En villedende ”veiledning”

[Kevlin]

https://nhi.no/sykdommer/hormoner-og...k-hypotyreose/

Skremmende - det står fremdeles "Det er funn som tyder på at spesielt høye TSH-verdier fører til økt risiko for komplikasjoner, og at dette bør behandles. Mange anbefaler derfor behandling dersom TSH over tid er høyere enn 10 mIE/L. " ....

Og det står også og lese følgende:
"Skjoldkjertelen kan angripes av antistoffer (anti-TPO) som over tid kan redusere kjertelens evne til å lage tyroksin"
Hvorfor er de så unøyaktige - de er utgivere av (jeg siterer) :
- Utgiver av N.E.L. Norske legers mest brukt oppslagsverk..

En 35-årig kvinde, der har det ad helvede til, og sådan har hun haft det længe.

TPO-antistoffer på over 800, TSH mellem 6 og 9, FT4 mellem 8 og 10 dvs. nedre grænse til "normalområdet". Hun har nu ventet på behandling i 7 år.

I mellemtiden har hun aborteret 5 gange og har nu opgivet at få børn, særlig da hun alligevel orker mindre og mindre efterhånden som årene går. Ægtemanden hænger på endnu, så længe det varer...

Hendes læge har besluttet at "de" skal vente med behandlingen indtil kvindens skjoldbruskkirtel er helt død. Lægen begrunder beslutningen med at "det er meget nemmere at behandle hypothyreose når der ikke er nogen kirtelaktivitet mere" og "der er ingen grund til at henvise dig til speciallæge, fordi jeg følger i forvejen instrukser modtaget fra endokrinologisk afdeling på byens hospital".

Problemet er blot , at det faktisk kun er undtagelsesvis at en skjoldbruskkirtel nogensinde dør helt, særligt da det IKKE er selve kirtelvæv som TPO-antistoffer angriber. TPO-antistoffer angriber IKKE skjoldbruskkirtlen.

TPO-antistoffer angriber Thyroid Peroxidase,
dvs. det enzym hvis job det er at tilføje jod-atom(er) til T0-amine (forbindelsen mellem aminosyren tyrosine og transportprotein thyroglobulin) før det kan blive til thyroxin (T4) og i (meget) mindre grad til triiodothyronine (T3). Det resulterer i at der bliver ikke produceret thyreoidea-hormon nok til at opretholde normalt stofskifte. Man udvikler stigende hormonmangel, uanset at selve kirtlen ikke er (helt) død og heller ikke dør (helt) de næste 10, 20 eller 30 år.

Så mens lægen venter på at kvindens kirtel er død, før hun kan behandles.... kan det stakkels menneske se frem til år efter år med helbred der bliver værre og værre pga. tiltagende hormonmangel.

Så meget magt har en læge, uagtet at han ræsonnerer 100% FORKERT og kender end ikke det elementære om lavt stofskifte/Hashimoto's.

Hvilken lærdom kan man mon udlede af denne patienthistorie?