Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999
"Jamen, - protein!?"

Aminosyrerne er livets byggesten. Uden aminosyrer - intet liv! Vil man gerne stå ansigt til ansigt med sine aminosyrer, så er det mest praktisk at gøre det lige efter badet. Man stiller sig foran spejlet. Personen derinde består for størstedelen af vand. Det næststørste element er protein. Alt dette protein er opbygget af aminosyrer. Hvis personen derinde i spejlet vil overleve, så skal vedkommende sørge for at indtage tilstrækkeligt af de proteiner, der dækker vort aminosyrebehov. Værs'go' at spise!

"Jamen, - protein!? Det får jeg da nok af! - Ja, jeg får faktisk for meget, siger min kostvejleder! - Og lægen! - Altså, for meget ifølge madpyramiden og alt det der."

Det er den slags svar, man får, når man fortæller folk, at de har brug for et ekstra proteinkosttilskud. Og deres reaktion er forståelig. Mange bliver forvirrede og ved ikke, hvad de skal tænke. Derfor er informationen her i bogen meget vigtig - faktisk livsvigtig.

For: Ja, det er rigtigt, at alt for mange mennesker får for meget kostprotein - især kød!

Og: Jo, det er også rigtigt, at de fleste mennesker har brug for ekstra proteinkosttilskud i form af frie aminosyrer! Og helst fra kød!

Og: - Ja, det er skam også rigtigt, at det meget ofte er de samme mennesker.

Det kræver en del forklaring. Men denne forklaring kan også blive nøglen til en langt bedre forståelse af ens egne funktioner, kan give adgang til bedre helse og kan løse en lang række sygdomsproblemer.

Først af alt: Hvad er protein? Ordet kommer af det oldgræske protos, der betyder først, fordi proteiner er forudsætningen for liv.

Proteiner (æggehvidestoffer) er opbygget af aminosyrer, ofte i meget sindrige kombinationer og ved sammenkædning af et meget stort antal molekyler. Hver enkel aminosyre er en livsvigtig nutrient, som er afgørende for blandt andet organismens vækst, regeneration og sårheling, energiomsætning, immunforsvar og produktion af enzymer og hormoner.

De enkelte aminosyremolekyler er opbygget af kulstof (C), ilt (O), brint (H) og kvælstof (N) samt undertiden svovl (S), fosfor (P) eller enkelte andre grundstoffer. De er af meget forskellig størrelse og struktur, men består i princippet først og fremmest af en central kortere eller længere kæde af kulstofatomer (C). Til et af kulstofatomerne i denne "rygrad" knytter sig først og fremmest den aminogruppe (-NH2) der kendetegner aminosyrerne, dernæst en karboxylgruppe (-COOH) og andre grupper som methyl (-H2OH), hydroxyl (-OH) med mere samt undertiden store 5- og 6-leddede ringstrukturer.

Aminosyrerne dannes i planteverdenen og de lavere livsformer. Her må dyr og mennesker, der ikke selv kan danne dem, hente dem gennem føden. Det gør de ved at indtage og nedbryde fødeproteinerne. De enkelte proteiner er nemlig opbygget som et kompliceret netværk af hundredevis af aminosyrer, der er forbundne i basale enheder kaldet peptider. To aminosyrer forbinder sig til et dipeptid, tre til et tripeptid, fire til et tetrapeptid og mange aminosyrer sammenkædet danner et polypeptid. Talrige polypeptider danner tilsammen et protein. Også vore fødeproteiner har denne struktur af et tæt og kompliceret netværk bestående af et meget stort antal aminosyrer.

For at organismen skal kunne udnytte de aminosyrer, der ligger sammenbundne i proteinet, er det imidlertid afgørende, at de totalt frigøres fra hinanden. En forudsætning for at opnå dette er, at vi er i stand til at totalfordøje den protein vi indtager, således at den helt nedbrydes til sine molekylære bestanddele - altså aminosyrerne. Med ganske få undtagelser er det kun frie aminosyrer, der kan optages og udnyttes af organismen.

Vor fordøjelse skal tage sig af denne opgave, og det foregår - eller bør foregå - på denne måde: Hvis det for eksempel drejer sig om en god bøf, så lader man den først hænge, indtil kødets egne enzymer delvist har opløst en del af kødproteinet. Ellers er bøffen ikke mør! Tygning er næste fase. Her findeles kødproteinet, så det lettere kan bearbejdes af fordøjelsessekreterne. Det havner derefter i mavesækken, hvor mavesyren yderlige løsner kødfibrene fra hinanden, og hvor enzymet pepsin direkte går i gang med at skille polypeptiderne fra hverandre.

Under det videre forløb gennem tarmen bearbejdes fødemassen af flere enzymer, der produceres af bugspytkirtlen og slimhinden i tyndtarmen. Det drejer sig her om enzymerne trypsin, kymotrypsin, peptidase, carboxypeptidase og nuklease. De bearbejder polypeptiderne til simple peptider og derefter til de basale molekylære mindsteenheder: aminosyrerne. Disse kan optages gennem tarmvæggen og benyttes af organismen, enten direkte til genopbygning af væv og talrige organiske funktioner - herunder dannelse af enzymer - eller - hvis de er i overskud - forbrændes til energi eller i nogen udstrækning deponeres i kroppens reservoirer. Den generelle skolemedicinske opfattelse, viderebragt af ortodokse kostvejledere og knæsat af myndighedernes direktiver, er - trods mange vidnesbyrd om det modsatte - at disse funktioner normalt kører uhindret og tilfredsstillende og derfor ikke kræver hjælp udefra - specielt ikke fra alternative behandlere med særopfattelser.

Man opretholder det synspunkt, at hvis blot patienten indtager hvad man kalder normal, sund dansk kost, vil denne i gennemsnit indeholde mere end tilstrækkeligt protein, som ved nedbrydning i organismen vil give samtlige de nødvendige aminosyrer. Derfor er der ikke brug for specielle aminosyretilskud, der må betragtes som "fuppræparater" og det rene pengespild. Jeg har tidligere andetsteds påpeget, at når disse konventionelle røster refererer til "normal, sund, dansk mad", så er det ekstremt pinligt, at de aldrig egentlig har kunnet definere, hvad det er. Endnu mere væsentlig er det imidlertid, at danskerne heller ikke selv ved det, og derfor heller ikke kan foretage dette fortræffelige valg. Det danskerne i realiteten spiser er hverken normalt, ej heller sundt og i øvrigt meget ofte slet ikke dansk. Det ville være prisværdigt, hvis den knæsatte videnskab snart kunne bekvemme sig til at basere sine opfattelser på sådanne indlysende basale kendsgerninger.

Men lad os alligevel følge den myndighedsetablerede opfattelse et stykke hen ad vejen, om ikke andet for blot at iagttage dens konsekvenser.

Første forudsætning for, at det komplicerede fordøjelsesforløb - beskrevet ovenfor - forløber uhindret er, at patienten indtager normal sund kost. Her må man selvfølgelig først med god logik påpege, at dette under de foreliggende omstændigheder er selvmodsigende. Hvis vi taler om dagens Danmark, og ikke en fjern egn i Teoriland, så er kosten, hvis den er normal, garanteret ikke sund, og følgelig, hvis den er sund, så er den afgjort ikke normal. Junk food - møgmad! - er normal kost for en stor del af befolkningen, især de helt unge og de gamle. Den har faktisk ikke noget garanteret indhold af helprotein. Skolebørn og unge, der blev interviewede, røbede at frokost for mange er en cola og en pose chips og aftensmaden ofte udebliver eller er mere af samme slags. Det giver ikke meget protein. Allerede her har vi således repræsentanterne for en betydelig befolkningsgruppe, der falder udenfor den nydelige teoretiske model. På den anden side er der en stor befolkningsgruppe - blandt andet burgerbars- og pølsevognsstatisterne - der let kan komme op på en proteinindtagelse, der er 3 til 4 gange større end den nødvendige og langt mere end ønskeligt. Det giver andre problemer, men herom senere.

Den næste forudsætning for, at den rette fordøjelse i praksis kan finde sted, er tilstedeværelsen af fordøjelsesenzymerne. I lærebogen tages det for givet, at enzymerne er til stede og hos alle - også svækkede, kronisk syge, ældre, ja, eller blot temporært stressede personer - bliver produceret af organismen i tilstrækkelig mængde til at få proteinerne ikke blot delvis nedbrudt, men totalt fortæret til deres grundbestanddele: de vigtige aminosyrer.

Ikke blot er der ingen garanti for, at dette sker; men der er også konkrete vidnesbyrd om, at det faktisk meget ofte slet ikke finder sted. Og årsagerne til, at proteinerne ikke automatisk bliver til frie aminosyrer er indlysende.

Et af de første krav, der skal opfyldes, for at denne proces forløber glat, er tilstedeværelsen af tilstrækkelig mavesyre.

Syge, ældede, fejlernærede og svækkede eller blot stressede mennesker producerer ofte for lidt mavesyre. Mavesyreproduktionen er nemlig en af organismens mest energikrævende operationer, så i tilfælde af energisvigt i kroppen - kronisk sygdom eller blot temporært stress - vil produktionen blive reduceret. Mavesyrens opgave er først og fremmest af "afsyre" den indtagne føde og dermed blandt andet opløse proteindelene - kødklumper og ostemadder - så de bliver lettere at viderebehandle for de specifikke proteolyserende - det vil sige proteinopløsende - enzymer længere nede i fordøjelsessystemet.

Hvis mavesyren ikke har foretaget sin afsyring af proteinklumperne, kommer de proteolyserende enzymer på overarbejde.

Energisvigt kan også ramme produktionen af de proteolyserende enzymer. Opbygningen af disse er faktisk afhængig af de aminosyrer, som de splitter ud af polypeptiderne. Med andre ord: Hvis enzymerne ikke er i stand til at gøre deres arbejde godt nok, betyder det mindre enzymproduktion i fremtiden. En ond cirkel er dermed opstået!

Hvis dette indtræffer i blot en kortere periode, kan det føre til kroniske lidelser, fordi de frie aminosyrer selv indgår i produktionen af de proteolyserende fordøjelsesenzymer, der er ansvarlige for nedbrydningen af proteiner - og altså dermed for hele den fremtidige frigørelse af aminosyrerne.

Der er altså herved opstået en biokemisk barriere: Mangel på frie aminosyrer hindrer dannelsen af frie aminosyrer!

Ser vi bort fra enkelte simple funktionelle peptider - som for eksempel glutathione eller GTF krom - er det kun aminosyrerne, der under normale forhold kan og bør passere tarmvæggen. Og kun aminosyrerne kan bruges af organismen til opbygning af alle de proteinstrukturer, kroppen har behov for - fra muskelfibre til enzymer, fra brusk til hormoner, fra organkød til blodlegemer til kromosomer. De enkelte aminosyrer indgår i et intimt samspil med vitaminer, mineraler, sukkerstofmolekyler, som bærestoffer og transportfaktorer, som styringsmekanismer i forbrændingsprocesserne. Ikke blot kan organismen altså kun bruge proteinerne, efter at de er blevet reducerede til aminosyrer. Men bliver de ikke reducerede, er de ikke alene utilgængelige for organismens normale opbyggende funktioner, men bliver også en belastning, der kan medføre sygdomme.

Ikke-totalfordøjet protein, polypeptider, gennemtrænger normalt ikke tarmvæggen, men bliver ude i fordøjelseskanalen. Men dårlig proteinfordøjelse forårsaget enten af for ringe produktion af fordøjelsessekreter eller for stor indtagelse af massivt protein eller - oftest - begge dele fører sammen med andre fordøjelsesvanskeligheder til ophobning af ufordøjet protein i tarmene. Her lever polypeptiderne deres eget liv, sammen med bakterier, vira, svamp og andre faktorer, der ændrer deres struktur og danner en stor mængde forskellige substanser, der i det lange løb er skadelige for organismen, især når tarmvæggen samtidig slides og svækkes og begynder at lade disse fremmede stoffer passere ind i organismen. Forskellige forgiftninger - miljø, medicin, nydelsesgifte som for eksempel kaffe og stærk alkohol - vil yderligere forværre situationen betydeligt.

Herved opstår der forgiftninger, der påvirker immunsystemet og udløser såkaldte autoimmune lidelser, der kan tage form af gigt og rheumatisme, allergier, psoriasis, acne, svampeinfektioner og meget andet inklusive "mentale" reaktioner som irrationel irritation og depressioner. Bowel toxemia er den engelsk/amerikanske betegnelse for denne tilstand og kan umiddelbart og i mangel af bedre oversættes med "blodforgiftning fra fordøjelseskanalen". Men denne oversættelse dækker slet ikke entydigt hele det komplekse billede som rummes i begrebet bowel toxemia - et begreb vi faktisk mangler på dansk. Med den meget udbredte, men sjældent omtalte lidelse bowel toxemia står vi ansigt til ansigtmed problemet: Fordøjelse eller fordærvelse?

Det er dette billede, der ofte møder den alternative behandler, der opsøges af den kroniske patient. Og alle alternative behandlere kender vejen frem: Gradvis udrensning af kropssystemet, først og fremmest fordøjelseskanal, blodbaner og lever ved hjælp at kostregulering, nutrienttilskud, planteenzymer og andre plantepræparater. Udrensning og genopbygning er de to hovedfaser i den alternative terapi.

Vitamin- og mineraltilskud er i sig selv en del ikke blot af genopbygningen, men også af udrensningen, idet de aktiviserer leveren - vor allesammens interne kommunekemi - til at udskille giftstoffer og sætte enzymproduktionen i vejret samtidig med at de fremmer tarmperistaltikken, og dermed udskillelsen af giftstoffer, samt styrker tarmvæggen mod gennemsivning af giftstoffer fra fordøjelseskanalen, udskiller tungmetaller og forbrænder rester af kulhydrater, der har lejret sig som syreophobninger i vævene.

Alle alternative behandlere ved, hvor meget det gavner visse patienter at skære drastisk ned på deres proteinindtagelse. Samtidig ved de også, hvor meget det gavner visse andre at give proteintilskud. Det er imidlertid ikke blot den gamle historie om, at for lidt og for meget fordærver alt, som vi her træffer i ny version. Det centrale problem findes i selve fordøjelsesmekanismen: For meget polypeptid og ufordøjet protein, men for få aminosyrer. Mange patienter, der er "proteinforgiftede" lider faktisk samtidig af aminosyremangel. Det afgørende problem er fordøjelsessvigt!

Løsningen til de fleste af de problemer, vi har berørt i denne gennemgang, er i princippet simpel. Man skal ikke stole på menneskets egen evne til at fordøje proteinerne totalt, men give dem de nødvendige aminosyrer i fri form. Med andre ord: Et helproteintilskud skal være fuldfordøjet, således at det i realiteten udelukkende består af frie aminosyrer.

Frie aminosyrer fremstilles ud fra helprotein ved behandling med rene proteolyserende enzymer af farmakope-standard. Ved kromatografisk analyse sikrer man sig, at slutproduktet er helt omdannet til frie aminosyrer, hundrede procent biotilgængelige. Disse aminosyrer skyder genvej gennem fordøjelsessystemet. De er et direkte tilbud til cellerne, til organismens genopbygning og indre økologiske sanering.

I skolen gjorde man et stort nummer ud af at lære os at skelne mellem de essentielle - eller livsvigtige - aminosyrer og de andre, de ikke-essentielle. De 8 essentielle skulle tilføres organismen gennem føden, lærte vi. De andre aminosyrer - de ikke-essentielle - fik vi indtryk af, at vi ikke behøvede at bekymre os så meget om, for dem kunne kroppen, i den udstrækning det kunne blive nødvendigt, fremstille ved at ændre på de essentielle.

Man kan undre sig over, hvor meget der bliver tilbage af visse af de essentielle aminosyrer - for eksempel tryptofan, særdeles nødvendig for mental balance - hvis denne omdannelsestrafik tager overhånd.

Vi ved, at tryptofan i organismen omdannes til vitamin B-3 (niacin), når der er behov for og mulighed for at dette kan lade sig gøre. Forløbet kræver tilstedeværelse af vitamin B-6 (pyridoxin) og en række andre nutrienter, men da organismen ofte - og især under perioder af stress - er i underskud med hensyn til B-3 (niacin), er der en faktisk risiko for, at kroppens tryptofanreservoir tappes af dette behov, således at der bliver for lidt tryptofan til oparbejdelse af serotonin, en neurotransmitter af afgørende betydning for de mentale funktioner. Når kosten samtidig er tryptofanfattig, som det vil være tilfældet ved visse former for veganisme, kan der opstå såkaldte mentale problemer som for eksempel nervøs spisevægring (anorexia nervosa).

Men omformningen af en aminosyre til en anden er imidlertid også på ethvert tidspunkt aflhængig af flere samvirkende faktorer og svinger derfor meget i sin effektivitet. Hos syge, aldrende og fejlernærede individer er effektiviteten naturligvis drastisk forringet.

Så her møder vi igen en skoleteoretisk model uden nogen garanti for, at hverdagens individuelle biokemiske forløb slavisk følger denne model. Ligesom med proteinfordøjelsen har vi her nogle problemer.

Veganere og vegetarer er udsatte for risikoen for underskud af lysine og threonine. Det er klart, at når tilførelsen af disse essentielle aminosyrer er kostbegrænset, så vil der også opstå mangel på de ikke-essentielle aminosyrer, som de manglende essentielle forventes omdannet til. Men dette er ikke nødvendigvis den eneste årsag til, at disse ikke-essentielle kan komme til at mangle. Selv hvor tilførelsen af de essentielle aminosyrer er rigelig, og omdannelsen til ikke-essentielle derfor skullle forløbe uhindret, kan der opstå problemer. Sagen er jo den, at intet biokemisk forløb finder sted, uden at de nødvendige samvirkende faktorer er tilstede, og her som i så mange andre situationer vil omdannelsen af essentielle til ikke-essentielle aminosyrer ikke foregå med mindre mineraler og vitaminer er til rådighed - især magnesium, mangan, zink, kobber og vitamin B-6 (pyridoxin) samt vitamin C og folinsyre.

I praksis vil behandleren da også komme ud for tilfælde af så katastrofal mangel på ikke-essentielle aminosyrer som glutamine, cysteine, tyrosine og asparagine, at det bliver absolut "essentielt" både at bekymre sig om det og gøre noget ved det.

Summa summarum: Spørgsmålet om hvorvidt amonosyrer er essentielle eller ikke-essentielle har ikke den store betydning i den daglige aminosyreterapi, hvor den væsentlige praktiske forholdsregel er, at organismen modtager et tilbud på samtlige aminosyrer - både de essentielle og de ikke-essentielle.

For hvis blot en enkelt aminosyre mangler eller er i underskud, vil det få negative konsekvenser for effektiviteten af samtlige andre og for funktionsdygtigheden af de proteinsubstanser, som de indgår i.

Hvordan får man de frie aminosyrer? Dette væsentlige kosttilskud og terapeutiske hjælpemiddel findes i form af FULDPROTEIN, et TWINLAB produkt, der markedsføres i Danmark. Se nærmere om dette meget væsentlige kosttilskud under afsnitte Produktinformation.

Rekonvalescens, alderdom, stress, malabsorption, underernæring og sårheling efter ulykker eller kirurgisk indgreb er tilstande, hvor nytten af dette kosttilskud er umiddelbart indlysende. Men også ved mange kroniske sygdomme er der her hjælp at hente - for eksempel ved diabetes. FULDPROTEIN bør være del af behandlingsprogrammet ved depression, nervøs spisevægring (anoreksia nervose) og bulimi og ved alkoholisme og narkomani.

Ved spidsbelastning af enhver art - for eksempel konkurrenceidræt og body building - er det et velkomment hjælpemiddel til at øge sin træning og blive på toppen. FULDPROTEIN er et godt støttemiddel ved lavproteinsslankekure. FULDPROTEIN har også givet gode resultater ved lavt blodtryk, kuldefornemmelser, håraffald, skøre negle og blodmangel.

Mange afmagrede kræftpatienter med spisevægring har genvundet deres appetit og huld ved hjælp af FULDPROTEIN, og i alle lidelser, hvor immunsystemet er svækket, er disse aminosyretilskud af overordentlig stor betydning. Det samme er tilfældet ved lavt og højt blodsukker - hypoglykæmi og diabetes.

En gennemgang af virkemåden og de helsefremmende virkninger af de naturligt forekommende aminosyrer i et fuldfordøjet leverpræparat giver et stærkt indtryk af den mangesidige støtte alle livsfunktioner modtager ved denne form for kosttilskud og terapi.

Man kan benytte aminosyrer på to måder. Som en bredspektret blanding af samtlige naturlige aminosyrer eller som en eller få isolerede aminosyrer sigtende mod en snævrere specifik terapeutisk virkning. I sidste tilfælde bruger man ofte megadoser (4)(5)(6)(7).

I modsætning til mange andre steder i verden - for eksempel USA - kan man for tiden ikke som tidligere her i landet frit indkøbe rene aminosyrer enkeltvis til megadosering i specifikke terapeutiske øjemed. Da denne situation hurtigt atter kan ændre sig, angives også her i teksten de teraputiske doseringer af de enkelte aminosyrer. Dette gøres med henblik på en forventet liberalisering af forholdene i EU indenfor overskuelig fremtid.

De 8 essentielle aminosyrer er i det følgende mærkede #. Tre andre - mærket (#) - er essentielle under opvæksten eller i visse perioder, men ikke generelt. Med henblik på menneskets biokemiske behov regner man traditionelt med 22 aminosyrer; men når vi taler om aminosyreterapi, kommer der yderligere en del varianter med i betragtning. De mere avancerede ortomolekylære klinikker og laboratorier i USA screener deres patienter for knap 30 aminosyrer. De fleste af disse bruges i terapien.

Når vegetarer tilhører risikogruppen for aminosyremangel skyldes det, at det er svært dagligt at sammensætte en vegetarkost med den nødvendige aminosyrebalance. Mælkeprodukter er en stor hjælp, men for de veganere, der er totalt afhængige af bønner, linser og tilsvarende for deres proteinindtagelse, er det væsentligt at være opmærksom på, at ingen enkelt planteføde har en aminosyrebalance, der tilfredsstiller menneskelige behov. En undtagelse herfra siges at være sojabønner, men påstanden holder ikke stik. Det er derfor nødvendigt at kombinere flere forskellige planteproteinkilder i hvert måltid - for eksempel ris, linser og ærter - for at opnå en bedre aminosyrebalance. Denne praksis er da også på erfaringsbasis den etablerede i traditionelle vegetariske miljøer, som for eksempel blandt højkaste hinduer.