Træthedssygdom efter whiplashskade – Luunas præsentation

[Vigdis]

Jeg tror du kunne ha stor glede av å lese nevrologen Robert C. Scaers bok "The body bears the burden", Luuna

Han beskriver hvordan han etter å ha jobbet med mennesker som kommer med til ham med wiplash, ser at de aller fleste har traumer som ligger et stykke bak i tid. Og at i bunn og grunn er den nye skaden en manifestasjon av det gamle. Ikke til forkleinelse for wiplashskaden, smerten, utmattelsen og alt det andre som følger ulykken og skaden er reelt. Men for å kunne jobbe seg ut av dette, bli et helere menneske med energi og sunnhet, er det vesentlig å starte med å jobbe med problemet der det hele startet.

Lykke til

[Luuna]

Kære Vigdis

Tak for din kommentar, som så blev anledning til at vende tilbage til jer, som jeg gerne har villet i lang tid.

Jeg tror, det er sjældent eller aldrig, at der er én årsag til en multisystemisk sygdom - jeg tænker, den er multifaktoriel.

Hypotesen, som du anfører, er den samme, som liaisonpsykiaterne har: Vi har en neurotisk tilstand, som kommer til udtryk som kropslige symptomer. Man kan altså have en psykisk lidelse uden at have det psykisk dårligt, eller man kan lide psykisk uden at have det psykisk dårligt - i stedet kommer det til udtryk i kroppen.

Det er det, forsøgsdiagnosen "funktionel lidelse" (her bodily distress syndrome) eller somatoform forstyrrelse (nuværende betegnelse i WHO) dækker over.

Gid det var så vel. Jeg har arbejdet mere med mig selv end de fleste mennesker nogensinde kommer til, og jeg er alligevel blevet mere og mere syg.

Det er da heller ikke sådan, at jeg forstår psykosomatik. Jeg forstår det først og fremmest som en sårbarhed, man kan have overfor forskellige sygdomme, der sommetider kan spille en rolle ligesom gener, miljø osv.

Uforløst sorg eller uforløste traumer f.eks. skaber ravage i form af bl.a. spændings- og stresstilstande, og disse hæmmer jo bl.a. fordøjelsen og andre funktioner som f.eks. afgiftning, de skaber inflammation, de sværkker immunforsvaret, de tærer på hormonerne og forårsager måske ubalance i dem, mens det at "komme til ro med sig selv" bidrager til en bedre kropslig balance. F.eks. er det dokumenteret, at langvarig stress svækker immunforsvaret og at stressreduktion virker positivt overfor inflammation. Et traume er en form for tilbageholdelse, hvor man samtidig er i en årvågen tilstand, og det tærrer selvfølgelig på kroppen, når det bliver langvarigt.

Jeg mener, at man med fordel kan tage sig af alt, der kan bidrage til, at man får det bedre, og som patient, klient og psykoterapeut medregner jeg selvfølgelig også den faktor, at man kan arbejde med sig selv på en måde, så man kan komme til at bevæge sig frit her i verden præcis som man er - uden at skulle skjule noget, holde på noget, æde andre menneskers forestillinger om en eller undertrykke sig.

Efter lang, lang tid og stadig forværring af min tilstand, nærmer jeg mig nu en mere præcis diagnose.

Det er sandsynligvis sådan, at den forbedring jeg oplevede efter min blindtarmsoperation især skyldes, at jeg under operationen fik intravenøs antibiotisk behandling. Operationen har dog sandsynligvis reddet mit liv, fordi jeg næsten ikke kunne komme til at behandle infektioner, før jeg fik den, og jeg har efterfølgende taget mere end 5 kg på. Jeg lå lige akkurat på grænsen til undervægtig.

Men efter nogen tid, blev jeg rigtig dårlig igen, og siden er det blevet værre. Jeg har derfor fået lavet flere tests, og nu er der fundet borrelia, bartonella, babesia og mycoplasma. Det er altså systemiske infektioner, der har slået sig ned i tarmene og ikke omvendt.

Jeg kæmper for at få infektionerne under kontrol, men de er meget aggressive. Det er heldigvis lykkedes mig at få arrangeret, at jeg kan komme til tysk læge i denne måned, og det er en nødvendighed. Samtidig tåler jeg desværre ikke ret meget behandling, så rejsen bliver lang - endnu lægere, end jeg håbede i det sidste indlæg.

Det ændrer ikke på, at min sygdom er multisystemisk efter alle de år, og at det er strengt nødvendigt at behandlingen er helhedsorienteret.
F.eks. har jeg fået brug for en endnu højere dosis thyroid, der er ubalance i flere andre hormoner og dette er desværre bare et hjørne af det hele.

Jeg er desværre for afkræftet til at skrive meget mere herinde, men jeg tænker på jer og håber, at I har det godt!

Kærlig hilsen
Luuna

[Vigdis]

Kjæreste, kjæreste Luuna

Jeg er ikke alltid så god på å uttrykke meg tydelig nok. Jeg beklager det.

Traumer er IKKE psyke. Traumer er IKKE somatoform lidelse. Traumer er IKKE psykiatri.

Jeg er ikke fagperson på dette. Men jeg støtter meg på flere som jobber med traumer og som forsker på traumer som har dette synet. Bessel van der Kolk, en av verdens ledende traumeforskere, nevner blant annet en undersøkelse av ungdom. Mange av dem hadde fått både en, to, tre, fire og fem forskjellige psykiske, og andre diagnoser (som ADHD). For ham var det helt tydelig at disse ungdommene var traumatiserte. De hadde i følge ham en diagnose, ikke to, tre, fire eller fem forskjellige sykdommer. (det betyr ikke at jeg mener at man ikke kan ha andre sykdommer i tillegg til traumer) Behandlerapparatet ville sannsynligvis gitt dem en tablett for ADHD, en for bipolariet, en for angst, en for depresjon, en annen for spiseforstyrrelser, en tredje for selvskading osv osv.

Helt grundlæggende er traumer noget, der sker i de primitive dele af kroppen og i de mest primitive dele af nervesystemet. Det er hinsides ord og endda hinsides
emotioner, selv om det involverer emotioner og ord. Det er reaktion af chok som sker i kroppen og i nervesystemet.

Psykolog Peter Levine

Du er selv psykoterapeut og har mye kunnskap om dette.

Jeg må tilstå at jeg avskyr arbeidet en stor andel leger, psykiatre og psykologer utfører, og de argumentene de bruker. De sitter bom fast i gamle sannheter. Som ikke engang er sanne. Det er så enkelt å dele opp befolkningen i dem som sliter "psykisk", og dem som er "friske" (behandlerne regner vanligvis seg selv i den andelen). Feilaktig deles mennesket opp i en kroppslig del og en psykisk del. Det startet med Descartes, og behandlerapparatet har ikke kommet seg ut av kortslutningen med et todelt menneske ennå. Selv om vi har en stor hjerne, som vi ofte tildeler for mye vekt, er vi fortsatt et dyr, på linje med alle andre pattedyr. Hvem ville sagt at katten er et todelt vesen der den jager en mus? Kropp, instinkter, tanker, alt er ett med organismen vi bebor. Akkurat som hos katten. Når behandlerapparatet behandler hver del for seg, går det som oftest ikke så bra.

Så sørgelig at du fortsatt er så dårlig Luuna! Det var trist å høre. Jeg håper den tyske legen kan hjelpe deg videre, og at du får stoppet alle infeksjonene. Det høres veldig, veldig tøft ut, det du beskriver

[Luuna]

Hej igen Vigdis

Den sætning, jeg reagerer på, er den her: "... Og at i bunn og grunn er den nye skaden en manifestasjon av det gamle."
For det er jo en hypotese. Det er en hypotese, som passer perfekt ind i liaisonpsykiatriens måder at diagnosticere på, og det er en hypotese, som jeg ikke kan genkende, skulle handle om mig. Ifølge dette, skulle noget i mit indre, som jeg ikke har kendskab til, og som derfor ikke er bearbejdet, være årsagen til følgerne af min ulykke.

Jeg mener, at det er meget vigtigt at være opmærksom på, at forsøgsdiagnosen BDS rent faktisk dækker over, at patienternes symptomer er reelle - at de ikke er indbildning.

Jeg mener også, det er værd at være opmærksom på, at disse psykiatere taler om en bio-psyko-social model, mens det eneste "bio", der er i den, i virkeligheden antages at være en forandring i hjernen, som giver en forvrænget symptomopfattelse.

De markedsfører sig også med og manipulerer ved at sige, at mennesket jo er et hele - altså stadig uden at anerkende fysiske/biologiske forandringer, ligesom de markedsfører sig med og manipulerer ved at sige, at der ikke er tale om noget psykisk.

Hvis man er traumatiseret, er det jo noget psykisk! Og spørgsmålet er så, om det også er selve sygdommen?

Min pointe her er, at jeg først og fremmest forstår psykosomatik som noget, der kan gøre sårbar overfor fysisk sygdom. Et traume er rigtigt nok et chock, og så følger der noget bagefter, så det bliver siddende. Man bliver ikke færdig. Man har en tilbageholdelse af en slags. Og den slags tærrer på kroppen bl.a. på nogle af de måder, jeg har nævnt i første indlæg om det. Forstår man det sådan, er det ikke mærkeligt, at flere med de her multisystemiske udmattelsessygdomme har haft traumatiske oplevelser.

Man kan på en måde sige, at det kommer til at handle om, om man kan blive rask af at behandle f.eks. traumet, og det kan man jo sjældent, hvis sygdommen er blevet multisystemisk. Jeg tror imidlertid, at det for mange kan gøre en meget stor forskel - at blive set, hørt, forstået og rummet kan udløse store selvhelbredende kræfter f.eks., og at reducere stress og spændinger vil f.eks. afbalancere immunforsvar og inflammation, som er involveret i de fleste af de her sygdomme.

Det er først og fremmest sådan JEG forstår os som et hele, og jeg tror, det gælder for de fleste sygdomme.
Derfor tænker jeg også, at man med fordel kan tage sig af sig selv det her sted - hvis man har lyst!!

Ellers skal du have mange tak for dine gode ønsker!
Den tyske læge er livsnødvendig for mig, og jeg tror, han er en dygtig læge og god mand, så det ser jeg frem til.
Alle de andre ting, må jeg så fortsat tage mig af.

Alt godt til dig Vigdis!