Fra Erfa Thyroid til jod

[Helen]

Hej Anisa og andre,

Først og fremmest: Det sidste jeg vil, er at skabe forvirring eller utryghed omkring NDT! Det er dét, der igen har givet mig et liv.

Men ja, jeg havde en turbulent opstart på NDT, det er rigtigt. Selvom min intention var at bidrage, når jeg skrev indlæg, så har mange af dem måske bare været forvirrede og forvirrende. Nu tager jeg din kommentar, Anisa, som et cue til at skabe lidt overblik og sætte et punktum for mit forløb med at finde balancen med medicin.

I dag forklarer jeg mine problemer i 2016 og starten af 2017 med, at jeg;

• var for utålmodig og overreagerede på pulsen
• troede, jeg skulle have en højere dose, end der var nødvendigt
• måske havde østrogendominans
• ikke hørte ordentligt efter!

Utålmodighed og overreaktion
Jeg startede på Erfa i september 2016. Jeg var ekstremt utålmodig efter i 5 år ikke at have haft noget liv og ikke kunne få hjælp. Så jeg begyndte på ThyroGold (TG) i august, selvom jeg faktisk ventede på at modtage Erfa. Man kan godt argumentere for, at det havde været smartere at vente den ekstra måned på Erfa, for ikke at forvirre kroppen/mig selv mere end højst nødvendigt. Jeg tror nu ikke, TG gjorde nogen særlig skade, men sådan generelt var mit hastværk noget pjatværk.

Jeg skrev allerede herinde efter den første måned på TG, bl.a. om puls-bekymringer. Når jeg læser tilbage, kan jeg se, at min puls dengang lå på omkring 80-90. I dag forstår jeg ikke, hvorfor jeg var så bekymret over det - jeg beskrev endda morgenpuls helt ned til 65. Jeg kan kun forklare det med, at det må have føltes voldsomt, fordi jeg pga det lave stofskifte havde været vant til en noget lavere puls og generelt en krop uden liv i.

Som Admin også skriver her:

Pulsslag på 80-85, selv lejlighedsvis 90 af og til, op ad dagen, er faktisk temmelig OK. Men hvis du ellers er vant til puls på 60-65 døgnet rundt, kan du ikke undgå at mærke forskellen når puls skifter til mere normal. Kun fysisk hårdtarbejdende og veltrænede sportsfolk kan nøjes med puls på 60, men så er deres morgenpuls også helt nede på omkring de 40.

Det er jo rimelig spot on og det medgav jeg faktisk også dengang - og Sylvia og smgj påpegede det samme. I dag finder jeg sjældent anledning til at tage min puls, for alt føles fint, men når jeg gør, ligger den typisk mellem 70-80 (siddende). Alt er godt.

Så hvis jeg var stoppet med at opdosere på det tidspunkt og havde slappet mere af, så havde jeg nok vænnet mig til pulsen og langsomt fået det bedre og så havde mit forløb nok også været mere enkelt. Men…

Jeg troede, jeg skulle have højere dose, end der var nødvendigt
Ret hurtigt var jeg oppe på to grain (120 mg) og over. Udover utålmodighed, så var en anden grund til, at jeg havde travlt med at opdosere nemlig, at jeg troede, at jeg skulle ligge på en dose minimum på to grain - og nok højere. En opfattelse jeg havde fra mine mange googlinger, herunder STTM, hvor der står: “It’s common to end up in the 3-5 grain area when optimal, though some are slightly less, some slightly more”. Så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne komme derop i en fart (på trods af, at jeg faktisk godt vidste, at man råder folk til at tage den med ro og også blev direkte rådet til her - hybris kalder man det vist).

Både smgj og Sylvia fortalte mig faktisk, at de ligger omkring de 125 mg. Det kom bag på mig, som I også kan se her:

Hei smgj,

Tak for dit svar.

Er din dose på 125 mg ikke lavere end de flestes? Har du altid været omkring 125-40 mg? Jeg synes, jeg har læst, at de fleste skal over 180 mg. Men det vil selvfølgelig være dejligt, om jeg kan klare mig på 125 - nu må vi jo se, hvordan det går, den næste tid.

I dag ligger jeg selv omkring 110-20 mg… Så det er virkelig på det her område, at jeg har hørt allerdårligst efter Altså, når jeg læser det, så tager jeg mig til hovedet over mig selv. Men før jeg fik prøven i november, tror jeg bare, jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at jeg var for højt doseret på en dose mellem 2-3 grain (120-165 mg). Slet ikke når jeg stadig oplevede hypo-symptomer (omend det var sammen med en stigende puls). Men det som manglede var, at jeg havde taget mig bedre tid, inden jeg øgede dosen.

Fra starten af oktober til november 2016 lå jeg primært mellem 135-165 mg og derfor har jeg jo været for højt doseret i en længere periode og formentlig gradvist bygget op til de 11.6 FT3, som prøven viste i november 2016. Du har helt ret i, Anisa, at:

Der er no way, at man kan få FT3: 11.6 (3.9-6.8) og FT4: 26.9 (12-21) efter at have indtaget en smule over 2 grain (135 mg) Erfa i 7 dage. Grunden til disse værdier af FT3 og FT4 må være en anden end Erfa, særligt da du i samme indlæg fortæller at du føler dig jo "ret hypo”.

Grunden var altså, at der var tale om mere en 7 dage, det fremgik bare ikke af det indlæg, du citerer. Årsagen til, at jeg følte mig både hypo og hyper, var måske, at jeg ret hurtigt gik fra lavt stofskifte til at komme over den dose, der var passende for mig.

Fra Erfa til jod og tilbage til Erfa
Efter prøven i november (FT3 på 11.6) nedjusterede jeg gradvist og stoppede helt med Erfa i starten af 2017. Det har vi også talt om i denne tråd. Kort forinden var jeg startet på jod og jeg fik det bedre. På det tidspunkt tænkte jeg, at jeg fik det bedre pga jod, men i dag er jeg ret sikker på, at det handlede mere om, at overdosen i kroppen faldt til et godt leje i januar/februar - og dermed mærkede jeg pludselig de gode (og ikke-overdoserede) effekter af NDT. Jeg fik det da også gradvist dårligere og i kraft af den manglende Erfa, endte jeg igen som hypo i marts 2017 (FT3: 3,4, FT4: 9,1). Jeg startede op på Erfa igen 20. marts 2017 og har langsomt - men denne gang stabilt - fundet det rette niveau.

Som jeg flere gange har sagt, er jeg stadig pro-jod. Så det er ikke et udtryk for, at jeg er anti-jod, når jeg siger; jeg tror ikke, det var jod’et, der gjorde forskellen for mig - jeg tror, det var Erfa. Ligesom jeg heller ikke tror, at årsagen til mit lave stofskifte stammer fra jodmangel, men - som jeg også tidligere har nævnt - snarere en følelsesmæssig stressor tilbage i 2010.

Østrogendominans
Til sidst vil jeg nævne østrogendominans, da jeg tror, at det kan have påvirket mit forløb. For at gøre det kort, så tror jeg, at østrogendominans kan gøre, at man i perioder i sin cyklus svinger mellem hypo og hyper. Jeg har læst, at østrogen øger niveauet af thyroid binding globulin (TBG) i blodet - det vil sige proteiner, som binder sig til stofskiftehormonerne og gør dem ikke-frie. Det kan betyde, at man i de perioder af cyklus, hvor østrogen stiger (hvis man har for meget) kan komme til at "opspare" T3 i blodet pga TBG og når østrogen så falder og TBG dermed også falder, så kan T3 strømme ind i cellerne igen. Jeg har selv oplevet de her udsving ofte umiddelbart efter ægløsning og inden menstruation - hvor jeg begyndte at føle mig hypo lige op til og så pludselig blev varmere og fik lidt øget puls i nogle timer.

Det er bare en teori og det er jo ikke sikkert, det er sådan, det hænger sammen. Men efterhånden som jeg har fået det bedre og mine østrogendominans-symptomer (fx ømme bryster, væskeophobning, hovedpine og angst) er aftaget, så er mine kolde perioder og efterfølgende hyper-oplevelse også gradvist blevet mildere og kortere. Jeg har dem ikke længere omkring ægløsning og kun en smule lige inden menstruation. Så jeg regner med, de snart forsvinder helt.

Opsummering
Jeg skulle altså have taget mig bedre tid til at vænne mig til medicinen og til at justere den - så var jeg nok også nået hurtigere i mål. Det var heller ikke fordi, jeg ikke fik den slags råd - jeg fik fx nogle fremragende råd her (tak for dem). Jeg tror bare, min utålmodighed gav mig tunnelsyn. Måske fordi jeg havde brugt de foregående 5 år (hvor jeg var parkeret af et system, der ikke ville hjælpe) på at teste mere alternative løsninger, fx kostvaner, og så vente halve og hele år på at se en effekt, som stort set udeblev. Min tålmodighed var bare opbrugt.

Jeg er tryg ved NDT og jeg var da også dengang rimelig sikker på, at NDT var en god løsning for mig. Min utryghed ved pulsen handlede mere om, at jeg var utryg ved, om jeg gjorde det rigtige. Og det gjorde jeg jo så heller ikke.

Til din kommentar, Anisa, så er det kun godt, at du klogeåger. I forhold til proteinmangel, tror jeg ikke, det har været et problem for mig (trods mine kostvaner), jeg har aldrig haft problemer med skummende urin eller lignende. Men jeg har heller ikke fået det testet, skal det lige siges. Jeg har dog - især i perioder, hvor jeg er trappet op i medicin - haft en øget trang til protein-mad som fisk og æg. Og på trods af, at jeg overvejende spiser vegansk, så har jeg fulgt/følger jeg den slags “cravings”, når de har budt sig. Men min konklusion på de forhøjede T-hormoner i november 2016 er som sagt overdosering, hvilket jo heller ikke taler imod NDT, men blot imod, at man tager mere, end man har brug for

Måling af T-hormoner i urin lyder desuden som en udmærket løsning. Med så mange fine alternativer bliver jeg tiltagende paf over, at man har valgt TSH.

Nå men, alt i alt er NDT det bedste, der er sket for mig i årevis!


Helen