Hej med jer,

Jeg vil lige komme med en update på min jod-rejse. Desværre blev den ikke helt så eventyrlig, som jeg troede, den ville, da jeg skrev den 8. februar.

Jeg var ellers meget bevidst om, at jeg ikke skulle være for hurtig til at berette om min succes, for at være sikker på, at det i virkeligheden ikke skyldtes Erfa fremfor jod. Men det er der noget, der tyder på, at jeg var alligevel.

Jeg trappede (som der står i de tidligere indlæg) ud af Erfa fra starten af december og var helt Erfa-fri fra 1. januar. Så da jeg stadig havde det godt fem uger senere, tænkte jeg, at Erfa’en måtte være ude af systemet og at mine fremskridt måtte skyldes jod. Og faktisk havde jeg det godt indtil slutningen af februar, med undtagelse af enkelte dage - det vil sige to hele måneder uden Erfa - men så crashede jeg så også. Jeg lå i min seng virkelig meget de følgende tre uger. Æv, mand.

Pludselig blev kontrasten også meget tydelig; altså mellem at have det godt og have lavt stofskifte. Måske fordi jeg lidt havde glemt, hvordan det er at have det godt. Så da energien forsvandt igen, var det næsten ikke til at bære.

Efter tre ugers crash kunne jeg konkludere, at det ikke gik den rigtige vej og måtte også sande, at det alligevel ikke var jod alene, der gjorde det for mig. Men det kan selvfølgelig godt være, at jod har hjulpet på, at jeg kunne optage Erfa’en. Min puls reagerede i hvert fald tit kort tid efter, at jeg havde taget jod. Det kan også være, at jeg simpelthen havde øget dosen for hurtigt i efteråret og derfor gået direkte fra lavt til højt stofskifte. Det er lidt svært at sige. Måske var det en blanding. Grundlæggende har jeg nu stadig ret stor tiltro til jod - ikke mindst på baggrund af alt, hvad jeg har læst efterhånden - og jeg tager stadig jod; pt. 15 mg dagligt. Og jeg synes også, at læger i langt højere grad bør prøve at give stofskiftepatienter jod før medicin.

Nå, men jeg startede altså på Erfa igen 20. marts (og droppede planen om at give jod et helt halvt år). Denne gang øgede jeg lidt langsommere end jeg gjorde i mit første forsøg i efteråret og det lader til, at jeg indtil videre har ramt mit max omkring 120 mg. Det er gået meget mere smooth denne gang, end det gjorde i efteråret, hvor jeg ligesom ikke rigtig mærkede nogen positiv effekt og konstant havde høj puls - der var jeg også helt oppe på 165 mg. Effekten er kommet lige så stille denne gang - og der er ingen puls-problemer. Den seneste uge er energien begyndt at komme tilbage for alvor.

Så jeg ved ikke Admin, måske trådens titel og intro bør ændres igen eller måske skal den helt fjernes? Det styrer du, i fht. hvad du synes, er bedst. Jeg beklager virkelig de komplicerede forløb, jeg har haft, som nok ikke gavner forummet det helt store. Det havde været fedt at bidrage med en solstråle-historie - og selvfølgelig havde det ikke mindst været fedt, hvis jod-projektet var lykkedes. Men nu lader det i det mindste til, at det lykkes med at få livet tilbage - og det er jo nok i bund og grund det vigtigste. Men jeg beklager i hvert fald besværet!

Mange hilsner til jer alle,
/H


PS: Lidt tanker om det hele; sygdoms-accept, konsekvenser og læger
Jeg er rigtig lettet over, at have mærket, at jeg kan få det godt igen. Sådan som jeg havde det i januar og februar var fantastisk. Det har nok også gjort, at jeg har været lidt mere rolig her anden gang, fordi jeg vidste mere om, hvad jeg kunne forvente.

Det har været en utrolig svær proces for mig at nå til at acceptere, at jeg har en sygdom, der kræver medicin. Jeg har vidst siden 2012/13-stykker, at jeg har lavt stofskifte, men jeg troede i meget lang tid, at det ville være muligt for mig, at helbrede det naturligt. “Jeg kan da ikke være syg - jeg har jo altid været rask” - og ja, sådan er det jo; man er rask, indtil man bliver syg. Og det er sikkert ikke unikt for mig, at have de tanker. Men jeg insisterede nok lidt for længe på, at jeg kunne helbrede det naturligt.

Det hele startede for mig i 2010 med en voldsom følelsesmæssig oplevelse og det gjorde måske også, at det var svært at skelne det ene fra det andet; når man er i følelsesmæssig krise, er det jo ikke usædvanligt at mærke det på sin krop også. I et par år tolkede jeg mine fysiske symptomer som stress og krise. Da jeg endelig fik sporet mig ind på, at der var noget fysisk galt, troede jeg, at jeg kunne fixe det med at blive stress-fri, røgfri, veganer og tage en uddannelse (fjernstudie pga energien selvfølgelig). Jeg gjorde alle de ting - og ingen af disse fortryder jeg overhovedet! Men jeg fortryder dog lidt, at jeg ventede så længe, som jeg gjorde, med at acceptere sygdommen og starte på medicin.

Jeg ved, at jeg ikke har mistet nær så mange år, som flere herinde har. Men de seneste fem-seks år, har virkelig sat sine spor; fysisk, psykisk og socialt. Når jeg nu får min energi helt tilbage, skal jeg langsomt til at bygge alle disse ting op igen. Forhåbentlig kommer det til at gå godt.

Udover min egen stædighed i forhold til at ville helbrede sygdommen naturligt, så har lægerne nu også gjort sit til, at det ikke er gået hurtigt nok. Det kan jeg jo se, at jeg heller ikke er ene om. Det er nemlig ikke fordi, jeg ikke har været ved lægen i løbet af de seneste fem år - det har jeg været flere gange. Og jeg har endda flere gange sagt: “Den er gal med mit stofskifte!” Og hver gang er TSH (det eneste de vil tage) kommet tilbage omkring 2.5 og “det er jo fint”. Heldigvis fandt jeg en privatlæge, som er mere åbensindet og som tilmed tilbyder NDT. Men altså.. Det er jo grotesk, at det er sådan…

Min tillid til læger er efterhånden ikke-eksisterende. De læger jeg har haft har været søde og rare og velmenende. Men de tror godt nok for meget på deres eget p*s. Det er helt utroligt, at man ikke har tillid til, at vi som patienter kan mærke, når der er noget galt i vores krop.

Jeg har følt mig.. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det.. Umyndiggjort? Og mistroet og misforstået.
Det er virkelig et ensomt sted at være syg på den her måde; læger, venner og familie har jeg oplevet sige; “måske er det noget med din indstilling” - pludselig føler man sig ikke set eller kendt, selv af de mennesker, der er tættest på een. Pyha. Sådan har jeg i hvert fald haft det og jeg håber faktisk, at mine nærmeste vil se en tydelig forandring og forstå, at de måske godt kunne have troet mere på mig.

Det har været en gave, at have adgang til dette forum og læse andres oplevelser og se, at man ikke er alene om disse oplevelser - selvom det jo faktisk også er ret forfærdeligt.