Identitet og livsværk
Jeg forstår - endda meget godt - den identitet, der kan ligge i at have brugt sit liv på at tilslutte sig et bestemt synspunkt. Identitet og andres agtelse er vigtig for os alle - og formentlig noget af det, der styrer vores handlinger allermest. Og et livsværk er naturligvis centralt for identiteten.

Men når det er sagt, er identitet og agtelse jo ikke det eneste, der skal styre ens handlinger. Især ikke når man er forsker, læge, politiker eller har andre tillidsposter, hvor man har et stort ansvar for andre mennesker. Man skal forsøge at være en lille smule objektiv - og det formoder jeg også, er det, man prøver at undervise kommende læger og forskere i, når de uddannes.


Videnskab er overbevisningen om eksperters uvidenhed
Lynne Farrow citerer Richard Feynman (er det vist) i sin bog “The iodine crisis”: Science is the belief in the ignorance of experts. Ja, videnskab er at tvivle, stille spørgsmål og udfordre. Det er at forstå, at vi ikke kan være sikre på, at vi kender sandheden.

På universiteter lærer man at forholde sig kritisk til forskningsmetoder og konklusioner. Man undervises netop i, at andre veluddannede mennesker kan tage fejl: The ignorance of experts.

Der er masser af eksempler på menneskers og “videnskabens” fejlbarlighed, når vi ser tilbage i historien. Mange af de ting man gjorde for +/- 100 år siden, ler vi jo ad i dag. Vi gyser over den skråsikkerhed, hvormed læger har udført større og mindre grusomheder forklædt som behandling. Alt mellem kviksølv i tænderne, åreladning og det hvide snit.

Man har jo ændret TSH fra 10 til 5 på et tidspunkt. Hvad var ræsonnementet for det? Og hvis man tog fejl med 10, så er der vel en vis risiko for, at man også tager fejl med 5?

Min pointe er, at man tidligere gjorde, hvad man gjorde, med udgangspunkt i det man troede, man vidste. Vi gør mange ting i dag, der er klogere, men hvis vi stadig går rundt og skråsikkert tror, at vi har fundet den endegyldige sandhed, så har vi jo ikke lært noget.


Evidens og paradigmer
Jeg forstår, at forskning ofte medfører en slags sneboldeffekt, hvor man baserer videre forskning på tidligere fund (eller måske kun antagelser). Og det er jo noget skrammel, hvis fundamentet er forkert. Det gør det nødvendigt, at der er nogen, der sommetider træder et par skridt tilbage og tjekker om fundamentet slår revner.

Thomas Kuhn var jo skarp på det med videnskab og talte om anomalier, som er afvigelser fra de generelt accepterede "sandheder", som videnskaben arbejder under. Anomalier er altså uforenelige med det eksisterende videnskabelige paradigme og når der kommer tilstrækkeligt mange anomalier medfører det til sidst et paradigmeskifte. Vi er anomalierne. Derfor må vi fortsætte med at gøre opmærksom på uoverensstemmelserne i stofskifte-paradigmet, så vi kan få et nyt.

Jeg er ikke interesseret i at beskylde læger for konspirationer og slet ikke bebrejde dem alene for at tage fejl. Jeg mener ikke, der burde "ske noget" med forskere, der uforvarende tager fejl. Det må der være plads til, ikke mindst fordi forskning foretages udfra, det vi ved “lige nu” og fordi alle fejler. Men det må være et krav, at man så indrømmer fejlene, når de er der og/eller at man er åben overfor argumenter, der taler imod ens overbevisninger.

Og faktisk mener jeg slet ikke, at det behøver være en belastning for troværdigheden at indrømme sine fejl. Har vi ikke respekt for mennesker, der netop tør vende sig mod deres eget livsværk? Og tænker vi ikke, at de af samme grund må have noget væsentligt på hjerte? Det giver sjovt nok meget ofte troværdighed at indrømme sine fejl!

Jeg tror ikke, at de læger, som ikke er lydhør overfor os, er hverken dumme eller onde. Jeg tror - som du peger på, Anisa - at der er forståelige årsager til deres standpunkt; måske livsværk, identitet og agtelse. Måske er det frygten for at rokke ved noget og dermed vælte et helt korthus af andet forskning, som praksis i dag hviler på. Måske tror de fortsat helt alvorligt på, at den evidens som behandlingen hviler på, er, som den skal være. Men vi er så mange brugere/læsere her, foreninger og facebookgrupper: Jeg kan ikke se, hvordan de kan sidde det overhørigt, så længe vores perspektiv er så ringe undersøgt. (De mennesker, som tilslutter sig en holdning for pengenes skyld, tror jeg desværre, er sværere at nå - og jeg kan faktisk ikke helt forstå det, hvis de findes).

Som sagt er jeg ikke interesseret i at kaste beskyldninger. Faktisk bekymrer jeg mig sommetider om, at det hele ender i mudderkast, ikke mindst fordi vi - som patienter - bliver så frustrerede og føler os så magtesløse, at følelserne kommer til at tale. Men vi kan heller ikke bare sige “I får ret og vi får fred” - for vi får jo netop ikke fred fra vores sygdomme. Og de har ikke ret.

Men hvad er det så, der skal til for, at vi trænger igennem?