Jeg ville ønske, at der skulle være mere plads til "politik" omkring stofskiftesygdommen i samfundet. En helt anden vinkel end den vante, og som er totalt overset af både de syge og, ikke mindst - af lægerne.

Det er min påstand, at når man har været stofskiftesyg længe "nok" - forsøger kroppen og sindet at tilpasse sig disse forringede forhold således, at selv om man så skulle blive heldig og behandlingen virker - bliver man altså IKKE tilsvarende bedre alligevel. Der er ikke så meget brug for at lære at mestre sygdommen, som der er mere brug for at mestre bedringen! Der er brug for en regulær genoptræning - fysisk og allermest - personligheds-genoptræning, hvis behandlingen skal overhovedet kunne komme i nærheden af begrebet: "succes".

Her fatter jeg ikke, at patientgrupperne spilder kræfterne på at hyle i koret sammen med lægerne omkring den primære tablet-behandling, mens det virkelige patienternes/medlemmernes behov er - en genoptræning, så man kan genoplive sin nu, af sygdommen "lammet" personlighed - det som jo de fleste savner og som de også "måler" sin fremgang (eller mangel på samme) med.

Stofskiftesyge har brug for en regulær støtte til at genvinde deres personlighed, der jo er blevet stækket af sygdommen, og hvor medicinsk behandling alene IKKE klarer at udbedre personligheds-skaderne.

Folk tænker stort set på samme måde som lægerne - kun på pillerne. Og overser totalt, at den stofskiftesyges personlighed bliver "handicappet" som følge af oplevelserne/erfaringerne under sygdommen, og KAN IKKE BARE genoptræne sig selv. Jeg tror, at rigtig mange kunne få uendeligt mere ud af behandlingen, med syntetisk eller ikke syntetisk medicin, hvis de blev genoptrænet til at genvinde egen personlighed, som den var før de blev syge og jeg taler her IKKE om at lære at mestre sygdommen. Jeg taler KUN om at genvinde sin personlighed, som er jo netop det de fleste stofskiftesyge savner mest af alt. Som man var før man blev syg...

Man kan gøre det! Men ingen, siger/skriver: INGEN arbejder for det. Politikere er totalt uvidende. Patientorganisationerne snakker om at mestre sygdommen, i stedet for at mestre genvindingen af den skadede personlighed. Lægestanden tænker kun på piller og vi patienterne - selv om vi alle ved, at vi aldrig bliver helt raske igen, burde vi indse, at vi kan blive lige som før, hvis vores behov for personligheds-genoptræning efter den konventionelle behandling, erkendes og anerkendes af os selv og vores læger.