Alternativ kur for galdesten

[Anisa]

Selv er jeg velsignet med ingen fordøjelsesproblemer/sygdomme (med undtagelse af tarmpolypper, men det er jo en helt anden "boldgade") hypothyreosen til trods. Mon det ikke skyldes bl.a. at jeg er helt vild med citroner, stikkelsbær, sure kirsebær m.v. - hvilke jeg altid spiser i store mængder når jeg kan få fat i frugterne. Allerede som barn pillede jeg og spiste citroner, som andre piller/spiser appelsiner - til en stor forundring for mine omgivelser.

Jeg vil selvfølgelig hermed ikke lokke andre til at gøre lige som jeg. Det er jo smag og behag, der er meget individuelle, men at citroner ER en guds gave til ethvert fordøjelsessystem er en kendsgerning og hvis man kan bruge citroner i almindelige mængder - regelmæssigt - bør man gøre det.

[Anisa]

Lecithin kan forhindre dannelsen af galdesten

Artikel i Prevention Magazine, august 1968

En interessant undersøgelse foretaget af forskere ved det medicinske fakultet ved Ohio State University kaster nyt lys over spørgsmålet om, hvordan man holder sin galdeblære fri for sten.

Hvis man er gennemsnitsamerikaner og spiser en gennemsnitsamerikansk kost, og specielt hvis man holder sig til ”fedtfrie” slankekure, så er der en meget stor chance for, at man på et tidspunkt kom*mer til at kandidere til en galdeblæreoperation.

En del sygdomme er mere fremherskende fra 55- til 64-års alderen. En artikel i New England Journal of Medicine fra oktober 1967 vurderer, at af hele den amerikanske befolkning har ca. 15 mio. sten i galdeblæren - eller ville have det, hvis ikke 1/3 af de 1 mio. galdeblærer, der undersøges, hvert år fjernes med kirurgens skalpel.

Omkostningerne til hospitalsindlæggelse og medicin - for slet ikke at tale om den fysiske belastning - nærmer sig en halv mia. dollar om året. Galdesten er faktisk blevet omtalt som en trussel mod den nationale sikkerhed, påpeger artiklen. Fire af de seneste seks amerikanske præsidenter har fået fjernet galdeblæren.

Det er ganske ironisk, at en fødevare, som er strengt forbudt for galdestenspatienter, indeholder stoffer, som har vist sig at være meget effektive til at forhindre, at der dannes sten i galdeblæren.

Stort set alle, der har fået stillet diagnosen galdeproblemer, bliver advaret mod at spise æg. Men ikke desto mindre er æggeblomme rig på vitaminerne cholin og inositol, som er ekstremt vigtige for produktionen af lecithin. Æggeblommen er i sig selv også rig på lecithin. Lecithin er den magiske ingrediens, som kan hjælpe os med at undgå galdesten. Denne nye undersøgelse er bevist ved hjælp af kliniske tests.

Galdeblæren er vigtig

Først må vi forstå, at galdeblæren ikke er så unødvendig, som kirurgens kniv-manøvrer synes at indikere. Galdeblæren, som sidder under højre leverlap, er oplagringsplads for den galde, som leveren hele tiden danner for at hjælpe fordøjelsesprocessen. Leveren danner galden, men da galde kun er nødvendigt, når der skal nedbrydes fedt, sender leveren reservelageret af galde til galdeblæren, som koncentrerer den og gemmer på den, indtil der er behov for den.

Galden nedbryder ikke fedtet direkte, men fremmer bugspyttets nedbrydende aktivitet, stimulerer tarmfunktionen og hjælper til ved fedtets emulsion (opslæmning af at uopløseligt emne i en væske), så det kan optages i kroppen.

Men hvordan klarer mennesket sig så uden en galdeblære? Naturen kompenserer for den manglende galdeblære ved at forstørre galdegangene - de rør, som går fra leveren til galdeblæren til tarmen - så der kan flyde mere galde. Men dette er ikke nær så effektivt som det system, vi er udstyret med fra naturens hånd. Så det bedste er at passe på sin galdeblære og holde den i bedst mulig form, hvis man vil have et godt helbred.

Forskerteamet fra Ohio, ledet af dr. Ronald K. Tompkins, har ved kliniske forsøg fastslået, hvordan man kan spise fedt og samtidig have en sund og rask galdeblære. Fedtet må ikke blive fast, og dette kunne forskerne sikre ved hjælp af kosttilskud af lecithin udvundet af sojabønner.

Det er også fastslået, at mere end 90% af de galdesten, mennesker i den vestlige verden døjer med, primært består af kolesterol. Problemet med at forebygge galdesten består i at bibeholde kolesterolet i en

I mange år mente man, at kun galdesalte var i standt til at holde kolesterol flydende. I 1954 drog svenskeren Isaksson - efter en detaljeret analyse af galden - den konklusion, at saltene ikke alene kunne holde alt kolesterol flydende. Han fandt store mængder fosfolipider i galdeprøverne, og han var den første, der tilskrev dem en rolle ved kolesterolets opløsning.

Nyere undersøgelser i USA i løbet af de sidste tre år har vist, at mængden af salte i galden ikke er så afgørende for at bevare kolesterolets opløselighed som tidligere antaget. Det viser sig, at fosfolipider spiller en fremtrædende rolle ved opløsningen af kolesterolet og forebyggelsen af galdestensdannelse, og fosfolipid-indholdet i hundegalden kan måske forklare Naunyns tidligere iagttagelser.

Og hvad med os mennesker?

Dr. Tomkins og hans medhjælpere studerede to patientgrupper igennem to år ved Ohio State Universitys hospital. Den første gruppe gennemgik galdestensoperationer. Den anden gruppe havde en normal galdeblære. Ved analyser af galden hos disse to grupper fandt man frem til, at fosfolipidkoncentrationen var betydeligt højere hos deltagerne med normal blære, mens kolesterolkoncentrationen var ens i de to grupper. Dette resulterede i et forhold mellem fosfolipid og kolesterol på 6:1 hos de raske deltagere og 2:1 hos de syge.

Årsagen til dette lave forhold blandt galdestenspatienterne ikke var kendt, så forskerne besluttede at finde ud af, om det var muligt at forhøje fosfolipidkoncentrationen i galden ved hjælp af kosten.

En række patienter, som havde fået fjernet såvel galdeblære som galdesten, stillede sig til rådighed. Her placerede man under operationen aftapningsrør i galdegangen, så det var let at tage daglige prøver af galden med henblik på analyse.

Efter at være kommet sig oven på operationen blev alle patienter sat på en fedtfattig kost, som indeholdt en lav mængde kolesterol. Efter tre dage på denne kost fik én gruppe 10 g soja-lecithin i stedet for 20 g kostfedt, mens resten af patienterne fortsatte med den oprindelige kost. Hos de patienter, som fik lecithin, iagttog man en betydelig forøgelse i fosfolipidkoncentrationen - næsten dobbelt så høj som hos ”kost-gruppen”.

Det er vigtigt at bemærke, at mens kolesterolkoncentrationen også blev forøget, hindrede det ikke en betydelig forøgelse i forholdet mellem fosfolipid og kolesterol - på denne måde bibeholdt man et gunstigt klima for emulsion af kolesterolet.

Lecithin findes ikke udelukkende i sojaprodukter og æggeblomme - også lever, hjernevæv, alle naturlige olier, som ikke er varmebehandlede eller har gennemgået andre forarbejdningsprocesser, ølgær og alle slags ubehandlede kornsorter. Personer, som bevidst reducerer fedtindtaget, får forment*lig for lidt af de fedtsyrer, som er nødvendige for at opløse kolesterolet.

I naturlige fødevarer indeholdende fedt er der et bror-søster-forhold mellem kolesterol og lecithin. Når de to stoffer indtages samtidig, holder lecithinet kolesterolet flydende. Men når samarbejdet afbrydes på grund af fremstillingsprocesser, f.eks. hydrogenation (= forandring af olie til fast fedt ved vandbehandling), forsvinder lecithinet, og kolesterolet må klare sig selv.

Når man vælger den rigtige olie, skal man vælge en form, der indeholder rigeligt med fosfolipider. Nogle af de bedste kilder er solsikke-, tidsel-, oliven-, sesam-, jordnødde-, bomuldsfrøolie, som også kan købes hos eller fremskaffes af helsekostforretninger og apoteker.

Kilde: Helsenyt.com