Ensomhed rammer stofskifte patienter

[Anisa]

Jeg kender til flere lignende historier.... Jeg har også selv oplevet (gudskelov kun i en light-udgave) den bitre smag af erkendelsen, at ens barn ikke fatter omfanget af den "heltedåd" som det er at være en rigtig god forælder, på trods af lavt stofskifte der æder ens hverdag og sjælen, bid for bid.

Hvis det passer, hvad de kloge siger, at man almindeligvis aldrig helt kan forstå andre mennesker, før man selv står i samme eller lignende situation... da må jeg blankt indrømme, at jeg hellere lever med "u-forståelse" fra mit barn, end jeg ønsker ham at skulle igennem det samme, for at jeg skal kunne føle mig forstået...

Man siger også at graden af medleven og empati er individuel dvs. ikke fælles for alle... melder spørgsmål sig om jeg i virkeligheden ønsker, at mit barn skal være så medlevende og så empatisk, at det sommetider kan blive et helvede, bare at leve.... når man så let kan (med)føle andre menneskers smerte. Særlig hvis der ikke findes noget man kan gøre for at hjælpe dem. At være et passivt vidne til andres lidelser kan blive til så stor en indre tortur, at det er faktisk til at forstå... at så mange beskytter dem ved at fortrænge, eller brygger en forklaring sammen - de kan leve med.

Jeg forstod ikke min mor før jeg selv ble syk. Nu vet jeg hva hun ofret for meg. Det var ikke lite

Fikk aldri fortalt henne det.

Ved ikke om du er selv en mor, Fruemå - men det er jeg, og med udgangspunkt i kærligheden til mit eget barn, kan jeg forsikre dig at din mor hellere ville forblive ikke forstået, end hun ønskede dig leve med magtesløsheden og håbløsheden. Børn og unge vil så gerne altid løse alt som måtte plage deres kære... men denne satans sygdom har sit eget liv, så hvad ville der ske andet, end nederlag når/hvis de alligevel forsøgte?

Hvis man som forælder, trods alt, har overskud nok, må kærlighedens eneste rette betingelse - betingelsesløshed - gå begge veje, uanset når/hvis dem man elsker, fatter ikke en skid...

EDIT: jeg er godt klar over, at jeg lyder rigeligt frelst, men hvordan faen kan man ellers få enderne til at mødes...?

[Kevlin]

Hvis det passer, hvad de kloge siger, at man almindeligvis aldrig helt kan forstå andre mennesker, før man selv står i samme eller lignende situation...

Selv opplevde jeg for noen år tilbake en veldig overraskende u-forståelse:
En venninne og jeg var ute og gikk tur og jeg fortalte at jeg hadde vært og besøkt min forrige jobb -
og at jeg fikk helt vondt av hvor sterkt jeg ønsket meg tilbake.
Hun sa:
"Det er ingen som blir friskere av å bare vente på at ting skal bli bedre" - og jeg ble helt stum
enda i dag kan jeg kjenne gråten i halsen når jeg tenker på at hun kunne få seg til å si noe sånt.
Hun fortsatte ufortrødent med å snakke om hvordan samboeren hennes hadde stått på etter å ha knekt nakken...
- hun la aldri merke til hvor nedslått og stille jeg ble.

Grunnen til at det overrasket meg sånn er at hun, sønnen og datteren har kroniske sykdommer og har til tider hatt "klippekort" på sykehuset. Nesten krysset over til andre siden alle sammen faktisk - også den før nevnte samboer.

Jeg har gjennom årene hørt mye på - og også sett - om hvor syke de har vært. Nesten avløsende på hverandre,
i den forstand at når den ene ble nesten frisk, så var det nestemann, osv, osv.

Jeg har jo aldri blitt akuttinnlagt eller knekt nakken - det jeg/vi har er på mange måter usynlig og u-dramatisk.
Og det er vel få av oss som reiser på besøk, eller tar imot besøk, når vi er mest nedslitt / gør-trøtte / apatiske / forstoppede / etcetera -.-
så derfor er det bare datteren min som har hatt dette tett på livet dag-etter-dag gjennom mange år


Så - ja, det var uansett godt å få skrevet det ned