Så blev jeg opereret sidste onsdag og er hjemme igen.

Det var en svær operation. Jeg var meget dårlig op til et døgn efter operationen. Havde svært ved at vågne. Måtte have ilt, og drop. Havde kvalme, kastede op osv. Mine to medpatienter der fik samme operation, var langt hurtigere på benene.
Jeg er stadig ikke frisk nu her en uge efter. Den operation tog hårdt på mig fysisk såvel som psykisk.

Jeg havde fået lovning på en sub total fjernelse af kirtlen, dvs. man ville forsøge at bevare ca. 15-20 % af kirtlen (efterlade 2-5 gram). Dette havde jeg talt med kirurgen om dagen før, samt skrevet under på.
På trods af dette vågnede jeg op uden kirtel!
Kirurgen fandt en meget knudret og syg skjoldbruskkirtel, og havde gjort alt hvad han kunne for at bevare en del af kirtlen, men det havde ikke kunnet lade sig gøre.

Skulle have haft en operation for flere år siden, så var kirtlen nok ikke så ødelagt, og oddsene bedre for en delvis bevarelse af kirtlen, som i min mors tilfælde.
De næsten 5 år på medicin, dårligt reguleret pga. endokrenologerne ikke har formået at hjælpe mig med at få justeret mit stofskifte ordentligt, pga. jeg ikke lå indenfor den "margen" skala man bruger på 0,2- 4,0. Jeg ligger tilsyneladende udenfor den margen, og så er man ret så meget på Herrens mark. Og det er svært at justere selv, når man ikke ved hvor ens naturlige/normale stofskifte skal ligge, og man ikke har noget at navigere efter.

Så ja, det var det.
Jeg er ked af, at jeg ikke kunne bevare en del af kirtlen