Fremtidsdrømme fra barn til ung

[Anisa]

Drømmer og håp om fremtiden er vel det som holder meg i live, men de drømmene jeg hadde dengang, før jeg ble syk, er noen helt andre enn dem jeg har i dag. De gamle har sluknet, men jeg har fått nye. Det er mulig at friske mennesker har større, mer spektakulere drømmer og håp enn meg. De ville kanskje til og med le av mine. Men det får så være.

Jeg er enig i din personlige kommentar - Knokkel - du skal have tak for. Og det mener jeg. Men ellers vil jeg gerne holde fast i min egen røde tråd med mine indlæg.

Du skriver bl.a. "De gamle har sluknet, men jeg har fått nye."

Det er også sket for mig.... i flere omgange endda med nogle års mellemrum, at jeg har "revideret og tilpasset" drømmerne til de muligheder det behagede sygdommen at lade mig beholde. Det må også gælde andre i et langt forløb med en kronisk sygdom, at de med mellemrum er nødt til at revidere hvad der fortsat er mening i at håbe på og drømme om - og hvad viser sig at være urealistisk pga. sygdommens indskrænkninger af færdigheder (kognitivt) og muligheder (ofte penge) til at realisere sine drømme.... Man bliver mere og mere beskeden, ønsker sig mindre og mindre i håb om, at hvis man "ikke forventer for meget", burde man i det mindste opnå "lidt". Men som en gammel filosof sagde for flere tusinde år siden - jo mindre man drømmer om, jo mindre drømmer man og desto mindre opnår man.

For hvad nytter det at man køber bøger hele livet igennem, med håb om at kunne læse dem, fordybe sig i og tænke over når man får plads til det en gang i fremtiden - hvis der i "ventetiden" sker, af sygdommen bestemte indskrænkninger i både "plads til" og de kognitive evner til overhovedet at kunne læse? Da sidder man og ser på sine boghylder, eller hvad man ellers har fyldt med forhåbninger, og må nøjes med at betragte disse som et tab idet man ved, at det kommer man ikke til at kunne opleve fordi sygdommen har, i mellemtiden reduceret både mulighederne for og evnen til.

Det er meget prisværdigt, altid at forsøge at se frem til det bedste i alt. Men det er min erfaring, at når det er ens eget ståsted og indre energi, der skal nære og vedligeholde dette lyse blik, der alene kommer fra een selv og uden bidrag udefra, hvor vi lever - ja, da vil enhver en skønne dag opleve, at man har givet ud af så meget plads, at der ikke længere er plads til selv ens egne fødder.... Det jeg mener er, at findes kilden/energien til fastholdelse af drømmerne kun i os selv, uden opbakning udenom os selv.... da vil enhver løbe tør for det stof drømmerne vævet af, før eller siden.

Hvis vi kunne hjælpe hinanden - raske og syge - med den bedste behandling (fra lægerne), med støtte og forståelse (fra samfundet), med tolerance og indsigt (fra vores pårørende og venner) - ville drømmerne kunne bevares, endda forsøges opnået.... I stedet mødes vi med krav og fordømmelse, hvis vi ikke kan indfrie andres forventninge.... for så er problemet jo "vores", ikke "de andres", vel? Og så tilbydes vi mestringskurser i, hvordan man bedst lever med sygdommen og hvordan lærer vi at håndtere vores sygdom så ALLE DE ANDRE kan leve med vores sygdom, til en høj pris af "tabet af sig selv", betalt af os og os alene i drømme-valutaen. Så hvordan kan man mestre sygdommen uden at resignere ved jeg fortsat ikke....

Men så lidt (eller meget) husker jeg dog fortsat fra de gamle lærdomme om livskunsten: man kan ikke bygge (eller genopbygge) et godt liv på resignation.

Så hellere kæmpe hårdt for sig selv, endnu mens man kan.... og ikke lade nogen slippe for ansvaret, når vi udsættes for uvidende lægekunst, for intolerant samfund, for fordømmende familie og for alt andet, der sender vores drømme tilbage i synet på os selv, endda ledsaget af beskyldninger om, at når/hvis vi mislykkes - er det vores egen skyld og vores egen sag, og vores eget ansvar.

Personligt mener jeg, at mere end os selv - er det samfundet på alle planer, der trænger så gruelig meget til et mestringskursus i at omgås sine kronisk syge borgere.

Jeg ved godt, at det bliver svært at svare på dette indlæg jeg lige har postet... Jeg vil derfor godt kunne forstå, hvis der ikke kommer mere respons på denne tråd.