Jeg har været med her ret længe, men har ikke fået samlet mig sammen til at få skrevet lidt om mig selv. Men nu prøver jeg.

Jeg er 56 år (om 3 dage). Jeg fik for højt stofskifte i 2003. Det blev behandlet med Neomercazole- faktisk blev det behandlet alt for langt ned, så jeg gik rundt med hypo-symptomer. Mine arme smertede og kunne ikke rettes ud, så jeg kunne ikke nå op i mine køkkenskabe bl.a.

Senere blev jeg presset til at blive behandlet med radioaktiv jod, da ,man sagde, at jeg ellers aldrig ville få det bedre. Jeg var bange for at få lavt stofskifte, men fik at vide at det var helt uproblematisk at behandle, og at det ville jeg slet ikke opdage. Mobstræbende fik jeg jod OG for lavt stofskifte.

Havde jeg været dårlig med det høje, så blev jeg 100 gange dårligere på det lave. Det har været nogle triste år med mange symptomer. Det har siden vist sig, at den endokrinolog jeg havde i begyndelsen end ikke havde tjekket, om jeg havde antistoffer. Jeg får lige nu Levaxin. Mit fT3 følges ikke med fT4 som det skal men forbliver helt nederst i normalområdet. Derfor får jeg nu lidt Liothyronin oveni, men har det stadig ad H til.

Jeg er træt, mit hår er blevet så tyndt, så tyndt, min hud skæller og er tør som pergament og revner og bløder. Hovedbunden er øm og skællet, tandkødet får sår ud af den blå luft. Jeg får hyppige infektioner i mit eksem. Eksem har jeg altid haft, men ikke infektioner. Jeg får blå mærker uden grund, har i perioder mange ledsmerter, sprinfinger osv. Det kommer og går.

Det værste er hjertet. Når jeg ligger for lavt, får jeg meget lav og uregelmæssig puls. Hjertet slår så hårdt, at pulsslagene mærket helt ud i tænderne og jeg kan høre det synge i ørerne. Det er Så væmmeligt. Desuden er jeg blevet klodset, taber ting, støder ind i ting. Jeg kan ikke koncentrere mig, læser ikke bøger mere, for jeg kan ikke. Mit syn er blevet dårligt, sløret, dobbbelt.

Der er mere, men jeg orker ikke at skrive mere lige nu :-)