Aminosyrer er mat

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Fenylalanin (phenylalanine) og d,l-fenylalanin (phenylalanine)
(essentiel = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne den selv)

Nøgleord: Depressioner, kønsdrift, indlæringsevne, hukommelse, almindelig årvågenhed, mæthedsfølelse, vægtkontrol, smertebehandling.

Fenylalanin er en essentiel aminosyre, der i organismen omdannes til den beslægtede tyrosine. Den er en af de tre såkaldte aromatiske aminosyrer, tryptofan og tyrosine er de to andre. Ligesom tyrosine er fenylalanin forløber for dannelsen af neurotransmitterne som dopamine, epinephrine og norepinephrine samt tyramine og de meget væsentlige catecholaminerne. Fenylalanin indgår også som bestanddel i psykotropiske substanser som mescalin, morfin, papaverin og codein.

Selv om fenylalanin spiller en overvældende og mangesidig rolle i hjernens biokemi, findes den ikke her i sin frie form. Derimod indgår den i talrige andre aktive substanser - såsom neuropeptider - af stor betydning for i første række centralnervesystemets funktion og de mentale processer.

Fenylalanin nedbrydes under normale omstændigheder i leveren af enzymet phenylalanine hydroxylase og omdannes derved til tyrosine. De samvirkende nutrienter i fenylalanins stofskifte er vitaminerne B-3 (niacin), B-6 (pyridoxin) og C plus folinsyre samt mineralerne jern og kobber. På grund af et arveligt enzymbrist finder denne omdannelse ikke sted hos patienter med sygdommen fenylketonuri = PKU. Se herom senere i dette afsnit.

Myndighederne i USA har ansat det voksne menneskes gennemsnitlige daglige behov for fenylalanin til cirka 1 g. Men fremstående forskere indenfor orthomolekylær psykiatri har påpeget af, at normale sunde individer indtager omkring 5 g daglig og formodentlig egentlig har behov for cirka 8 g. De anbefaler, at den samlede daglige indtagelse af fenylalanin ligger på gennemsnitlig 16 g. Det må imidlerid her noteres, at indtagelse af fenylalanin vil øge organismens depoter af tyrosine, mens indtagelsen af tyrosine ikke vil fremme kroppens koncentration af fenylalanin.

Fødevarer rigest på fenylalanin er, som for de fleste aminosyrers vedkommende, kødproteiner - dog med hvedekim som en enkelt undtagelse. Langt den højeste koncentration finder man i vildtkød.

Al naturlig fenylalanin er selvfølgelig l-fenylalanin. D,l-fenylalanin er imidlertid også meget benyttet i sygdomsbehandlingen og er i visse situationer - for eksempel ved smertebehandling - at foretrække. Det usædvanlige ved d-formerne af både fenylalanin og tyrosine er, at de - i modsætning til d-formerne af de fleste andre aminosyrer - i leveren enzymatisk vil blive omdannet til l-former. D-former af andre aminosyrer har undertiden vist sig ikke blot unyttige, men skadelige for immunreaktionen og i visse tilfælde direkte giftige. Tidligere omtaltes i den videnskabelige litteratur d,l-fenylalanin forkortet som DLPA. Men på et tidspunkt blev denne betegnelse mønsterbeskyttet og kan derfor ikke længere bruges generelt, men kun om et firmas produkt (Twinlab).

Underskud af catecholaminer i centralnervesystemet har i over en menneskealder været anset for årsagen til visse former for depressioner. Den rationelle og effektive måde at behandle disse er ved at tilføre catacholaminernes biokemiske forløber - altså fenylalanin. L-tyrosine og l-dopa er også forløbere, men [I]fenylalanin er forløberen for dem alle[7I] og i praksis mest effektiv. Svære tilfælde kan kræve doseringer på op til 6 g daglig. Sådanne massive tilskud bør kun gives under konstant klinisk observation. I det hele taget må man holde sig for øje, at fenylalanin i mange henseender er en substans med janushoved og især ved massiv langtidsterapi bør man betænke forholdene omkring for eksempel andre sygdomstilstande som betændelser og leverlidelser og deres relation til BCAA-stofskiftet som del af det samlede biokemiske scenario.

D,l-fenylalanin har den enestående evne, at den i centralnervesystemet kan blokere for visse enzymer - encefalinaserne - der normalt nedbryder de naturligt forekommende kraftigt smertestillende morfinlignende hormoner - endorfiner og encefaliner - som vor egen organisme producerer. Ved at hindre disses nedbrydning og derved øge deres koncentration i vævene kan man således fremme kroppens eget smerteforsvar. Metoden har vist sig effektiv overfor en lang række lidelser, hvor smerterne ofte ikke har kunnet bringes under kontrol med andre - og som regel meget skadelige - midler. Det drejer sig om smerter i led, ryg og lænd, ofte i forbindelse med gigt og rheumatisme, om menstruelle smerter og smerter efter ulykker - som for eksempel piskesmælds-traumer - samt svær hovedpine og migræne. Selv smerter forvoldt af metastatisk knoglecancer, upåvirkelig af andre smertestillende midler, kunne bringes under totalt kontrol på en dosering af 1½ g d,l-fenylalanin morgen og aften.

Vævskoncentrationen af fenylalanin er øget ved infektioner, betændelsestilstande, leverlidelser og høj indtagelse af fedt og kulhydrater. Tilskud af BCAA - se disse! - kan forbedre disse tilstande. Visse cancerformer, men ikke alle, trives på fenylalanin. Melanomer, de gennemgående meget ondartede cancertyper udgået fra pigmentceller, samt visse adenocarcinomer kræver fenylalanin for at udvikles, og man har derfor forsøgt at sinke deres vækst ved at reducere eller blokere patientens indtagelse af fenylalanin. Resultaterne af denne behandlingsform er imidlertid uklare.

Tyraminerne er et stofskifteprodukter fra tyrosine, dopa eller dopamin. Deres funktion er delvis ukendt. I kombination med den type antidepressive mediciner, der går under betegnelsen mono-amin-oxidase-hæmmere = MAO-hæmmere, kan de forvolde hovedpine og kraftig blodtryksstigning. Selv uden medikation kan tyramineholdige fødevarer - som stærke oste, chokolade, lever, rødvin, bananer, surmælksprodukter, nødder, vanille, soyasauce - hos disponerede personer provokere hovedpine eller migræne.

Terapeutisk dosering: L-fenylalanin: 500 mg 1 til 2 gange dagligt stigende til 2 g samlet i op til 2 uger ved for eksempel depression, afgiftning og vægttab. Må ikke tages sammen med MAO-hæmmere som Marplan, Cinemet, Eldepryl eller lignende. Patienter, der lider af for højt blodtryk, bør tage denne aminosyre med forsigtighed og under stadig kontrol.

D,l-fenylalanin (syntetisk fenylalanin) er et kraftigt virkende, ikke vanedannende og ugiftigt smertestillende middel uden bivirknin-ger. Det stimulerer centralnervesystemets eget smertekontrolsberedskab (8). Mere virksomt end traditionelle smertestillende midler ved en lang række kroniske sygdomme som gigt og rheumatisme, migræne, muskelkramper, neuralgier eller smerter efter operative indgreb. Må ikke bruges under svangerskab, af patienter, der lider af Føllings sygdom (fenylketonuri = PKU), hudcancer eller for højt blodtryk.

Terapeutisk dosering: D,l-fenylalanin: 800 mg tages 15 minutter før hvert måltid 3 gange dagligt. Den smertestillende virkning skulle begynde efter 4 dage, men begynder undertiden først efter 3 til 4 uger. Hvis ingen bedring er indtruffet i løbet af de første 3 uger, fordobles doseringen de følgende 2 til 3 uger. Hvis der stadig ikke er opnået en virkning, hører patienten til de 5 til 15%, der ikke kan hjælpes ved denne metode. Personligt vil jeg anbefale at kombinere forsøget med akupunktur, da denne fremgangsmåde erfaringsmæssigt scorer højere. Mange patienter, der ikke reagere nævneværdigt på ortodokse smertestillende midler, reagerer meget positivt på d,l-fenylalanin. Når man har opnået et gunstigt resultat, modererer man doseringen til det minimum, der er tilstrækkeligt. Mange patienter klarer sig på denne måde med et individuelt program på en uge eller to ugers behandling inden for hver periode på en eller halvanden måned.

Giv agt! Må ikke bruges under svangerskab og ikke af patienter, der lider af Föllings sygdom (fenylketonuri = PKU), af hudcancer eller for højt blodtryk. Må ikke tages sammen med MAO-hæmmere som Marplan, Cinemet, Eldepryl og lignende. Patienter, der lider af for højt blodtryk, bør bruge denne aminosyre med for-sigtighed og under stadig kontrol.

Fenylalanin-rige fødevarer: findes naturligt i fødevarer som æg, mælk, bananer og kød. L-fenylalanin findes i de fleste fødevarer, der indeholder protein såsom oksekød, fjerkræ, svinekød, fisk, mælk, yoghurt, ost, hvedekim, soja produkter (herunder soja protein isolat, sojabønner, mel, og tofu), og visse nødder og frø. Grøntsager og juice indeholder små mængder af frie aminosyrer. Langt den højeste koncentration finder man i vildtkød.

• PKU = fenylketonuri = Føllings sygdom Denne medfødte sygdom skyldes i første række et enzymsvigt, nemlig manglen på phenylalanine hydroxylase, ansvarlig for omdannelsen af fenylalanin til tyrosine. Der findes imidlertid flere former for PKU og det biokemiske billede er både langt mere detailleret og tildels også uklart. Screening ved fødslen og rationel ernæringsterapeutisk behandling under opvæksten - først og fremmest en kraftig reduktion af indtagelsen af fenylalanin - redder nu om dage de fleste børn fra mental og fysisk degeneration og en tidlig død, hvilket var den skæbne, der i størstedelen af menneskehedens historie mødte dem. I vore dage kan sygdommen holdes under kontrol.

• Aspartam Da det kunstige sødemiddel aspartam, også kaldet nutrasweet, indførtes på verdensmarkedet forårsagede det betydelig debat og vægtige protester. Siden er stoffet blevet vidt udbredt og debatten og protesterne er praktisk talt forstummet. Desværre!
  
  Den kemiske struktur af aspartam - 200 gange sødere end stødt melis -er de to aminosyrer asparaginsyre og fenylalanin tilsammen forbundet med methylalkohol (metanol) til ét molekyle.
  
  Stoffet nedbrydes under kogning og i surt miljø, hvad der i høj grad har begrænset dets muligheder indenfor levnedsmiddelindustrien. Men det kan bruges i læskedrikke, kakaopulver, tebreve, konfekt, tyggegummi, sødetabletter, diabetikervarer, slankemidler og deslige, - og det er her, vi finder det - ofte uden at vide, hvad det egentlig er, vi finder!
  
  Når aspartammolekylet splittes i organismen frigøres fenylalanin. Folk med højt blodtryk og dem, der tager anti-depressiv medicin af anti-MAO-typen (monoaminoxidasehæmmere), bør jo undgå fenylalanin i større mængder. Gravide kvinder og spæde børn bør også holde sig fra større mængder koncentreret fenylalanin. Visse forskere mener, at større indtagelse af fenylalanin hos vordende mødre nedsætter afkommets intelligenskvotient, og at spædbørn reagere på samme måde. En meget lille og veldefineret gruppe patienter, der helt klart ikke tåler noget drastisk udsving i deres indtagelse af fenylalanin udover det fastsatte tolerable minimum, er de børn, der lider af den heldigvis ret sjældne medfødte sygdom fenylketonuri - i international forkortelse PKU. Alt dette er betænkeligt nok i sig selv.
  
  Men så er der den tredie og sidste faktor: metanol = metylalkohol - eller på jævnere dansk - træsprit! Ikke alene er træsprit i sig selv giftigt; men det kan også ved sin kemiske indblanding ændre virkningen af andre substanser. Træspritforgiftninger er traditionelt velkendte. Tragiske tilfælde med metanolforgiftning, ofte med dødelig udgang, følger regelmæssigt i kølvandet på ulovlig smugdestillation over hele verden.
  
  Det er værd i denne forbindelse at notere sig, at de mest alminde-lige forgiftningssymptomer rangerer fra synsforstyrrelser til total blindhed. Det er også værd at notere, at forgiftningsrisikoen ved metanol/træsprit er betydeling mindre udtalt ved alkoholindta-gelse, fordi "rigtig alkohol" - altså ætanol - i organismen konkurrerer med metanol/træsprit, dermed blokerer og forsinker dens omsætning og således udtynder dens giftvirkning. Dette forhold er så udpræget, at man faktisk giver alkohol som modgift i den akutte behandling af metanol/træsprit-forgiftning.
  
  Når metanol/træsprit optræder som naturlig forekomst er det almindeligvis i selskab med ætanol. Men når metanol-fraktionen er uden konkurrence fra "normal" alkohol, kan de negative virkninger forventes at blive langt alvorligere. Mange af de registrerede klager over aspartam opregner symptomer svarende til dem, man finder ved metanolforgiftning, i første række hovedpine, desorientering og svære synsforstyrrelser.
  
  De amerikanske sundhedsmyndigheders hovedorganisation FDA begyndte i 1985 at indsamle klager over negative reaktioner på ingredienser i fødevarer. Af de 6000 indkomne klager, omhandlede de 80% aspartam! Aspartamproblematikken er blevet behandlet indgående i litteraturen (9) (10)(11)(12)(13).

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Gamma-amino-butyl-syre = GABA
Gamma-amino-smørsyre = GABA
(ikke-essentielle = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Nøgleord: Blodtryk, epilepsi, intelligenskvotient, ængstelse, alderdomssvækkelse.

GABA er en ikke-essentiel aminosyre nært beslægtet med glutamine og glutaminsyre. Det er en beroligende neurotransmitter. Doseringer på op til 3 g dagligt nedsætter effektivt for højt blodtryk. Halvdelen af en gruppe diabetikere, der modtag GABA, registrerede en signifikant reduktion af blodsukker. Hos cirka halvdelen af en mindre gruppe patienter med lammelse, talevanskeligheder og hukommelsessvigt efter hjerneblødning havde GABA en gunstig virkning. Halvdelen af en større gruppe epileptikere, der modtog tilskud af GABA samt vitamin B-6 (pyridoxin) oplevede forbedring af deres tilstand. Flere andre undersøgelser bekræfter disse resultater og viser reduktion af antallet af anfald og deres sværhedsgrad. 1 til 3 g daglig i kapselform har kunnet hæve intelligenskvotienten hos mentalt retarderede personer. Virker beroligende på nervesystemet og hjælper mod forstørret blærehalskirtel. Denne lidelse kan også i første række være forårsaget af zinkmangel. GABA har vist sig i visse tilfælde at have en effekt overfor cancer, især eksperimentelt provokerede sarkomer, men yderligere forskning kræves for at disse muligheder kan vurderes.

GABA-rige fødevarer findes ikke, da GABA dannes 100% af glutaminsyre, hvorfor fødevarer indeholdende glutamine vil automatisk støtte dannelsen af GABA: plante-og animalske proteiner såsom oksekød, svinekød og fjerkræ, mælk, yoghurt, ricotta ost, hytteost, rå spinat, rå persille, og kål. Glutamine findes i mange fødevarer med højt proteinindhold, såsom fisk, kød, bønner, og mælkeprodukter. Små mængder frit L-glutamin er fundet i grøntsagssaft og fermenterede fødevarer, såsom miso og yoghurt.

Terapeutisk dosering: Begyndende med 50 mg dagligt i kapsel-form eller opløst under tungen.

Giv agt! Tolerancen overfor GABA er hos mange mennesker begrænset. Doseringer bør optrappes langsomt over uger og samlet ikke overskride 3 g dagligt.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glutamine og glutaminsyre
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Alkoholisme, narkomani, udmattelse, depression, impotens, frigiditet, immunsvigt, forbrændinger, gigt, lupus, mavesår, tarmbetændelse, Crohns sygdom, kemoterapi, strålebe-handling, allergier, PGS = permeable gut syndrome = gennemsivning fra perforeret tarm, diarré, leverproblemer, muskeltab.

Glutamine er en af de tre aminosyrer, der indgår i opbygningen af glutathione, et tripeptid sammensat af cysteine, glycine og glutamine. Glutathione, som er beskrevet andetsteds her i bogen, er en af naturens allervigtigste antioxidanter.

Glutamine, men ikke Glutaminsyre, kan passere gennem blod-hjerne-barrieren. Denne aminosyre kunne, hvis kendskabet til den blev udbredt og dens biokemiske funktion forstået, revolutionere behandlingen af en lang række sygdomme, især de såkaldte "mentale" sygdomme og afhængighedstilstande som alkoholisme og narkomani. Intensiv forskning siden 1950'erne har etableret dens uomtvistelige værdi i praktisk talt alle forhold, hvor overbelastning af centralnervesystemet er tilstede. Det gælder chock, stress, hjernerystelse, forgiftning, iltmangel (ved drukning, kvælningsanfald eller brand) og epileptiske anfald (petit mal). Må imidlertid under ingen omstændigheder gives til Parkinson patienter. Fremmer intelligensen, selv hos mentalt handicappede børn. Nyttig i behandlingen af depressioner, mavesår, mange nyrelidelser, beskytter mod virkningerne af alkohol, nedsætter trangen til alkohol, narkotika og andre nydelsesgifte samt sukker. Har med held været brugt i behandlingen af skizofrene og senile. Sammen med andre nutrienter værdifuld i behandlingen af adfærdsproblemer hos unge såvel som ældre. Afgifter hjernen for ammoniak.

Modvirker visse former for impotens. Glutamine gennemtrænger let blod/hjerne-barrieren og omdanner sig derefter til glutamin-syre, der er et brændselsstof for hjerneaktiviteten. Ved neutralisering af ammonia genomdanner syren sig atter til glutamine og fortsætter processen. Omdanner sig også til GABA - se forrige afsnit - som blandt andet har en beroligende virkning på centralnervesystemet. Læger gennemsivning fra perforerede tarme (PMG = Permeable Gut Syndrome) og reducerer sammen med vitamin B-3 betændelsestilstande ved gigt og rheumatisme. Styrker hukommelsen.

Glutamine er en rig energikilde for kroppens celler, og dette gælder også for visse typer cancerceller. Reduceret glutamineindtagelse og behandling med enzymer, der nedbryder glutamine i vævene, har derfor været benyttet i cancerbehandling og især vist sig nyttig i for eksempel akut leukæmi. Imidlertid kan den derved påførte glutaminemangel i den øvrige del af organismen føre til svære bivirkninger.

Der er heller ikke udelt enighed om glutamines betydning for cancerpatienten. Modstridende rapporter har set dagens lys, og nogle forskere og behandlere anbefaler glutaminetilskud til deres cancerpatienter, ikke mindst når de modtager kemoterapi. Her har det nemlig vist sig, at glutaminetilskud i væsentlig grad kan formilde de ofte svære bivirkninger, der som regel følger af denne behandlingsform.

Dette er tilmed ikke den eneste fordel knyttet til glutaminetilskuddet. Hvis det gives i en periode før kemoterapien påbegyndes vil det vise sig, at den påfølgende behandling giver langt bedre resultater, end man normalt kunne forvente. Dette har været efterprøvet i en række dyreforsøg og også i patienbehandlingen. Samme mønster har man kunnet iagttage ved strålebehandling. Immmunberedskabet var også bedre både hos de behandlede forsøgsdyr og hos patienterne, hvilket blandt andet viste sig ved en langt ringere tendens til efterfølgende infektioner - 100% sammenlignet med 3% - og en langt højere koncentration af glutathione i vævene. Her er det værd at erindre, at glutamine jo er en af de tre aminosyrer, der - sammen med cysteine og glycine - indgår i dannelsen af glutathionemolekylet. Og selv om det under normale forhold i organismen er mængden af cysteine, der er den afgørende faktor for produktionen af glutathione, så kan det meget vel tænkes, at de ændrede biokemiske forhold hos cancerpatienten kan føre til et glutamineunderskud, der væsentlig reducerer den meget livsvigtige syntese af glutathione.

Det centrale spørgsmål i hele denne problematik vil selvfølgelig være: Fremmer glutaminetilskuddet cancerens cellevækst? Og om så er: Fremmer den mere, end den på anden måde gavner bekæmpelsen af sygdommen? Forskerne satte sig for at belyse dette problem. I en række dyreforsyg påviste de, at glutaminetilskud faktisk ikke fremmede cancervæksten. De glutaminebehandlede dyr viste også bedre behandlingsrespons, forstærket immunforsvar, dramatisk lavere infektionsfrekvens og øget overlevelse.

Den såkaldte moderne livsstil har påført civiliserede mennesker mange lidelser, der tidligere var sjældne eller ukendte. Allergierne er en sådan gruppe og fordøjelseslidelser som tarmbetændelse, kronisk diarré eller forstoppelse, fødeintolerance og svampeangreb konkurrerer om tilsvarende udbredelse. Der er en klart sammen-hæng mellem disse forhold. De skadelige stoffer i vor industrimad og -drikke ødelægger slimhinderne i vort fordøjelsessystem og dermed disses immunsystem og indbyggede evne til at afværge infektioner og svampeangreb samt reparere småskader, sår og slid. Fordøjelsessystmet er bygget til at kunne overkomme en masse tung trafik. Og hvad vi byder det er normalt heller ikke småting. Fra det alt for søde til det alt for sure til det alkoholiske, det giftige, det stimulerende og ting og sager, som den menneskelige organisme aldrig skulle have været udsat for i form af konserveringsmidler, farvestoffer, mediciner med meget mere. Fra naturens side er tarmen veludrustet med et reparationsberedskab, som er organismens hurtigste, en celleproduktion, der kan udkonkurrere alt andet og en energitilførsel, der går i overgear, blandt andet fordi den kører på ren glutamine - cellernes højoktan!

Alligevel kan det blive for meget, selv for dette højeffektive system, og når sygdom, stress og egentlig forgiftning kommer til, nedbrydes systemet hurtigt, meget hurtigt. Svigter energitilførslen, nedslides slimhinden, sår og betændelser opstår, bakterier og svamp lejrer sig og gennemtrænger, perforerer den syge tarmvæg. Derved får giftsporer og ufordøjede proteiner adgang til den anden side af tarmvæggen, til kroppens blod og lymfesystem, der fører disse fremmedlegemer rundt i organismen samtidig med at immunforsvaret alarmeres. Immunberedskabet koder nu ind på et stort antal substanser, der registreres som fjendtlige, men systemet er under stress og overreagerer på for mange substanser. Og så har vi en allergisk situation, hvor kroppen reagerer negativt på både dette og hint og snart sagt alting. Den gentagne og fortvivlende iagttagelse behandlere og patienter ofte må gøre er, at har man erhvervet sig et par fødeallergier, så rager man som regel snart nogle flere til sig, og når man har erkendt dem, så er der allerede nogle nye på vej. Det er et kendt mønster, og årsagen er indlysende. Den oprindelige gennemsivning fra tarmen er ikke blevet stoppet, og immunforstyrrende stoffer bliver ved med at flyde ind og registreres som allergener. Dette fænomen kaldes i den engelske videnskabelige litteratur for PGS, en forkortelse for permeable gut syndrome, altså det symptomkompleks, der opstår ved gennemsivning fra tarmen.

Den substans, der i første række kan blokere for denne trafik og læge tarmen, er glutamine, som er tarmsystemets naturlige oktanenergi. Glutaminetilskud vil øjeblikkeligt fyre op under både celleproduktionen i slimhinden og dens immunforsvar, læge tarmen og regenerere dens naturlige funktioner. Derfor har glutamine været brugt med succes i behandlingen af tarmbetændelser, Crohns sygdom, mavesår, stråleskader på fordøjelsesorganer og i det hele taget talrige lidelser i fordøjelsessystemet. Under klinisk kontrollerede forhold har man givet helt op til 40 g glutamine dagligt fordelt på små doseringer med korte mellemrum.

Det var en af Roger L. Williams kollegaer, professor William Shive, der i 50'erne fandt en anti-alkohol faktor i lever, kål og en række andre levnedsmidler. Denne faktor var aminosyren glutamine. Under laboratoriarbejdet med nogle mikrober observerede han, at disse ikke blev skadede af alkohol, når der samtidig blev tilsat en vis mængde glutamine.

Yderligere forskning afslørede, at glutamine generelt neutraliserede alkohols giftvirkninger, og at denne evne til at modvirke alkoholforgiftning kunne udfolde sig i mange forskellige biokemiske miljøer. I den menneskelige organisme fungerer glutamine blandt andet som en bæresubstans, der fragter alkoholens giftige nedbrydningprodukter ud gennem blod/hjerne-barrieren ved hjælp af en slags pendultrafik.

Desuden har glutamine en regulerende virkning på blodsukkeret, fungerer som energifoder til hjernen og reducerer trangen og behovet for alkohol selv hos vanedrankere. Det er derfor en væsentlig hjælp ved afvænning og til neutralisering af abstinenssymptomer.

Glutamin-rige fødevarer: plante-og animalske proteiner såsom oksekød, svinekød og fjerkræ, mælk, yoghurt, ricotta ost, hytteost, rå spinat, rå persille, og kål. Glutamine findes i mange fødevarer med højt proteinindhold, såsom fisk, kød, bønner, og mælkeprodukter. Små mængder frit L-glutamin er fundet i grøntsagssaft og fermenterede fødevarer, såsom miso og yoghurt.

Terapeutisk dosering: ½ til 8 g daglig opdelt i doser over dagen.

Giv agt! Ved nyre- og leverlidelser bør glutaminetilskud kun gives som meget gradvis optrapning under konstant klinisk observation. Megadoser skal tages med rigelig væske for at undgå forstoppelse.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glutathione = GSH
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Antioxidant, cancer, carcinogener, aflatoxin, tungmetaller, skjoldbruskkirtel, overiltning af fedtstoffer til peroxider, åreforkalkning, immunsystemet, makrofager, NKC = naturlige dræberceller, allergi, øjne, stær, diabetes, hypoglykæmi, ledegigt, skader fra røntgen og anden stråling, fra kemoterapi, rygning, alkohol og narko.

Glutathione er et tripeptid dannet af de tre aminosyrer glutamine, cysteine og glycine og er en af naturens kraftigste og mest udbredte antioxidanter. Funktionelt tilhører den den svovlholdige gruppe af aminosyrer sammen med cysteine, cystine og taurine. Der findes praktisk talt ingen levende organismer - planter eller dyr - på denne planet, hvis celler ikke indeholder større eller mindre mængder af glutathione. Glutathione kan meget vel have været en forudsætning for selve livets opståen, der fandt sted i et miljø rigt på kulilte, peroxider, metan og ammoniak, et kemisk regi langt mere livsfjendtligt og giftigt end det, vi nu befinder os i.

Levende celler havde derfor allerede dengang et stort behov for antioxidantbeskyttelse overfor den konstante trussel: at blive syret bort i et iltrigt og giftigt miljø. Glutathiones udbredelse i naturen og dets funktionelle tilstedeværelse i selv de mest primitive organismer kunne tyde på, at denne substans er en af klodens ældste organiske antioxidanter.

Glutathione fungerer selvfølgelig stadig på samme måde, som det har gjort under hele livets udvikling på denne klode. Derfor er dets aktivitetsspektrum også så ualmindeligt bredt og omfattende. Derfor er det også en kærkommen faktor i det moderne miljø, der på grund af industriel forurening er ved at blive lige så giftigt, som det oprindelige miljø, hvoraf livet opstod. Det har af samme årsag med god grund været foreslået, at glutathione kunne blive en afgørende faktor i afgiftningen af hele miljøer, som for eksempel døende søer, hvor denne antioxidant ved at favorisere alle endnu overlevende organismer, uanset hvor primitive de er, og samtidig blokere for forureningens giftvirkninger ville give livet endnu en chance for at få overtaget i et ellers dødsdømt miljø.

Ligesom ved cysteine er det i glutathione thiolgruppen -SH, der er det aktive værktøj i antioxideringsprocessen. Deraf betegnelsen GSH for aktivt - også kaldet reduceret - glutathione. Når den reducerede glutathione har udført sit arbejde og er blevet oxideret, betegnes den GSSH, fordi den nu har optaget et ekstra svovlatom, altså har dannet en disulfidbinding og er blevet inaktiveret.

Processen er en helt klar parallel til omdannelsen af cysteine til cystine med samme inaktiverende effekt. Den meget væsentlige forskel mellem de to reaktioner er imidlertid, at glutathione i modsætning til cystine let kan reaktiveres til genbrug. Denne genbrugsproces kræver blandt andet vitamin C.
Glutathione har flere vigtige beskyttelsesfunktioner i det organiske miljø. Det er som sagt en reducerende faktor - det vil sige en antioxidant. Det er også en afgiftningsfaktor, der neutraliserer farlige kemikalier. Det har yderligere flere vigtige funktioner i immunforsvaret. Det beskytter de røde blodlegemers struktur og funktionsevne. Yderligere har det også et job i centralnervesystemet som neurotransmitter.

Interessant er det, at GSH-koncentration i mavesækken hos sunde individer er meget høj, antagelig fordi organismen hermed søger at beskytte slimhindevæggen mod erosion fra et af sine egne nødvendige sekreter, nemlig mavesyren med dens usædvanligt høje surhedsgrad. A propos har GSH forsøgsvis og med godt resultat været brugt i behandliongen af mavesår.

Den ovenfor omtalte oxidering fra GSH til GSSH er ikke dets eneste funktionsmekanisme. GSH indgår i et selénafhængigt enzym - glyta-thionperoxidase - der, som navnet røber, specielt er designet til at neutralisere peroxider - altså overilteforbindelser.

Vi kender allesammen til brintoverilte. Det er stoffet, der giver den uægte blondine det unaturligt udseende hår. Når der bruges for meget brintoverilte til eventuelt for lidt hår, kan processen også gøre fupblondinen skaldet. Brintoverilte er nemlig et aggressivt ætsemiddel. Vælt flasken på bordet. Bordet bliver aldrig det samme igen. Hæld en ganske tynd opløsning i et inficeret sår. Det ætser ihjel al infektion, bakterier og iøvrigt også omliggende sunde celler. Men nye celler kommer til, når såret læges, så det er et mindre problem. Værre er det, når denne ætsning finder sted inde i organismen - for eksempel på sensitive celler i nervesystemet.

Talrige forureningssubstanser i vort miljø har eller genererer samme ætsevirkning. Leveren er vort store afgiftningsorgan, vor indre kommunekemi. Ved dens nedbrydning af tetraklorkulstof, benzenforbindelser, plastic, farvestoffer, ukrudtsmidler og sprøjtegifte dannes overilter. Overilterne er især en fare for cellevæggene, hvis livsvigtige funktioner trues af forharskning. Især de sårbare flerumættede fedtsyrer, der er ansvarlige for transport og kommunikation gennem cellevæggene, angribes let af peroxiderne, og det kan nemt medføre cellens død. Leverens opgave er at afgifte disse overilter - altså peroxider - men leveren selv er også i farezonen, for den har kun en vis kapacitet til at neutralisere de farlige stoffer, og når denne kapacitet overstiges, er den også selv åben for angreb. Hvis et sådant angreb løber løbsk, kan overilterne ætse levercellerne og omdanne leveren helt eller delvis til forharsket fedt, selvfølgelig i sidste konsekvens med døden til følge.

Alt dette understreger, hvor væsentligt det er, at GSH ikke blot fungerer i sit eget regi som antioxidant, men også i sit "udvidede program" som del af enzymet glutathionperoxidase, der specifikt neutraliserer overilterne. Og dette enzym er ikke det eneste, hvor GSH spiller en nøglerolle. GSH S-transferaserne, der også opererer i leveren, har en ikke mindre væsentlig rolle. Disse enzymer sigter direkte mod afgiftningen af fremmede toxiske forbindelser ved at omdanne dem til relativt harmløse substanser, som kroppen let kan udskille. Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan GSH S-transferaserne fungerer; men noget tyder på, at de benytter en teknik meget anderledes end den, de fleste af os normalt forventer. I stedet for kemisk at nedbryde det giftige stof, hvilket kan være vanskeligt og undertiden umuligt, klistrer enzymet den giftaktive del af forureningsmolekylet til med en substans, der afvæbner det farlige stof. Organismen kan derefter uden risiko håndtere den afvæbnede substans og slippe af med den gennem kroppens normale udskillelsesapparat.

GSH, GSH-peroxidase og GSH S-transferaser har været livsvigtige for alnaturen siden livets oprindelse. I vore dage kan vi trygt påstå, at de har fået øget aktualitet. Disse indre økologiske rengøringsmidler kan let snart blive et spørgsmål om vor egen og alle andres overlevelse. Den selvdestruktive mani, hvormed klodens industrier spreder deres giftige affald, gør at vi i stigende grad får desperat brug for store indre ressourcer af disse livsreddende stoffer.

Den ophobning af giftstoffer, de skal hamle op med, er allerede lang. Nitrater, nitrosaminer, opløsningsmidler, vinylklorid og andre nedbrydningsstoffer fra plasticindustrien, PVC, svampemidler, antibiotika, p-piller, ukrudtsmidler, farvestoffer, insektmidler, fenoler, udstødningsgasser og tobaksrøg med hundredevis af substanser, tungmetaller som kviksølv, kadmium og bly, arsenik, aluminium, krom og mange andre samt et stadigt øget udbud af giftige mediciner. De skal alle gennem leveren og effektivt afgiftes af denne, hvis vi ikke selv skal skades af dem. Blot nogle få af dem er nævnt her, blot nogle af dem vi kender og hvis giftvirkninger vi har erkendt. Der er talrige andre, uerkendte og ukendte. Listen vokser dagligt!

Forebyggelse er bedre end helbredelse. Det er en af helsekunstens ældste og mest fundamentale sandheder. Desværre efterleves den sjældent! Selvfølgelig ville det være bedre, hvis befolkninger i forurenede områder fik forebyggende tilskud af glutathione, indtil forureningen kunne elimineres. Men det sker jo ikke. Der er en lang, sej og totalt idiotisk tradition for, at selv der, hvor sygdoms-katastrofen er næsten 100% forudsigelig, venter man tålmodigt til at den indtræder, inden man forsøger at gøre noget ved sagen. Derfor taler vi næsten altid i praksis ikke om forebyggelse, men om sygdomsbehandling.

Og hvilke lidelser er det så, der kommer på tale i denne sammen-hæng? Det er ikke småtingsafdelingen, vi her snakker om. Cancer står øverst på listen. Denne, det nye årtusindes mest prominente dræbersygdom, er bemærkelsesværdig sårbar overfor glutathione-tilskud. Talrige dyreeksperimenter har således vist, at kemisk påført cancer kan afbødes og mildnes i sit forløb ved hjælp af GHS. Mindre kendt er det, at forskerne har fået avanceret levercancer hos rotter ikke blot til at skrumpe, men helt forsvinde. Iagttagelsen bliver ikke mindre interessant ved, at denne svære form for cancer var blevet fremprovokeret med aflatoxin b1, et meget potent carcinogen. Indenfor et år fik alle rotterne leversvulster. Fire måneder senere begyndte man at give nogle af rotterne ind-sprøjtninger med 100 mg glutathione daglig. Alle de ubehandlede rotter døde; men af de glutathionebehandlede rotter overlevede 81%. Yderligere bemærkelsesværdigt var det, at man hos alle de behandlede rotter fandt, at enten havde en remission fundet sted, eller svulsterne var ganske enkelt forsvundet (6).

Disse opsigtvækkende data har opnået forbløffende ringe omtale! Set under en streng videnskabelig synsvinkel er resultaterne så enestående og lovende, at de burde have affødt en lavine af forskning. Men de økonomiske forhold, der styrer lægevidenska-belig forskning, favoriserer ikke naturlige substanser, der ikke kan patenteres og dermed monopoliseres. Så forskningen har fokuseret sig på det patenterede NAC. Denne form for cysteine har imidlertid også vist sig at have værdifulde anticancer egenskaber.

Imidlertid har mange alternative behandlere taget konsekvensen af resultaterne fra de talrige lovende dyreforsøg. Hvorfor ikke? Det er nøjagtigt hvad deres kollegaer i det konventionelle lægeregi hele tiden gør. Med andre ord: De er allerede begyndt at benytte cysteine og glutathione i behandlingen af cancer. Det er imidlertid karakteristisk for dagens situation, at en stor del af litteraturen om dette emne ikke handler om GSH's direkte gavnlige indflydelse på cancer, men derimod om dets evne til at lindre de ofte meget svære bivirkninger af den kemoterapi, som cancerpatienten ofte udsættes for. Denne effekt er derfor også særdeles veldokumenteret.

Som sagt vil man finde glutathione i alle kroppens celler, men lever, milt, nyrer og bugspytkirtel rummer særligt store mængder. Den allerhøjeste koncentration finder man imidlertid i øjet, specielt i linse og hornhinde. Blandt alle legemets organer er øjet biologisk set i en meget usædvanlig situation. Det er egentlig en forlængelse af hjernen og den eneste del af denne, der åbner sig på kroppens overflade. Øjet er derfor meget sårbart, ikke blot på grund af sin udsatte overfladeposition, men også fordi al energitilførsel, nutrienter, renovation og anden cellulær service skal nå ud til øjet ad lange og vanskelige veje dybt inde fra organismens blodkredsløb via blod/hjerne-barrieren ind i centralnervesystemets eget distributionsanlæg og videre ud i dettes forlængelse til dets yderste og mest udsatte "grænsepost" - nemlig øjet.

Øjets udsatte position - ubeskyttet på overfladen, i et afsides område af organismens distributionssystem - gør det særligt sårbart overfor angreb fra frie radikaler. Især når blod/hjerne-barrieren med alderen fortykkes og dermed hindrer den frie passage af de livsvigtige nutrienter, iblandt dem også talrige antioxidanter, bliver situationen ofte kritisk, og de aldersbetingede sygdomme som makulær degeneration samt grå og grøn stær indfinder sig. Ved disse lidelser kan man - ikke overraskende - iagttage et betydeligt svind i øjets koncentration af glutathione og andre antioxidanter - som for eksempel selén og vitamin B-2 (riboflavin). Tilsvarende nutrientreduktion kan observeres ved andre øjenlidelser, som for eksempel diabetisk øjendegeneration og blindhed forårsaget af dissemineret sklerose. Dyr, som eksperimentalt har fået grå stær påført ved røntgenstråling, har også lave glutathioneværdier i øjnene. På denne baggrund er mange behandlere begyndt at give denne gruppe patienter terapeutiske tilskud af glutathione og andre involverede nutrienter, og med særdeles gode resultater. I de bedste tilfælde har blinde patienter delvis genvundet synet, men langt talrigere er selvfølgelig de patienter, der har været i stand til at bevare et funktionelt syn trods truende blindhed. Forebyggelse er altid nemmere end helbredelse!

Denne terapeutiske fremgangsmåde er nu så udbredt, at mange firmaer på verdensmarkedet tilbyder specielle kosttilskud med øjenernæring til at imødekomme disse behandlingsbehov.

Forskningen indenfor glutathione er i mange henseender stadig i sin begyndelse. Der findes vidnesbyrd om, at glutathionemangler kan ligge bag emotionelle lidelser som manisk depression og skizoide psykoser og at tilskud kan afhjælpe kronisk nyresvigt. Teoretiske overvejelser om, at de kan have en positiv indflydelse på Parkinsons sygdom og patienter i rekonvalescens efter en blodprop har også set dagens lys. GSH kan også forventes at afhjælpe lav skjoldbruskkirtelaktivitet (hypothyroidisme) og mavesår samt, ikke at forglemme, de talrige tilfælde af lægeor-dineret medicinforgiftning, der i hobetal blokerer vore hospitals-senge og forgæves venter på afgiftning.

Har man besluttet sig for, at patienten bør have noget GSH indenbords, hvilket præparat skal man så vælge? GSH er et tripeptid, og der er en gammel tommelfingerregel, der siger, at proteiner og peptider skal nedbrydes til aminosyrer for at blive optaget gennem tarmvæggen. Ifølge denne regel vil peptider enten blive fordøjet eller slet ikke optaget. Er det så ikke bedre at fodre patienten med de byggesten - cysteine, glutamine og glycine - der indgår i syntesen af GSH? Jo, måske - men synteser foregår ikke uden at en række omstændigheder er i orden - tilgang af samvirkende nutrienter i første række. Da vi nu i denne sammenhæng taler om ofte alvorligt syge patienter, der som regel lider af talrige nutrient-mangelfølger og enzymsammenbrud, kan vi ikke uden videre tage for givet, at deres organisme er i stand til at foretage den nødven-dige syntese af de leverede aminosyrer og producere det ønskede GSH. Endvidere har forskningen gang på gang vist, at det i praksis kun er én af de tre aminosyrer, der er afgørende for den indre produktion af glutathione. Cysteine er den kritiske faktor, hvis mangel eller mængde er afgørende. Der synes ikke under normale omstændigheder at være behov for terapeutiske tilskud af de to andre - glycine og glutamine - for at holde den indre produktion i gang.

Men der er stadig et dilemma, der kræver analyse. Går vi til den nyere litteratur om emnet, vil vi erfare, at tommelfingerreglen om nødvendigheden af den totale nedbrydning af proteiner og peptider som forudsætning for optagelse i organismen ikke længere er enerådende. Nogle forskere konstaterede en 80% direkte optagelse af glutathione hos forsøgsdyr; men ved en måling på mennesker konstaterede man ringe optagelse af glutathione og påfølgede uændrede koncentrationer i leveren - måske fordi GSH blev optaget direkte af cellerne? Cysteinetilskud førte derimod til øgede GSH-værdier. Dog ikke altid, mener nogle forskere, der peger på at oxidering provokeret af jern og/eller kobber kan destruere cysteinet. Måske kan dette afværges ved at kombinere cysteinetilskuddet med selén og vitamin C, hvilket i alle tilfælde er en god fremgangsmåde.

Men den egentlige prøvesten er selvfølgelig de kliniske resultater. Her er det realistisk først og fremmest at observere de patienter, der har modtaget glutathionetilskud. Hvis man kan iagttage nogen positiv virkning af dette initiativ, så kan det betyde to ting: enten optages peptidet direkte fra tarmen uden at blive nedbrudt til aminosyrer, eller det nedbrydes, men resyntetiseres atter i rimelig udstrækning til at have en vis virkning. Kendsgerningen er, at man faktisk kan iagttage en positiv virkning, og så kan den enkelte behandler og patient jo foreløbig stille sig tilfreds med det.

Imidlertid er GSH et dyrt præparat og de tre andre aminosyrer relativt billige. Og økonomi er ofte en væsentlig faktor i et omfattende behandlingsprogram. Helt må vi blankt melde, at vi endnu ikke kan overskue økonomien i denne form for behandling, fordi vi ikke kender udnyttelsesgraden og dermed effekten af de enkelte præparater og deres kombinationer.

Samfattende kan siges, at GSH neutraliserer frie radikaler og overiltning af fedtstoffer. Beskytter derved cellemembraner og deres funktion og modvirker blandt andet åreforkalkning. Fjerner tungmetaller fra kroppen og fremmer immunforsvaret. Beskytter mod cancerdannende virkning af blandt andet aflatoxin og får cancerknuder til at skrumpe. Hjernestimulerende og kraftigt allergihæmmende. Virksom mod stær, diabetes, hypoglykæmi, ledegigt, røntgenforbrændinger, kemoterapi og de negative virkninger af nydelsesgifte som nikotin og alkohol. Stimulerer hvide blodceller (makrofager og dræberceller) til at dræbe bakterier.

Glutathione-rige fødevarer: kød, fisk, avocado, vandmelon, asparges, grapefrugt, kartofler, squash, jordbær, appelsin, tomat, melon, broccoli, okra, fersken, zucchini, og spinat.

Terapeutisk dosering: Givet fra 500 mg og stigende kan glutathione undertiden standse svære akutte betændelsestilstande og blødninger som for eksempel ved kolitis eller Crohns sygdom. Til cancerpatienter har man givet 3 g daglig, men formodentlig kan langt større doser anbefales.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Glycine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Sårheling, RNA og DNA, væksthormon, kirurgisk efterbehandling, podagra, bloddannelse, kreatin, lavt blodsukker (hypoglykæmi), blodtriglycerider.

Glycine er en af de tre aminosyrer, der indgår i opbygningen af glutathione, et tripeptid sammensat af cysteine, glycine og glutamine. Glutathione, som er beskrevet andetsteds her i bogen, er en af naturens allervigtigste antioxidanter.

Glycine er den mindste naturligt forekommende aminosyre; så simpel i sin konstruktion, a den ikke frembyder nogen l- eller d-form. Fremmer dannelsen af væksthormon. Lagres i organismen og fungerer som reservoir ved dannelse af de ikke-essentielle aminosyrer samt RNA og DNA. Megadoser, helst i form af forfordøjet kollagen, er derfor effektive til fremme af sårheling og genopbyggelse af væv, for eksempel efter kirurgisk indgreb, svær legemsbeskadigelse, brandskader og sportsskader. Fremmer også dannelsen af hæmoglobin. Omdannes i kroppen til kreatin, som er en væsentlig faktor for muskelaktivitet og dermed sportsudøvelse.

Virker mod nedsat hypofysefunktion. Afgifter lever og neutraliserer frie radikaler. Hjælper mod muskeldystrofi. Frigiver glykogen fra leveren og hjælper derved mod hypoglykæmi. Nedsætter urinsyrekoncentrationen og kan derfor modvirke anfald af podagra. Har også været brugt i behandlingen af epilepsi. Bruges i levnedsmiddelindustrien også som naturligt sødemiddel, konserveringsmiddel samt mod mikrober og forharskning. Findes også i håndkøbsmedicin mod mavesyre.

Glycineterapi virker lovende for mange behandlingsområder, men meget af det eksisterende materiale virker spinkelt og kræver yderligere dokumentation i større signifikante undersøgelser. Fordelen ved denne aminosyre er, at den er ufarlig og tolereres godt i selv store doseringer. hvilket sikkert har ført til mange enkeltstående behandlingsinitiativer.

Glycine-rige fødevarer: kød, fisk, mælkeprodukter og bælgfrugter.

Terapeutisk dosering: Er blevet givet i mængder fra 3 g til 30 g! Doser over 12 g fører undertiden til kvalme og opkast. Store doser kan imidlertid gives som tilbageholdt lavement. Som regel er doseringer på nogle få gram tilstrækkeligt.

Giv agt! Diabetikere bør være opmærksomme på, at glycine kan øge blodsukkeret.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Histidine
(Semi-essentiel = voksne kan danne den selv, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom. Børn under opvæksten skal have den tilført med kosten)

Nøgleord: Ledegigt, grå stær, stress, vævsregeneration, blodtryk (?), stråleskader, orgasme.

Histidine omdannes i organismen til histamine, der er en neurotransmitter og stimulator af det autonome nervesystem. Den øger produktionen af mavesyre, udvider de små blodkar og fremmer visse allergiske reaktioner. Desårsag bruges antihistami-ner til at kontrollere allergier af høfebertypen. Kræver kobber, mangan, zink og vitamin E for at fungere.

Et af de bedst udforskede områder i aminosyreterapi er relationen mellem ledegigt og histidinemangel. Et meget stort antal undersø-gelser bekræfter, at dette forhold er så gennemgående, at visse forskere har brugt histidinanalyser af vævene til at afgøre sygdommens intensitet og graden af degeneration. Daglig behandling med 1 g histidine eller mere har forbedret tilstaanden målbart med hensyn til gang og gribestyrke. Svært angrebne gigtpatienter er med held blevet behandlet med op til 5 g histidine daglig.

Blodets indhold af histamine er en væsentlig faktor i analysen af rheumatiske, allergiske, neurologisk og psykiatriske lidelser. Højt histamineleje er fundet hos patienter med depression, tvangsmanier og fobier samt visse typer skizofreni. Rheumatiske patienter og personer med parkinsonisme har lave histamineværdier, som man også finder ved nogle tilfælde med paranoia, hyperaktivitet og hallucinationer. Histidinetilskud til patienter med lavt histamineleje giver ikke nødvendigvis en forbedring af tilstanden. Omdannnelsen af histidine til histamine er i flere tilfælde for kompliceret til at give umiddelbare resultater.

Strees øger i højere grad behovet for histidine end for nogen anden aminosyre. Forsøgsdyr på kost underlødig med hensyn til indholdet af histine udvikler tendens til grå stær. Kost helt uden histidine vil inden for 3 uger forårsage grå stær.

Man har forsøgt at fremme kønsdrift og orgasme med histidine-tilskud, men resultaterne er uklare.

Beskytter mod stråleskader og fjerner tungmetaller fra organismen. Beskytter nerveskeder, reducerer sygelig ængstelse og fremmer hørelsen. Chelerer mineraler som kobber og zink. Effektiv ved blodmangel, idet den fremmer dannelsen af både røde og hvide blodceller.

Terapeutisk dosering: 1 til 6 g dagligt efter behov for rheumatisme og leddegigt. Skal indtages sammen med vitamin C.

Histidine-rige fødevarer: bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, mejeriprodukter, æg, fisk, lactalbumin, bælgfrugter, kød, nødder, skaldyr, frø, soja, valle, fuldkorn.

Giv agt! Rapporter om at histidine sænker eller øger blodtrykket er modstridende, og spørgsmålet er foreløbig uafklaret. Histidine må ikke gives til skizofrene eller personer med skizoide anlæg. Bør ikke indtages af individer, der i forvejen har et højt histidineleje og ikke af patienter med depressioner eller PMS.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Isoleucine, Leucine og Valine = BCAA (branched chain amino acids)
(essentielle = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne dem selv)

Nøgleord: Stress, proteinmangel, anoreksi, levercirrhose, alkoholisme, psykoser, ødem, skizofreni, diabetes, cancer.

Disse tre essentielle aminosyrer omtales i den engelsk/amerikanske litteratur oftest under ét som BCAA, hvilket er en forkortelse af betegnelsen branched chain amino acids, som beskriver deres karakteristiske fællestræk, nemlig at molekylets centrale kæde af kulstofatomer er forgrenet i to. De tre substanser indtager en helt unik plads i aminosyreterapien, ikke blot på grund af deres struktur, men også på grund af deres funktion og synergi. De benyttes meget sjældent isoleret men i næsten alle tilfælde sammen, programmeret med henblik på en afbalanceret synergi. Deres individuelle biokemi og stofskifteforløb afviger dog meget fra hinanden. Efter alt at dømme rummer BCAA biokemi-ske nøglefaktorer afgørende for menneskelivets funktion, specielt med hensyn til stress, energi og musklernes - herunder hjertets - stofskifte. BCAA-terapi er endnu i sin vorden, men har allerede åbnet perspektiver, der kan blive revolutionerende både med hensyn til forebyggelse og behandling af en lang række sygdomme.

BCAA omfatter cirka 40% af den daglige nødvendige minimum-indtagelse af essentielle aminosyrer og udgør i vor daglige kost cirka halvdelen af disse uundværlige substanser. De amerikanske myndigheders ansættelse af de daglige minmumsbehov per kg kropsvægt for disse tre aminosyrer er for tiden 12 mg for isoleucine, 14 mg for valine og 16 mg for leucine, hvilket for det gennemsnitlige voksne mennesker svarer til henholdsvis 840 mg, 980 mg og 1042 mg. Men allerede for over 20 år siden har en række ernæringsforskere sat spørgsmålstegn ved disse beregninger, som de finder alt for lave. Efter deres opfattelse er behovene, især i stresssituationer, antagelig 5 til 10 gange større. Den optimale dosering i sådanne situationer skulle derfor måske snarere være op til 5000 mg af hver af de tre aminosyrer.

BCAA er enestående derved, at skeletmusklerne direkte kan omsætte dem til energi. De fremmer også proteinsyntesen. Deres stofskifte er et skoleeksempel på nutrienternes samspil og kræver tilstedeværelse både af B-vitaminerne B-1 (thiamin), B-2 (riboflavin), B-6 (pyridoxin) og biotin samt mineralerne magnesium og kobber plus en lang række enzymer og andre faktorer. BCAA synes i organismen at konkurrere med en anden gruppe aminosyrer, de såkaldte aromatiske, omfattende tryptofan, phenylalanine (fenylalanin) og tyrosine, i engelsk/amerikansk litteratur almindeligvis betegnet med forkortelsen AAA for aromatic amino acids. Visse stress- og sygdomssituationer - for eksempel leverlidelser - synes at favorisere optagelsen og dominansen af AAA-gruppen på bekostning af BCAA-gruppen - og patienten! Antagelig er dette en af årsagerne til, at ekstra tilskud af BCAA kan ikke blot stoppe, men vende den nedbrydningsproces af vævene, man iagttager ved levercirrhose. Denne proces fremmes også af tilskud af vitamin B-6 (pyridoxin).

Alkoholikere har et forstyrret BCAA-stofskifte og patienter med svære leverlidelser har nedsatte BCAA-koncentrationer i vævene. Ved hepatisk encephalopati finder man ofte forhøjede vævsværdier af AAA og nedsatte værdier af BCAA. Ammoniakbelastning fremmer yderligere hjernens optagelse af AAA på bekostning af BCAA. De to grupper synes at konkurrere om transporten gennem blod/hjerne-barrieren.

Kropsskader, kirurgisk indgreb, sult, chok, spidsbelastning - som for eksempel konkurrencesport, feber, forgiftning, betændelser, infektioner og andre sygdomme er nogle former for stress. Med tiltagende stress stiger det samlede kaloriebehov. Under svær stress bør 30% af kosten bestå af aminosyrer, fordi stress fremmer nedbrydningen af proteinerne. Forskellige forslag til at korrigere for disse behov og tilgodese organismens ændrede krav er fremkommet. Her spiller BCAA en helt central rolle. BCAA har en overordnet regulerende virkning på hele proteinstofskiftet, og i forhold til andre aminosyrer kræver organismen dem i større mængder, når den udsættes for stress. Tilskud af BCAA reducerer nedbrydningen og forbruget af de andre aminosyrer. Så reglen er: Jo mere stress, desto flere nutrienter kræves - og her i første række BCAA og vitamin B-6.

Det er undertiden svært i det overordentligt komplicerede billede, der fremstår ved sygdom og stress, at identificere den relative betydning af enkeltfaktorer eller grupper af disse. Men de ulige konkurrencebetingelser mellem AAA og BCAA i sygelige og belastede tilstande set sammen med BCAA´s evne til at genbruge proteinfraktioner og nødvendigheden af at genindsætte de ofte udkonkurrerede BCAA´s overordnede styringsfunktioner for at reetablere et normalt proteinstofskifte synes at pege på, at vi her ofte står overfor et "flaskehalsproblem", der kan blive skæbnesvangert for patienten, hvis det ikke erkendes i tide og behandles rationelt, nemlig ved at forskyde aminosyrebalancen med tilskud af BCAA.

Som man kunne forvente finder man almindeligvis lave BCAA-værdier hos patienter, der lider af anoreksi (anorexia nervosa - nervøs spisevægring). Hovedårsagsfaktoren ved denne sygdom er som regel zinkmangel, der imidlertid ikke manifesterer sig uden talrige andre medfølgende mangler. Underskud på tryptofan - se denne! - er en af dem. BCAA kan ved nærmere analyse godt vise sig at være en anden. I hvert fald er BCAA-mangel, logisk nok, en tilstand, der i alle tilfælde kan forventes som del af lidelsens forløb. I denne sammenhæng må det også nævnes, at lave BCAA-værdier har kunnet iagttages i nogle tilfælde af psykose.

Konkurrencen mellem AAA og BCAA må ikke få os til at glemme, at BCAA også konkurrerer indbydes, og at en rimelig balance mellem de tre aminosyrer er væsentlig i alle terapeutiske tilskud. En af de grundlæggende iagttagelser indenfor orthomolekylær psykiatri er sammenhængen mellem indtagelsen af majsprodukter, pellagra og skizofreni. Nøglefaktoren i denne sammenhæng blev afsløret som værende mangel på aktivt vitamin B-3 (niacin) og tryptofan. Men overdreven indtagelse af majs gav også ekstra leucine i forhold til isoleucine. Man har iagttaget at høj leucineind-tagelse ofte ikke blot forværrer psykotiske tilstande, men også fremmer tabet af vitamin B-3 (niacin) gennem urinen. Tilskud af isoleucine vil imidlertid udbedre begge disse forhold. Hos visse patienter med kronisk skizofreni har man fundet meget lave isoleucineværdier. Nogle af disse blev behandlet med isoleucine-tilskud på 3 g daglig og normaliseredes meget hurtigt.

Diabetikere lider ofte af nedbrydning af vævsprotein og de har behov for mere end normale mængder af BCAA i kosten eller som direkte aminosyretilskud.
Den afkræftede cancerpatient frembyder ofte samme billede som den kroniske anoreksipatient. Proteinsult er en hovedårsag i begge tilfælde. BCAA-tilskud til cancerpatienter har været i stand til at stoppe afmagring, fremme huld og appetit, forbedre leverfunktion og undertiden -som del af et større behandlingsprogram - vende selve sygdomsprocessen.

Væskeophobning i kroppen - ødem - kan være udtryk for proteinmangel eller mere specifikt på BCAA-mangel, hvilket sidste ofte er tilfældet, når tilstanden ikke ændres trods tilstrækkelig indtagelse af kostprotein. Ødemer efter langvarigt stress, chock og svær sygdom kræver ofte BCAA-tilskud. Selvsagt har BCAA-tilskud også været anvendt til bodybuilding.

Isoleucine: findes i store koncentrationer i muskelvæv. Mangler hos forsøgsdyr har ført til rysten, sitren og kramper. Isolerede tilskud kan modvirke konsekvenserne af for høje leucinekoncentrationer. Bør ikke uden klinisk kontrol gives som isoleret tilskud, men kun i afbalanceret kombination med leucine og valine. terapi.
Terapeutisk dosering: i balance med leucine og valine op til 350 mg daglig. Under streng klinisk kontrol en kombination af isoleucine/leucine/valine som 16/14/12 mg per kg kropsvægt.

Leucine: mangelsymptomer ukendte. Sænker blodsukker og læger hud og knogler. Tilskud til parkinson patienter synes at vise forbedring af tilstanden i cirka halvdelen af tilfældene. Forhøjede værdier kan forværre psykoser, skizofreni og pellagra. Må kun gives i afbalanceret kombination med isoleucine og valine. Se isoleucine ovenfor!
Terapeutisk dosering: I balance med isoleucine og valine op til 350 mg dagligt.

Valine: mangel på denne aminosyre hos forsøgsdyr har medført nerve- og hjerneskader, blandt andet degeneration af nervernes myelinskeder, samt dårlig optagelse af protein og kvælstof fra føden. Må kun gives i med leucine og isoleucine for eksempel som støtte i cancerterapi. - d,l-valine (syntetisk form): Har vist sig nyttig i behandlingen af kroniske betændelser (14) i doseringer på op til 750 mg dagligt.
Terapeutisk dosering: I balance med de 2 andre nævnte aminosy-rer ikke over 350 mg. Se isoleucine ovenfor!

BCAA-fødevarer generelt: Mejeriprodukter og rødt kød indeholder den største mængde BCAAs. Valleprotein og æg protein supplementer er andre kilder til BCAA. Isoleucin findes i de fleste fødekilder og er særlig høj i mange kød, fisk og ost. Leucin findes primært i høj kvalitet proteinholdige fødevarer såsom bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, og majs. Næringskilder til valin omfatter soja mel, hytteost, fisk, korn, svampe og jordnødder, kød og grøntsager.

Isoleucine-rige fødevarer: de fleste fødekilder og er særlig høj i kød, fisk, fjerkræ, ost, æg, mandler, cashewnødder, kikærter, æg, fisk, linser, lever, kød, rug, frø, soja protein.

Leucine-rige fødevarer: bønner, ølgær, brune ris klid, kaseinat, majs, mælkeprodukter, æg, fisk, hampfrø, lactalbumin, bælgfrugter, kød, nødder, græskarkerner, skaldyr, frø, soja , squash frø, valle, fuldkorn.

Valine-rige fødevarer: sojamel, hytteost, fisk, fuldkorn, svampe, jordnødder, kød, grøntsager.