Vores piller
- Medicinalindustrien, forskningen, lægerne og patienterne

Af Nina Vinther Andersen
Forord

Jeg var i slutningen af min første barselsorlov i 2003, da min daværende chef på dagbladet Politiken ringede for at høre, om jeg ville skrive om medicinalindustrien, når jeg kom tilbage på arbejde. Det ville jeg gerne, og kort tid efter sad jeg sammen med en kollega og interviewede en overlæge i København. Overlægen fortalte om nogle af de teknikker, medicinalindustrien bruger for at pynte på resultaterne af deres forsøg og i deres markedsføring. Da han efter sin lille tale så vores målløse udtryk i ansigterne, trak han skuldrene op, slog ud med hænderne, lænede sig tilbage i stolen og udbrød: "Jamen - det ved enhver jo!"

På det tidspunkt foregik der internationalt set en intens debat om industriens markedsføring og samarbejde med lægerne. Sundhedskomiteen i det engelske House of Commons granskede medicinalindustrien og fandt, at dets indflydelse var enorm og ude af kontrol. l Men debatten herhjemme - den har stort set været fraværende.

Jeg har siden samtalen med overlægen beskæftiget mig indgående med medicinalindustrien og samarbejdet med lægerne på en række medier, heriblandt på Ugeskrift for Læger, Ugebrevet Mandag Morgen, DR, Politiken og Forbrugerrådets blad Tænk. "Industrien er kun så god, som vi læger gør den til," sagde en professor til mig under en samtale.

Når samarbejdet er gået godt, har vi fået unikke videnskabelige opdagelser, som vi kan være taknemmelige for. Men bagsiden har været en række skandaler, hvor nogle af verdens største medicinalselskaber har skjult, fordrejet eller fortiet viden om bivirkninger og overdrevet fordelene, så deres medicin har set bedre ud, end den var. Det er sager, som læger med deres navne og status har været med til at blåstemple, og som har haft tragiske konsekvenser.

Alliancen mellem medicinalfirmaer og læger har vist sig så stærk, at der er behov for en grundlæggende debat om i hvilken udstrækning læger, medicinalfirmaer, samfund og patienter har sammenfaldende interesser. Denne kommercialisering af lægevidenskaben kræver også en diskussion om de rammer, samarbejdet skal foregå i. Et af de grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen er, at der ikke er penge mellem læge og patient, og at læger ikke må have økonomiske interesser i eller forbindelser til virksomheder, der handler med lægemidler. Det er et princip, som i årevis har styrket patientens tillid til lægen og gjort, at patienter har kunnet føle sig tryg ved, at lægens diagnose, ordinationer og henvisninger alene har været fagligt begrundet og ikke udsprunget af økonomiske egeninteresser. Den sikkerhed har patienter ikke længere.

Formålet med denne bog er at give patienter og pårørende mulighed for at blive mere kritiske forbrugere af medicin og sikre en mere oplyst dialog med deres læger. Samtidig giver den politikere, læger, myndigheder og medier en række forslag til forandringer, og lægger dermed op til en debat om grundlæggende principper i det danske sundhedsvæsen.

Jeg har skrevet bogen på egen risiko og regning. Den har været to år undervejs. Dels fordi jeg har haft travlt med arbejde, dels på grund af familiemæssige omstændigheder - og endelig fordi alliancen mellem industrien og lægerne bør beskrives kritisk uden at fornærme og med så omfattende dokumentation som mulig. Tak til de læger, farmaceuter, sygeplejersker, nuværende og tidligere ansatte i medicinalindustrien samt gode kolleger, som har inspireret mig, ledt mig på rette spor, og hjulpet mig undervejs. Ingen nævnt, ingen glemt. Og tak til Torben for altid konstruktiv kritik, inspiration, støtte, opmuntring og uendelige mængder tålmodighed.


Nina Vinther Andersen
København, juli 2009