Sitat Opprinnelig skrevet av I-D-M Vis post
Jeg har nå fått resept på armour. Kjempebra? Eller? Den ligger inne til behandling nå. Jeg er sykemeldt, jeg er midt i flytteprosessen og jeg må dumpe hun dama jeg fortalte om. Hun tror jo at jeg kommer til å falle som en flue for henne bare jeg blir kvitt eksen. Masse tunge oppgaver. Jeg var fullstendig klar for inntil for kort tid siden. Nå har jeg fått tilbake smerter i korsryggen. Jeg sliter med å få sove, jeg svetter unormalt mye, jeg har vann i kroppen, gått opp 4 kilo og jeg går rundt og snufser hele tiden. Ute som inne. Det siste kunne kanskje forklares av allergi, pollen eller noe. Jeg tror nå ikke det da siden det kommer med en forverring av andre ting samtidig. En annen ting er at jeg føler bevissthetsnivået er gått ned. Jeg sliter med å huske ting. Man husker ting på samme måte som om man skulle ha vært på fylla. Det blir klarere for meg hvis folk hjelper til med og si hva jeg sa og hva som skjedde.

Jeg har gått på levaxin 100 mcg 5 ganger i uken og 75 meg 2 ganger i uken siden februar. Dette er kanskje den tiden det tar å bli overdosert? I følge legen sier ikke blodprøvene at jeg er overdosert, men det er vel litt individuelt hva som er rett for hver og en person. Jeg ser at jeg er ganske ulik en del her inne når det gjelder sykdomsbildet. De klassiske tipsene virker ikke så lett for meg. For eksempel sies det jo rundt 1, 7 mcg levaxin per kg kroppsvekt. Det skulle bli rundt 175 mcg levaxin det. Jeg tror det er for mye for meg. Det passer så utrolig dårlig å bli dårlig igjen nå som jeg må slå opp med noen og er midt i en flytteprosess. Hadde jeg vært i en stabil situasjon med fast jobb og bolig jeg ikke skal vekk fra ville det vært så mye enklere.

Kan armour hjelpe nå? Kan det være jeg starter på for høy dose der også? Slik jeg forstår det er dosen tilpasset den dosen jeg går på med levaxin i dag. Jeg har så dårlig følelse. Før eller siden blir jeg bedre igjen, men jeg tror dessverre ikke det vil skje nå med den nye medisinen. På den annen side har man vel ingen placeboeffekt på stoffskiftemedisin? Jeg mener det spiller vel ingen rolle om man går inn med innstillingen at disse pillene vil hjelpe meg eller om man går inn med motsatt innstilling.
Sitat Opprinnelig skrevet av I-D-M Vis post
3. Dag på armour. Tar 25 mcg levaxin og 30 mg armour morgen. 30 mg armour kveld. Merker ingen forskjell. Det eneste er at jeg har en følelse av at armour er sterkere saker. Imidlertid tror jeg at jeg ble overdosert før jeg begynte på armour og at det bare vil fortsette nå. Jeg har ikke sovet noe godt i natt, og jeg føler meg fremdeles dårlig nå 2 timer etter at jeg har stått opp. Man sover delvis med dyne og delvis uten. Hjernen forteller meg at dette er kaldt, dette er varmt om hverandre og det er like forferdelig å ligge under dyne som oppå. Også er det korsryggsmertene. Pleier å merke dem når jeg ligger en sjelden gang. I det siste har de vært der hver dag også når jeg står enkelte ganger. I tillegg renner nesen jevnlig og kroppen "overheater" fort. Det kan være at jeg har vært litt for tøff med fysisk aktivitet, men jeg tror jo ikke det. 25 km på sykkel mandag, 4 timers fjelltur med 400 høydemeter opp i går og ny sykkeltur i dag. Skal ta det rolig noen dager etter det og se om jeg kan hvile meg inn igjen. Jeg tror ikke det da.

Føler meg merkelig. Det er ingen som mener det skal være mulig å komme for høyt i dose på en så lav dose. I tillegg sies det jo at menn generelt trenger høyere dose enn kvinner. De aller fleste kvinner går jo på langt høyere dose enn meg. TSH og FT3 og FT4 har jo ligget ganske normalt nå som jeg har gått på 100 mcg levaxin. Og litt utenfor normalen når jeg gikk på 75. Likevel følte jeg meg bedre på 75. Begynner å tenke tanken at toget begynner å gå. Det vil sikkert komme gode perioder for meg senere, men det finnes ingen lege eller legemiddel som kan hjelpe meg. Jeg skal gi det mer tid, men jeg har mine tvil. Jeg er overlatt til tilfeldighetene nå. Jeg skal prøve å leve et sunt og harmonisk liv i fremtiden, men det er nok ikke så enkelt for å bli bedre av dette. I såfall burde jeg ha blitt bedre for lengst.

Legen mener ellers at jeg kanskje har et liv med litt for mange støyende elementer. Lever alle andre helt uten vansker og utfordringer da? Litt må vi da tåle? Det er nok ikke optimalt å bo med eksen, men huset er til salgs nå. Må da snart være kvitt henne. Føler ingenting for henne uansett. Ellers lever jeg som alle andre tenker jeg. Jeg synes jobb generelt er noe dritt, men nå er jeg jo sykemeldt og blir ikke noe bedre av det. Vanskelig å se hvor skoen skulle trykke. Får nevne det for legen så får vi se om hun tillater at jeg går ned på dose igjen. Det er jo ingen vits i å gå slik som dette. Eventuelt gå motsatt vei for eksperimtentets skyld, men jeg ser ikke frem til å bli enda dårligere om det skulle skje.
Egentlig ville jeg kommentere på dit sidste indlæg, men så læste jeg hele din tråd igen og... blev opgivende.

For det første: du har aldrig nogensinde været OVERdoseret, og dette uanset hvad du har selv troet og hvorfor du har troet, det du troede. Du har aldrig været overdoseret. Punktum.

For det andet: der er no way in hell, st du overhovedet kan gøre noget som helst håb om bedring på cocktailen "25 mcg Levaxin/30 mg Armour/30 mg Armour". Denne dosering undertrykker TSH og dit rest-stofskifte, og så sker der intet andet.

For det tredje: det er ikke en stofskifte-læge du har brug for lige nu. Du har brug for en adfærds-coach, til at (om)vende dig fra at se på tingene fra "halv-tomme" til "halv-fyldte", fordi din indstilling og din pessimisme er en hindring på din vej, som jeg ikke tror at du kan overvinde ved egne kræfter.

Det kan, i denne forbindelse, være fuldstændig ligegyldigt hvor mange dårlige erfaringer med effekten af behandling du har haft hidtil, fordi denne lange underdose-karriere du har indtil nu, kan ikke andet, end netop kun bestyrke din pessimisme.

Der er ingen tvivl om, at du blev svigtet af læger i begyndelsen af din sygdom. Ingen tvivl som helst. Dette svigt har jaget dig i årevis ud i utallige reflektioner over behandlingen, og på en evig jagt efter at finde "fornuftige" forklaringer på, hvorfor du havde det ad hell til, hvorfor behandlingen ikke virkede, og disse spørgsmål har du konstrueret svar på, der ikke nødvendigvis var de rette. Alligevel har disse, dine egne tanker overtaget enhver bedømmelse af det, som skete for dig i tidens løb, og du fortsætter med at vurdere alting i netop den vinkel, som er gennemsyret af tvivl og håbløshed.

Du trænger til at finde hjælp til at viske tavlen ren, og fylde den igen med "skrift" som er skrevet med anderledes fortegn og indstilling, end du har følt hidtil. Før det sker, bliver der ingen bedring. Barskt men sandt.

Det er ikke noget hokus-pokus. Videnskaberne har længe forsket i gåden om, hvorfor nogle bliver aldrig syge, eller bliver hurtigt friske, mens andre gør ikke, og dette uanset ellers ens parametre i deres alder, køn, fysisk fremtoning, den praktiske tilværelse, økonomi, uddannelse, socialt tilhørsforhold osv.

Denne forskel er dog ikke mejslet i sten. Den kan udlignes ved adfærdsterapi med sigte på at ændre disse menneskers forventninger fra "de værste" til de "normale" eller "bedste" og heller ikke dette er "hokus-pokus". Mistillid og pessimisme drives af cortisol og forstyrrer cortisols døgnrytme. Dette er nok til at ødelægge eller reducere effekten af enhver medikament-behandling, uanset om det gælder hovedpinetabletter, Levaxin eller Armour. Eller recovery fra hjerteanfald, eller overlevelse efter operationer osv.

Det handler altså ikke om at tage lyserøde brille på, for at indbilde sig en kunstig positivisme. Det handler snarere om hellere at kaste de sorte brille væk, og derved at opnå et neutralt udgangspunkt med plads til ægte erfaringer/observationer i det store billede. Ikke kun de øjeblikkelige værste og de som bekræfter tvivlen, fra gang til gang.

Du har brug for en adfærds-coach som er i stand til at indgyde dig respekt for sine evner og indsigt. Din indgroet tvivl og pessimisme gør dig til en hård dommer, så det kan tage tid at finde den rette coach. Og jeg er helt sikker på, at du er voldsomt uenig med mig mens du læser disse ord. Men så vil jeg stille dig et ultimatum på vegne af "dit eget liv": enten løser du dette "tankemønster-problem" som du, af ellers legitime årsager, har udviklet som (selv)forsvar mod skuffelser , eller vil sygdommen stille og roligt udvande både din uddannelse/kvalifikationer, dit job, din sociale situation/status og din økonomi. Så enkelt kan det siges, faktisk.

Du bliver nødt til at foretage en nøgtern vurdering af, hvad er dig mere kært: at fastholde din "rationelle" skepsis/pessimisme? Eller en åben dør til fremtiden? Det er enten eller, I-D-M. Håber, du vælger fremtiden.