Sitat Opprinnelig skrevet av Rosin Vis post
Følte meg uvel på venterommet, ble iskald på hendene og kjempevarm i ansiktet + de "vanlige" symptomene. Selvfølgelig helt fin inne hos legen, som konstanterte at jeg har angst.
Hej søde Rosin

Man skal ikke glemme, at selv om man udvikler en angstneurose (jeg ikke ved om du har), er den altid en hormonel reaktion på "et eller andet". Havde du stresshormonerne i tilstrækkeligt niveau til rådighed, ville det hormonale feedback forhindre anfaldene i at udvikles, så lad dig (for Guds skyld) ikke overtale til troen på, at du fejler et eller andet psykisk. Det tør jeg lægge mit hoved på blokken for, at du ikke gør!

Du har nok drevet røvdrift på dig selv i den periode du beskriver i din egen tråd, hvor du (med sygdommen i bagagen) alligevel formåede at gennemføre en masse med uddannelse og i privatlivet, som ellers kan (næsten) tage livet af en frisk person, som jeg ser det ud i verden hver eneste dag. Og nu skal prisen betales. Men om den betales med ny ("psykisk") diagnose, eller om du lærer af det du har oplevet hidtil - er helt og aldeles op til dig selv at træffe beslutningen om.

Hvis du går med til en psykiatrisk diagnose - bliver det en Golgotha-vandrig senere at komme ud af den igen, da dine efterfølgende behov for lægelig assistance for stofskiftesygdom kan blive (af lægerne) ført ind i kategorien "psykiske forstyrrelser". Det bliver man ikke rask af, og da slet ikke når man har ongoing stofskiftesygdom. Det er du nødt til at være opmærksom på, før du går videre og søger lægehjælp for disse anfald du her beskriver. Prisen for det, kan være umådelig meget højere end den pris for "hensynsløs" indfrielse af krav til uddannelse, eksamener, flytning (var det vist) m.m. du har så (ellers) flot præsteret i den sidste tid.

Jeg har kun et forslag til dig og det er selverfaret OG effektivt, dog kun for mennesker, der ejer evnen til selverkendelse, hvilket er jo ikke en selvfølge for alle. Du er nødt til at erkende og erkende beslutsomt, erkende fast og erkende trods indre modstand (angsten som "forsvarer" sin sejr over dig), at uanset, at du føler dig lammet fra halsen og nedefter, kan ikke få luft, kan ikke mærke dine ben eller føler at hjertet om et lille øjeblik holder op med at slå: at det er angsten som driver showet! Ikke kroppen. Når psyken er for robust til at rammes, rammes kroppen.

Du dør ikke!

Du skal også vide, at det er (overvejende) robuste mennesker med stærk selvbevidsthed, målrettede og ikke "nemme ofre" for problemer med selvværd, ikke nemme ofre for mindreværdskomplekser eller anden tvivl på sig selv, som "angribes" af angstens fysiske manifestationer, hvor de psykologiske, emotionelle følelser af "bare angst" er nærmest altid totalt fraværende.

Det er en mulighed, at når du konstaterer, at du psykisk ikke føler dig anderledes end før (dvs. OK), at du netop derfor "logisk" tror, at der må være noget galt med dit fysiske helbred når du får så mange fysiske symptomer. Her er din logiske sans en fjende, der skubber dig direkte i fælden.... hvor angsten venter på dig. Du bliver nødt til at modstå "logikken" her og ignorere det du ellers altid har lært om netop at 2+2 er altid 4. Det er det ikke nødvendigvis når angsten bestemmer.

Men du kan sætte dine kundskaber og arbejdsmetoder, der har ført dig gennem studierne - i arbejde med at nærstudere alt du får frem ved at søge på følgende frase: "physical manifestations of anxiety" og jeg kan love dig for, at du vil gå bagover af forbavselse over, hvad angsten kan få os til at tro på, hvis vi ikke er rustet til at møde den med pure viden.

Jeg lover dig, Rosin at du dør ikke! Jeg kan også love dig (det tør jeg godt), at tager du kontrollen tilbage (gennem (selv)erkendelse og viden), vil du ikke blive til et offer for tilsvarende igen. Hormoner eller ikke hormoner. Jeg har nemlig oplevet præcis det samme for omkring 34 år siden, og gæt en gang.... siden har jeg ikke oplevet skyggen af sårbar psyke, uanset hvad livet har budt på. Erkendelsens power er enorm, når blot erkendelsen er velunderbygget (viden) og egen selvbevidsthed anerkendt, respekteret uden øvre grænse og selvværdet er intakt. Det ved jeg godt du kan! Desuden har du alt at vinde og intet at tabe.

Verdens viktigste (i denne situation) søgefrase er: "physical manifestations of anxiety"

Verdens næst-vigtigste (iflg. mig) søgeemner er:


Disse har reddet mit liv dengang, hvor jeg havde det præcis lige som du, Rosin. Det er den eneste "teknik" (jeg kender), som egner sig til en effektiv "selv-hjælp" i overensstemmelse med sit eget selv, uden indblanding af andres (terapeuternes) holdninger og deres forestillinger om, hvem man egentlig er, hvad man burde kunne og hvad der er bedst for een selv. Mange af dem (terapeuter) projicerer egne problemer ind i den behandling de udbyder og har flere lig i lasten end deres patienter. Særlig de robuste patienter virker som en rød klud på de fleste terapeuter og de helmer ikke, før de har svækket de robuste nok til at passe med "standarderne" ude i samfundet. I disse cases er selvhjælp langt at foretrække. (Er der nogen, som føler sig udfordret af mig og generelt ikke er enige med mig omkring "selv-hjælp" og metoderne dertil - please, start anden tråd om det, i stedet for at kapre Rosin's.)

Håber du kan bruge noget af det til noget (godt) Rosin.