Hormonel reaktion på (over)træning

[Anisa]

Kroppen er en komplisert ting

Det er netop fuldstændig korrekt, Lisa Jeg bliver sådan syg om hjertet, når jeg hører eller læser om alle "heltene" med hypothyreose, der driver den frem på viljestyrken indtil... det går galt. De kan også finde på at råde andre syge til at (hårdt) træne sig stærke og slanke... Denne mangel på respekt for denne sygdom synes at være fælles med lægernes, når det kommer til stykket (i denne sammenhæng). Helt utroligt vi gør det, når vi (på den anden side) ved, hvor svært det er at "få lægen til at forstå...", alt imens mange af os gør det samme: forstår ikke engang os selv og ej heller forstår de deres egen sygdom....

Nu er en en rask halvtimes tur i skogen eller en halvtime på ergometersykkel ikke det helt store, vel? Så du kommer dig nok, Lisa.

Med den informasjonen krympet du min dårlige samvittighet og skamfølelse betraktelig fra :arrow:

Hvorfor skulle DU (kærhjerte) have dårlig samvittighed og skamfølelse????

pssst: hva er "ilt" ?

Psssst: oxygen. ()

[Kevlin]

Hvorfor skulle DU (kærhjerte) have dårlig samvittighed og skamfølelse????

Ja - det er et godt spørsmål Anisa.
Det ligger nok i u(nder)bevisstheten og fasaden samtidig;
ikke så lett å få tak i / has på.

Jeg fant mye gjenklang i Admins tråd (utdrag):

I tråden Litt optimisme og lærdom er der faldet (vores) bemærkninger til aspektet "Mestring af sygdom". Vores opmærksomhed er blevet vækket særlig i anledning af anvendelse af ordet "lærdom" i overskriften. Hvis lærdom var der tale om? En lærdom generelt gældende os alle eller det en lærdom skribenten har opnået på egne vegne og til egen nytte? Og hvad med alle dem, der er plaget af sygdommen og som modtager enten ingen behandling eller en dårlig behandling af helsevæsenet? Hvordan skal/kan de opfatte denne lærdom, hvis de ikke selv er i stand til at lære af den? Er det så deres egen "skyld" at de lider, da de jo "bare" kunne lære at mestre sygdommen?
Bør de give sig i kast med sygdomsmestring før eller efter at de er kommet i effektiv behandling? Hvordan opnår de en effektiv behandling samtidigt med at de ophører med at fokusere på sygdommen og lære så meget om den, at de har noget (viden) at stå imod med, når vrantne læger skal konfronteres og stilles krav til?

Hvordan fortsætter de med at kæmpe for effektiv behandling samtidigt med at de har lært at leve med sygdommen og dermed også har sat kampgejsten ud af kraft? Hvorfor kæmpe for noget, når dette noget ikke længere er et problem i fokus?

Det er ikke noget at regne med eller være sikker på, at tro at begge dele: sygdomsmestring og kamp for at lære og for bedre behandling kan ligeligt tilgodeses - side om side. Det som falder bort først - helt eller delvis, når der stræbes efter en ensidig mestring af sygdommen gennem benægtelse, er motivationen. Der er simpelt hen ikke plads til begge under samme "tag". På bundlinjen gælder det om enten kamp eller resignation. Sonjas Stoffskifteforum skaber plads og hjerterum for de som kæmper og for de, som vil lære og have støtte til at kæmpe for bedre liv gennem bedre behandling af sygdommen. Ikke mestring af den. Det kommer først i anden række.


At sætte sig ind i andres situation betyder nemlig at deres personlige sygdoms-mestring må midlertidig vige pladsen for en åbning mod sygdommens realiteter som de er for de nødlidende, der har brug for hjælp.

.. "sygdoms-mestrenes" styrke synes ikke at række til mere og andet end dem selv, lige med undtagelse af gentagelser af anbefalinger til at andre lærer det også. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt at sige til en syg af subklinisk hypothyreose, der nægtes behandling på 10. år og hvis arbejdsmæssig og personlig tilværelse hænger i laser.

Ikke nok med det, men der kommer jo hele tiden nye brugere til, med lige så slemme eller værre erfaringer (med sygdommen) end ens egne var, før man har lært at mestre den.

De som bliver tilbage er de få, som godt nok aldrig har lært at mestre sygdommen gennem benægtelse, men mestrer den netop gennem kendskab til og fokus på viden om den. De er ikke bange for at bevare mindet om smerten og om plagerne. De bliver ved med at kæmpe for sig selv og andre.... Derfor kommer plads og støtte til de kæmpende på første pladsen her på forummet, mens mestring af sygdommen er h-j-e-r-t-e-n-s velkommen såfremt den ikke tangerer en "religion", men den kommer aldrig til at dominere dette forum.

I det siste avsnittet har Sonjas heldigvis flere Gamle travere
- så ser jeg deg der

[Elbeth]

Jeg har lest dr. Mercolas innlegg Ny studie om trening;

Det er viktig å trene riktig og forvisse seg om å få tilstrekkelig hvile og tilheling. Dette er like viktig som selve treningen. Variasjon i trening er nødvendig, men utover det er det nå overveldende bevis som indikerer at konvensjonelle langdistanseløping er en av de verste former for trening. Undersøkelser har ikke bare bekreftet urovekkende funn, men også konkludert med at langdistanseløping er en av de minst effektive former for trening.

Her følger et intervju mellom dr. Mercola og dr. McGuff, en tidligere "treningsnarkoman" som lærte mye om helsemessig- og helsefarlig trening da han studerte medisin.

Like you, I was actually drawn into medical school by an interest in exercise that began when I was a teenager.

I ended up in emergency medicine, because I found that's where my natural talents lie, and also because I could not find any specialty of medicine that I felt was giving an appropriate representation of what exercise should be.

I originally became interested in exercises when I was about 14 years old. I was in a sport called bicycle motocross or BMX, which is a type of sprint race done offroad on bicycles. At the time, I was just starting in it and found myself quite weak in the sport. In particular, there were certain sections that involved a large hill climb that I could not make. My brother had just one of these seaman plastic barbell sets in the garage. I decided to break out the manual for that and give that a try. Within one month, I was literally astounded.

I essentially went from last-place to untouchable. I tried for the better part of the year to keep my training activity a secret. That sort of launched me to a level on the sport, where I was doing really well. Ironically, I made it to the professional level by the time I was 17. It was my passion for highintensity training as advocated by Arthur Jones that probably kept me from going as high in that sport as I should. At that level, they start to feel that if I‟m resting, someone else is training.

I actually overtrained. I was doing three very hard sessions per week religiously, in addition to the racing schedule. I just winded out. I think, in retrospect, if I want to have the insight to pay attention to the recovery side of the equation, I would have done much, much better. That's kind of how I evolved this interest in high-intensity exercise and kind of took it on from there.

Hele intervjuet varer i ca 2 timer.




Hele intervjuet er også å lese i pdf format.