Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999
Terapeutisk brug af isolerede aminosyrer

Aminosyrer findes i l- og d- former. Disse betegnelser refererer til molekylestrukturen, idet l- står for laevo - det vil sige venstre - og d- står for dexter - det vil sige højre - og angiver, hvordan molekylerne drejer polariseret lys. Alle naturlige aminosyrer hos mennesket er l-aminosyrer, og hvor intet andet er nævnt i denne bog, drejer det sig om l-aminosyrer. L-aminosyrerne er de orthomolekylære og legemskompatible. I ganske få tilfælde bruges også d-former eller - oftere - d,l-former - også kaldet racemiske - for eksempel d,l-fenylalanine. Da man stadig oftere ser danske og engelske staveformer blandes - især efter at brugen af internettet er blevet så udbredt - har jeg i stor udstrækning bevaret de engelske staveformer her i bogen. Det skal betragtes som en praktisk hjælp til dem, der alt for ofte oplever frustration i søgningen af data fra computer eller net, fordi de ikke har tastet den rette staveform.

For at isolerede aminosyrer skal have en terapeutisk virkning, bør de tages i rimeligt store doseringer. I modsætning til nutrienter som mineraler og vitaminer, hvor vi angiver doseringer for det meste i mg og mcg, så angives de, når det gælder aminosyrer, i hele gram. Den daglige indtagelse er som regel delt i to doser til formiddag og eftermiddag. (Enkelte undtagelser findes; for eksempel fenylalanin og d,l-fenylalanin). Hensigten er så vidt muligt at isolerere indtagelsen fra anden fødeindtagelse og dermed fra konkurrerende protein. Af samme grund skyller man aminosyren ned med vand eller juice, ikke med mælk eller anden proteinholdig drik. Monoaminoxidase-hæmmende mediciner - ofte forkortet til "MAO-hæmmere" - er en gruppe anti-depressive, syntetiske lægemidler. De har mange bivirkninger, herunder leverskader og allergier, og drænerer organismen for flere væsentlige nutrienter. Tyrosine, fenylalanin eller d,l-fenylalanin samt tryptofan må ikke gives til patienter, der tager en eller anden form for MAO-hæmmer, som for eksempel Marplan, Cinemet, Eldepryl og lignende.