C-vitamin, det glemte hormon

[Anisa]

At du tar mye av et emne kan stille krav til andre emner som gjør at disse kommer i en mangelsituasjon.
Man er ikke kommet så langt i helhetsmedisinen at man har full oversikt over slike forhold.

Både og..... En mangeltilstand står aldrig alene og den står altid fadder til flere konsekvenser/mangeltilstande, der udvikles som følge af den oprindelige. Disse mangel-konsekvenserne kan ikke undgå at blive afhjulpet, når/hvis den oprindelige mangel bliver rettet op på.

Min mening ?
For mye og for lite forderver alt......

Hvordan ved vi, hvornår er noget for meget og hvornår er noget for lidt?

Skal vi vente på, at videnskaben skal fortælle os det?

Hvor længe skal vi vente på den?

Hvad hvis vi ikke når at få et svar i vores levetid?

Ville det ikke være bedre at prøve sig frem, præcis som vi jo skal med f.eks. Thyroid?

Jeg har en meget skeptisk nabo, en ældre herre alle her omkring kalder Nisse. Han er fortaller for en god dansk kost og ellers er "alt det der økologistads og vitaminpiller noget humbug". Jeg mødte ham i dag på vej ud af helsekostbutik og han så med godmodig foragt på min pose med indkøb. "hvis du gad bruge tid på at lave ordentlig mad, ville du få den bedste næring" sagde han. Det fik mig til at tænke på, hvad Kirchheiner skrev om netop den slags meninger:

Der findes nemlig en holdning, stærkt repræsenteret blandt såkaldte naturlæger, naturopater, kostvejledere, alternative behandlere og andet godtfolk fra samme fløj og bakket op af konventionelle læger og tilmed forskere fra en ganske anden fløj, og denne holdning kan kort formuleres sådan: I naturen finder vi alle de ting, vi har brug for, og derfor har vi ikke brug for andre ting, end dem vi finder i naturen, og derfor skal alle de ting vi har brug for, findes i naturen, fordi det er dér de er.

Se, dette er ikke en videnskabelig erkendelse. Det er en trosbekendelse og en semantisk cirkeldans. Hver gang dette fordægtige credo dukker op mindes jeg uundgåeligt dejlige udødelige Sigvaldis uforlignelige observation: "Den indre linje i dansk botanik er rund".

Naturen har ikke givet os nogen som helst garanti om, hvad den rummer og kan tilbyde os. At den i enhver situation, også selv efter årtusinders menneskelig voldtægt og udbytning, skulle kunne - og ville - affodre os mennesker optimalt er selvfølgelig acceptabelt som et fromt omend temmelig naivt ønske. Men det underbygges på ingen måde af videnskabelige observationer - tværtimod!

Forskningen har længe kunnet iagttage hvordan hele arter af dyr og planter er blevet udmanøvrerede af udviklingen på vor planet, når deres mest livsvigtige ressourcer er gået tabt. Den har også kunnet iagttage, at for praktisk talt alle arter, fra de laveste til de højeste, findes ingen miljøer, der giver dem uhæmmet adgang til ressourcer af tilstrækkelig kvalitet og mængde til at udvikle deres iboende potentiel optimalt.

Naturen eksperimenterer ret hensynløst og løsagtigt, og de fleste af dens skabninger må klare sig som de bedst kan på voldsomt varierende og gennemgående suboptimale tilførsler.

Kun mennesket har i nogen grad muligheden for at snyde sig ud af denne situation; nemlig ved at opfinde bedre vilkår for sig selv, dyrke næringsrig føde, fremstille kosttilskud, manipulere og justere. Citat slut.