Gutt med høyt stoffskifte, radiojod, Levaxin

[Anisa]

Mange tak for kommentarer til dem, der skrev og til dem som tænker over denne tråd.

HVA I H....VETE!!

Her passer det fint med ordtaket..

Nok en bekreftelse på at sannheten er smertefull...

Det har taget mig ti (10) år at erkende at jeg var syg, på daværende tidspunkt allerede omtrent 20 år i behandling med Eltroxin. Jeg havde følelsen, at min verden for alvor falder sammen, hvis jeg erkender sygdommen og dennes begrænsninger, uden at jeg var klar over at min verden allerede var faldet sammen længe, mens jeg havde travlt med at holde mine øjne lukkede alt hvad jeg kunne, for ikke at se hvad var der ved at ske.

Så til Jan Erik vil jeg sige dette, at hvis han tror at han er viljestærk og at det nok skal bære ham igennem frem til en bedring - det er ingenting, Jan Erik - i sammenligning med den enorme, konsekvente viljestyrke jeg har præsteret gennem mange år, for ikke at erkende denne sygdom og det, som denne sygdom gør ved et menneskeliv.

Det er et af de få tilfælde, hvor viljestyrken rent faktisk dræber livet, frem for at redde det, fordi havde det ikke været for denne enorme viljestyrke jeg ellers var så stolt af - havde jeg erkendt tingenes tilstand langt tidligere, og fandt hjælpen så meget tidligere, at jeg ville nå at få livet tilbage. I stedet fik jeg livet tilbage så sent i livet, at det nytter nu meget mindre, end det ville have gjort ti år tidligere.

Som jeg skrev et andet sted på forummet: begyndte jeg at tænke selv, lære og hjælpe mig selv alt for sent i livet. Så sent, at uanset bedringen - hverken kan jeg eller vil presse alle de tabte (pga. hypothyreose/Eltroxin) komponenter af livet ind i de forholdsvis få år jeg har tilbage. Jeg kan alligevel ikke få flere børn. Jeg kan alligevel ikke gen-bruge mine uddannelser. Jeg kan alligevel ikke "gro gammel sammen" med nogen, fordi jeg allerede ER gammel. Jeg kan alligevel ikke tage ud på verdens-omrejse, fordi livet med hypothyreose/Eltroxin har gjort min livsindtægt så ringe at jeg simpelthen ikke har råd til at bruge min resterende livstid på hverken at rejse eller dyrke interesser som kræver "anskaffelser"... Jeg har - kort sagt - ikke noget andet liv alligevel, andet end at dele den information som jeg har skaffet mig til brug for (omsider) at opnå bedring selv.

Det har jeg så gjort i håb om, at min egen dumhed - i det mindste - kunne nytte for andre, når den nu har ødelagt mit eget liv, som jeg kun kan takke mig selv for. Fordi - Jan Erik og andre - det kan godt være at du helst tror på lægernes kundskaber, og jeg tror på at flertallet af læger ikke magter at behandle disse sygdomme, så andet end blodprøver har gavn af det, men så længe du, jeg og andre patienter bare flyder med strømmen, nægter at lære og selv tage ansvaret - af bekvemmelighed eller frygt for erkendelsen af sygdommen - da er det ikke længere lægernes, men vores eget ansvar for når det går ad helvede til!

Jo tidligere de unge og yngre erkender værdien og effekten af eget ansvar, jo mere liv når de at få tilbage. Livet varer nemlig ikke forever. Held og lykke.