19. Zinkmangel, kobberbalance og kadmiumforgiftning

Som allerede tidligere nævnt flere steder i denne bog er balancen mellem zink og kobber meget væsentlig for organismens funktion. Zink i store mængder - mere end cirka 10 gange RDA/ADT - kan nemlig presse kroppens kobberressourcer, især hvis disse i forvejen er lave, og dette vil medføre en lang række problemer. Omvendt kan overbelastning med kobber også give vanskeligheder.

Man bør under normale forhold i sin daglige indtagelse sigte på en balance, der ikke overstiger 10:1 mellem zink og kobber.

Desværre findes der ikke en simpel test i lighed med zinktesten, der kan afsløre kobbermangel eller -overskud. Det er derfor væsentligt at kende og kunne aflæse symptomerne på begge tilstande.

Kobbermangel viser sig ofte ved blodmangel, ødem, nervøs irritation, udmattelse og letargi, osteoporose, kronisk eller periodisk diarré, tab af normal hårfarve, dårlig hårstruktur, nedsat mængde hvide blodlegemer, hvilket fører til immunsvækkelse og modtagelighed for infektioner, svigtende smagsevne, åndenød, sår i huden og rheumatiske betændelser. Kobbermangel kan føre til hjertesvigt.

Overbelastning med kobber fører til overstimulering af centralnervesystemet og dermed irritabilitet, vrede, hyperaktivitet, overdrevne reaktioner og aggressivitet, der kan føre til vold. Tankerne myldrer og personen føler sig fremmedgjort. Autisme, forfølgelsesmani, depression, stammen, skørt hår, PMS = præmenstruelt syndrom kan være andre konsekvenser. Den præventive „spiral" kan volde kobber-forgiftning, og det kan kobberarmbånd også; men de kan på den anden side også hjælpe i nogle tilfælde af rheumatisk betændelse.

Kobber er ofte forhøjet i organismen ved epilepsi, skizofreni, forhøjet blodkolesterol og - selvfølgelig ved zinkmangel samt hos kvinder, der tager p-piller. Plasmakobber er ofte højt hos kvinder umiddelbart før menstruation, og den mentale virkning af dette kan være et væsentligt symptom på PMS. Overskud af kobber reduceres med tilskud af zink, mangan, C-vitamin og rutin. Fytin kan binde kobber, ligesom det kan binde zink, kalcium og jern, så det ikke kan udnyttes af organismen. Chokolade, kaffe og mørk te indeholder ofte væsentlige mængder af kobber.

Kobberstatus varierer meget hos moderne vesterlændinge. Mange lider af kobberforgiftning, en del lider af kobbermangel. Kobber er CO-faktor for mange enzymer, der blandt andet medvirker til dannelsen af melanin, kollagen og elastin, cytokromoxidase samt antioxidant-enzymet superoxiddismutase (SOD), der også indeholder zink og selén.

Organismens kobber ligger først og fremmest i leveren, men hjernen, hjertet og nyrerne indeholder også relativt store mængder. Med alderen falder leverkobberet, mens koncentrationen i hjernen stiger. Hos nyfødte er kobberindholdet i leveren cirka 5 gange større end hos voksne. Dette udgør spædbarnets reserve for flere måneder, eftersom modermælken ikke har noget større kobberindhold.

Østrogenbehandling hæver plasmakobberet. Ofte sker en meget stor del af kobberoptagelsen ikke fra føden, men fra forureningskilder i miljøet. Vandværksvand i den ældre boligmasse eller i den nyeste, især hvor grundvandet er blødt, kan tilføre betydelige mængder kobber. Mange insektmidler og andre sprøjtemidler, der benyttes i fødevareindustrien, specielt til frugter og grønsager, indeholder kobber. Kobbermangel rammer især mindre børn på grund af underernæring, for tidlig fødsel, diarré, for ringe kobberdepoter fra moderen, underlødig babymad - med højt jern- og zinkindhold, men intet kobber (!) - og mad, der indeholder fytin i store mængder som for eksempel brød og „morgenkorn". Stor soloindtagelse af C-vitamin synes at kunne føre til kobbermangel, især hos rheumatiske individer, såfremt et bredspektret mineraltilskud ikke gives samvirkende.

Mens zink/kobber-forholdet drejer sig om et konkurrerende partnerskab i organismen, til gavn for denne, når blot den sunde balance opretholdes, så er forholdet mellem zink og kadmium et ganske andet, langt mere dystert og negativt.

Kadmium er et særdeles giftigt tungmetal, der i organismen blokerer for zink og fortrænger den fra talrige vitale styringsmekanismer, blandt andet i fordøjelsen af sukker, fedt og kolesterol. Kadmium kan altså forvolde sammenbrud i hele denne livsvigtige sektor. Samtidig med, at vi i stigende grad bliver ofre for zinkmangel, bliver vi også - i første række på grund af industriel forurening - belastet med kadmium. Kadmium blokerer ikke alene for zink, men modarbejder også i organismen to andre grundstoffer af vital betydning for vor sukker/ fedt-fordøjelse: magnesium og kalcium.

Symptomer på akut kadmiumforgiftning er kvalme, opkastninger, kramper i underlivet, blødning fra mave og tarm. Kadmium som luftforurening forårsager irriterede øjne, svimmelhed, hoste, hovedpine, åndenød og lungebetændelse. Den kroniske forgiftning er mere snigende og vil ofte blive fejldiagnosticeret. Her drejer det sig om gulfarvning af tænder, ømme næsefløje, tab af lugtesans, smerter i ryg og lemmer, forhøjet LDL-blodkolesterol, højt blodtryk - antagelig forårsaget af nyreskader - plus samtlige symptomer på zink¬mangel.

Kilder til kadmiumforgiftning er industrielle udslip, batterier, spiritus, cigaretter og tobaksrøg, industriforarbejdede vegetabilske olier, konserves, shampoos, ormemidler, kunstgødning og forurenede dental-materialer.

Intravenøs EDTA-chelering parallelt med mineral- og vitamintilskud indeholdende zink, kobber og selén fjerner kadmium fra organismen; men i mange tilfælde er der tale om en langvarig behandling.

På grund af sine nedbrydende aktiviteter er kadmium medvirkende til sygdomme som cancer, blærehakskirtelbetændelse (prostatitis), immunsvigt, nyresten og indlæringsvanskeligheder hos unge. Kadmium er også en faktor i knogleskørhed [2]. Globale studier har påvist, at højt kadmium og lav zink kendetegner de områder og befolkningsgrupper, der særligt er udsat for hjerte/kredsløbslidelser.

Interessant er det også, at krom-mangel dækker nogenlunde de samme geografiske områder og befolkningsgrupper, som er belastet af zink-mangel og kadmiumforgiftning. Krommangel viser en konstant relation til både åreforkalkning og bøjt fedtindhold i blodet. Det vestlige menneske har i gennemsnit kun en fjerdedel af det krom i kroppen som vilde dyr og ikke-vestlige mennesker har.

Summa summarum: Selv en lille zinkmangel rummer risiko for en væsentlig kadmiumforgiftning, idet kadmium med forkærlighed blokerer de positioner i organismen, som står åbne på grund af zinkmangel. Altså: Endnu en væsentlig grund til at undgå zinkmangel!


  • [2] Pfeiffer; Carl C: Zink and Other Micro-Nutrients; Keats Publishing Inc., 1978, ISBN 0-87983-169-3