Insulinresistens og stofskifte

[Anisa]

Ja, insulinresistens tetter igjen reseptorene for stoffsikftehormon.

det er slik 4M-klinikken og Fedonklinikken behandler stoffskiftepasienter som ikke ble bra med levaxin alene.

Insulinresistens er netop karakteriseret ved, at sukkeret i blodet ikke optages i cellerne. Når sukkeret cirkulerer i blodbanen og ikke lukkes ind i cellerne, sendes der signaler om, at cellerne mangler sukker, hvilket øger insulinudskillelsen, som igen "kalder" på mere sukker, der alligevel ikke kan komme ind og gøre nytte i cellerne, hvilket igen kalder på mere insulin.... og sådan kører det i ring, til stor skade for kroppen.... Sådan fungerer insulinresistensen.... Masser frit insulin i blodet og sukker-mangel i cellerne. Når sukkeret fra blodet ikke kan udnyttes i cellerne - deponerer kroppen det i kropsfedt-depoter. En skrue uden ende...

Insulinresistens er en lidelse, som bedst behandles med mad, motion, vægttab (ved overvægt) og kosttilskud. Symptomer på insulinresistens kan være overvægt med æblefacon, uønsket hårvækst, blodsukkerubalance, sukkertrang og træthed.

Hvad insulinresistens indebærer, og hvorfor det opstår, bliver man nødt til at sætte sig grundigt ind i, da uden denne forståelse af mekanismerne bag insulinresistensen - kan man ikke motivere sig nok til at gennemføre de nødvendige omlægninger af bl.a. kosten, og dette permanent - hvis det skal nytte og effekten blive varig.

Både overvægtige og normalvægtige kan have insulinresistens. For begge gælder det, at mad og bevægelse er vigtige for, herigennem at forbedre insulinfølsomheden og sænke blodsukkeret. Den rette kost stabiliserer blodsukkeret, og herved balanceres hormonerne. Den insulin-triggende kost ødelægger det.

Insulins væsentligste effekt er at medvirke til transporten af sukker fra blodet over cellemembranen og ind i cellen. Som allerede nævnt sker det, når insulin kobles til insulinreceptorerne. Når insulinet er koblet på, aktiveres et transportprotein inde i cellen. Det går til cellens overflade og transporterer sukkeret ind i cellen, hvor det omsættes til energi. Det er et kompliceret forløb, som er styret af mange gener. Samtidig er processen afhængig af, at alle aktører er præcise og har bedst mulige betingelser. Det kan give et indtryk af, hvor komplekst kroppen fungerer, og af, hvor vigtigt det er, at der er balance i kroppens kommunikation - hormonerne.

Mulige årsager til insulinresistens

Insulinresistens er en lidelse, hvor insulinet har en nedsat evne til at virke. Insulinresistens kan opstå af flere årsager:

• Fejl i et af generne
• Forringet kvalitet af insulin, cellemembran eller transport¬protein
• For højt indtag af let optagelige kulhydrater (sukker, hvidt mel m.m.)
• Overdreven sportstræning
• Stress
• Overvægt
• Inaktivitet

Med øget forskning inden for området er der en mulighed for, at forskere i fremtiden kan finde flere årsagssammenhænge. Finske forskere fandt for eksempel for snart 20 år siden en sammenhæng mellem insulinresistens og infektioner, men det er ikke noget, der er forsket videre i, selvom det kunne være både interessant og relevant at vide noget mere om.

• Når kroppen har en nedsat følsomhed for insulin eller di¬rekte insulinresistens, opstår der energi- eller sukkermangel i cellerne.
• Så beder cellerne om mere sukker, og det øger insulinsekretionen.
• Dette giver en forhøjet mængde insulin i blodet, og insulinet kan stadig ikke udføre sin funktion.

Receptorernes antal kan være nedreguleret, fordi der har været et forhøjet insulinniveau. For eksempel på grund af for meget sukker i kosten. Det, cellereceptorerne gør, er at foretage en umiddelbart hensigtsmæssig tilpasning til omstændighederne. Det har dog den bivirkning, at cellerne på sigt har svært ved at få det sukker og den energi, de har brug for, og derfor beder de om mere. Når de gør det øges insulinsekretionen.

Det er kroppens sunde reaktion, når der er sukker i blodet og sult i cellerne. I dette tilfælde fører det imidlertid til forhøjet insulin i blodet og en minimal transport ind i cellerne, fordi der mangler receptorer, eller "døre", ind til cellerne.

Det er en ond cirkel, og sulten i cellerne giver nedsat energiproduktion. Symptomerne kan være træthed, irritabilitet, nedsat koncentration eller mangel på overskud. Det giver ofte sult eller trang til søde sager, kaffetørst, trang til alkohol eller trang til småspiseri dagen igennem.

For at sukkeroptagelsen kan fungere optimalt, skal receptoren og insulinet være dannet helt perfekt og passe sammen. Ellers kan de ikke kobles sammen. Hvis der mangler zink, (som er med til at give insulinet sin rummelige struktur), så passer insulinet ikke i receptoren. Det kan også være receptoren, der har ændret en smule facon, eller smidigheden i membranen, der er nedsat. Det gør, at insulin ikke bindes til receptoren. Receptoren er dannet ud fra peptider (nedbrudte proteindele), og membranens smidighed afhænger blandet andet af, om vi har spist tilstrækkeligt med omega-3 fedtsyrer og omega-6 fedtsyrer af god kvalitet.

Hvis vores kost ikke indeholder tilstrækkelige mængder af zink, proteiner, flerumættede og enkeltumættede fedtsyrer, eller hvis den ikke fordøjes og optages godt nok, kan der opstå ubalancer i blodsukkeret. Blodbanen vil indeholde både glukose og insulin. Cellerne vil mangle glukose, hvilket udløser mere insulin, men virkningen vil udeblive. Der dannes et forhøjet insulinniveau i blodet, som medfører stivere cellemembraner. Stive cellemembraner forringer transporten af stoffer ind i cellen.

Forhøjet insulin forårsager en lavine af følgevirkninger, som har indflydelse på andre hormoner, udviklingen af PCOS og på kroppens hormonbalance generelt. Her er altså startet en ond cirkel, som det er vigtigt at bryde.

For at få balance i blodsukkeret skal man undlade at spise brød, ris, kartofler og pasta i større mængder. Man skal helt undgå sukker, honning og tørret frugt. Derimod gavner det at spise mange grøntsager, kød og gode fedt/proteinkilder som nødder, mandler, avocado og kokosolie til hvert eneste måltid. Det mætter godt uden at fremkalde insulinreaktion.

Den smule brød og pasta man spiser, bør være fuldkorn. Ris skal helst være naturris. De indeholder fibre, som hæmmer insulinsekretionen, foruden de uundværlige vitaminer og mineraler. Ligeledes blåbær og kanel forbedrer insulinfølsomheden.

Kosttilskud rettet mod insulinresistensen er en multivitaminpille med vanadium (vanadium forbedrer insulinfølsomheden). Herudover zink, fiskeolie (eller hørfrøolie), krom, magnesium, selen, C-vitamin og E-vitamin.

Insulinresistensen og fysisk aktivitet

Inaktivitet kan være med til, at der udvikles insulinresistens, men aktivitet kan vende billedet, fordi motion sænker blodsukkeret og forbedrer insulinfølsomheden.

Gennem fysisk aktivitet øges muskelmassen. Muskelceller er sammen med fedtceller (fedtdepoter) og leveren det sted i kroppen, hvor vi kan lagre overskydende energi - sukker fra blodet. Vi øger lagerpladsen og sænker herved sukkerniveauet i blodet. Under fysisk udfoldelse sænkes blodsukkeret, fordi musklerne bruger blodsukkeret direkte uden insulin og transportmolekyler. Herved falder blodsukkeret, og det sænker insulinsekretionen. Samtidig oplever mange mennesker, at bevægelse regulerer sulten og gør det lettere at spise mindre og sundere dvs. uden et hunger efter hurtigt omsættelige kulhydrater.

Fysisk aktivitet øger blodcirkulationen i hele kroppen. Under konditionstræning som løb, svømning og cykling opstår en markant øget blodgennemstrømning ud til alle væv. Med sig bringer blodet ilt og næringsstoffer. Herved giver fysisk aktivitet bedre næring i alle væv. Endelig har den en gavnlig indflydelse på stress. Stress er en af de faktorer, der kan udvikle og fastholde insulinresistens.

Det er dog meget vigtigt at være opmærksom på, at overtræning har den modsatte effekt. Overtræning udvikler eller fastholder insulinresistens. Overtrænings indflydelse på kroppens balancer er ikke grundigt undersøgt, men sandsynligvis er stress et nøglepunkt i denne sammenhæng. Eksempler på fysisk aktivitet, der reducerer insulinresistensen er en halvtimes moderat løb eller hurtig gang, dansk, cykling eller svømning - tre til fire gange om ugen.

***

Genfortalt frit efter et afsnit i bogen "Fra barnløs til frugtbar" af Tine Grandjean, Borgen 2008, ISBN 978-87-21-02945-6. Jeg har "udskiftet" enkelte ord og vendinger med andre af hensyn til, at her er det mest stofskiftesyge som læser med. Vores erfaringer taget i betragtning og de mange nederlag med vægttab mange har oplevet - mener jeg at ord som "motion" eller "vægttab" kun kan få mange til at opgive på forhånd, også håbet om at de kan spise sig ud af insulinresistensen. Dermed vil gode pointer gå tabt. Fysisk aktivitet betyder det samme som motion, men uden "motions" håbløse klang for dem, som har kæmpet med (over)væten og fejlet... så hellere tænke i andre udtryk - ikke forbundet med de mange nederlag næsten vi alle har så stort et lager af.

Insulinresistensen kan spises og "leves" væk, men det kræver en livslang omlægning af, hovedsagelig kosten, uanset at kroppen skriger efter sukker. Det holder den op med, med det rette kostskifte, det kan jeg godt love, fordi jeg har været der selv. Det er kun et spørgsmål om tid.