C-vitamin, det glemte hormon

[Anisa]

Vitamin C og vor medfødte sårbarhed

Efter tidligt i dette århundrede, som vi nu så snart forlader, at have kortlagt C-vitaminets funktioner og dets struktur, gjorde forskerne under deres videre søgen en forbløffende opdagelse.

Opdagelsen var, at mens næsten alle dyr selv kan fremstille deres C-vitamin, har mennesket derimod et sted undervejs i sin udvikling mistet denne evne.

Dette genetiske tab gør mennesket til en sårbar mutant, der til alle tider har været helt og aldeles afhængig af det C-vitamin, det kunne indtage gennem mad og drikke.

Nogle få andre skabninger er i samme situation. Marsvinet, en art frugtædende flagermus og nogle papegøjer er, for eksempel, heller ikke i stand til selv at fremstille vitamin C, og de deler - ligesom os - skæbne med de højere aber.

Fælles for alle disse skabninger er, at de stadig fortrinsvis lever i deres eget oprindelige miljø og af deres oprindelige føde, altså hovedsagelig frisk frugt og grønt, rig på C-vitamin. Alene på grund af det høje C-vitaminindhold i føden kan de overleve og formere sig.

Men mennesket lever - i modsætning til disse andre mutanter - ikke længere i sit oprindelige miljø og af sin oprindelige føde. Derfor har mennesket altid haft et endeløst sundhedsproblem - truslen om C-vitaminmangel! Og det problem eksisterer stadig, også i vor tid. Meget tyder på, at dette problem uden sammenligning er menneskeslægtens største helsehandicap og ansvarlig for langt flere lidelser og mere degeneration end nogen anden enkelt faktor.

For at forstå problemets rette omfang er det nødvendigt at kaste et blik på selve C-vitaminet, dets oprindelse, udbredelse og funktion i alnaturen.

Klodens første askorbinsyremolekyle dannedes under den meget tidlige fase af livets udvikling, hvor nukleinsyrerne, RNA og DNA, var blevet formet og havde gjort deres grundlæggende arbejde mens fundamentale aminosyrer som glycin og methionin begyndte at vise deres profil.

Sukkerstof var tilstede og en udvikling indenfor enzymer, og det muliggjorde hen ad vejen omdannelsen af sukkermolekylet glukose til askorbinsyre. Vejen fra glukose til askorbinsyre er - dengang som nu -en femfaset biokemisk reaktion, der kræver fire forskellige enzymer for at kunne lade sig gennemføre.

Nu var livet i disse tidlige årmillioner ingen myldrende zoologisk have. Livet var faktisk så enkelt, at det for udenforstående nok ville have været svært at få øje på. Det repræsenteredes udelukkende af en- eller fåcellede organismer, der tilmed havde det allerstørste besvær med at trække vejret. Der var nemlig meget lidt ilt i datidens atmosfære, ja, der var faktisk overhovedet meget lidt atmosfære, sådan som vi nu opfatter den.

Den atmosfære der var, udgjordes af blandede gasarter - methan, ammoniak, kuldioxid, kvælstof og meget lidt ilt. Alt i alt var dette en ret giftig suppe og, skulle man tro, langt fra ideel for udviklingen af det vi forstår ved liv. Miljøet må, paradoksalt nok, have været tæt på at ligne visse moderne forureningsmiljøer.

Under disse forhold kan de tidlige organismers behov for at kunne indfange ilt til brug i deres egne biokemiske processer have været det kritiske forhold, der sikrede askorbinsyren dens plads i udviklingen og dens enorme udbredelse til praktisk talt alle livsformer. For som anti-oxidant kunne askorbinsyren jo binde ilten, dengang som nu.

Forskerne antager også, at askorbinsyren havde en finger med i spillet, da kloden gik ind i en ny revolutionerende fase og takket være den nyudviklede fotosyntese oplevede en eksplosiv produktion af fri ilt, der totalt ændrede livsforhold og vækstbetingelser på hele planeten og gav den en egentlig atmosfære, som vi kender den i vore dage.

Klorofylet, det lille molekyle med den store virkning, formåede i de stadig ganske primitive planteceller at splitte kuldioxid og frigøre ilt i sådanne mængder, at det tilmed kunne gå hen og blive farligt. For lidt og for meget skader alt, siger det gamle ord. Og mens det er en uomtvistelig sandhed, at livet er helt afhængig at ilt, så er det ikke mindre korrekt, at ilt - for meget af det og forkert placeret - også er en meget potent gift. Men askorbinsyren tilpasser sig situationen. Den indfanger ilt til det biologiske system, når den er en mangelvare, og der er brug for det, og den indfanger og neutraliserer også ilt, når den er i overskud og derfor truer de selv samme livsformer, som den leverer energi til. Intet under at dette molekyle skulle gå hen og blive en stor biologisk succes.

I de lavere livsformer foregår askorbinsyreproduktionen i selve cellen; men hos dyrene lokaliserer den sig mestendels i et eller nogle få organer, fortrinsvis lever eller nyrer. Hos de højere pattedyr er fremstillingen praktisk talt helt koncentreret i binyrerne og nært knyttet til dette organs andre funktioner, der jo blandt andet omfatter håndteringen af stress og dermed også adrenalinproduktionen.

Stress vil hos disse dyr markant øge produktionen ikke blot af adrenalin, men også af askorbinsyre. I den sammenhæng kan man altså opfatte askorbinsyren som en art vandopløseligt stresshormon.

I naturens store eksperimentarium foregår allehånde forsøg; mange af dem tilsyneladende på forhånd dømt til at mislykkes. Mutationer bærer skylden for arveanlæg, der aldrig vil kunne fremme helse, vækst og overlevelse hos de ulyksalige individer, der bliver underkastet deres biokemiske diktatur.

Da menneskets forfader engang i en meget fjern fortid mistede det fjerde enzym - l-gulonolakton-oxidase - der er ansvarlig for den endelige omdannelse af glukose til askorbinsyre, så var det i den daværende situation slet ikke noget mærkbart negativt tab. For al den askorbinsyre, der var behov for, var i miljøet lige for hånden.

Snarere var mutationen en fordel, fordi skrotningen af en efter omstændighederne helt unødvendig egenproduktion nu frigjorde energi til andre formål. Antagelig netop den energi, der fyrede op under artens meget dramatiske udvikling gennem de følgende årmillioner.

Først langt senere, da mennesket havde forladt sit oprindelige miljø og drastiske omvæltninger på vor klode havde ændret klima og plantevækst og andre forhold i naturen, blev det tabte gén og det manglende enzym et alvorligt problem.

I nyere tid har vi erkendt, at problemet førte til skørbug. Og dette problem anser vi nu for løst. Men er - eller var - dette problem nu også hele problemet og det eneste problem i denne forbindelse?

Lad os igen granske de gamle beskrivelser af sygdommens forløb. Længe inden dens endelige grufulde afslutning gennemløb den et helt register af livstruende symptomer, der - i samtidens øjne - blot var stadier på vejen til patientens endeligt. Men i realiteten var disse stadier også hver for sig tilstrækkeligt belastende til at kunne koste patienten livet. Sårbarhed overfor infektioner var - og er - ingen spøg, og ved afslutningen af den Første Verdenskrig døde millioner af influenza - den Spanske Syge. Døde så mange fordi de tilhørte en race af belastede mutanter? Ville de fleste have overlevet, hvis de havde kunnet producere deres egen askorbinsyre? Eller hvis de havde indtaget tilstrækkeligt store doser C-vitamin?

Undervejs til skørbugens sluttelige fatale manifestation kan mange patienter have mistet livet på grund af hjerte/kredsløbssvigt eller indre blødninger, der ikke dengang - eller for den sags skyld senere - ville være blevet diagnosticeret som C-vitaminmangel. Jo mere vi dykker ned i disse betragtninger og følger dem logisk, desto mere skræmmende bliver billedet.

Subklinisk skørbug kalder forskerne under ét de mange lidelser, der skyldes varierende grader af -vitaminmangel i denne nedadgående skala, der til sidst ender med dødelig flagrant skørbug. Og dermed altså ikke sagt, at den subkliniske tilstand ikke kan være dødelig. Det kan den sagtens - og det er den ofte. Indre blødninger var som bekendt et af de symptomer, som allerede fortidens læger kunne iagttage under sygdommens forløb. Afhængig af deres placering og udbredelse kunne disse blødninger medføre døden og gjorde det sikkert ofte. Blodkarrenes degeneration må i C-vitaminfattige tider have udgjort en konstant trussel, ikke blot mod det enkelte individ, men mod mennesket som art.

De værste perioder af C-vitaminmangel for menneskeslægten i almindelighed var ikke opdagelsesrejsernes tid. Den er en del af vor historie, og derfor kender vi den og dens beskrivelser. Men de forhistoriske perioder har vi af gode grunde ingen rapporter om. Blot kan vi, udrustet med den viden vi i dag besidder, undre os over, hvordan den muterede genetisk sårbare C-vitaminafhængige menneskeslægt overhovedet kunne overleve istiderne, disse katastrofalt C-vitaminfattige årtusinder.

Vi kan blot konstatere, at det er en kendsgerning, at den faktisk overlevede. Vi må også konstatere, at der må have eksisteret individer, hvis særegne arvemasse under disse forhold gav dem en bedre overlevelsesmulighed end størstedelen af deres samtidige. Disse individer overlevede og forplantede sig på de andres bekostning. Med andre ord: Vore egne forfædre er i første række disse overlevere, og det er deres istidsarvemasse vi på godt og ondt lever med.

Men overleve og overleve betyder flere ting. Taler vi om en art, drejer overlevelse sig om at nå den forplantningsdygtige alder. Forplantningen sikrer arten. Individets senere skæbne er i denne sammenhæng underordnet. Måske bliver vedkommende 90, måske 50, måske kun 25; men hvis baby klarer sig godt, vil baby vokse op og bringe slægten - og dermed arvemassen - videre.

Under istiderne må millioner være døde af skørbug og subskørbug længe inden de blev forplantningsdygtige. Men nogle at dem, der nåede at forplante sig, gjorde det i kraft af deres individuelle kapacitet til at overleve blødningstendensen ved hjælp af organismens egne karreparerende mekanismer. Når deres blodkar blev svækkede og begyndte at briste fremstillede deres krop en slags VVS-kit, en klistermasse, som blev afsat indvendigt på det svækkede blodkar på det svækkede sted.

Rent biokemisk brugte organismen en substans, lipoprotein(a), der tilhører samme gruppe af fedtproteiner som HDL- og LDLforbindelserne. Reparationen var en henholdende og opsættende nødløsning, som så mange af naturens løsninger i en presset situation. Den var langtfra ideel og absolut ikke optimal; men den var tilstrækkelig god til at holde individet fungerende til skelsår og alder, til vedkommende havde sat afkom i verden og sikret sine gener for fremtiden. At så istidsmanden nogle år senere selv segnede under sit samlede antal blodpropper belastede ikke slægten per se, kun hans efterkommere individuelt. Til dem videregav han jo - på godt og ondt - sine specielle gener og dermed evnen til åreforkalkning. For kommende generationer under bedre vilkår ville dette blive et problem.

Det er den tysk-amerikanske forsker Matthias Rath, der har belyst disse forhold og påpeget deres betydning for vor tids slægt. Mens den genetiske tendens til åreforkalkning kan have været en velsignelse for menneskeslægten under istiderne, så er den afgjort i det længere forløb en forbandelse for nutidens mennesker.

En forbandelse, vi midlertid nu kan lære at hæve. Hele problemet nu som før drejer sig jo om C-vitamin, om for lidt eller tilstrækkeligt!

Kliniske undersøgelser viser entydigt, at vitamin C i tilstrækkelig mængde ikke blot beskytter mod åreforklakning og de deraf følgende hjerte/karlidelser, men kan medvirke direkte til opløsning af åreforkalkningen og til regeneration af blodkarrene. Vitamin C i samvirke med aminosyrerne lysin og prolin opløser det aflejrede lipoprotein(a).

C-vitaminets relation til hjerte/karproblematikken er her fremhævet som eksempel; men mange andre eksempler kunne fremføres. For gennem dette århundrede har forskerne gradvis måttet erkende, at C-vitaminet har utallige beskyttende og regenererende funktioner. Det er først og fremmest anti-oxidanten par excellence og beskytter mod iltning af fedtstoffer. Dette er i sig selv en aldersforlængende funktion. Dernæst styrker C-vitaminet alle bindevævsfunktioner og dermed bruskdannelse, kollagen, tandvæv, karvægge, den intercellulære substans og benhinderne. Vitamin C øger antallet og aktiviteten af de hvide blodlegemer, både B- og T-celler samt makrofager. Det reducerer også belastende cholesterol og hæmmer dannelsen af åreforkalkning. Samtidig fremmer vitaminet optagelsen af jern og kobber, øger udskillensen af giftige tungmetaller som for ekasempel bly og støtter bloddannelsen, det fremmer produktionen af binyrebarkhormoner, fremmer sårheling, afgifter leveren og neutraliserer mediciner og andre giftstoffer samt modvirker stress.

Når man betragter hele dette vide spektrum af aktiviteter, følger ganske logisk spørgsmålet: Er skørbug da virkelig den eneste lidelse, som menneskets C-vitaminbehov bør måles udfra?

C-vitaminets evne til at neutralisere og ligefrem helbrede en meget lang række lidelser har gennem de seneste menneskealdre skabt begrundet formodning om, at mangel på vitaminet er en faktor i talrige andre lidelser udover skørbug. Det drejer sig her i første række om de store dræbersygdomme - cancer og hjerte/karlidelser.

Med betragtningerne om vore egentlige C-vitaminbehov i tankerne vil vi derfor nu vende os mod spørgsmålet: Hvor meget - eller hvor lidt - C-vitamin har vi egentlig behov for?

***

[Anisa]

Vitamin C - hvor lidt og hvor meget og hvorfor?

Hvilken synsvinkel bør vi nu anlægge? Hvis C-vitaminet kun er et vitamin for mennesket og nogle få andre skabninger, bør vi så overhovedet kalde det et vitamin? Hvad ligger der i en definition? Kalder vi det et vitamin, så følger heraf automatisk en traditionel anvendelse og dosering. Det vil sige: Vitaminmangel giver en mangelsygdom, der ophæves ved at give den mængde vitamin, der ophæver mangelsygdommen. C-mangel giver skørbug. Den mængde C, helbreder skørbug, er den rette mængde, den rette dosering. Det er en ringe mængde og derfor en lille dosering.

Men vi kan anlægge en anden synsvinkel og sige: Denne substans er egentlig ikke et vitamin. Askorbinsyre er for de allerfleste organismer en slags hormon, som mennesket desværre har "glemt" at fremstille. Menneskets behov bør derfor måles ud fra, hvad organismer af samme størrelse og med stort set samme fysiologi og biologi normalt fremstiller. Ved sammenligning og beregning kan vi fastsætte menneskets egentlige behov. Følger vi denne fremgangsmåde vil vi nå frem til ganske andre resultater og langt højere doseringer.

Et stort antal dyreforsøg har vist, at denne type udregninger er særdeles pålidelige. Hvis vi iagttager, dels hvor meget C-vitamin de ikke génhandicappede dyr producerer, dels hvor meget de handicappede - gorillaer, marsvin, chimpanser, visse papegøjer og flagermus - indtager i deres naturlige miljø, og omregner disse værdier udfra kropsvægt og stofskifte til forventelige menneskelige behov, så burde vi - hver af os - dagligt producere eller indtage fra 2.5 til 10 gram.

Her må vi så igen notere os, at dette er gennemsnitlige værdier målt på skabninger i deres naturlige ustressede og - stort set - uforurenede miljøer. Men man må ikke overse, at for de fleste højere dyr er askorbinsyre at betragte som en art stresshormon - i lighed med adrenalin - og under stress stiger produktionen ganske betydeligt. I dyreverdenen vil kamp, jagt, brunst, flugt, sårheling og sygdom øge askorbinsyrefremstillingen. Endelig må vi heller ikke glemme, at de fleste dyr udover deres egenproduktion gennem føden indtager ret betydelige mængder vitamin C; nøjagtig ligesom vi gjorde i vort oprindelige miljø.

Stress er en permanent faktor i det moderne menneskes situation. Vi lever alle under en byrde af forurening uanset, hvor meget vi forsøger at beskytte os. Vi er nødsaget til at trække vejret, som bekendt, og kun de færreste har muligheder for at forbedre deres drikkevand. Selv med vor bedste indsats kan vi kun delvis og meget usikkert kontrollere stress fra stråling, forurening af mad og drikke, infektioner og talrige andre belastninger i det moderne samfund.

Når dyrene udsættes for den slags, forsøger de at beskytter sig ved at producere mere vitamin C. Det vil sige, at vi bør søge at opnå samme beskyttelse ved at indtage mere C-vitamin. Hvor meget er svært at beregne; men vi kan ganske givet trygt lægge nogle gram oven i den biologisk beregnede dosering.

Nu er alle disse beregninger selvfølgelig generelle, gennemsnitlige og u-individuelle. Men mennesker er individer og individer er individuelle. Dette gælder ikke mindst, når det drejer sig om askorbinsyrebehov. Der findes folk, der fungerer udmærket på nogle få hundrede milligram C-vitamin, mens andre ikke kan klare sig med mindre de dagligt får tilført flere gram. Hvorfor er der sådanne drastiske forskelle?

Bortset fra at der er langt større variationer i biokemisk individualitet end vi normalt erkender og den indre biokemi fra person til person derfor varierer lige så meget som udseendet, så gør særlige forhold sig gældende, når det drejer sig om C-vitaminet. Det har at gøre med overlevelsesgenerne og arvemassen. Det er klart, at de menneskegrupper, der fortsat levede i urmiljøet eller under beslægtede omstændigheder, ikke fik deres arveanlæg så barskt sorterede som de stakler, der led under istidsmiljøet. Istidsmiljøets efterkommere var jo netop efterkommere for deres forfædre og derfor de selv kunne overleve på ekstremt lave C-vitaminværdier. Deres resorption af C-vitamin fra nyrerne var mere effektiv end de andres, deres enzymatiske evne til at reparere askorbinsyremolekylet og genbruge det var formodentlig bedre udviklet. Hvis man udelukkende rummer barske istidsgener kan man sikkert
klare sig med små mængder C-vitamin. Men i almindelighed har folk jo en sand rodebutik af gener og derfor også stor variation i deres genetisk styrede askorbinsyrebehov.

Man kunne derfor ønske sig nogle beregninger, vurderinger og testmetoder, gerne nemme og billige, der mere sikkert kunne afsløre hver enkelts helt individuelle behov.

Og en sådan metode findes. Heldigvis.

Dr. Robert F. Cathcarts "tarmtolerance"-metode er utvivlsomt den bedste fremgangsmåde til stadfæstelse af enhvers egen optimale daglige C-vitaminindtagelse. Den er også den absolut nødvendige justeringsmetode for enhver patient.

Fremgangsmåden er simpel. Man indtager med få timers mellemrum stadig større doser C-vitamin, indtil man får diarré. Derefter noterer man sig den samlede mængde C-vitamin, man har indtaget den dag. Den følgende dage indtager man - stadig på fordelte doser - lidt mindre end den foregående dag. Sådan justerer man, indtil ens indtagelse ligger lige under diarrégrænsen. Denne mængde markerer ens "tarmtolerance" og er udtryk for, hvor meget askorbinsyre organismen kan omsætte og dermed for, hvad den har brug for.

Orker man ikke denne indsats - som kan organiseres på en hjemmeweekend, hvor man er i komfortabel nærhed af sit eget toilet - så kan man kun råde til i hvert fald at sørge for at indtage nogle gram C-vitamin fordelt over dagens måltider - og når sygdom eller stress truer nogle flere gram.

Nobelpristagen Linus Pauling - der for mange står som C-vitaminets foregangsmand nummer 1 - tilkendegav i sin høje og meget aktive alderdom (28. februar 1901 – 19. august 1994), at hans daglige indtagelse af C-vitamin var på 20 gram - plus så undertiden måske lidt ekstra på de dage, hvor han følte behov for det.

***

Fra bogen NY EFFEKTIV NATURHELBREDELSE
med nutrienter og andre orthomolekylære substanser
Af Erik Kirchheiner

Kan frit downloades på Mayday-info.dk

1. Bind 1 Revideret i 2001, sider: 459 Størrelse: 1,08 MB
2. Bind 2 Revideret i 2001, sider: 408 Størrelse: 976 KB

Flere bøger af Erik Kirchheiner til frit dovnload

[Kevlin]

Hei på deg Anisa

Har du selv prøvd "diare-metoden" for å finne din dose - som er 2000 mg, hvis jeg ikke husker feil..
Selv har jeg tatt 1000 mg i et par mnd.

En venninne mente at mine utslett kunne skyldes for mye C- og/eller B-vitamin,
så jeg kuttet ut både C & B;
og da forsvant omsider utslettene fullstendig.

Utslettet hadde roet seg ned da jeg hadde brukt Ashwaganda en stund, men den siste rest forsvant ikke før C&B-stoppen.

Hvem vet? Inte jag .. men kanskje du

[Hansen]

Min mening ?
For mye og for lite forderver alt......

At du tar mye av et emne kan stille krav til andre emner som gjør at disse kommer i en mangelsituasjon.
Man er ikke kommet så langt i helhetsmedisinen at man har full oversikt over slike forhold.

[Anisa]

At du tar mye av et emne kan stille krav til andre emner som gjør at disse kommer i en mangelsituasjon.
Man er ikke kommet så langt i helhetsmedisinen at man har full oversikt over slike forhold.

Både og..... En mangeltilstand står aldrig alene og den står altid fadder til flere konsekvenser/mangeltilstande, der udvikles som følge af den oprindelige. Disse mangel-konsekvenserne kan ikke undgå at blive afhjulpet, når/hvis den oprindelige mangel bliver rettet op på.

Min mening ?
For mye og for lite forderver alt......

Hvordan ved vi, hvornår er noget for meget og hvornår er noget for lidt?

Skal vi vente på, at videnskaben skal fortælle os det?

Hvor længe skal vi vente på den?

Hvad hvis vi ikke når at få et svar i vores levetid?

Ville det ikke være bedre at prøve sig frem, præcis som vi jo skal med f.eks. Thyroid?

Jeg har en meget skeptisk nabo, en ældre herre alle her omkring kalder Nisse. Han er fortaller for en god dansk kost og ellers er "alt det der økologistads og vitaminpiller noget humbug". Jeg mødte ham i dag på vej ud af helsekostbutik og han så med godmodig foragt på min pose med indkøb. "hvis du gad bruge tid på at lave ordentlig mad, ville du få den bedste næring" sagde han. Det fik mig til at tænke på, hvad Kirchheiner skrev om netop den slags meninger:

Der findes nemlig en holdning, stærkt repræsenteret blandt såkaldte naturlæger, naturopater, kostvejledere, alternative behandlere og andet godtfolk fra samme fløj og bakket op af konventionelle læger og tilmed forskere fra en ganske anden fløj, og denne holdning kan kort formuleres sådan: I naturen finder vi alle de ting, vi har brug for, og derfor har vi ikke brug for andre ting, end dem vi finder i naturen, og derfor skal alle de ting vi har brug for, findes i naturen, fordi det er dér de er.

Se, dette er ikke en videnskabelig erkendelse. Det er en trosbekendelse og en semantisk cirkeldans. Hver gang dette fordægtige credo dukker op mindes jeg uundgåeligt dejlige udødelige Sigvaldis uforlignelige observation: "Den indre linje i dansk botanik er rund".

Naturen har ikke givet os nogen som helst garanti om, hvad den rummer og kan tilbyde os. At den i enhver situation, også selv efter årtusinders menneskelig voldtægt og udbytning, skulle kunne - og ville - affodre os mennesker optimalt er selvfølgelig acceptabelt som et fromt omend temmelig naivt ønske. Men det underbygges på ingen måde af videnskabelige observationer - tværtimod!

Forskningen har længe kunnet iagttage hvordan hele arter af dyr og planter er blevet udmanøvrerede af udviklingen på vor planet, når deres mest livsvigtige ressourcer er gået tabt. Den har også kunnet iagttage, at for praktisk talt alle arter, fra de laveste til de højeste, findes ingen miljøer, der giver dem uhæmmet adgang til ressourcer af tilstrækkelig kvalitet og mængde til at udvikle deres iboende potentiel optimalt.

Naturen eksperimenterer ret hensynløst og løsagtigt, og de fleste af dens skabninger må klare sig som de bedst kan på voldsomt varierende og gennemgående suboptimale tilførsler.

Kun mennesket har i nogen grad muligheden for at snyde sig ud af denne situation; nemlig ved at opfinde bedre vilkår for sig selv, dyrke næringsrig føde, fremstille kosttilskud, manipulere og justere. Citat slut.