Frit efter: "The Invention of Thyroid Therapy in the Late Nineteenth Century" skrevet af Sawin, Clark T. M.D.

Opfindelsen af skjoldbruskkirtelterapi sidst i 1800-tallet

I juli 1891, var George R. Murray (1865-1939) en 26 årig ung læge i Newcastle-upon-Tyne uden tilknytning til et hospital og uden ansættelse ved en medicinsk skole, da han rapporterede sin vellykkede behandling af en kvinde med myxødem, på det tidspunkt en uheldbredelig lidelse. Opdagelsen blev præsenteret for det britiske medicinske selskab, der var samlet ved Bournemout i England. Her delagtiggjorde han dem i, hvad der for dem var en revolutionær ny behandling, hvor injektioner med et ekstrakt af skjoldbruskirtel fra får førte til en helt igennem tydelig forbedring af patientens helbredstilstand (Murray, 1891).

Murray havde god grund til at gennemføre den tilsyneladende underlige behandling med injektioner af et glycerin-phenol ekstrakt fra et almindelig landbrugsdyr. Hans lærer, Victor Horsley (1857-1916) havde hjulpet med at vise at det netop var den manglende tilstedeværelse af en skjoldbruskkirtel der forårsagede myxødem, som i dag kaldes hypothyreose (lavt stofskifte) – en sygdom der er almindelig hos patienter med kretinisme, dem der har fået fjernet skjoldbruskkirtelen, patienter med spontan myxødem med en formindsket, fibrotisk skjoldbruskkirtel. m.v.

Horsley havde undersøgt forekomsten af myxødem igennem det meste af 1880'erne og havde foretaget de første eksperimenter med fjernelse af skjoldbruskkirtelen og vist at klinisk hypothyreose følger et sådant indgreb. Hans arbejde var en del af en mangesidig undersøgelse tilskyndet af det kliniske selskab i London. Resultatet af undersøgelsen, resultatet af komiteens indsats over fem år, var den berømte Myxoedema Rapport(1*).

Komiteens undersøgelser blev præsenteret fredag d. 25 maj 1888, til selskabets sidste samling i det akademiske år. Normalt var en sådan begivenhed kun ringe besøgt, men da resultatet var længe ventet, havde mødet usædvanligevist tiltrukket en større forsamling blandt folk der fulgte emnet med interesse. Interessen for myxødem var ikke kun lokal. Denne mærkelige sygdom, der ramte voksne, var klinisk sjælden, men tiltrak sig ikke desto mindre interesse da den på visse punkter lignede den gamle sygdom kretinisme, men også fordi den kunne kaste lys over skjoldbruskirtelens rolle, på det tidspunkt et organ uden nogen kendt funktion. Resultaterne var blevet bekendtgjort i USA tre år forinden af William Osler (1849-1919), sin tids mest fremragende diagnostiker, der anonymt skrev i medicinske tidsskrifter, at det virkede rimeligt at tilskrive diverse sygdomme såsom kretinisme, myxødem og cachexia strumipriva (navnet på det stadie der viser sig efter fjernelse af skjoldbruskkirtelen) til forstyrrelser eller ophør af skjoldbruskirtelens funktion ([Osler], 1885). Der var endvidere yderligere interesse fra USA: Tilstede blandt tilhørende på denne dag i 1888 var Fordyce Barker (1818-1891), en rejsende gynækolog fra New York der hvert år rejste til Europa for at orientere sig om det nyeste inden for medicin og kirurgi.

Komiteens endelige konklusioner er stadig gyldige i dag: En generel betragtning af symptomer og patologi fører til den opfattelse at sygdommen, der går under navnet myxødem, som den er observeret i voksne individer, i praktiske henseender er den samme sygdom som den der benævnes sporadisk kretinisme, når den rammer børn; at myxødem sandsynligvis er identisk med cachexia strumipriva; og at der eksisterer et tæt slægtskab mellem myxødem og endemisk kretinisme. Komiteen har også noteret sig at mens mange af disse symptomer kan henføres til destruktionen eller nedsat funktion af skjoldbruskirtlen, så er den endelige årsag til denne destruktion eller tab ikke for nuværende kendt – en kommentar der i det store hele stadig er sand i dag.

Komiteens resultater blev hurtigt bemærket i USA. Noter, referater og ledere der kommenterede komiteens arbejde fremkom i medicinske journaler udgivet i New York City, Philadelphia, Cincinnati og Indianapolis, nogle inden for en måned efter komiteens endelige præsentation. Dog, præsenterede komiteen, på trods af sine moderne klingende og korrekte konklusioner, intet omkring behandlingsmetoder, specifikt forbandt de ikke hypothyreose med nogle forslag om skjoldbruskirtel-erstatning. Ej heller gjorde kommentatorerne.

Nogle havde i 1880'erne forsøgt sig med implantatter af væv fra skjoldbruskirtel i dyr eller mennesker i et forsøg på at overkomme den ødelæggende virkning fjernelsen af kirtlen afstedkom. Moritz Schiff (1823-1896), en italiensk og schweizisk læge, forsøgte at forhindre døden i hunde efter fjernelse af skjoldbruskkirtlen ved at implantere dele af hundens egen skjoldbruskirtel i dens mave. Ligeledes havde Theodor Kocher (1841-1917), den berømte schweiziske kirurg og den eneste modtager af Nobelprisen for studiet af skjoldbruskkirtlen, forsøgt sig med det samme hos mennesker efter bortoperation af kirtlen med lille succes. Begge manglede den egentlige forståelse for kirtlens funktion og deres procedurer var i virkeligheden skud i tågen.

Året efter Myxødemkomiteens rapport, i 1889, overraskede den pariske læge Charles-Édourad Brown-Séquard (1817-1894), der dengang var en mand i 70'erne, den medicinske verden ved at bekendtgøre at ekstrakter fra testiklerne i hunde og forsøgskaniner, injiceret i en ældre mand med faldende overskud – altså ham selv, førte til en forbedring på visse områder (Brown-Séquar, 1889). I løbet af få måneder udvidede man denne behandling, der blev kendt som organoterapi, til at omfatte ekstrakter fra andre organer som led i behandlingen af en hel række af sygdomme. Som tilfældet vil det, prøvede Brown-Séquard aldrig ekstrakt af skjoldbruskkirtel i behandlingen af myxødem og vi ved i dag at hans organoterapis virkning for størstedelen kan tilskrives placebo effekten. Men på dette tidspunkt var organoterapi, af nogle set på med mistanke, velset og accepteret af mange respektable læger, inklusive behandlere i Storbritannien og USA. Behandlingsmetoden spredte sig via den vesterlandske medicinske verden fra USA til Rusland.

På samme tid i 1889 og 1890, efter komiteens rapport, var der flere forsøg med transplantation, som vi kunne kan kalde implantatter af skjoldbruskkirtler fra får og aber ind i patienter med hypothyreose, nu med et mere klart rationelle. Selvom Horsley selv, blev en stærk fortaler for denne fremgangsmåde i 1890 havde han tilsyneladende ikke forsøgt sig med at gøre egne erfaringer, men nøjes i stedet med at opfordre andre til at følge fremgangsmåden (måske skyldes dette sygdomens sjældenhed eller hans voksende interesse for neurokirurgi der kom i vejen). Hvorom alt er, blev disse transplantationer forsøgt i Frankrig, Storbritannien og Schweiz med varierende grader af succes. Der var lejlighedsvise beretninger om ægte forbindelse via blodårere, efter disse transplantationer, men overordnet set kan man bedst betegne resultaterne som ufyldestgørende. Til tider var effekten forbigående, hvilket man forklarede med desintegrationen af implantatet.

Omtrent på dette tidspunkt i 1890, forbedrede Murray sin vejleders (Horsley's) idè om behandling ved hjælp af transplantation, ved at hævde at en injektion af et ekstrakt af skjoldbruskirtel kunne udrette det samme, nemlig en lindring af symptomerne ved hypothyreose. Det var dog klart at injektionerne skulle gives mere eller mindre kontinuert i modsætning til en enkelt permanent behandling. Horsley var skeptisk, men opfordrede ikke desto mindre Murray til at gøre et forsøg.

Murray blev et mål for latterliggørelse af sit eget lokale medicinske selskab i Newcastle, men forsatte sine bestræbelser da hans far, en respektabel lokal læge, henviste ham til en patient med myxødem. I foråret 1891 forsøgte han sig med et primitivt ekstrakt af et fårs skjoldbruskirtel raffineret med glycerin, tilføjet få dråber phenol (for at desinficere). Miksturen skulle sætte sig og derefter filtreres igennem et stykke klæde. Han injicerede det lyserøde ekstrakt under sin patients hud. Resultatet var åbenbart efter få uger. Der var en behandling for det uheldbredelige.

Hvad Horsley ikke havde gjort, var at læse Bettencourt og Serrano's komplette artikel, der blev publiceret tidligt i 1891 i meddelelserne omkring foreningens møde. Her noterede de sig ikke blot at forbedringerne sandsynligvis kunne tilskrives absorption af safter fra skjoldbruskirtlen, men fremførte yderligere at de ved deres tilbagevenden til Lissabon, havde til hensigt at behandle deres næste patient, der var offer for denne sygdom, med injektioner under huden med safter fra denne kirtel (Bettencourt-Rodriques, et al., 1891). Deres præsentation i Limoges under sommeren af 1890 var kun et forslag, men dette forslag var præcist det samme som Murray's, udtænkt senere samme år (1890) men ukendt for ham og tilsyneladende også for alle andre i England.

Det lykkedes rent faktisk Bettencourt og Serrano at finde en patient efter de vendte tilbage til Lissabon. De foreslog hende behandlingen, men hun nægtede i første omgang at deltage i denne mærkelige behandlingsform. Dog skiftede hun mening efter få uger da hendes symptomer blev værre. Bettencourt rapporterede deres resultater til Lissabons selskab for medicins forskning d. 15 november 1890 (... efter fire eller fem injektioner oplevede patienten mærkbare fremskridt; følelsen af kulde i regionerne omkring ryggen forsvandt; hendes bevægelser blev lettere og hendes søvn bedre. Hendes månedlige perioder blev mere regulære og områderne med alopecia (pletskallethed) forsvandt.) (Bettencourt-Rodrigues, 1890)

Dog blev deres rapport ikke genstand for stor opmærksomhed, da den kun blev publiceret i meddelelserne fra selskabet og var skrevet på portugisisk, hvilket førte til at kun få uden for Portugal fik den læst. Murray's rapport, også et studie af en enkelt patient, blev som Horslay foreslog det publiceret omgående; Den efterfølgende berømmelse sikrede Murry's omdømme for resten af hans liv. Det var klart at, hvad der kan være et spørgsmål om prioritet, så vigtig for konkurrenceprægede forskere, så hang ideen om behandlingen af hypothyreose allerede i luften som et resultat af sammenløbet mellem myxødem rapporten og Brown-Séquard's behandling i sindet hos europæiske læger.

Behandlingen af hypothyreose med ekstrakt fra skjoldbruskirtlen var, selvom den kunne virke bizar på datidens lærde, den første succesfulde endokrine behandling og var medvirkende til at etablere endokrinologien som et selvstændigt medicinsk speciale.

(1*) Chaired by William Ord (1834-1902), the Report is entitled the Report of a Committee of the Clinical Society of London nominated December 14, 1883, to Investigate the Subject of Myxoedema) (Ord, 1888 ).