Dr. Jan Kvetny, Næstved Sygehus

[Anisa]

Strategien bag markedsføringen af denne bog bragte dr. Kvetny direkte i fokus hos hans lægekolleger i hele Danmark, hos de lægelige organisationer samt hos sundhedsmyndigheder. Journalisten, bogens forfatter har opstillet dr. Kvetny som et eksempel et efterfølgelse for andre læger.

At få "livet tilbage" blev et krav og dr. Kvetnys navn blev til et "argument". Underforstået, journalisten, bogens forfatter opfordrer læsere til at "genopdrage" deres læger til være og behandle som dr. Kvetny.

I "Rollespil" på side 176-177 instruerer journalisten minutiøst sine læsere i måden at diskutere med de umedgørlige læger på, mens i realiteten er dette "rollespil" en direkte opskrift på en effektiv metode til at "pille lægen ned" og fremkalde en konflikt med læger, "rollespillet" åbenlyst bringer i defensiv.

Supplerende vil jeg gerne oplyse, at misseren, der fortsat overgår stofskiftepatienter, for hvem standardbehandlingen ikke fungerer, havde affødt mange spørgsmål i miljøet, hvoraf det hyppigste er - 'hvorfor gør lægerne det mod os'?

Så er det at jeg spørger tilbage: hvorfor skulle det ikke overgå os, når førende endokrinologer siden 2015 turnerer land og rige rundt med en forelæsning for praktiserende læger, hvor et af programpunkterne handler netop om denne ulyksagelige bog - se nedenfor et af lysbilleder fremvist under dette omrejsende foredrag -




Det er mig, der havde sløret bogens titel og forfatterens navn, men den røde kasse nederst til højre i lysbilledet - den er sørme tilføjet af foredragsholderen himself, hvilket klart og tydeligt bekræfter trådstarterens anklage af bogens krænkende rollespil, som værende den oprindelige årsag til, at det absolutte flertal af danske praktiserende læger er nu permanent præpareret til at møde stofskiftepatienterne med skepsis, uvilje og modstand.

Tak til forfatteren for at have gravet dette helvedes dybe hul, de danske stofskiftepatienterne nu sidder fanget i, i stedet for at kunne beholde muligheden for en effektiv behandling, de ellers havde før bogen udkom. Som en uerfaren, naiv teenager, troede forfatteren på, at så skæbnesvanger et emne kunne behandles og promoveres aggressivt, som vores stofskiftesygdom var en billig sensation, for at øge salget af bogen og foredrag over det ganske land. Nuvel, for en stund virkede det, og der blev bedre råd til smør på brødet, næste termin, råd til indenlandsk/udenlandsk (?) lægebehandling o.s.v..

Havde blot ofrene kunnet sige det samme, havde jeg sørme holdt min mund.