Aminosyrer er mat

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Arginine
(Semi-essentiel = voksne kan danne den selv, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom.
Børn under opvæksten skal have den tilført med kosten)

Nøgleord: Cancer, cholesterol, frugtbarhed hos mænd, sårheling.

Tilhører urinsyrecyklusgruppen af aminosyrer sammen med citrulline og ornithine. L-arginine regnes ikke for essentiel, men må alligevel under visse forhold opfattes som sådan, nemlig i faser med hastig vækst, svangerskab, proteinmangel og fejlernæring, traumer og overskud i vævene af ammonia eller lysine. Ammoniaophobning kan forekomme ved mave/tarmblødning, lever-svigt og andre abnorme tilstande. Da mange forhold kan føre til argininemangel, har argininetilskud også tilsvarende mange praktiske kliniske muligheder.

Store mængder arginine findes i ost, æg, mælk og især i kød - mest i vildt og flæsk. Arginine er væsentlig for muskelstofskiftet, hvor det er en nøglefaktor ved oplagring, transport og udskillelse af kvælstof. Musklernes energirige forbindelser - som for eksempel kreatin - fremstilles ud fra arginine.

Denne aminosyre hindrer svulstdannelse og cancervækst. Dyreforsøg, hvor man har benyttet kostplaner med 5% arginine-tilskud, har vist sig at kunne reducere indtil flere cancermarkører i blodbanerne, fordoble overlevelsestid og begrænse antallet af svulster. Arginine fremmer også anti-canceraktiviteten hos de cytotoksiske T-lymfocyter, NK-cellerne -the natural killer cells - og andre af immunsystemets nøglefaktorer i forsvaret overfor cancer. Derfor er nogle behandlere begyndt at supplere deres cancerpatienter med argininedoser på op til 12 g daglig.

Et fåtal af de nævnte undersøgelser synes dog at modsige nogle af de positive resultater, specielt når det gælder visse cancertyper. Antagelig derfor er mange behandlere tilbageholdne med hensyn til at indsætte arginine i deres cancerbehandlingsprogrammer. Mere forskning i dette emne er stærkt tiltrængt.

Arginine hjælper - ligesom ornithine og asparaginsyre - mod ufrugtbarhed hos mænd forårsaget af motilitetsproblemer i sæden. Sædvæsken indeholder op til 80% af denne aminosyre. (Problemet kan dog også skyldes blandt andet zinkmangel). Den fremmer sårheling og modstandskraft overfor sygdomme og styrker thymusaktivitet og dermed immunforsvar. Den fremmer også glukosetolerancen og forbrændingen af fedtvæv og øger dermed vægttab. [I]Arginine er nødvendig for normal funktion af hypofysen, hvor den frigiver væksthormon, den fremmer regeneration af leveren samt øger produktionen af kreatin. Dannes ved hydrolyse aminosyrerne citrulline og ornithine - se afsnittene om disse!

Arginine-rige fødevarer: mejeriprodukter, kød, fjerkræ, fisk, nødder, chokolade

Terapeutiske doseringer: Generelt 2 g daglig på tom mave umiddelbart før sengetid eller - efter nogle behandleres opfattelse - 3 g 2 gange daglig. Op til 8 g daglig for ufrugtbarhed hos mænd. Ved skizofreni ikke over 30 mg daglig. Ligesom methionine, taurine og glycine sænker arginine blodcholesterol. Doseringer på 6 g kan reducere cholesterol med hele 10 procent. Denne virkning fremmes også af kost, der har et lavt lysineindhold og en høj koncentration af arginine, antagelig på grund af at kødproteinet her er udskiftet med protein fra kornsorter. Angående cancer- se ovenfor!

Giv agt! Argininetilskud bør undgås ved herpesinfektion - se herom mere i afsnittet om lysine. Bør heller ikke gives isoleret og i megadosering til børn i voksealderen eller personer med tendens til skizofreni. Tør, grov hud kan tydes som et tegn på overdosering. Doseringer på over 40 g daglig kan hos patienter med lever- eller nyrelidelser resultere i livstruende tilstande med forhøjet kalium og fosfor i blodet. Meget høje tilskud af arginine kan medføre vandig diarré. Patienter, der lider af pseudomonas-infektion, bør undgå arginine både i kostvalg og som tilskud, da infektionen trives på denne aminosyre. En diæt med lavt arginineindhold kan hjælpe med til at holde lidelsen under kontrol.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Asparaginsyre og asparagine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)


Asparaginsyre er ikke en essentiel aminosyre. Den fremstilles ud fra glutamate med hjælp fra blandt andet vitamin B-6. Asparaginsyre er aktiv i både urinsyrecyklussen - der står for organismens omsætning af urin- og kvælstof - og citronsyrecyklussen - der håndterer kulhydratstofskiftet. Den er således deltager i to af kroppens vigtigste biokemiske funktionsområder og er derfor involveret i talrige vigtige aktiviteter. Yderligere opbygger den pyrimidiner, der indgår i DNA, samt orotaterne. Asparaginsyre findes i høje koncentrationer overalt i kroppen.

Asparagine er den biokemiske forbindelse indgået mellem asparaginsyre og ATP (adenosin-tri-fosfat), cellernes energibriket-ter opberedte til forbrænding og produktion af celleenergi. Glutaminsyre og glutamine danner et tilsvarende par. I begge tilfælde kan aminosyren transportere og levere ATP efter behov i vævene. Afgifter ammonia i vævene og beskytter derved centralnervesystemet. Fremmer udholdenheden under stærk fysisk aktivitet som sport og idræt. Fremmer optagelse af mineraler fra tarmen og mælkeydelsen hos ammende kvinder. Opbygger muskelvæv. Kontrollerer stofskifteaktiviteter i hjernen og nerverne og benyttes til behandling af skader i disse områder. Asparaginsyre indgår i dannelsen af DNA og RNA og aminosyren threonine; er også leverbeskyttende og modvirker udmattelse.

Asparaginsyre/asparagine-rige fødevarer: kød, fjerkræ, mejeriprodukter, æg, fisk, lactalbumin, bælgfrugter, nødder, skaldyr, frø, soja, valle, fuldkorn.

Terapeutisk dosering: Op til 2 g dagligt.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Carnitine
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Kroppens egen selvproducerede hjertestyrkning er i første række l-carnitine, der leverer energi til musklerne, i første række hjertemusklen, og gør dette ved at formidle fedtforbrændingen i cellerne.

L-carnitine har fået sit navn efter det latinske ord carnis, der betyder kød. Et ord vi også genkender i, for eksempel, karneval!

Navnet fortæller umiddelbart, hvor vi kan finde aminosyren. Den koncentrerer sig i muskler, især hjertemuskel, og andet kødvæv, men findes næsten ikke i planteproteiner. Derfor er der en ikke ringe risiko for, at vegetarer og veganere kan komme til at mangle carnitine. Konsekvenserne af sådanne mangeltilstande kan blive alvorlige, især for folk disponerede for hjertelidelser.

Den dyriske organisme, og dermed altså også den menneskelige biokemi, kan vanligvis selv producere aminosyren l-carnitine af aminosyren l-lysine, men kun med hjælp fra blandt andet l-methionine og vitamin C. Det er imidlertid en produktion, man ikke skal tage for givet. For det første indtager de allerfleste mennesker ikke tilstrækkeligt meget vitamin C til at formidle omsætningen af l-lysine til l-arginine, og for det andet drejer denne omsætning sig om en 5-trins proces, der kræver et antal enzymer. Hvis der mangler blot et enzym, som mange mennesker ikke producerer nok af og som hos nogle individer af arvelige årsager helt svigter, går omsætningen helt i stå. Personer, med en sådan enzymmangel, har et meget kummerligt og forkortet livsforløb, hvis de ikke i tide diagnosticeres og behandles korrekt, nemlig med tilskud af l-carnitine.

Dialysepatienter vil også komme til at mangle l-carnitine, med mindre deres tilskudsbehandling tager højde for denne risiko. Efter dialyse oplever patienterne gerne en udpræget muskelsvækkelse. De har svært ved at holde fast om ting og løfte selv små genstande. De kan også få problemer med at tygge og synke. Undersøgelser af disse patienter har afsløret, at dialysen fjerner så meget som 66 procent af blodets l-carnitine og kroniske nyrepatienter under regelmæssig dialyse ender med at have så lidt som 10 procent af den normale l-carnitine tilbage i deres muskler. Når disse patienter efter dialysen modtager injektioner af l-carnitine, vil ikke blot koncentrationen af denne livsnødvendige aminosyre stige i musklerne og blodet, men den blodmangel, der også ofte er en konsekvens af dialysen, vil også støt reduceres, så mere ilt bliver tilgængelig for hele organismen.

Erkendelsen af, at ikke alle mennesker fra naturens side bliver forsynet med den nødvendige l-carnitine har gjort denne aminosyre til et af de allermest populære helsekostprodukter. I USA kan den købes i form af helsedrik på salatbarer og tilmed i stationskiosker, og i myldretiden ser man folk på toget tylle deres daglige carnitinedrik i sig. Popularitet avler misbrug, og også i dette tilfælde har uansvarlige typer prøvet at score kassen ved at sælge billig syntetisk carnitine - altså d,l-carnitine - til de uinformerede. D(extro)-fraktionen i den syntetiske vare er ikke blot et spild, men efter alt at dømme en belastning, idet den går ind og blokerer for l-fraktionens aktivitet, altså den ønskede energiproduktion i hjertecellen ved forbrænding af det - ofte uønskede - fedt. En dårlig forretning - mildest talt!

Man skal altså som altid insistere på præcise varedeklarationer og sørge for, at den carnitine man får er den naturlige l-form.

De lærde har faktisk langtfra været enige om, hvordan de skulle opfatte l-carnitine, og nogle foretrækker at betragte denne substans som et vitamin - i så fald et B-vitamin - snarere end en aminosyre. Andre kalder den en metabim, hvilket er betegnelsen for en livsvigtig stofskiftefaktor - en essentiel metabolit. Vigtigere for os andre er det, hvad vi kan bruge l-carnitine til.

Den første målgruppe er hjerte/kredsløbspatienter - og dermed en meget stor del af befolkningen - hvor l-carnitine også kunne spille en væsentlig forebyggende rolle. L-carnitine reducerer ikke alene blodets samlede cholesterolmængde; men nedbringer især triglyceriderne, altså det blodfedt, der faktisk udgør en større risikofaktor end den generelle cholesterolkoncentration. Samtidig øger den imidlertid også HDL - high density lipoproteins - ofte kaldt for gode" eller "den gavnlige" cholesterol, som er den eneste type af denne substans, der rent faktisk nedsætter risikoen for blodprop i hjertekranspulsåren, altså koronartrombose. Patienter på veljusterede doseringer af l-carnitine har i almindelighed aldrig forhøjede blodfedtværdier, hverken med hensyn til cholesterol eller triglycerider. Men derudover har dette tilskud andre gunstige virkninger. Det forbedrer uregelmæssig hjerterytme, nedsætter antallet af anfald af angina pectoris, reducerer elektrokardiografiske afvigelser, øger modstandsevnen overfor stress og forbedrer tolerancen overfor fysisk aktivitet hos patienter med lidelser i kranspulsårene.

Dyreeksperimenter har afsløret, at hjerteanfald hurtigt tømmer vævet for l-carnitine, men ekstra tilskud i tide kan være livsreddende. Tilskud af l-carnitine medførte øgede energiressourcer i form af ekstra ATP (adenosintrifosfat) og udvidede blodkarrene. Udvidelse af blodkarrene er også del af den mekanisme, hvormed l-carnitine virker som blodtrykssænkende middel.

Selv om hjertekarlidelserne utvivlsomt er det område, hvor l-carnitines største velsignelser vil åbenbare sig i en forhåbentlig ikke for fjern fremtid, så er der her også lindring at hente for andre end denne store gruppe patienter. Populært kaldet "fedtlever" og ofte provokeret af alkoholindtagelse er cirrhose en leverlidelse, hvor sundt funktionelt væv erstattes med fibrøst ikke-fungerende degenereret væv. Patienterne viser ofte udpræget mangel på l-carnitine. Dyreforsøg har vist, at tilskud af l-carnitine ikke blot hindrer ophobningen af leverfedt, men også normaliserer koncentrationen af l-carnitine i blodet. Endnu har man ikke overført disse iagttagelser til patientbehandlingen, men det skulle være uproblematisk og perspektivet er lovende.

Nedsat skjoldbruskkirtelaktivitet i vor tid er en meget almindelig, men ofte udiagnosticeret lidelse. Den kan være medfødt, men forværres ved amalgamforgiftning, røngtgen-stråling og en række andre faktorer. Konsekvenserne er oftest fedme, træthed og depression, nedsat immunrespons, impotens og frigiditet, svingende blodsukkerkoncentration, hjertekarsvækkelse og stribevis af andre plager.

Hos nogle patienter er der en sammenhæng mellem lavt l-carnitine i serum, høj triglyceridkoncentration i blodet og lav skjold-bruskkirtelaktivitet - også kaldet hypothyroidisme - og iøvrigt også i det samlede billede med lav binyreaktivitet og nedsat produktion fra hypofysen. Det kan måske derfor være en god ide at kombinere behandlingen af lav skjoldbruskkirtelaktivitet med l-carnitine.

Fysisk træning hæver l-carnitinekoncentrationen i vævene, og denne hævede koncentration forbedrer tolerancen overfor stress og yderligere fysisk aktivitet. Det har været på tale, at l-carnitine kan forbedre sportspræstationer, især hvor udholdenhedsfaktoren er af væsentlig betydning, og hvor derfor fedtforbrændingen kan blive altafgørende. Nogle få undersøgelser - med løbere og brydere - viser, at sportsfolk kan have fysiologiske fordele af tilskud af l-carnitine.

Mange har den opfattelse, at de bør hente alle deres nutrienter gennem føden, og at en korrekt sammensat kost skal kunne dække alle deres behov. Det kan måske lade sig gøre i tilfælde, hvor folk er unge, raske, biokemisk velfungerende og ikke belastet af forurening, fejlernæring eller forgiftninger, der er næsten uundgåelige i det moderne miljø. Sådanne ideelle situationer er sjældne, og blot et enkelt blik på koncentrationerne af l-carnitine i normale fødevarer afslører, at et dækkende kombinationsprogram ikke ville være let at sammensætte. Koncentrationen af l-carnitine topper med bøf og bacon! Det første tilmed cirka 4 gange så meget som nummer to, og tilmed omkring 18 gange højere end fisk og kylling - og næsten 600 gange højere end asparages!

Så glem det! - Effektivt l-carnitine tages som kosttilskud.

Carnitine var i en lang periode det mest solgte aminosyrepræparat i den vestlige verden i dag. Det fås i håndkøb og i mange levnedsmiddelforretninger i store dele af den engelsktalende verden. Fjerner triglycerid og frie fedtsyrer i blodet og omsætter fedtvæv til energi. Mangler i hjertemuskulaturen hos patienter med hjertesvigt. Ophæver kredsløbsforstyrrelser som for eksempel claudicatio (vindueskikkersyge) og kan kurere ufrugtbarhed hos mænd, når denne skyldes manglende motilitet i sæden. Modvirker angina pectoris, diabetes og lever-/nyrelidelser. Kræver C-vitamin for at kunne fungere.

Carnitine-fødevarer: rødt kød (især lam) og mejeriprodukter er de primære kilder til carnitin. Carnitin kan også findes i fisk, fjerkræ, tempeh (fermenteret soja), hvede, asparges, avocado, og jordnøddesmør. Korn, frugt og grøntsager indeholder meget lidt eller ingen carnitin.

Terapeutisk dosering: Op til 3 g dagligt.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Citrulline
(ikke-essentiel = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Udmattelse

Tilhører urinsyrecyklusgruppen af aminosyrer sammen med arginine og ornithine. Afgifter vævene for ammoniak og modvirker fysisk udmattelse.

Citrulline er strukturelt og funktionelt nært beslægtet med arginine og ornithine. Den dannes i organismen fortrinsvis ud fra ornithine eller lysine. Indtages først og fremmest gennem planteføde, især løg og hvidløg, og lejrer sig fortrinsvis i leveren. Som forløber for såvel arginine som ornithine kan den fremme dannelsen af væksthormon. Skønt denne aminosyre har været anvendt siden 50'erne til behandling af udmattelsestilstande, benyttes den på grund af utilstrækkelig forskning og kompliceret biokemi stadigvæk kun sjældent i sygdomsbehandling. En del af problematikken består i at de nævnte nærtbeslægtede aminosyrer ikke blot i udstrakt grad omdannes til hinanden, men også indbyrdes konkurrerer både om optagelse og anvendelse i organismen, og således i visse situationer ligefrem kan blokere for hinanden.

Citrulline-fødevarer findes ikke, da Citrulline 100% dannes i kroppen af ornithine og arginine, hvorfor fødevarer indeholdende ornithine og arginine vil automatisk støtte dannelsen af Citrulline. For arginine: mejeriprodukter, kød, fjerkræ, fisk, nødder, chokolade. For Ornithine: kød, fisk, mejeriprodukter, æg.

Terapeutisk dosering: Ikke etableret

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Cysteine, cystine og n-acetyl cysteine
(ikke-essentielle = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Afgiftning, udrensning, bly- og kvivksølvforgoftning (amalgam), rygning, udstødningsgasser, levercirrhose, cancer, bestråling.

Disse ikke-essentielle aminosyrer hører til den svovlholdige gruppe sammen med methionine, taurine og tripeptidet glutathione. Cysteine er den styrende aminosyre i opbygningen af glutathione, der er et tripeptid sammensat af de tre aminosyrer cysteine, glycine og glutamine. Glutathione er en af naturens allervigtigste antioxidanter. Det er ikke muligt helt at erkende cysteines betydning uden at gøre sig bekendt med glutathiones funktioner, som er beskrevet i separat afsnit her i bogen.

Cysteine er en ikke-essentiel svovlholdig vandopløselig aminosyre, en kraftig anti-oxidant og terapeutisk set måske den mest interessante på grund af sin effektivitet og sit brede virkeområde. Dens fremragende evne til at fjerne skadelige substanser fra organismen gør den velegnet både til forebyggelse og behandling af cancer. Den fjerner tungmetaller, beskytter mod rygning og alkohol, inaktiverer frie radikaler og beskytter mod både røntgen og kernestråling.

Svovlholdige substanser med afgiftende virkninger findes vidt udbredt i naturen, og de er formodentlig, så langt tilbage som menneskeheden har været i stand til at gøre helseerfaringer, blevet benyttet til forebyggelse og behandling af sygdomme. Hvidløget, brugt siden den ægyptiske oldtid, er det klassiske eksempel. Talrige andre kunne nævnes. De blev allerede dengang brugt mod en lang række forskellige lidelser fra psoriasis og gigt til mentale sygdomme.

Visse svovlforbindelser er dog mere effektive end andre, og hovedårsagen til cysteines forbløffende spektrum af aktiviteter ligger først og fremmest i molekylets særlige svovlbinding, der består af en såkaldt thiolgruppe, hvilket vil sige et svovlatom bundet til et brintatom.

Denne thiolgruppe sidder for enden af cysteinemolekylet og er ansvarlig for aminosyrens antioxidant aktivitet. Det er med dette våben at molekylet hindrer den iltning eller forharskning af følsomme vitale strukturer, der ellers kunne medføre degeneration og alderssvækkelse eller sygdomme som cancer.

Når cysteinemolekylet går i krig mod de frie radikaler, mister det i kampens hede brintatomet i thiolgruppen, og det resterende svovlatom kobler sig sammen med at andet svovlatom på et andet cysteinemolekyle. Sammen danner de to molekyler således ét molekyle cystine, der altså indeholder to indbyrdes forbundne svovlatomer og derfor kaldes et disulfid. Denne forbindelse er meget stærk og ansvarlig for strukturen i mange modstandsdygtige peptider og proteiner, for eksempel i hår og negle. Men cystine har mange andre indtil videre delvis uerkendte biokemiske funktioner, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at man finder meget lave cystineværdier i visse tilfælde af astma og allergier, depressioner og psykoser, ledegigt og forhøjet blodtryk.

Cystine er en stabil forbindelse, der ikke har nogen anti-oxidantvirkning. Den aktive antioxidant cysteine omdannes faktisk meget let til den inaktive substans cystine. Dette må man tage højde for i terapien. Og det gør man ved at dosere cysteinet sammen med vitamin C og således stabilisere, så det ikke mister sin antioxidantevne, inden der er behov for det i organismen. Doseringsforholdet mellem cysteine og vitamin C skal være 1:3. Cysteine kan også stabiliseres ved at blive omdannet til N-acetyl-cysteine - normalt forkortet til NAC.

Hårtab og skaldethed skyldes ofte hovedsagelig mangel på de svovlholdige aminosyrer og især cysteine/cystine. Keratin består af 12% cystine og folk, der lider af hårtab, har ofte lave cysteine/cystine-værdier i vævene. Forsøg med både dyr og mennesker har vist at tilskud af svovlholdige aminosyrer øger både det enkelte hårs diameter og hårtætheden.

En kvindelig patient på knap 30 år led af voldsomt hårtab. Håret løsnede sig faktisk i tætte totter. Hendes plasmaaminoanalyse viste lave værdier for cysteine og taurine og hun begyndte med et tilskud på 1 g cysteine morgen og aften. Det forbedrede ikke hendes hårtab; men da doseringen blev ændret til 5 g cysteine 2 gange daglig ophørte hårtabet indenfor en måned.

En kvindelig patient på 35 år oplevede under en depression et voldsomt hårtab, der imidlertid ved hjælp af 1½ g cysteine 2 gange daglig ophørte i løbet af to uger. Selv om opgaven drejer sig om at tilføre håret cystine, er det foretrukne tilskud også i disse tilfælde cysteine.

Som det forholder sig med hår, sådan også med hud. Underskud af svovlholdige aminosyrer svækker vor ydre beskyttende indpakning. Cysteine har vist sig nyttig i behandlingen af hudlidelser, sår og eksemer. Især psoriasis, der traditionelt har ry for at reagere positivt på svovlbehandling, forbedres med cysteine.

Endnu mere sårbar end huden er kroppens slimhinder, og de mest udsatte er selvfølgelig luftvejene, især hvis man er ryger - aktiv eller passiv - eller er tvunget til at leve med luftforurening. De hundredevis af giftige kemikalier i cigaretrøg svækker lungealveolernes hvide blodlegemer, især makrofagerne, i deres angreb på bakterier og andre sygdomsforvoldere, ja, sågar cancerceller. Det er klogt at beskytte sig overfor tobaksrøgen med cysteine, gerne sammen med vitaminerne A, C og B-1 (thiamin) samt zink og selén. Bedst er det selvfølgelig helt at holde op med at ryge.

Når talen er om luftvejsproblemer har cysteine også en anden funktion: som slimløsende middel. Her bruger man normalt N-acetyl-cysteine (NAC) i form af spray eller opløst brusetablet. Men NAC i tablet- eller kapselform er også virksom, for eksempel overfor kronisk bronchitis, undertiden i så lave doseringer som 200 til 500 mg morgen og aften. NAC-spray bruges ved astma, cystisk fibrose, kronisk bronkitis, emfysem og andre lidelser i luftvejene. Nogle astmatikere har været i stand til at stoppe brugen af deres receptmediciner, inklusiv inhalator, og klare sig udelukkende på aminosyretilskud. Da mange astmamediciner har svære bivirkninger, er der væsentlige fordele at opnå ved denne udskiftning. N-acetyl-cysteine = NAC er en molekylær variant af cysteine, patentérbar og derfor værd for producenter og distributører at investere i. Antagelig derfor findes der uforholdsmæssigt mange undersøgelser om NAC, der er stabilere end cysteine og siges at være mere effektiv. Om denne sidste påstand er korrekt er endnu uafklaret.

Diabetikere har øgede behov for både cysteine og taurine, især under ketose, hvor de udskiller store mængder af disse to aminosyrer. Cysteine er - sammen med methionine - også væsentlig for syntesen af lipoinsyre ud fra linolénsyre. Lipoinsyre har vist sig gavnlig ved diabetes, hvor det kan nedsætte insulinbehovet.

Vedligeholder vækst af hår og negle. Bruges i behandling af bronchitis og asthma. Beskytter mod fri radikaler. Modvirker rynker. Mange ældre og kronisk syge har stort udbytte af tilskud af denne aminosyre. Cysteine har med godt resultat været brugt i behandlingen af visse typer psykoser. Fremmer sårheling efter kirurgiske indgreb og brandsår. Fremmer dannelsen af karoten og optagelsen af jern. Opløser slim i åndedrætsorganerne og afhjælper alkoholforgiftning ("tømmermænd"). Cysteine omdannes let til cystine, men mister herved nogle af sine biologiske og terapeutiske virkninger. For at hindre denne omdannelse skal Cysteine indtages sammen med askorbinsyre i forholdet 1:3. Det er som nævnt også muligt at give denne aminosyre i form af n-acetyl-cysteine (NAC), der ikke så let omdannes til cystine.

Cysteine-rige fødevarer: høj-protein fødevarer, herunder ricotta, hytteost, yoghurt, svinekød, kylling, kalkun, and, hvedekim, Granola, havregryn.

Terapeutisk dosering: Begyndende med 500 mg daglig - for at undgå fordøjelsesproblemer - og optrapning til 3 eller 4 g daglig. Enkelte forskere har brugt dosering på op til 7 g daglig.

Giv agt! Bør kun gives i moderate doser til diabetikere, især hvis disse får insulin. Man bør være opmærksom på, at store cysteine-tilskud kan være belastende for personer med disposition for dannelsen af cystineholdige nyresten og galdesten. Langt de fleste tilfælde af nyresten er imidlertid ikke cysteineprovokerede, men formeret ud fra oxalsyre.

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Fenylalanin (phenylalanine) og d,l-fenylalanin (phenylalanine)
(essentiel = skal tilføres med kosten da kroppen ikke kan danne den selv)

Nøgleord: Depressioner, kønsdrift, indlæringsevne, hukommelse, almindelig årvågenhed, mæthedsfølelse, vægtkontrol, smertebehandling.

Fenylalanin er en essentiel aminosyre, der i organismen omdannes til den beslægtede tyrosine. Den er en af de tre såkaldte aromatiske aminosyrer, tryptofan og tyrosine er de to andre. Ligesom tyrosine er fenylalanin forløber for dannelsen af neurotransmitterne som dopamine, epinephrine og norepinephrine samt tyramine og de meget væsentlige catecholaminerne. Fenylalanin indgår også som bestanddel i psykotropiske substanser som mescalin, morfin, papaverin og codein.

Selv om fenylalanin spiller en overvældende og mangesidig rolle i hjernens biokemi, findes den ikke her i sin frie form. Derimod indgår den i talrige andre aktive substanser - såsom neuropeptider - af stor betydning for i første række centralnervesystemets funktion og de mentale processer.

Fenylalanin nedbrydes under normale omstændigheder i leveren af enzymet phenylalanine hydroxylase og omdannes derved til tyrosine. De samvirkende nutrienter i fenylalanins stofskifte er vitaminerne B-3 (niacin), B-6 (pyridoxin) og C plus folinsyre samt mineralerne jern og kobber. På grund af et arveligt enzymbrist finder denne omdannelse ikke sted hos patienter med sygdommen fenylketonuri = PKU. Se herom senere i dette afsnit.

Myndighederne i USA har ansat det voksne menneskes gennemsnitlige daglige behov for fenylalanin til cirka 1 g. Men fremstående forskere indenfor orthomolekylær psykiatri har påpeget af, at normale sunde individer indtager omkring 5 g daglig og formodentlig egentlig har behov for cirka 8 g. De anbefaler, at den samlede daglige indtagelse af fenylalanin ligger på gennemsnitlig 16 g. Det må imidlerid her noteres, at indtagelse af fenylalanin vil øge organismens depoter af tyrosine, mens indtagelsen af tyrosine ikke vil fremme kroppens koncentration af fenylalanin.

Fødevarer rigest på fenylalanin er, som for de fleste aminosyrers vedkommende, kødproteiner - dog med hvedekim som en enkelt undtagelse. Langt den højeste koncentration finder man i vildtkød.

Al naturlig fenylalanin er selvfølgelig l-fenylalanin. D,l-fenylalanin er imidlertid også meget benyttet i sygdomsbehandlingen og er i visse situationer - for eksempel ved smertebehandling - at foretrække. Det usædvanlige ved d-formerne af både fenylalanin og tyrosine er, at de - i modsætning til d-formerne af de fleste andre aminosyrer - i leveren enzymatisk vil blive omdannet til l-former. D-former af andre aminosyrer har undertiden vist sig ikke blot unyttige, men skadelige for immunreaktionen og i visse tilfælde direkte giftige. Tidligere omtaltes i den videnskabelige litteratur d,l-fenylalanin forkortet som DLPA. Men på et tidspunkt blev denne betegnelse mønsterbeskyttet og kan derfor ikke længere bruges generelt, men kun om et firmas produkt (Twinlab).

Underskud af catecholaminer i centralnervesystemet har i over en menneskealder været anset for årsagen til visse former for depressioner. Den rationelle og effektive måde at behandle disse er ved at tilføre catacholaminernes biokemiske forløber - altså fenylalanin. L-tyrosine og l-dopa er også forløbere, men [I]fenylalanin er forløberen for dem alle[7I] og i praksis mest effektiv. Svære tilfælde kan kræve doseringer på op til 6 g daglig. Sådanne massive tilskud bør kun gives under konstant klinisk observation. I det hele taget må man holde sig for øje, at fenylalanin i mange henseender er en substans med janushoved og især ved massiv langtidsterapi bør man betænke forholdene omkring for eksempel andre sygdomstilstande som betændelser og leverlidelser og deres relation til BCAA-stofskiftet som del af det samlede biokemiske scenario.

D,l-fenylalanin har den enestående evne, at den i centralnervesystemet kan blokere for visse enzymer - encefalinaserne - der normalt nedbryder de naturligt forekommende kraftigt smertestillende morfinlignende hormoner - endorfiner og encefaliner - som vor egen organisme producerer. Ved at hindre disses nedbrydning og derved øge deres koncentration i vævene kan man således fremme kroppens eget smerteforsvar. Metoden har vist sig effektiv overfor en lang række lidelser, hvor smerterne ofte ikke har kunnet bringes under kontrol med andre - og som regel meget skadelige - midler. Det drejer sig om smerter i led, ryg og lænd, ofte i forbindelse med gigt og rheumatisme, om menstruelle smerter og smerter efter ulykker - som for eksempel piskesmælds-traumer - samt svær hovedpine og migræne. Selv smerter forvoldt af metastatisk knoglecancer, upåvirkelig af andre smertestillende midler, kunne bringes under totalt kontrol på en dosering af 1½ g d,l-fenylalanin morgen og aften.

Vævskoncentrationen af fenylalanin er øget ved infektioner, betændelsestilstande, leverlidelser og høj indtagelse af fedt og kulhydrater. Tilskud af BCAA - se disse! - kan forbedre disse tilstande. Visse cancerformer, men ikke alle, trives på fenylalanin. Melanomer, de gennemgående meget ondartede cancertyper udgået fra pigmentceller, samt visse adenocarcinomer kræver fenylalanin for at udvikles, og man har derfor forsøgt at sinke deres vækst ved at reducere eller blokere patientens indtagelse af fenylalanin. Resultaterne af denne behandlingsform er imidlertid uklare.

Tyraminerne er et stofskifteprodukter fra tyrosine, dopa eller dopamin. Deres funktion er delvis ukendt. I kombination med den type antidepressive mediciner, der går under betegnelsen mono-amin-oxidase-hæmmere = MAO-hæmmere, kan de forvolde hovedpine og kraftig blodtryksstigning. Selv uden medikation kan tyramineholdige fødevarer - som stærke oste, chokolade, lever, rødvin, bananer, surmælksprodukter, nødder, vanille, soyasauce - hos disponerede personer provokere hovedpine eller migræne.

Terapeutisk dosering: L-fenylalanin: 500 mg 1 til 2 gange dagligt stigende til 2 g samlet i op til 2 uger ved for eksempel depression, afgiftning og vægttab. Må ikke tages sammen med MAO-hæmmere som Marplan, Cinemet, Eldepryl eller lignende. Patienter, der lider af for højt blodtryk, bør tage denne aminosyre med forsigtighed og under stadig kontrol.

D,l-fenylalanin (syntetisk fenylalanin) er et kraftigt virkende, ikke vanedannende og ugiftigt smertestillende middel uden bivirknin-ger. Det stimulerer centralnervesystemets eget smertekontrolsberedskab (8). Mere virksomt end traditionelle smertestillende midler ved en lang række kroniske sygdomme som gigt og rheumatisme, migræne, muskelkramper, neuralgier eller smerter efter operative indgreb. Må ikke bruges under svangerskab, af patienter, der lider af Føllings sygdom (fenylketonuri = PKU), hudcancer eller for højt blodtryk.

Terapeutisk dosering: D,l-fenylalanin: 800 mg tages 15 minutter før hvert måltid 3 gange dagligt. Den smertestillende virkning skulle begynde efter 4 dage, men begynder undertiden først efter 3 til 4 uger. Hvis ingen bedring er indtruffet i løbet af de første 3 uger, fordobles doseringen de følgende 2 til 3 uger. Hvis der stadig ikke er opnået en virkning, hører patienten til de 5 til 15%, der ikke kan hjælpes ved denne metode. Personligt vil jeg anbefale at kombinere forsøget med akupunktur, da denne fremgangsmåde erfaringsmæssigt scorer højere. Mange patienter, der ikke reagere nævneværdigt på ortodokse smertestillende midler, reagerer meget positivt på d,l-fenylalanin. Når man har opnået et gunstigt resultat, modererer man doseringen til det minimum, der er tilstrækkeligt. Mange patienter klarer sig på denne måde med et individuelt program på en uge eller to ugers behandling inden for hver periode på en eller halvanden måned.

Giv agt! Må ikke bruges under svangerskab og ikke af patienter, der lider af Föllings sygdom (fenylketonuri = PKU), af hudcancer eller for højt blodtryk. Må ikke tages sammen med MAO-hæmmere som Marplan, Cinemet, Eldepryl og lignende. Patienter, der lider af for højt blodtryk, bør bruge denne aminosyre med for-sigtighed og under stadig kontrol.

Fenylalanin-rige fødevarer: findes naturligt i fødevarer som æg, mælk, bananer og kød. L-fenylalanin findes i de fleste fødevarer, der indeholder protein såsom oksekød, fjerkræ, svinekød, fisk, mælk, yoghurt, ost, hvedekim, soja produkter (herunder soja protein isolat, sojabønner, mel, og tofu), og visse nødder og frø. Grøntsager og juice indeholder små mængder af frie aminosyrer. Langt den højeste koncentration finder man i vildtkød.

• PKU = fenylketonuri = Føllings sygdom Denne medfødte sygdom skyldes i første række et enzymsvigt, nemlig manglen på phenylalanine hydroxylase, ansvarlig for omdannelsen af fenylalanin til tyrosine. Der findes imidlertid flere former for PKU og det biokemiske billede er både langt mere detailleret og tildels også uklart. Screening ved fødslen og rationel ernæringsterapeutisk behandling under opvæksten - først og fremmest en kraftig reduktion af indtagelsen af fenylalanin - redder nu om dage de fleste børn fra mental og fysisk degeneration og en tidlig død, hvilket var den skæbne, der i størstedelen af menneskehedens historie mødte dem. I vore dage kan sygdommen holdes under kontrol.

• Aspartam Da det kunstige sødemiddel aspartam, også kaldet nutrasweet, indførtes på verdensmarkedet forårsagede det betydelig debat og vægtige protester. Siden er stoffet blevet vidt udbredt og debatten og protesterne er praktisk talt forstummet. Desværre!
  
  Den kemiske struktur af aspartam - 200 gange sødere end stødt melis -er de to aminosyrer asparaginsyre og fenylalanin tilsammen forbundet med methylalkohol (metanol) til ét molekyle.
  
  Stoffet nedbrydes under kogning og i surt miljø, hvad der i høj grad har begrænset dets muligheder indenfor levnedsmiddelindustrien. Men det kan bruges i læskedrikke, kakaopulver, tebreve, konfekt, tyggegummi, sødetabletter, diabetikervarer, slankemidler og deslige, - og det er her, vi finder det - ofte uden at vide, hvad det egentlig er, vi finder!
  
  Når aspartammolekylet splittes i organismen frigøres fenylalanin. Folk med højt blodtryk og dem, der tager anti-depressiv medicin af anti-MAO-typen (monoaminoxidasehæmmere), bør jo undgå fenylalanin i større mængder. Gravide kvinder og spæde børn bør også holde sig fra større mængder koncentreret fenylalanin. Visse forskere mener, at større indtagelse af fenylalanin hos vordende mødre nedsætter afkommets intelligenskvotient, og at spædbørn reagere på samme måde. En meget lille og veldefineret gruppe patienter, der helt klart ikke tåler noget drastisk udsving i deres indtagelse af fenylalanin udover det fastsatte tolerable minimum, er de børn, der lider af den heldigvis ret sjældne medfødte sygdom fenylketonuri - i international forkortelse PKU. Alt dette er betænkeligt nok i sig selv.
  
  Men så er der den tredie og sidste faktor: metanol = metylalkohol - eller på jævnere dansk - træsprit! Ikke alene er træsprit i sig selv giftigt; men det kan også ved sin kemiske indblanding ændre virkningen af andre substanser. Træspritforgiftninger er traditionelt velkendte. Tragiske tilfælde med metanolforgiftning, ofte med dødelig udgang, følger regelmæssigt i kølvandet på ulovlig smugdestillation over hele verden.
  
  Det er værd i denne forbindelse at notere sig, at de mest alminde-lige forgiftningssymptomer rangerer fra synsforstyrrelser til total blindhed. Det er også værd at notere, at forgiftningsrisikoen ved metanol/træsprit er betydeling mindre udtalt ved alkoholindta-gelse, fordi "rigtig alkohol" - altså ætanol - i organismen konkurrerer med metanol/træsprit, dermed blokerer og forsinker dens omsætning og således udtynder dens giftvirkning. Dette forhold er så udpræget, at man faktisk giver alkohol som modgift i den akutte behandling af metanol/træsprit-forgiftning.
  
  Når metanol/træsprit optræder som naturlig forekomst er det almindeligvis i selskab med ætanol. Men når metanol-fraktionen er uden konkurrence fra "normal" alkohol, kan de negative virkninger forventes at blive langt alvorligere. Mange af de registrerede klager over aspartam opregner symptomer svarende til dem, man finder ved metanolforgiftning, i første række hovedpine, desorientering og svære synsforstyrrelser.
  
  De amerikanske sundhedsmyndigheders hovedorganisation FDA begyndte i 1985 at indsamle klager over negative reaktioner på ingredienser i fødevarer. Af de 6000 indkomne klager, omhandlede de 80% aspartam! Aspartamproblematikken er blevet behandlet indgående i litteraturen (9) (10)(11)(12)(13).

[Anisa]

Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999

Gamma-amino-butyl-syre = GABA
Gamma-amino-smørsyre = GABA
(ikke-essentielle = kan dannes i kroppen, dog med faldende effektivitet pga. alderen og/eller sygdom)

Nøgleord: Nøgleord: Blodtryk, epilepsi, intelligenskvotient, ængstelse, alderdomssvækkelse.

GABA er en ikke-essentiel aminosyre nært beslægtet med glutamine og glutaminsyre. Det er en beroligende neurotransmitter. Doseringer på op til 3 g dagligt nedsætter effektivt for højt blodtryk. Halvdelen af en gruppe diabetikere, der modtag GABA, registrerede en signifikant reduktion af blodsukker. Hos cirka halvdelen af en mindre gruppe patienter med lammelse, talevanskeligheder og hukommelsessvigt efter hjerneblødning havde GABA en gunstig virkning. Halvdelen af en større gruppe epileptikere, der modtog tilskud af GABA samt vitamin B-6 (pyridoxin) oplevede forbedring af deres tilstand. Flere andre undersøgelser bekræfter disse resultater og viser reduktion af antallet af anfald og deres sværhedsgrad. 1 til 3 g daglig i kapselform har kunnet hæve intelligenskvotienten hos mentalt retarderede personer. Virker beroligende på nervesystemet og hjælper mod forstørret blærehalskirtel. Denne lidelse kan også i første række være forårsaget af zinkmangel. GABA har vist sig i visse tilfælde at have en effekt overfor cancer, især eksperimentelt provokerede sarkomer, men yderligere forskning kræves for at disse muligheder kan vurderes.

GABA-rige fødevarer findes ikke, da GABA dannes 100% af glutaminsyre, hvorfor fødevarer indeholdende glutamine vil automatisk støtte dannelsen af GABA: plante-og animalske proteiner såsom oksekød, svinekød og fjerkræ, mælk, yoghurt, ricotta ost, hytteost, rå spinat, rå persille, og kål. Glutamine findes i mange fødevarer med højt proteinindhold, såsom fisk, kød, bønner, og mælkeprodukter. Små mængder frit L-glutamin er fundet i grøntsagssaft og fermenterede fødevarer, såsom miso og yoghurt.

Terapeutisk dosering: Begyndende med 50 mg dagligt i kapsel-form eller opløst under tungen.

Giv agt! Tolerancen overfor GABA er hos mange mennesker begrænset. Doseringer bør optrappes langsomt over uger og samlet ikke overskride 3 g dagligt.