Orthomolekylær sygdomsbehandling med aminosyrerne
Af Erik Kirchheiner
Forlaget Sund & Rask 1999
Forord

Da jeg for mange år siden efter et længere ophold i udlandet kom hjem og genoptog min foredragsvirksonhed, blev jeg en dag på vej fra et lokale til et andet indfanget af kursusforstanderen, der meget elskværdigt og lidt genert bad mig om i mit materiale ikke at benytte for mange af disse udenlandske fremmedord, som jeg åbenbart havde tillagt mig i det fjerne, men som folk her til lands ikke kendte, ikke forstod og ikke kunne bruge til noget. Og han nævnte - på min opfordring - et eksempel. Eksemplet blev: økologi!

Der er som sagt gået adskillige år, og vi ved alle i dag, hvad der i mellemtiden - på godt og ondt - er sket. Måske er økologien sine steder gået over gevind. Man kan nu få økologiske muffedisser og økologisk kattegrus. Nuvel, det skader vel ingen. Værre er det, at der er mørkelagte områder, hvor det økologiske lys endnu ikke rigtigt er trængt ind. Mens vi investerer i vandmiljø og afgiftning af landbrugsjord, mens vi fokuserer på naturlige dyrkningsmeto-der og giftfrie levnedsmidler, glemmer vi i stor udstrækning vor egen indre økologi. Vi ved, at medicinalindustriens, levnedsmid-delindustriens og landbrugsindustriens lossepladser findes her og der i landskabet; men vi glemmer, at de først og fremmest findes inde i os selv, og at alle vore økologiske bestræbelser for os personligt vil komme til kort, med mindre vi får styr på vor indre økologi gennem livsstilssanering og - ja! - økologisk sygdomsforebyggelse og behandling.

De gamle vismænd i øst og vest talte jo om naturens lægende kraft. Men idag, hvor vi har langt mere detailleret indsigt i, gennem hvilke mekanismer og substanser denne kraft holder os i live, helbreder og regenererer os, synes vi næsten at have glemt, at den eksisterer. Men kaster vi blikket indad og erkender, at vor indre økologi døgnet rundt arbejder for os, som den altid har gjort, vil vi forstå, at ved at bruge dens midler og metoder står vi os bedst i kampen for sundhed mod sygdom.

Erik Kirchheiner