Præventionsindsprøjtning og det efterfølgende år

Den 23/5 - 2000 fik jeg en præventionsindsprøjtning med præparatet Depo-provera og den blev fulgt op af endnu en indsprøjtning den 17/8 - 2000. Disse indsprøjtninger fik jeg ved daværende egen læge. Han havde i forbindelse med præventionsordineringen slået op i digre værker og dengang fastslået, at den ikke ville virke forstyrrende i forhold til min medicin, men han orienterede mig ikke om diverse bivirkninger og i og med indsprøjtningerne foregik ved lægen var der ikke nogen skriftlig information. Jeg fik de fleste af de bivirkninger, som jeg kunne på det pågældende præventionspræparat, herunder også vægtøgning. Det snakkede jeg om i efteråret 2000 ved reguleringssamtale med overlæge på XXX Sygehus, men han mente, at det ville gå i sig selv igen, så snart at præventionen var ude af kroppen. Det gjorde det nu ikke, min vægtøgning fortsatte og min træthed tiltog. Jeg begyndte tillige at døje med hårtab, hvorfor jeg tog ekstra B-vitamin. I begyndelsen af 2001 nævnte jeg det ligeledes overfor daværende egen læge, som ikke kunne forstå, at det ikke gik tilbage til sit normale niveau.

Min tilstand var på det tidspunkt stadigt intet at regne i forhold til, hvorledes jeg havde haft det før jeg fik Addion konstateret og da jeg jo havde fået at vide, at man kunne fungere fint med Addison tilskrev jeg disse symptomer til mig selv, - jeg følte ganske simpelt, at jeg skulle tage mig sammen.

Sommeren 2001 søgte jeg flexjob, da jeg nu følte mig så træt hele tiden, at jeg havde svært ved at se, hvorledes jeg skulle kunne hænge sammen til et heltidsarbejde. Jeg fik afslag. Med udsigt til at overgå til kontanthjælpssystemet søgte og fik jeg sommerarbejde som hjemmehjælper. Jeg begyndte hurtigt at døje med yderligere træthed, anfald af muskelsvaghed, hvor bare det at holde en støvsuger syntes at være en fysisk udfordring og benene begyndte at ryste, diarre´ samt svimmelhed. Jeg søgte at holde dagbog over dette, for at fortælle, hvorledes det stod til og sendte den til min daværende egen læge, hospitalets overlæge, samt sagsbehandler ved XXX kommune. Jeg havde startet på omkring 30 timer ugentligt, men måtte hurtigt kapitulere og gå ned på 25, derefter 20 og jeg endte på 15 timer. Et forløb som i alt strakte sig over tre uger. Da jeg til sidst oplevede et blackout, eller som jeg beskrev det dengang, at min hjerne satte ud, sagde jeg arbejdet fra.

Jeg vil her lige bruge et par sætninger på at beskrive, hvorledes et blackout føles, fordi det senere i forløbet blev skæbnesvangert misforstået: Et blackout starter med svaghed i hele kroppen som forplanter sig til hovedet. Forbindelsen i hovedet, det som gør at man føler sig og er til stede, bliver svagere og svagere og det begynder at sortne. Derefter husker man ikke noget. Følgende er således beskrevet af en af mine venner, som kunne fortælle mig, at når jeg fik et anfald, så begyndte mine øjne at sidde og flimre oppe under mine øjenlåg, som man kan se det ved epilepsi patienter. Han var dengang meget bekymret for mig, men undlod at fortælle mig om det, idet han ikke ville skabe yderligere angst ved mig. Det var retrospektivt nok ikke det bedste valg, for det ville have hjulpet mig i forklaringerne til lægerne ved XXXX Sygehus.

Desværre fortsatte problemet med blackouts og jeg kontaktede hospitalets overlæge igen, som fast regulerede mig op på 30 mg hydrokortisol, for som han sagde ”Det er jo meningen, at du skal have det godt”. Det ved jeg han mente, men desværre var det ikke nok. De havde undersøgt T3 og T4, som lå normalt, hvorfor han ikke så nogen grund til at undersøge videre på den front. Dette er beklageligt, for som det senere har vist sig, så var problemet med myxødem eskaleret. Man fik bare ikke de korrekte tal, fordi det præventionspræparat, som jeg havde fået, havde den uheldige bivirkning, at danne et protein (mener jeg det er), som lægger sig omkring stofskiftehormonerne og medfører at de bliver transporteret længere tid i blodbanen før de bliver brugt. Dette giver en fejllæsning af T3 og T4, som derved vil ligge højere end det reelle stofskiftehormon niveau. Dette reelle niveau kan man aflæse ved en blodprøve af det TBG regulerede tal.