Hormonel reaktion på (over)træning

[Anisa]

Forresten læste jeg i går, at når den binyretrætte krop overtræner, fastholdes udsondringen af adrenalin i op til 6 timer efter endt træning. Det kunne forklare klager over hjertebank og høj puls "lang tid" efter træningen.

Det jeg reagerer på, er at man kan få det intrykk at trening ikke er bra for oss - dårlig behandlede hypothyreote. For det er bra for alle å trene - også for oss.

Om det er godt eller skidt for os, afhænger ene og alene af den enkeltes egen trænetrang og hvorvidt den enkelte ligger under for denne trang. Dem, der er afhængige af at træne har brug for endorfin-fix hver dag. De har ikke tid til at vente på at deres krop er kommet sig efter sidste gang.... Hvis du (n`Finn) nærlæser de fleste af indlæg (i emnet) her på forummet, hvor folk spørger om træning - hvordan og hvorledes.... får du næsten aldrig respons på dine advarsler om ikke at genoptage træningen før restitutionen er fuldført. De vil ganske enkelt ikke "høre" fordi endorfinerne giver dem en slags daglig "oase" midt i hypothyreosens slaphed og det opgiver man ikke så let.

Ikke alene opgiver man ikke så let, men man også sørger for at retfærdiggøre sig selv gennem at give andre "gode råd" og peptalk: træn, træn, træn, så skal du nok blive lykkelig. Sådanne eksempler var der faktisk en del af her på forummet, og meget af det de skrev fik hypothyreoter som Kevlin til at have dårlig samvittighed og skamme sig over ikke at orke at træne "nu det er altså så godt og så rigtigt at gøre".

Der er ikke nogen vits for disse endorfinister at træne ½ -1 time hver anden eller tredje, eller fjerde dag, vel? Så længe kan man ikke vente på at kroppen restituerer i sit eget tempo, fordi endorfinerne skal helst fixes hver dag. Og set i denne sammenhæng, er det bedre at "skræmme" (nye) folk fra at ødelægge dem selv, end at blive ved, som du jo gør og har gjort det et tusinde gange: at forklare om nødvendigheden af restitution, hvorefter de.... galoperer til træningscentret alligevel, bliver "lykkelige" i timerne derefter og dagen efter er de halvdøde af slid og.... alligevel går turen til træningscentret igen. Det er denne type hypothyreoter, der uden omsvøb bør have en klokkeklar besked om konsekvenserne, først og fremmest for at advare andre.

Men frem for alt, som allerede bemærket: bør og skal alle andre skærmes for forhelligelse af uhæmmet træning når det i virkeligheden handler om at opnå et endorfinrus, helst hver dag.

Jeg kan selv se, at det jeg skriver lyder hårdt, men det er ikke værre end at foregøgle andre at træning er vejen til helse og velvær for alle. For os gælder det kun under den forudsætning, et vi respekterer vores sygdom og restituerer længe nok mellem træningerne.

[Anne Ma]

Jeg tenker at alle har godt av bevegelse. Trening i ordets vanlige bruk er ikke bra for mange, men å gå på tur og være ute i lys tror jeg er bra for alle. Selv om det bare er 15 minutter hvis man er for dårlig. Jeg lever jo med ME og Hypo, og jeg har ingen mulighet til å trene 5 dager i uken slik jeg gjorde før jeg ble syk. Men jeg holder fast på at det er til mitt beste om jeg kan få trent litt. Selv om jeg ikke har mulighet til å intensitets trene slik jeg brukte å gjøre, så tror jeg det er viktig å ta vare på musklemassen opp i det hele. Og det selv om det koster mye til tider! Bevegelse virker godt på smerter for det holder kroppen fleksibel. Så om man tar en rusle tur et par tre ganger i uken, så tror jeg at det vil i det lange løp bli til gevinst for alle og en hver.

Og selvsagt skal man droppe all trening om man er alt for dårlig Det er jo logisk

[Vigdis]

Og jeg antar at dette du skriver Anisa, også kan videreføres til generell pressing av kroppen? Overarbeidet, overstresset. Presse seg litt til. Og litt til, og litt til. For det gjør jo alle i dette samfunnet vi lever i. Jeg er jo i en fase hvor jeg er delvis sykmeldt på grunn av binyrene. Og jeg kjenner så godt at jeg klarer ikke ha for mange ting på agendaen hver dag! Det er umulig! Jeg må bedrive restituering mange ganger gjennom hele dagen. Gi meg selv små røykepauser. Jeg røyker ikke, det er mer billedlig for å understreke suget etter pause, som røykeren kjenner suget etter en blås!

Og hvor lenge den situasjonen jeg er i nå, vil vare, det vet jeg jo ikke! Kanskje vil jeg ha dette behovet for å ile langsomt resten av livet? Trene rolig, jobbe korte og rolige økter med hvilestund etterpå, ikke gå rett fra en aktivitet til en annen. Akkurat nå er livet mitt sånn. Og med en gang jeg går utenfor denne balansen mellom aktivitet og hvile, sier kroppen klart og tydelig fra: jeg får søvnvansker, jeg skjelver og rister, jeg klarer ikke konsentrere meg, skriveleifene går fra noen til å være nesten overalt, kort sagt, jeg er utslitt! Og må betale for det dagen etter.

Det er det med å lese kartet ut fra det landskapet vi ferdes i. Og landskapet har endret seg. Hypokroppen er under et voldsomt press.

Vi må lære å nyte annerledes. Ikke bli lei oss for at vi ikke klarer å trene som før. Jeg må innrømme at jeg blir lei meg av og til for det! Men heller forsøke å glede oss over det som faller på plass og blir gjort, tross alt. Nyte det som er. Glede oss over den vi er nå, om det er mulig. En eller annen,, tror der var miljøkjemperen Damman, snakket om å studere myggen i Norge i stedet for elefanten i Afrika. Det er kanskje noe med det, være der du er. Kanskje det er noe nytt å se, oppleve, føle, tross alt?

[Anne Ma]

Helt enig med deg i å nyte livet anderledes Vigdis