Jeg er lidt ked af den måde tråden udvikler sig på.... Den begynder handle mere om spiseforstyrrelsen end om Maries spørgsmål: "Kan tidligere spiseproblemer med kraftig vektnedgang på kort tid (25 kilo hos barn) påvirke stoffskiftet når kostholdet er normalt igjen?" Det er ikke fair over for Marie.

Lad os tale om stofskiftet....
Sitat Opprinnelig skrevet av Marie Vis post
Begynte i 12 års alderene og hun gikk ned fra 68 til 43 i løpet av et års tid. Neste året ble hun gradvis bedre og viser ikke tegn på spiseforstyrrelse lengre. Det var en lengre tid med magesmerter og vansker for kroppen med å venne seg til mat igjen og hun var svært selektiv i matveien på grunn av dette.

Fikk god oppfølging av ernæringsfysiolog og en mengde kosttilskudd for å tilføre kroppen de vitaminer og mineraler hun manglet. Jeg kan med sikkerhet si at hun ikke har bullimi, har vært oppmerksom på dette. Etter en periode med tendenser til overspising normaliserte det hele seg og hun har hatt et normalt forhold til mat.

At hennes nå lave stoffskifte kan ha en sammenheng med dette er bare en tanke jeg har, delvis utledet av bekymring for hva som skjer når hun nå raser opp i vekt. Det er tydelig at dette sliter veldig på henne og hun går opp i vekt hva enn hun gjør. Hun spiser så sunt og normalt, til tross for voldsom slitenhet strever hun seg ut på turer for å være aktiv. Jeg er jo redd for at håpløsheten mht. vekten skal utløse nye spiseproblemer... Tenker jo at mange med lavt stoffskifte må kjenne på håpløshet i forhold til vekt, og som en gjenganger her - liten forståelse fra legestanden.
68 kg i 12-års alderen er meget. Ved du, Marie, hvordan det er gået til, at din datter gik så meget op i vægt i barndommen? Har hun spist stort, eller "kom det bare"? 25 kg over normalvægten er altså for meget til at kunne kaldes for "hvalpefedt". Hvor gammel var hun da hun sidst var normalvægtig dengang? Jeg spørger fordi det er slet ikke utænkelig, at hun kunne have udviklet (subklinisk?) hypothyreose allerede inden hun blev teenager og at den strenge diæt hun satte sig selv på kunne have forøget skjoldbruskkirtlens (allerede eksisterende?) underfunktion.

Hvis vi antager at din datter ikke havde problem med skjoldbruskkirtlen før vægttabet - er det altså intenst at tvinge sin krop (hormoner) til at kaste af mere end 1/3 del af kropsvægten når tidshorisonten kun er et år. At hun så kom ned på normalvægten er i denne sammenhæng underordnet. 1/12 del af en 12-årig's liv er "lang tid" for en skjoldbruskkirtel og at mangeårige anorektikeres skjoldbruskkirtler svinder i størrelsen er også overvejende "normalt", men her er et enkelt år ikke længe nok til kirtel-svind, mener jeg.

Jeg tror, at det ikke er til at komme uden om at få målt din datters rT3 (Reverse Triiodothyronine) og FT3 - altså 2 analyser af samme prøve. Hvis din datter havde anoreksi og/eller hvis den endnu ikke er helt "ud af kroppen", vil hendes prøve vise forhøjet (eller højt) Reverse Triiodothyronine (rT3). rT3-reaktionen ophører ikke samtidigt med opghør af spiseforstyrrelse, men fortsætter indtil videre. rT3 er sædvanligvis karakteristisk forhøjet hos anorektikere netop fordi kroppen bruger rT3 til at sætte sig selv i "sparemodus", for at bevare livet trods underernæringen (skrev jeg lidt om her). rT3 er et anti-thyreoideahormon, men det kan altså sammen med T3 (som det tæller sammen med som en sum af) snyde hypofysen til at "tro" at der er det aktive hormon T3 nok i cellerne til energiomsætningen. Resultat: (for) lavt TSH = lavt FT4 = vildledning af læger, der kun sjælden aner hvad rT3 er og hvorfor/hvordan det fungerer i kroppen. Højt rT3 kan sagtens give hypothyreose-symptomer, selv uden hypothyreose.

At skrive meget mere om det før disse to tal foreligger, ville gøre det hele uoverskueligt. Jeg ved heller ikke om det nogensinde kan opklares om din datter havde sub.hypothyreose allerede som barn eller om hendes befindende i dag skyldes hypothyreose sekundær til spiseforstyrrelse. Viser det sig at hendes rT3 er normalt dvs. lavt, kan dette tyde på at hun allerede i forvejen havde lavt stofskifte....

Havde det været mit barn i tilsvarende "tilstand" ville jeg lægge hendes kost om til lavkarbo og opretholde dette kosthold i mindst 4-5 måneder som en slags test. Lavkarbo er ikke nokarbo. Kun alt som bare ligner stivelse og sukker skal 100% væk fra kostholdet inkl. syntetiske sødestoffer. Mælkeprodukter kun fuldfede, syrnede og U-homogeniserede, gode proteiner, gerne 25-30% mere end i normalt kosthold. Hun bør hverken spise lavkalorie, fedtfattigt og saltfattigt, fordi alle disse tre "regimer" forøger rT3 og undertrykker alle kroppens hormonkirtler. Det samme sker ved over-forceret fysisk aktivitet.

Lavkarbo er udpræget energigivende og energien er vedværende idet insulinet holdes i ro. I denne sammenhæng betyder lavkarbo også ro på blodsukkeret, hvilket forhindrer down-perioder i løbet af dagen. Man kan, kort og godt, holde til mere og er mindre træt, selv med hypothyreose. At det så også løfter humøret gevaldig, er jo en sidegevinst taget i betragtning, at din pige har nok glemt hvordan det er, ikke at være træt hele tiden.

Rigtig god bedring med hende og god Pinse