Har fundet beretningen på et forum i Danmark...

"Min familie og svigerfamilie er slet ikke i stand til at hjælpe og støtte mig. Tror bestemt ikke det er ond vilje, men de forstår ikke mig min sygdom. Har givet dem sååå meget materiale, men det ændrer ikke deres opfattelse af, at jeg skal tage mig sammen, nu er du for meget, andre har det meget værre, tænk på enlige mødre, du skal bare i arbejde, du fejler ikke noget, mymodens diagnose osv.

Det gør det rigtig svært for mig at snakke med dem. Jeg kan mærke, at jeg er depri i øjeblikket, men hvis de spørger hvordan jeg har, svarer jeg ikke oprigtigt, da jeg ved de ikke forstår og vil komme med en "kvik" bemærkning. Jeg er begyndt at trække mig tilbage og lave ting, som jeg kan mærke gør godt for mig, men det er uden dem. I deres samvær bliver jeg utryg, usikker og nervøs og det tager gerne et par dage at komme ovenpå igen.

Jeg ved de ikke forstår min sygdom, ej heller mig, men der hvor det mest fejler for mig er, at de ikke accepterer mig. Sygdommen eller ej, det ændrer ikke på hvordan jeg har det og at mine problemer er der, uanset hvad jeg fejler. Den der med blod er tykkere end vand vejer tung på vægtskålen og jeg gør derfor meget af pligt, men jeg har det ikke behageligt, når jeg er sammen med dem.

Mine venner og tidligere kollegaer er helt anderledes. De kommer gerne til mig, snakker gerne med mig om mig og tager mig bare som jeg er. Har jeg problemer af den ene eller anden slags, så hjælper de gerne. Jeg er meget overrasket over forskellen.

Familie er vigtig synes jeg, bare heller ikke for enhver pris. Synes det er rigtig øv at slås med hele det her sygdomsforløb, kommunen, at prøve at fungere og så med sin familie også. Jeg er meget konfliktsky, da jeg ikke er særlig god til at diskutere spontant, så jeg har kun et par gange fået sagt hvordan landet ligger."

Dette gode menneske har sygdommen ADHD, men som jeg ser på det - kunne hun lige så godt lide af hypothyreose... Præcis sådan har mange stofskiftesyge det også.