For mig er sang liv, og liv er sang.....

Jeg er ikke et menneske af mange (talte) ord. Så langt tilbage jeg husker, sang jeg mere end jeg talte. Som lille og stor pige sang jeg når jeg var alene. I natteroens drømme sang jeg. Jeg sang i tankerne når jeg var ude. Jeg sang hver en vågen time. Jeg sang tankerne, jeg sang billederne og jeg sang smag, og dufte, og blæst, og regn, og sol, og alt det, andre ellers plejer "sige" - sang jeg. Men nu må jeg nøjes med at nynne. Synge kan jeg ikke mere.

Lavt stofskifte har taget min stemme fra mig. Over nogle år mistede min stemme vidde fra næsten fire oktaver - til nu kun knap halvanden. Jeg ville med fryd og glæde give min førlighed væk, for at få min stemme tilbage. For kun de, som forstår hvad at synge betyder for de sangglade - kan forstå når jeg siger, at jeg hellere sidder syngende i en kørestol, end jeg vandrer sangløst på mine sunde ben, i selv de smukkeste landskaber. For netop alle oplevelser, også øjets, sindets og hjertets glæder og de fjerne tinder, eller hvide skyer på himlen - alt dette kalder konstant på en sang, der ikke mere kan lyde. Det er en stor pine, ikke at kunne synge til det man oplever med andre sanser....

Hver gang jeg lytter til musik - og vil synge med, kommer lyden frem kun skræppende og ru. De siger, at forandringerne i struben og stemmebånd er permanente, men jeg giver ikke op. Jeg øver og øver stemmen, men kun klarer at synge falset, på en god dag.

Det er som at blive stum, at miste sin sangstemme og med den miste forbindelsen til alle de tusinde af sange, jeg lærte før stemmen forsvandt. Det er som at leve kun halvt, når man ikke kan synge mere.