Lad os tale om videnskab

[Anisa]

Det er næsten ubærligt at høre, at I var ved at trænge igennem i 2013, og at det så er gået sådan tilbage siden.

Deroute er udløst og vedligeholdes af Helle Sydendal, men det er en anden fortælling, en anden gang, dog - havde vi blot ikke optaget hende her på forummet i sin tid, ville vi i dag være mange, mange flere danskere i ordentlig, effektiv behandling. Vi vil aldrig mere begå 'the sin of a good heart' ved at tage hensyn til en enkelt person, på bekostning af alle andre.

'The only downfall of having a good heart is that you're constantly looking for angels inside of demons. And they wonder why the good know so much pain.'

En bok som det ikke kan påminnes for ofte i denne sammenheng er Per Egil Hegges. Den ligger her på forumet.

Den viser hva som må til for å "trenge igjennom" (selv om han ikke klarte å velte over, klarte han iallfall å få nødvendig medisin til sin egen kone).

Hegges bog findes Bibliotekets underforummet Per Egil Hegge, hvor også flere artikler (om samme emne) skrevet af ham, kan læses.

Les den, med det som Anisa har skrevet i bakhodet - og så ser du hva man har for krefter imot aksept av synspunkter som rokker ved tingenes tilstand.

Jeg frygter, at det for Helen, kan blive en temmelig traumatiserende process, at skulle indse, at (patienternes) barnelærdom om menneskelighed, ikke gælder for lægestanden.

Forleden hørte jeg om en kvinde, der af sin læge blev diagnosticeret med en "funktionel lidelse", uanset at hun var hjerneskadet og hendes TSH var oppe på 281. Heller ikke lægerne på Forskningsklinikken for funktionelle lidelser var interesseret i hendes TSH på 281, fordi lægerne på denne klinik simpelthen ikke tror på, at piskesmæld, eller 'uforklarlige' symptomer efter en hjerneskade er en fysisk sygdomstilstand, der har effekt på hele kroppen.

Ingen af disse idioter anede åbenbart, at når hypofysen er smadret, går der kaos i alle, af hypofysen ellers produceret 'stimulerende' hormoner (som TSH), og hvis man ikke behandles - udvikles flere forskellige sygdomme, hvoraf lavt stofskifte kun er en i rækken.

Men siden hovedpræmissen i behandlingen af 'funktionelle lidelser' er, at patienten ikke må sendes til videre udredning hos speciallæger eller hospitalsambulatorier, udviklede hun efterhånden så mange symptomer, der fluks blev 'kategoriseret' som indbildte. Idet der var generel tavshedspligt om alt, der skete i løbet af 'behandlingen', måtte hun ikke engang klage sin nød til sin mand derhjemme. Og siden 'funktionelle' patienter er 'bogført' i alle sundhedsvæsenets systemer, som værende udelukket fra anden behandling end for den 'funktionelle lidelse' - blev hun endda afvist på skadestuen, da hendes mand bragte hende ind med en brækket arm, og de begge fik at vide at det bare var pjat, selv om bruddet ellers kunne ses med det blotte øje.

Hvad siger det mon os om lægestandens kvalifikationer, faglighed og etik, når en endeløs række læger begår en endeløs række fejl, de ikke engang selv er i stand til at få øje på?

Hvordan kan vi så, overhovedet forvente, at stofskiftesyge kan trænge igennem denne mur af lægestandens ignorance? Kæden er kun så stærk, som dens svageste led.

Personligt stoler jeg kun på kirurger, hæmatologer og biokemikere.

Hold ud Helen og smgj . Vi er langt fra så hjælpeløse, som den hidtidige 'aktivisme' ellers er ved at bukke under for, at dømme af de hidtidige resultater.

Vi snakkes...