikkeligt fyre op under både celleproduktionen i slimhinden og dens immunforsvar, læge tarmen og regenerere dens naturlige funktioner. Derfor har glutamine været brugt med succes i behandlingen af tarmbetændelser, Crohns sygdom, mavesår, stråleskader på fordøjelsesorganer og i det hele taget talrige lidelser i fordøjelsessystemet. Under klinisk kontrollerede forhold har man givet helt op til 40 g glutamine dagligt fordelt på små doseringer med korte mellemrum.

Det var en af Roger L. Williams kollegaer, professor William Shive, der i 50'erne fandt en anti-alkohol faktor i lever, kål og en række andre levnedsmidler. Denne faktor var aminosyren glutamine. Under laboratoriarbejdet med nogle mikrober observerede han, at disse ikke blev skadede af alkohol, når der samtidig blev tilsat en vis mængde glutamine.

Yderligere forskning afslørede, at glutamine generelt neutraliserede alkohols giftvirkninger, og at denne evne til at modvirke alkoholforgiftning kunne udfolde sig i mange forskellige biokemiske miljøer. I den menneskelige organisme fungerer glutamine blandt andet som en bæresubstans, der fragter alkoholens giftige nedbrydningprodukter ud gennem blod/hjerne-barrieren ved hjælp af en slags pendultrafik.

Desuden har glutamine en regulerende virkning på blodsukkeret, fungerer som energifoder til hjernen og reducerer trangen og behovet for alkohol selv hos vanedrankere. Det er derfor en væsentlig hjælp ved afvænning og til neutralisering af abstinenssymptomer.

Glutamin-rige fødevarer: plante-og animalske proteiner såsom oksekød, svinekød og fjerkræ, mælk, yoghurt, ricotta ost, hytteost, rå spinat, rå persille, og kål. Glutamine findes i mange fødevarer med højt proteinindhold, såsom fisk, kød, bønner, og mælkeprodukter. Små mængder frit L-glutamin er fundet i grøntsagssaft og fermenterede fødevarer, såsom miso og yoghurt.

Terapeutisk dosering: ½ til 8 g daglig opdelt i doser over dagen.

Giv agt! Ved nyre- og leverlidelser bør glutaminetilskud kun gives som meget gradvis optrapning under konstant klinisk observation. Megadoser skal tages med rigelig væske for at undgå forstoppelse.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glutathione = GSH
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Antioxidant, cancer, carcinogener, aflatoxin, tungmetaller, skjoldbruskkirtel, overiltning af fedtstoffer til peroxider, åreforkalkning, immunsystemet, makrofager, NKC = naturlige dræberceller, allergi, øjne, stær, diabetes, hypoglykæmi, ledegigt, skader fra røntgen og anden stråling, fra kemoterapi, rygning, alkohol og narko.

Glutathione er et tripeptid dannet af de tre aminosyrer glutamine, cysteine og glycine og er en af naturens kraftigste og mest udbredte antioxidanter. Funktionelt tilhører den den svovlholdige gruppe af aminosyrer sammen med cysteine, cystine og taurine. Der findes praktisk talt ingen levende organismer - planter eller dyr - på denne planet, hvis celler ikke indeholder større eller mindre mængder af glutathione. Glutathione kan meget vel have været en forudsætning for selve livets opståen, der fandt sted i et miljø rigt på kulilte, peroxider, metan og ammoniak, et kemisk regi langt mere livsfjendtligt og giftigt end det, vi nu befinder os i.

Levende celler havde derfor allerede dengang et stort behov for antioxidantbeskyttelse overfor den konstante trussel: at blive syret bort i et iltrigt og giftigt miljø. Glutathiones udbredelse i naturen og dets funktionelle tilstedeværelse i selv de mest primitive organismer kunne tyde på, at denne substans er en af klodens ældste organiske antioxidanter.

Glutathione fungerer selvfølgelig stadig på samme måde, som det har gjort under hele livets udvikling på denne klode. Derfor er dets aktivitetsspektrum også så ualmindeligt bredt og omfattende. Derfor er det også en kærkommen faktor i det moderne miljø, der på grund af industriel forurening er ved at blive lige så giftigt, som det oprindelige miljø, hvoraf livet opstod. Det har af samme årsag med god grund været foreslået, at glutathione kunne blive en afgørende faktor i afgiftningen af hele miljøer, som for eksempel døende søer, hvor denne antioxidant ved at favorisere alle endnu overlevende organismer, uanset hvor primitive de er, og samtidig blokere for forureningens giftvirkninger ville give livet endnu en chance for at få overtaget i et ellers dødsdømt miljø.

Ligesom ved cysteine er det i glutathione thiolgruppen -SH, der er det aktive værktøj i antioxideringsprocessen. Deraf betegnelsen GSH for aktivt - også kaldet reduceret - glutathione. Når den reducerede glutathione har udført sit arbejde og er blevet oxideret, betegnes den GSSH, fordi den nu har optaget et ekstra svovlatom, altså har dannet en disulfidbinding og er blevet inaktiveret.

Processen er en helt klar parallel til omdannelsen af cysteine til cystine med samme inaktiverende effekt. Den meget væsentlige forskel mellem de to reaktioner er imidlertid, at glutathione i modsætning til cystine let kan reaktiveres til genbrug. Denne genbrugsproces kræver blandt andet vitamin C.
Glutathione har flere vigtige beskyttelsesfunktioner i det organiske miljø. Det er som sagt en reducerende faktor - det vil sige en antioxidant. Det er også en afgiftningsfaktor, der neutraliserer farlige kemikalier. Det har yderligere flere vigtige funktioner i immunforsvaret. Det beskytter de røde blodlegemers struktur og funktionsevne. Yderligere har det også et job i centralnervesystemet som neurotransmitter.

Interessant er det, at GSH-koncentration i mavesækken hos sunde individer er meget høj, antagelig fordi organismen hermed søger at beskytte slimhindevæggen mod erosion fra et af sine egne nødvendige sekreter, nemlig mavesyren med dens usædvanligt høje surhedsgrad. A propos har GSH forsøgsvis og med godt resultat været brugt i behandliongen af mavesår.

Den ovenfor omtalte oxidering fra GSH til GSSH er ikke dets eneste funktionsmekanisme. GSH indgår i et selénafhængigt enzym - glyta-thionperoxidase - der, som navnet røber, specielt er designet til at neutralisere peroxider - altså overilteforbindelser.

Vi kender allesammen til brintoverilte. Det er stoffet, der giver den uægte blondine det unaturligt udseende hår. Når der bruges for meget brintoverilte til eventuelt for lidt hår, kan processen også gøre fupblondinen skaldet. Brintoverilte er nemlig et aggressivt ætsemiddel. Vælt flasken på bordet. Bordet bliver aldrig det samme igen. Hæld en ganske tynd opløsning i et inficeret sår. Det ætser ihjel al infektion, bakterier og iøvrigt også omliggende sunde celler. Men nye celler kommer til, når såret læges, så det er et mindre problem. Værre er det, når denne ætsning finder sted inde i organismen - for eksempel på sensitive celler i nervesystemet.

Talrige forureningssubstanser i vort miljø har eller genererer samme ætsevirkning. Leveren er vort store afgiftningsorgan, vor indre kommunekemi. Ved dens nedbrydning af tetraklorkulstof, benzenforbindelser, plastic, farvestoffer, ukrudtsmidler og sprøjtegifte dannes overilter. Overilterne er især en fare for cellevæggene, hvis livsvigtige funktioner trues af forharskning. Især de sårbare flerumættede fedtsyrer, der er ansvarlige for transport og kommunikation gennem cellevæggene, angribes let af peroxiderne, og det kan nemt medføre cellens død. Leverens opgave er at afgifte disse overilter - altså peroxider - men leveren selv er også i farezonen, for den har kun en vis kapacitet til at neutralisere de farlige stoffer, og når denne kapacitet overstiges, er den også selv åben for angreb. Hvis et sådant angreb løber løbsk, kan overilterne ætse levercellerne og omdanne leveren helt eller delvis til forharsket fedt, selvfølgelig i sidste konsekvens med døden til følge.

Alt dette understreger, hvor væsentligt det er, at GSH ikke blot fungerer i sit eget regi som antioxidant, men også i sit "udvidede program" som del af enzymet glutathionperoxidase, der specifikt neutraliserer overilterne. Og dette enzym er ikke det eneste, hvor GSH spiller en nøglerolle. GSH S-transferaserne, der også opererer i leveren, har en ikke mindre væsentlig rolle. Disse enzymer sigter direkte mod afgiftningen af fremmede toxiske forbindelser ved at omdanne dem til relativt harmløse substanser, som kroppen let kan udskille. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan GSH S-transferaserne fungerer; men noget tyder på, at de benytter en teknik meget anderledes end den, de fleste af os normalt forventer. I stedet for kemisk at nedbryde det giftige stof, hvilket kan være vanskeligt og undertiden umuligt, klistrer enzymet den giftaktive del af forureningsmolekylet til med en substans, der afvæbner det farlige stof. Organismen kan derefter uden risiko håndtere den afvæbnede substans og slippe af med den gennem kroppens normale udskillelsesapparat.

GSH, GSH-peroxidase og GSH S-transferaser har været livsvigtige for alnaturen siden livets oprindelse. I vore dage kan vi trygt påstå, at de har fået øget aktualitet. Disse indre økologiske rengøringsmidler kan let snart blive et spørgsmål om vor egen og alle andres overlevelse. Den selvdestruktive mani, hvormed klodens industrier spreder deres giftige affald, gør at vi i stigende grad får desperat brug for store indre ressourcer af disse livsreddende stoffer.

Den ophobning af giftstoffer, de skal hamle op med, er allerede lang. Nitrater, nitrosaminer, opløsningsmidler, vinylklorid og andre nedbrydningsstoffer fra plasticindustrien, PVC, svampemidler, antibiotika, p-piller, ukrudtsmidler, farvestoffer, insektmidler, fenoler, udstødningsgasser og tobaksrøg med hundredevis af substanser, tungmetaller som kviksølv, kadmium og bly, arsenik, aluminium, krom og mange andre samt et stadigt øget udbud af giftige mediciner. De skal alle gennem leveren og effektivt afgiftes af denne, hvis vi ikke selv skal skades af dem. Blot nogle få af dem er nævnt her, blot nogle af dem vi kender og hvis giftvirkninger vi har erkendt. Der er talrige andre, uerkendte og ukendte. Listen vokser dagligt!

Forebyggelse er bedre end helbredelse. Det er en af helsekunstens ældste og mest fundamentale sandheder. Desværre efterleves den sjældent! Selvfølgelig ville det være bedre, hvis befolkninger i forurenede områder fik forebyggende tilskud af glutathione, indtil forureningen kunne elimineres. Men det sker jo ikke. Der er en lang, sej og totalt idiotisk tradition for, at selv der, hvor sygdoms-katastrofen er næsten 100% forudsigelig, venter man tålmodigt til at den indtræder, inden man forsøger at gøre noget ved sagen. Derfor taler vi næsten altid i praksis ikke om forebyggelse, men om sygdomsbehandling.

Og hvilke lidelser er det så, der kommer på tale i denne sammen-hæng? Det er ikke småtingsafdelingen, vi her snakker om. Cancer står øverst på listen. Denne, det nye årtusindes mest prominente dræbersygdom, er bemærkelsesværdig sårbar overfor glutathione-tilskud. Talrige dyreeksperimenter har således vist, at kemisk påført cancer kan afbødes og mildnes i sit forløb ved hjælp af GHS. Mindre kendt er det, at forskerne har fået avanceret levercancer hos rotter ikke blot til at skrumpe, men helt forsvinde. Iagttagelsen bliver ikke mindre interessant ved, at denne svære form for cancer var blevet fremprovokeret med aflatoxin b1, et meget potent carcinogen. Indenfor et år fik alle rotterne leversvulster. Fire måneder senere begyndte man at give nogle af rotterne ind-sprøjtninger med 100 mg glutathione daglig. Alle de ubehandlede rotter døde; men af de glutathionebehandlede rotter overlevede 81%. Yderligere bemærkelsesværdigt var det, at man hos alle de behandlede rotter fandt, at enten havde en remission fundet sted, eller svulsterne var ganske enkelt forsvundet (6).

Disse opsigtvækkende data har opnået forbløffende ringe omtale! Set under en streng videnskabelig synsvinkel er resultaterne så enestående og lovende, at de burde have affødt en lavine af forskning. Men de økonomiske forhold, der styrer lægevidenska-belig forskning, favoriserer ikke naturlige substanser, der ikke kan patenteres og dermed monopoliseres. Så forskningen har fokuseret sig på det patenterede NAC. Denne form for cysteine har imidlertid også vist sig at have værdifulde anticancer egenskaber.

Imidlertid har mange alternative behandlere taget konsekvensen af resultaterne fra de talrige lovende dyreforsøg. Hvorfor ikke? Det er nøjagtigt hvad deres kollegaer i det konventionelle lægeregi hele tiden gør. Med andre ord: De er allerede begyndt at benytte cysteine og glutathione i behandlingen af cancer. Det er imidlertid karakteristisk for dagens situation, at en stor del af litteraturen om dette emne ikke handler om GSH's direkte gavnlige indflydelse på cancer, men derimod om dets evne til at lindre de ofte meget svære bivirkninger af den kemoterapi, som cancerpatienten ofte udsættes for. Denne effekt er derfor også særdeles veldokumenteret.

Som sagt vil man finde glutathione i alle kroppens celler, men lever, milt, nyrer og bugspytkirtel rummer særligt store mængder. Den allerhøjeste koncentration finder man imidlertid i øjet, specielt i linse og hornhinde. Blandt alle legemets organer er øjet biologisk set i en meget usædvanlig situation. Det er egentlig en forlængelse af hjernen og den eneste del af denne, der åbner sig på kroppens overflade. Øjet er derfor meget sårbart, ikke blot på grund af sin udsatte overfladeposition, men også fordi al energitilførsel, nutrienter, renovation og anden cellulær service skal nå ud til øjet ad lange og vanskelige veje dybt inde fra organismens blodkredsløb via blod/hjerne-barrieren ind i centralnervesystemets eget distributionsanlæg og videre ud i dettes forlængelse til dets yderste og mest udsatte "grænsepost" - nemlig øjet.

Øjets udsatte position - ubeskyttet på overfladen, i et afsides område af organismens distributionssystem - gør det særligt sårbart overfor angreb fra frie radikaler. Især når blod/hjerne-barrieren med alderen fortykkes og dermed hindrer den frie passage af de livsvigtige nutrienter, iblandt dem også talrige antioxidanter, bliver situationen ofte kritisk, og de aldersbetingede sygdomme som makulær degeneration samt grå og grøn stær indfinder sig. Ved disse lidelser kan man - ikke overraskende - iagttage et betydeligt svind i øjets koncentration af glutathione og andre antioxidanter - som for eksempel selén og vitamin B-2 (riboflavin). Tilsvarende nutrientreduktion kan observeres ved andre øjenlidelser, som for eksempel diabetisk øjendegeneration og blindhed forårsaget af dissemineret sklerose. Dyr, som eksperimentalt har fået grå stær påført ved røntgenstråling, har også lave glutathioneværdier i øjnene. På denne baggrund er mange behandlere begyndt at give denne gruppe patienter terapeutiske tilskud af glutathione og andre involverede nutrienter, og med særdeles gode resultater. I de bedste tilfælde har blinde patienter delvis genvundet synet, men langt talrigere er selvfølgelig de patienter, der har været i stand til at bevare et funktionelt syn trods truende blindhed. Forebyggelse er altid nemmere end helbredelse!

Denne terapeutiske fremgangsmåde er nu så udbredt, at mange firmaer på verdensmarkedet tilbyder specielle kosttilskud med øjenernæring til at imødekomme disse behandlingsbehov.

Forskningen indenfor glutathione er i mange henseender stadig i sin begyndelse. Der findes vidnesbyrd om, at glutathionemangler kan ligge bag emotionelle lidelser som manisk depression og skizoide psykoser og at tilskud kan afhjælpe kronisk nyresvigt. Teoretiske overvejelser om, at de kan have en positiv indflydelse på Parkinsons sygdom og patienter i rekonvalescens efter en blodprop har også set dagens lys. GSH kan også forventes at afhjælpe lav skjoldbruskkirtelaktivitet (hypothyroidisme) og mavesår samt, ikke at forglemme, de talrige tilfælde af lægeor-dineret medicinforgiftning, der i hobetal blokerer vore hospitals-senge og forgæves venter på afgiftning.

Har man besluttet sig for, at patienten bør have noget GSH indenbords, hvilket præparat skal man så vælge? GSH er et tripeptid, og der er en gammel tommelfingerregel, der siger, at proteiner og peptider skal nedbrydes til aminosyrer for at blive optaget gennem tarmvæggen. Ifølge denne regel vil peptider enten blive fordøjet eller slet ikke optaget. Er det så ikke bedre at fodre patienten med de byggesten - cysteine, glutamine og glycine - der indgår i syntesen af GSH? Jo, måske - men synteser foregår ikke uden at en række omstændigheder er i orden - tilgang af samvirkende nutrienter i første række. Da vi nu i denne sammenhæng taler om ofte alvorligt syge patienter, der som regel lider af talrige nutrient-mangelfølger og enzymsammenbrud, kan vi ikke uden videre tage for givet, at deres organisme er i stand til at foretage den nødven-dige syntese af de leverede aminosyrer og producere det ønskede GSH. Endvidere har forskningen gang på gang vist, at det i praksis kun er én af de tre aminosyrer, der er afgørende for den indre produktion af glutathione. Cysteine er den kritiske faktor, hvis mangel eller mængde er afgørende. Der synes ikke under normale omstændigheder at være behov for terapeutiske tilskud af de to andre - glycine og glutamine - for at holde den indre produktion i gang.

Men der er stadig et dilemma, der kræver analyse. Går vi til den nyere litteratur om emnet, vil vi erfare, at tommelfingerreglen om nødvendigheden af den totale nedbrydning af proteiner og peptider som forudsætning for optagelse i organismen ikke længere er enerådende. Nogle forskere konstaterede en 80% direkte optagelse af glutathione hos forsøgsdyr; men ved en måling på mennesker konstaterede man ringe optagelse af glutathione og påfølgede uændrede koncentrationer i leveren - måske fordi GSH blev optaget direkte af cellerne? Cysteinetilskud førte derimod til øgede GSH-værdier. Dog ikke altid, mener nogle forskere, der peger på at oxidering provokeret af jern og/eller kobber kan destruere cysteinet. Måske kan dette afværges ved at kombinere cysteinetilskuddet med selén og vitamin C, hvilket i alle tilfælde er en god fremgangsmåde.

Men den egentlige prøvesten er selvfølgelig de kliniske resultater. Her er det realistisk først og fremmest at observere de patienter, der har modtaget glutathionetilskud. Hvis man kan iagttage nogen positiv virkning af dette initiativ, så kan det betyde to ting: enten optages peptidet direkte fra tarmen uden at blive nedbrudt til aminosyrer, eller det nedbrydes, men resyntetiseres atter i rimelig udstrækning til at have en vis virkning. Kendsgerningen er, at man faktisk kan iagttage en positiv virkning, og så kan den enkelte behandler og patient jo foreløbig stille sig tilfreds med det.

Imidlertid er GSH et dyrt præparat og de tre andre aminosyrer relativt billige. Og økonomi er ofte en væsentlig faktor i et omfattende behandlingsprogram. Helt må vi blankt melde, at vi endnu ikke kan overskue økonomien i denne form for behandling, fordi vi ikke kender udnyttelsesgraden og dermed effekten af de enkelte præparater og deres kombinationer.

Samfattende kan siges, at GSH neutraliserer frie radikaler og overiltning af fedtstoffer. Beskytter derved cellemembraner og deres funktion og modvirker blandt andet åreforkalkning. Fjerner tungmetaller fra kroppen og fremmer immunforsvaret. Beskytter mod cancerdannende virkning af blandt andet aflatoxin og får cancerknuder til at skrumpe. Hjernestimulerende og kraftigt allergihæmmende. Virksom mod stær, diabetes, hypoglykæmi, ledegigt, røntgenforbrændinger, kemoterapi og de negative virkninger af nydelsesgifte som nikotin og alkohol. Stimulerer hvide blodceller (makrofager og dræberceller) til at dræbe bakterier.

Glutathione-rige fødevarer: kød, fisk, avocado, vandmelon, asparges, grapefrugt, kartofler, squash, jordbær, appelsin, tomat, melon, broccoli, okra, fersken, zucchini, og spinat.

Terapeutisk dosering: Givet fra 500 mg og stigende kan glutathione undertiden standse svære akutte betændelsestilstande og blødninger som for eksempel ved kolitis eller Crohns sygdom. Til cancerpatienter har man givet 3 g daglig, men formodentlig kan langt større doser anbefales.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glycine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Sårheling, RNA og DNA, væksthormon, kirurgisk efterbehandling, podagra, bloddannelse, kreatin, lavt blodsukker (hypoglykæmi), blodtriglycerider.

Glycine er en af de tre aminosyrer, der indgår i opbygningen af glutathione, et tripeptid sammensat af cysteine, glycine og glutamine. Glutathione, som er beskrevet andetsteds her i bogen, er en af naturens allervigtigste antioxidanter.

Glycine er den mindste naturligt forekommende aminosyre; så simpel i sin konstruktion, a den ikke frembyder nogen l- eller d-form. Fremmer dannelsen af væksthormon. Lagres i organismen og fungerer som reservoir ved dannelse af de ikke-essentielle aminosyrer samt RNA og DNA. Megadoser, helst i form af forfordøjet kollagen, er derfor effektive til fremme af sårheling og genopbyggelse af væv, for eksempel efter kirurgisk indgreb, svær legemsbeskadigelse, brandskader og sportsskader. Fremmer også dannelsen af hæmoglobin. Omdannes i kroppen til kreatin, som er en væsentlig faktor for muskelaktivitet og dermed sportsudøvelse.

Virker mod nedsat hypofysefunktion. Afgifter lever og neutraliserer frie radikaler. Hjælper mod muskeldystrofi. Frigiver glykogen fra leveren og hjælper derved mod hypoglykæmi. Nedsætter urinsyrekoncentrationen og kan derfor modvirke anfald af podagra. Har også været brugt i behandlingen af epilepsi. Bruges i levnedsmiddelindustrien også som naturligt sødemiddel, konserveringsmiddel samt mod mikrober og forharskning. Findes også i håndkøbsmedicin mod mavesyre.

Glycineterapi virker lovende for mange behandlingsområder, men meget af det eksisterende materiale virker spinkelt og kræver yderligere dokumentation i større signifikante undersøgelser. Fordelen ved denne aminosyre er, at den er ufarlig og tolereres godt i selv store doseringer. hvilket sikkert har ført til mange enkeltstående behandlingsinitiativer.

Glycine-rige fødevarer: kød, fisk, mælkeprodukter og bælgfrugter.

Terapeutisk dosering: Er blevet givet i mængder fra 3 g til 30 g! Doser over 12 g fører undertiden til kvalme og opkast. Store doser kan imidlertid gives som tilbageholdt lavement. Som regel er doseringer på nogle få gram tilstrækkeligt.

Giv agt! Diabetikere bør være opmærksomme på, at glycine kan øge blodsukkeret.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Histidine
(Semi-essentiel = voksne kan danne den selv, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom. Børn under opvæksten skal have den tilført med kosten)

Nøgleord: Ledegigt, grå stær, stress, vævsregeneration, blodtryk (?), stråleskader, orgasme.

Histidine omdannes i organismen til histamine, der er en neurotransmitter og stimulator af det autonome nervesystem. Den øger produktionen af mavesyre, udvider de små blodkar og fremmer visse allergiske reaktioner. Desårsag bruges antihistami-ner til at kontrollere allergier af høfebertypen. Kræver kobber, mangan, zink og vitamin E for at fungere.

Et af de bedst udforskede områder i aminosyreterapi er relationen mellem ledegigt og histidinemangel. Et meget stort antal undersø-gelser bekræfter, at dette forhold er så gennemgående, at visse forskere har brugt histidinanalyser af vævene til at afgøre sygdommens intensitet og graden af degeneration. Daglig behandling med 1 g histidine eller mere har forbedret tilstaanden målbart med hensyn til gang og gribestyrke. Svært angrebne gigtpatienter er med held blevet behandlet med op til 5 g histidine daglig.

Blodets indhold af histamine er en væsentlig faktor i analysen af rheumatiske, allergiske, neurologisk og psykiatriske lidelser. Højt histamineleje er fundet hos patienter med depression, tvangsmanier og fobier samt visse typer skizofreni. Rheumatiske patienter og personer med parkinsonisme har lave histamineværdier, som man også finder ved nogle tilfælde med paranoia, hyperaktivitet og hallucinationer. Histidinetilskud til patienter med lavt histamineleje giver ikke nødvendigvis en forbedring af tilstanden. Omdannnelsen af histidine til histamine er i flere tilfælde for kompliceret til at give umiddelbare resultater.

Strees øger i højere grad behovet for histidine end for nogen anden aminosyre. Forsøgsdyr på kost underlødig med hensyn til indholdet af histine udvikler tendens til grå stær. Kost helt uden histidine vil inden for 3 uger forårsage grå stær.

Man har forsøgt at fremme kønsdrift og orgasme med histidine-tilskud, men resultaterne er uklare.

Beskytter mod stråleskader og fjerner tungmetaller fra organismen. Beskytter nerveskeder, reducerer sygelig ængstelse og fremmer hørelsen. Chelerer mineraler som kobber og zink. Effektiv ved blodmangel, idet den fremmer dannelsen af både røde og hvide blodceller.

Terapeutisk dosering: 1 til 6 g dagligt efter behov for rheumatisme og leddegigt. Skal indtages sammen med vitamin C.

Histidine-rige fødevarer: bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, mejeriprodukter, æg, fisk, lactalbumin, bælgfrugter, kød, nødder, skaldyr, frø, soja, valle, fuldkorn.

Giv agt! Rapporter om at histidine sænker eller øger blodtrykket er modstridende, og spørgsmålet er foreløbig uafklaret. Histidine må ikke gives til skizofrene eller personer med skizoide anlæg. Bør ikke indtages af individer, der i forvejen har et højt histidineleje og ikke af patienter med depressioner eller PMS.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Isoleucine, Leucine og Valine = BCAA (branched chain amino acids)
(essentielle = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne dem selv)

Nøgleord: Stress, proteinmangel, anoreksi, levercirrhose, alkoholisme, psykoser, ødem, skizofreni, diabetes, cancer.

Disse tre essentielle aminosyrer omtales i den engelsk/amerikanske litteratur oftest under ét som BCAA, hvilket er en forkortelse af betegnelsen branched chain amino acids, som beskriver deres karakteristiske fællestræk, nemlig at molekylets centrale kæde af kulstofatomer er forgrenet i to. De tre substanser indtager en helt unik plads i aminosyreterapien, ikke blot på grund af deres struktur, men også på grund af deres funktion og synergi. De benyttes meget sjældent isoleret men i næsten alle tilfælde sammen, programmeret med henblik på en afbalanceret synergi. Deres individuelle biokemi og stofskifteforløb afviger dog meget fra hinanden. Efter alt at dømme rummer BCAA biokemi-ske nøglefaktorer afgørende for menneskelivets funktion, specielt med hensyn til stress, energi og musklernes - herunder hjertets - stofskifte. BCAA-terapi er endnu i sin vorden, men har allerede åbnet perspektiver, der kan blive revolutionerende både med hensyn til forebyggelse og behandling af en lang række sygdomme.

BCAA omfatter cirka 40% af den daglige nødvendige minimum-indtagelse af essentielle aminosyrer og udgør i vor daglige kost cirka halvdelen af disse uundværlige substanser. De amerikanske myndigheders ansættelse af de daglige minmumsbehov per kg kropsvægt for disse tre aminosyrer er for tiden 12 mg for isoleucine, 14 mg for valine og 16 mg for leucine, hvilket for det gennemsnitlige voksne mennesker svarer til henholdsvis 840 mg, 980 mg og 1042 mg. Men allerede for over 20 år siden har en række ernæringsforskere sat spørgsmålstegn ved disse beregninger, som de finder alt for lave. Efter deres opfattelse er behovene, især i stresssituationer, antagelig 5 til 10 gange større. Den optimale dosering i sådanne situationer skulle derfor måske snarere være op til 5000 mg af hver af de tre aminosyrer.

BCAA er enestående derved, at skeletmusklerne direkte kan omsætte dem til energi. De fremmer også proteinsyntesen. Deres stofskifte er et skoleeksempel på nutrienternes samspil og kræver tilstedeværelse både af B-vitaminerne B-1 (thiamin), B-2 (riboflavin), B-6 (pyridoxin) og biotin samt mineralerne magnesium og kobber plus en lang række enzymer og andre faktorer. BCAA synes i organismen at konkurrere med en anden gruppe aminosyrer, de såkaldte aromatiske, omfattende tryptofan, phenylalanine (fenylalanin) og tyrosine, i engelsk/amerikansk litteratur almindeligvis betegnet med forkortelsen AAA for aromatic amino acids. Visse stress- og sygdomssituationer - for eksempel leverlidelser - synes at favorisere optagelsen og dominansen af AAA-gruppen på bekostning af BCAA-gruppen - og patienten! Antagelig er dette en af årsagerne til, at ekstra tilskud af BCAA kan ikke blot stoppe, men vende den nedbrydningsproces af vævene, man iagttager ved levercirrhose. Denne proces fremmes også af tilskud af vitamin B-6 (pyridoxin).

Alkoholikere har et forstyrret BCAA-stofskifte og patienter med svære leverlidelser har nedsatte BCAA-koncentrationer i vævene. Ved hepatisk encephalopati finder man ofte forhøjede vævsværdier af AAA og nedsatte værdier af BCAA. Ammoniakbelastning fremmer yderligere hjernens optagelse af AAA på bekostning af BCAA. De to grupper synes at konkurrere om transporten gennem blod/hjerne-barrieren.

Kropsskader, kirurgisk indgreb, sult, chok, spidsbelastning - som for eksempel konkurrencesport, feber, forgiftning, betændelser, infektioner og andre sygdomme er nogle former for stress. Med tiltagende stress stiger det samlede kaloriebehov. Under svær stress bør 30% af kosten bestå af aminosyrer, fordi stress fremmer nedbrydningen af proteinerne. Forskellige forslag til at korrigere for disse behov og tilgodese organismens ændrede krav er fremkommet. Her spiller BCAA en helt central rolle. BCAA har en overordnet regulerende virkning på hele proteinstofskiftet, og i forhold til andre aminosyrer kræver organismen dem i større mængder, når den udsættes for stress. Tilskud af BCAA reducerer nedbrydningen og forbruget af de andre aminosyrer. Så reglen er: Jo mere stress, desto flere nutrienter kræves - og her i første række BCAA og vitamin B-6.

Det er undertiden svært i det overordentligt komplicerede billede, der fremstår ved sygdom og stress, at identificere den relative betydning af enkeltfaktorer eller grupper af disse. Men de ulige konkurrencebetingelser mellem AAA og BCAA i sygelige og belastede tilstande set sammen med BCAA´s evne til at genbruge proteinfraktioner og nødvendigheden af at genindsætte de ofte udkonkurrerede BCAA´s overordnede styringsfunktioner for at reetablere et normalt proteinstofskifte synes at pege på, at vi her ofte står overfor et "flaskehalsproblem", der kan blive skæbnesvangert for patienten, hvis det ikke erkendes i tide og behandles rationelt, nemlig ved at forskyde aminosyrebalancen med tilskud af BCAA.

Som man kunne forvente finder man almindeligvis lave BCAA-værdier hos patienter, der lider af anoreksi (anorexia nervosa - nervøs spisevægring). Hovedårsagsfaktoren ved denne sygdom er som regel zinkmangel, der imidlertid ikke manifesterer sig uden talrige andre medfølgende mangler. Underskud på tryptofan - se denne! - er en af dem. BCAA kan ved nærmere analyse godt vise sig at være en anden. I hvert fald er BCAA-mangel, logisk nok, en tilstand, der i alle tilfælde kan forventes som del af lidelsens forløb. I denne sammenhæng må det også nævnes, at lave BCAA-værdier har kunnet iagttages i nogle tilfælde af psykose.

Konkurrencen mellem AAA og BCAA må ikke få os til at glemme, at BCAA også konkurrerer indbydes, og at en rimelig balance mellem de tre aminosyrer er væsentlig i alle terapeutiske tilskud. En af de grundlæggende iagttagelser indenfor orthomolekylær psykiatri er sammenhængen mellem indtagelsen af majsprodukter, pellagra og skizofreni. Nøglefaktoren i denne sammenhæng blev afsløret som værende mangel på aktivt vitamin B-3 (niacin) og tryptofan. Men overdreven indtagelse af majs gav også ekstra leucine i forhold til isoleucine. Man har iagttaget at høj leucineind-tagelse ofte ikke blot forværrer psykotiske tilstande, men også fremmer tabet af vitamin B-3 (niacin) gennem urinen. Tilskud af isoleucine vil imidlertid udbedre begge disse forhold. Hos visse patienter med kronisk skizofreni har man fundet meget lave isoleucineværdier. Nogle af disse blev behandlet med isoleucine-tilskud på 3 g daglig og normaliseredes meget hurtigt.

Diabetikere lider ofte af nedbrydning af vævsprotein og de har behov for mere end normale mængder af BCAA i kosten eller som direkte aminosyretilskud.
Den afkræftede cancerpatient frembyder ofte samme billede som den kroniske anoreksipatient. Proteinsult er en hovedårsag i begge tilfælde. BCAA-tilskud til cancerpatienter har været i stand til at stoppe afmagring, fremme huld og appetit, forbedre leverfunktion og undertiden -som del af et større behandlingsprogram - vende selve sygdomsprocessen.

Væskeophobning i kroppen - ødem - kan være udtryk for proteinmangel eller mere specifikt på BCAA-mangel, hvilket sidste ofte er tilfældet, når tilstanden ikke ændres trods tilstrækkelig indtagelse af kostprotein. Ødemer efter langvarigt stress, chock og svær sygdom kræver ofte BCAA-tilskud. Selvsagt har BCAA-tilskud også været anvendt til bodybuilding.

Isoleucine: findes i store koncentrationer i muskelvæv. Mangler hos forsøgsdyr har ført til rysten, sitren og kramper. Isolerede tilskud kan modvirke konsekvenserne af for høje leucinekoncentrationer. Bør ikke uden klinisk kontrol gives som isoleret tilskud, men kun i afbalanceret kombination med leucine og valine. terapi.
Terapeutisk dosering: i balance med leucine og valine op til 350 mg daglig. Under streng klinisk kontrol en kombination af isoleucine/leucine/valine som 16/14/12 mg per kg kropsvægt.

Leucine: mangelsymptomer ukendte. Sænker blodsukker og læger hud og knogler. Tilskud til parkinson patienter synes at vise forbedring af tilstanden i cirka halvdelen af tilfældene. Forhøjede værdier kan forværre psykoser, skizofreni og pellagra. Må kun gives i afbalanceret kombination med isoleucine og valine. Se isoleucine ovenfor!
Terapeutisk dosering: I balance med isoleucine og valine op til 350 mg dagligt.

Valine: mangel på denne aminosyre hos forsøgsdyr har medført nerve- og hjerneskader, blandt andet degeneration af nervernes myelinskeder, samt dårlig optagelse af protein og kvælstof fra føden. Må kun gives i med leucine og isoleucine for eksempel som støtte i cancerterapi. - d,l-valine (syntetisk form): Har vist sig nyttig i behandlingen af kroniske betændelser (14) i doseringer på op til 750 mg dagligt.
Terapeutisk dosering: I balance med de 2 andre nævnte aminosy-rer ikke over 350 mg. Se isoleucine ovenfor!

BCAA-fødevarer generelt: Mejeriprodukter og rødt kød indeholder den største mængde BCAAs. Valleprotein og æg protein supplementer er andre kilder til BCAA. Isoleucin findes i de fleste fødekilder og er særlig høj i mange kød, fisk og ost. Leucin findes primært i høj kvalitet proteinholdige fødevarer såsom bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, og majs. Næringskilder til valin omfatter soja mel, hytteost, fisk, korn, svampe og jordnødder, kød og grøntsager.

Isoleucine-rige fødevarer: de fleste fødekilder og er særlig høj i kød, fisk, fjerkræ, ost, æg, mandler, cashewnødder, kikærter, æg, fisk, linser, lever, kød, rug, frø, soja protein.

Leucine-rige fødevarer: bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, majs, mælkeprodukter, æg, fisk, hampfrø, lactalbumin, bælgfrugter, kød, nødder, græskarkerner, skaldyr, frø, soja , squash frø, valle, fuldkorn.

Valine-rige fødevarer: sojamel, hytteost, fisk, fuldkorn, svampe, jordnødder, kød, grøntsager.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Lysine
(essentiel = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne den selv)

Nøgleord: Herpes, forkølelsessår, virus, immunforsvar, carnitine, osteoporose, åreforkalkning, Ménières sygdom (?), trigeminus neuralgi (?).

Denne essentielle aminosyre findes i store mængder i muskelvæv. Mangel kan føre til væksthæmning, der hos forsøgsdyr kan vedvare i følgende generationer. Lave lysineværdier svækker immunreaktionen; udbedrende tilskud fremmer væksten af thymus og forbedrer immunforsvaret.
Normalt lysinestofskifte er afhængig af en lang række nutrienter som for eksempel vitaminerne B-2 (riboflavin), B-3 (niacin), B-6 (pyridoxin), vitamin C samt glutaminsyre plus jern og zink.

Overbelastning med arginine sænker lysineoptagelsen - og vice versa.

Dette konkurrenceforhold bruges med stor succes til at kontrollere udbrud af herpes (udslæt af forkølelsessår), idet herpesvirus er afhængig af arginine og derfor kan sættes på "sultekur" ved hjælp af lysine. Lysinetilskud kontrollerer udbrud af herpes - udslæt af forkølelsessår. Behandlingen er især effektiv kombineret med en argininefattig kost. Herpespatienten gør klogt i at satse på fisk; men også kylling, lam og oksekød har en positiv balance sammen med mælk og ost, bønner og - ølgær. De fleste frugter og grønsager har en positiv lysine/arginine-balance; men alle kornprodukter og alle nødder, inklusiv kokos samt jordnødder og soyabønner er afgjort uønskede. Chokolade er den rene gift for herpespatienten, og alt med gelatine virker på samme måde.

Denne form for biokemisk styring har også store fordele sammenlignet med lægekonventionel behandling, som kan være belastet med væsentlige bivirkninger.

Lysine kan ikke helbrede herpes. Dette er væsentligt at forstå. Selv når herpes ikke er i udbrud, har man sygdommen. Herpesvirus lejrer sig nemlig i nerver og ganglier, hvor det ligger beskyttet mod immmunsystemets patruljerende antistoffer. Ved immunsvækkelse får det atter chancen for udbrud, sådan som mange kvinder oplever det en gang om måneden. Udbruddet ytrer sig på overfladen med de velkendte blister og smerter, men arnestedet, hvor den egentlige sygdomsaktivitet findes sted, er stadig ganlierne og nerverne, hvor virus ligger lejret.

Nyere forskning har afsløret, at de velkendte udbrud, som vi ikke kan undgå at være opmærksomme på, faktisk meget vel i mange tilfælde kan være den mindste, omend mest iøjnefaldende, del af et langt større onde. Når vi forstår, at disse tilsyneladende ikke særligt farlige hududslæt er udtryk for en kronisk, men stort set mørkelagt sygdom i selve nervesystemet, ofte med fokus tæt på rygmarv og hjerne, så begynder vi at fatte de grumme perspektiver, denne lidelse rummer. Giver den sig til kende som andet end blister på huden og i andre områder tættere på, så er selve nervesystemet udsat for angreb. Mange forskere er i dag af den opfattelse, at herpesvirus er den mulige skjulte årsagsfaktor ved en lang række lidelser som for eksempel visse migræner, trigeminus neuralgi, Ménières sygdom, tic douloureux, mundslimhindebetændelse, faciallammelse, binde- og hornhindebetændelse, rygmarvs-betændelse, hjernehindebetændelse, blærebetændelse, leverbetændelse, bronkitis og lungebetændelse samt cancerformer i underliv og mundhule.

Alt dette kan virke overdrevet, men i en verden, hvor vi i stor udstrækning er blevet vænnet til at tage bestik udfra dyreforsøg, giver det stof til eftertanke, at væsken fra en herpesblister dryppet i øjet på en kanin i løbet af en måned vil medføre dyrets død på grund af hjernebetændelse!

Der kan derfor være grund til at holde skarpt øje med denne sky virus og dens skjulte aktiviteter. Og derfor har nogle forskere foreslået ikke blot at holde den i ave med lysine, når den kommer i udbrud, men også tæppebombe den med daglige tilskud af lysine for at holde den permanent svækket og i defensiven.

Spørgsmålet er: Hvor god er denne idé?

Det afhænger meget om, hvor store tilskud vi her taler om. For store tilskud - og der har været nævnt op til 8 g daglig - vil på afgørende måde presse argininelejet i vævene. Det kan i det lange løb være betænkeligt, da vi jo ved, at arginine også har en række livsvigtige funktioner at udføre. Ved denne énøjede behandlingsform kunne vi risikere at havne fra asken i ilden. Måske ville det være klogere at kombinere moderate lysinetilskud med et bredt spektrum af antivirale midler - mange urter kan komme på tale - og eventuelt homøopatisk behandling. Det ville være en mere afbalanceret form for terapi, på længere sigt at foretrække.

Osteoporose - knogleskørhed - er en lidelse, der fortrinsvis angriber den ældre aldersgruppe og især kvinder, selv om unge - fejlernærede eller ofre for overdreven sportstræning - også kan rammes. Lidelsen har mange årsagsfaktorer. En af dem tyder på at være lysinemangel.

Undersøgelser har godtgjort, at disse patienter gennemgående har lave lysineværdier, og der er nu også erfaring for, at lysinetilskud som del at et bredspektret behandlingsprogram kombineret med livsstilssanering giver positive resultater. Lysine medvirker også til at fjerne bly fra organismen. Blybelastning er en årsagsfaktor ved osteoporose.

At lysine kombineret med vitamin C hindrer lipoprotein A i at danne åreforkalkning var én af den berømte dobbelte nobelpristager Linus Paulings sidste store opdagelser, der kan få revolutionerende betydning for behandlingen af hjerte- kredsløbssygdommene.

Lysine fremmer koncentration. Mangelsymptomer er træthed, svimmelhed og anæmi. Den fremmer også forbrændingen af fedtsyrer i organismen og øger energiproduktionen, fremmer dannelsen af hormoner, enzymer og antistoffer.

De vegetarer, som i udstrakt grad lever af kornprodukter som hvede og majs, der er fattige på lysine, lider ofte af mangel på denne aminosyre. Mange ældre, især mænd, lider af lysinemangel. Hvis man har vanskeligt ved at koncentrere sig, har blodskudte øjne, er svimmel, lider af kvalme, taber håret og lider af blodmangel, er det sandsynligt, at der er tale om lysinemangel.

Lysine fremmer også dannelsen af mavesyre, modvirker muskelkramper og danner kollagen. I samvirke med vitamin C omdannes lysine til carnitine. Kornprodukter har lavt lysineindhold, hvilket kan føre til lysinemangel ved visse former for vegetarianisme og veganisme med dominerende indtagelse af kornprodukter. Marasmus og Kwashiorkor er proteinmangellidelser kendt i tredie verdens områder. Lysineholdig føde fremskynder helbredelse fra disse mangeltilstande, en iagttagelse også indhøstet efter hungerkatastrofer. Internationale eksperter overvejer at indføre lysineberigede kornprodukter i de egne af verden, hvor ernæringen væsentligt er baseret på korn, især hvede.

Stillesiddende stress fører til lysinetab, hård fysisk træning gør ikke. Det amerikanske luftvåben gennemførte en undersøgelse af en gruppe, der var udsat for 2 døgns pilottræning i simulator. Ved slutningen af perioden havde deltagerne mistet betydelige mængder lysine foruden andre aminosyrer.

Lysine-rige fødevarer: kød (specielt rødt kød, svinekød og fjerkræ), ost (især parmesan), visse fisk (såsom torsk og sardiner), nødder, æg, sojabønner (især tofu, isolerede sojaprotein, fedtfri soyamel), spirulina, bukkehornfrø. Grøntsager er generelt en dårlig kilde til lysin, med undtagelse af bælgplanter (bønner, ærter, linser).

Terapeutisk dosering: I international litteratur omtaler man doseringer på 8 g daglig mod herpes i udbrud. Det kan være nyttigt at starte op med en støddosis, men lavere doseringer er ofte tilstrækkelige. Mange vil finde, at de kan nøjes med et vedligeholdelsestilskud på ½ til 2 g daglig. Linus Pauling anbefalede mindst 500 mg lysine daglig med ikke under 2 g vitamin C til forebyggelse af hjerte- og kredsløbslidelser.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Methionine
(essentiel = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne den selv)

Nøgleord: Allergi, afgiftning, depression, skizofreni, parkinsonisme, tungmetaller, ødem, antioxidant, selén, hårvækst, hyperhomocysteinæmi. papillomer, veneriske vorter, urinvejsinfektioner, stråleskader, efterbehandling ved kirurgi, højt blodcholesterol, kobberbelastning.

Denne essentielle aminosyre hører til den svovlholdige gruppe sammen med cysteine, cystine og taurine. Om svovlholdige substanser generelt, se under afsnittet om cysteine. Noget tyder på, at methionine kan have været en af denne klodes allerførste organiske substanser og sikkert et trin ældre end for eksempel glutathione.

Aminosyrerne kaldes som bekendt også livets byggesten og forskningen i livets oprindelse fokuserer derfor meget på spørgsmålet om aminosyrernes oprindelse. I et berømt simuleringseksperiment, hvor man sendte en cocktail af ammoniak, methan og andre substanser, der udgjorde klodens tidlige atmosfære, gennem en kolbe med elektrisk udladning, var man i stand til at fremstille flere primitive amminosyrer. Methionine var en af dem. Den er også overvældende og meget aktivt tilstede i de mest primitive og derfor ældste livsformer - bakterierne. Bakterierne kan selv syntetisere methionine i modsætning til mennesket, der må hente sin methionine gennem føden.

Aminosyrens funktionsevne, som den kommer til udtryk i syntese af andre aminosyrer, i sammenkobling, afgiftning og nedbrydning til andre produkter, er nøje knyttet til dens evne til at afgive og modtage de såkaldte methylgrupper. Methionine har på dette område helt usædvanlige evner, som den dels demonstrerer i bakteriernes stofskifte, dels i syntesen af de andre svovlholdige aminosyrer og som antioxidant og afgiftende substans.

Nødvendige samvirkende faktorer er vitaminerne B-6 (pyridoxine), kobalamin (B-12) og folinsyre samt mineraler som for eksempel magnesium. Dyreforsøg tyder på, at mangel på methionine kan fremme åreforkalkning, nedbryde vævsprotein, hæmme vækst og blokere for udnyttelsen af folinsyre. Denne sidste iagttagelse bekræftes også af patientundersøgelser, hvor undertiden et højt histamineleje, der ofte kan reduceres med folinsyretilskud - for eksempel hos allergikere og astmatikere - ikke kunne bringes ned med dette alene, men også krævede ekstra methionine.

Mange svært depressive patienter, nogle af dem skizofrene, opnår bedring med methioninetilskud, men det er meget væsentlig samtidig at tilføre dem de samvirkende faktorer, i første række B-vitaminerne. Methioninetilskud kan således give psykotiske symptomer hos patienter, der lider af folinsyremangel.
Methionine fjerner tungmetaller fra organismen, modvirker træt-hed og udmattelse og beskytter som antioxidant mod frie radikaler, afgifter leveren og modvirker dannelse af fedtlever. Methionine er også en nødvendig faktor for organismens anvendelse af selén, der ofte som kosttilskud er cheleret med netop denne aminosyre. Methionine er i visse tilfælde virksom mod skizofreni ved at sænke blodets indhold af histamin og kan også være virksom mod parkinsonisme (22). I samvirke med folinsyre og cholin beskytter den mod visse former for cancer. Mangelfølger viser sig ved øget risiko for infektion, kolesterolophobninger og artherosklerose samt ødem, da urin ikke kan dannes uden tilstrækkeligt methionine i kroppen. Methionine fremmer hårvækst og hukommelse, modvirker sygdomme i hud og negle, hindrer dannelsen af papillomer i svælget og veneriske vorter. Som andre svovlholdige aminosyrer afbøder den stråleskader og fremmer sårhelingen efter kirurgiske indgreb.

Methionine-rige fødevarer: Kød, fisk, mejeriprodukter. L-methionin findes også i frugt og grøntsager, men ikke så rigeligt. Små mængder frit L-methionin forekomme i grøntsager, grøntsagssaft og fermenterede levnedsmidler. Vegetarer kan få methionin fra fuldkorn.

Terapeutisk dosering: 1 til 3 g daglig på fordelte doser tolereres af de fleste patienter; men tag højde for tilfælde af mulig homocysteineforgiftning og B-vitaminmangel. 2/3 af Parkinson patienter viser udpræget forbedring efter megadoser på op til 5 g. Denne aminosyre skal altid gives sammen med rigelige mængder af vitamin B-6 (pyridoxin) og folinsyre.

Giv agt! Meget store doser methionine kan udlæske kalcium og dermed forværre osteoporose. Tag også højde for B-vitaminmangel og homocysteineforgiftning. - Se nedenfor!

• Homocysteine
  
  Miethionine er forudsætningen for antagelig alle livsformer og helt uundværlig for vor egen fysiske eksistens. Samtidig er den under visse forhold af alle aminosyrer den mest giftige! Under sin naturlige nedbrydning i organismen frembringer den nemlig et mellemprodukt. Det er homocysteine, der også er en aminosyre, men ikke nogen livsvigtig nutrient.
  
  Homocysteine er faktisk giftig! Organismens sunde reaktion er da også at komme af med den så hurtigt som muligt ved øjeblikkeligt at nedbryde den til cystathione, en ufarlig substans. Nedbrydningen kræver enzymet cystathione syntetase. Har man ikke dette enzym eller har man for lidt af det, så ophober homocysteine sig i organismen - og hermed også i blodet. Denne ophobning bliver for meget - eller hyper, som grækerne sagde - og så lider patienten af hyperhomocysteinæmi, eller på mere terrængående dansk: for meget homocysteine i blodet. Svær hyperhomocysteinæmi er en arveligt betinget enzymmangelsygdom.
  
  Fra blodet kommer giftstoffet ud i urinen, så derfor kaldes tilstanden også homocysteinuri.
  
  Homocysteine angriber centralnervesystemet, kredsløbet, knoglerne, øjnene og andre organer. Det medfører "mentale" sygdomme - psykoser, autisme og andet - samt åreforkalkning, osteoporose, fødselsskader og synsdegeneration. Frugtbarhedsproblemer, svangerskabskomplikationer, abort og rygmarvsbrok kan også have sine årsager her. Svære tilfælde bliver mentalt retarderede og mange dør tidligt.
  
  Svære tilfælde af hyperhomocysteinæmi lader sig let diagnosticere, fordi de er iøjnefaldende: fødselsskader, abnorm udvikling, mental retardering.
  
  Imidlertid kan sygeligheden bryde ud på meget forskellige tidspunkter i livet og i meget forskellig sværhedsgrad. I mange tilfælde er der ikke, som ved visse andre genetisk betingede sygdomme, tale om et enten/eller - altså, enten har man hyperhomocysteinæmi, eller også er man "normal" og har det garanteret slet ikke.
  
  Forskningen viser også, at det biokemiske billede er langt mere nuanceret. Der findes i realiteten 4 forskellige former for hyperhomocysteinæmi, og i praksis vil man komme ud for nogle patienter, der er totalt blottet for enzymet, og som derfor faktisk er dødsens, og andre, der ved fødslen eller tidligt i tilværelsen bliver håbløst forkrøblede og har udsigt til et kort livsforløb, samt dem, hvor symptomerne først melder sig sent og i meget varierende sværhedsgrad.
  
  Et sted undervejs ud ad denne skala kan vi derfor også forvente at finde personer med en næsten tilstrækkelig enzymproduktion, tilstrækkelig høj til at ingen umiddelbart iøjnefaldende skader kan observeres, ja, faktisk så høj at disse individer tilsyneladende er normale og sunde. Men i praksis er de alligevel så belastede, at de stadig bærer på en risikofaktor, og under ugunstige forhold kan den udløse lidelser som åreforkalkning, autisme, psykoser, osteoporose, hvis egentlige årsag altså er en "mild" form for -næsten altid udiagnosticeret - hyperhomocysteinæmi!
  
  Derfor melder spørgsmålet sig: Hvor mange af os lider af en sådan "mild" form for udiagnosticeret hyperhomocysteinæmi?
  
  Foreløbige undersøgelser peger på, at det drejer sig om mange. Antallet er formodentlig så stort, at udiagnosticeret hyperhomocysteinæmi meget vel kan være hovedårsagen til en af vor tids største dræbersygdomme - åreforkalkning. Og derudover altså også en lang række andre lidelser - fra autisme til osteoporose.
  
  Årsagerne til, at mindre udprægede tilfælde af hyperhomocysteinæmi forbliver udiagnosticerede, er selvfølgelig først og fremmest netop det forhold, at de er mindre udprægede, men skyldes også at man lægekonventionelt forventer, at disse tilstande er blevet diagnosticeret tidligt i livet, og man derfor ikke behøver at være på udkik efter den i den almindelige praksis. De fleste lægelaboratorier er faktisk ikke organiseret til at tage de blodprøver, der kan afsløre tilstanden.
  
  Yderligere er der ikke nogen forståelse for, at en relativ ringe grad af hyperhomocysteinæmi let kan forværres, fordi lidelsen ligesom alle andre enzymafhængige forhold er påvirkelig af alder, stress og fejlernæring. De involverede enzymer fungerer jo ikke i et tomrum, men er i organismen afhængige af tilstedeværelsen af deres samvirkende faktorer, der her som så ofte i første række er B-vitaminerne. B-vitaminmangel er derfor meget belastende selv ved en marginal tilstand af hyperhomocysteinæmi og faktisk især hos midaldrende og ældre ofte den egentlige årsag til at lidelsen kommer til udbrud og manifestere sig som åreforkalkning, osteoporose eller en af de andre degenerationssygdomme, hvis årsager vi traditionelt altid søger efter andetsteds.
  
  Som man kunne forvente vil de fleste tilfælde af voksen eller sen hyperhomocysteinæmi påvirkes positivt af B-vitaminer. Her drejer det sig i første række om vitamin B-6 (pyridoxin), folinsyre og vitamin B-12 (kobalamin).
  
  Andre nutrienter, som for eksempel zink, spiller også en væsentlig rolle (15)(16)(17)(18). Den sensitive enzymmekanisme og dens aktivitetsniveau stimuleres af disse faktorer, og reducerer dermed ophobning af homocysteine i vævene.
  
  Dette er den gode nyhed, der giver os mulighed for i et meget stort antal tilfælde at behandle hyperhomocysteinæmi som en almindelig mangeltilstand - på linie med skørbug, beri-beri og pellagra - og dermed helbrede de lidelser, den forårsager. Det giver også mulighed for at erkende den udstrakte skjulte tilstedeværelse af hyperhomocysteinæmi og udfra denne erkendelse forebygge
  nogle af vor tids sværeste, ofte dødelige sygdomme.
  
  Men inden vi går videre er det måske en god idé at spørge: Hvor ny er denne nyhed egentlig? - I 1998 skriver en forskergruppe: "Siden de første rapporter fra Rinehart og Greenberg i 1948 om forbindelsen mellem artherosklerose og pyridoxinmangel, har talrige undersøgelser yderligere udbygget pyridoxins rolle i forebyggelsen af artherosklerose. - Mangel på pyridoxin fører til ophobning af homocysteine, der beskadiger vægcellerne (endothelet), hvad der medfører atherosklerose."(18)
  
  1948! - 1998!! - Et halvt århundrede!!! - Er der mon ikke nogen her, der har sovet i timen? Mens hele det store cholesterolcirkus i årevis var i fuld sving, har denne forskning og dens resultater eksisteret et sted i mørket, af uransagelige årsager skjult for offentligheden.
  
  Det store cholesterolcirkus har været en ekstremt indbringende affære for visse isolerede dominante industrielle og farmaceutiske grupper.
  
  Selv har jeg i skrift og tale tidligt haft anledning til at påpege inkonsekvenserne i cholesterolmyten på et tidspunkt, hvor den slags kætteri vakte til frådende raseri blandt de rettroende. Siden da er myten yderligere krakeleret kraftigt, og de store revner i fundamentet bliver alt mere synlige. En dansk læge har foretaget en meget nøje kritisk analyse af dette fundament - nemlig de store undersøgelser, der underbyggede teorien - og ikke fundet dem bæredygtige. Hans bog om sagen er, interessant nok, udkommet på svensk, men ikke på dansk! (19). Han er imidlertid ikke alene. Talrige undersøgelser af klart definerede folkegrupper med klart defineret kostmønster modsiger cholesterolteorien (20). Hertil kommer yderligere alle de tilfælde af artherosklerose og hjertedød, hvor "årsagen" - hovedskurken cholesterol - slet ikke kunne opspores i den sygdomsramte organisme! Til gengæld kunne man finde en abnorm ophobning af homocysteine.
  
  Hyperhomocysteinæmi er et ord, som de fleste af os helst vil være fri for at skulle lære og være tvunget til at skulle håndtere i skrift og tale. Indtil for nylig har ordet hyperhomocysteinæmi heller ikke plaget medierne. Selv i medicinske opslagsbøger er glosen ofte fraværende. Meget tyder imidlertid på, at vi får brug for at lære dette ord. Det vil nemlig i fremtiden dukke stadig oftere. I mere avancerede behandlerkredse er hyperhomocysteinæmi allerede et varmt emne, og det kan blive væsentligt for ens egen sundhed og helse at vide, hvad betegnelsen dækker. Der er altså gode grunde til at memorisere kombinationen af de 19 stavelser.