Det er jo ekstremt tankevækkende, at nogle forskere mener, man ligefrem skal genoptrænes ... Jeg har godt nok selv haft den tanke nogle gange men har skubbet den væk. Det føles lidt for langt ude - genoptræning!

Men alligevel: Nogle gange opdager jeg, at jeg har gjort et eller andet mærkeligt - som fx pludselig talt lidt for meget eller længe eller 'tæt' med fx en eller anden nabo eller en, jeg kun møder, når vi lufter hund - og så føler jeg mig mærkelig til mode og overvejer, om jeg kun gør det, fordi jeg er i den fysiske & psykiske tilstand, jeg nu engang er på grund af stofskiftet - eller om jeg 'er' sådan - og frem for alt: Om jeg vil blive ved med det, hvis jeg en dag kan andet og mere, end jeg kan nu.

Svaret er vel et sted 'i midten'; Ens adfærd må jo blive påvirket af stofskiftet, og det giver nogle vilkår og dermed også nogle vaner, man ellers ikke ville have fået, tror jeg. Så er jobbet vel at vænne sig af med noget, vænne sig til noget andet - OG holde erindringerne ud?

Er det sådan, vi skal tænke vores genoptræning, tror I - eller?

Under alle omstændigheder for man da godt nok travlt, hvis man får det bedre ... DU GODESTE
Men det bliver jo nok en blandet fornøjelse

Jeg er i øvrigt nok ikke så mærkelig endda. Læger er ofte tilbøjelige til at mene, at jeg er ... usædvanligt almindelig, tror jeg. Men jeg kan jo mærke, at i hvert fald en hel del andre ikke er enige i, at der er så meget almindeligt ved mig. Og det er ikke alle på den måde som før, jeg blev syg. Da var jeg usædvanlig uden at være helt ude i hampen. 'En stor personlighed', kommenterede nogle af mine lærere i Folkeskolen mig - som ros. Jeg var ikke venner med alle men gode venner med dem, jeg var gode venner med.

Og 'Den, som er venner med alle, er ikke ven med nogen', står der på en magnet på køleskabet her i huset. Det er jo sandt. Det behøver ikke være sådan, at alle og enhver kan lide en .... Heldigvis.

Men det er da ret så beklageligt, hvis for mange af dem, man gerne ville være venner med, ikke kan få øje på en? Hvis I forstår?