Tak. Jeg har skrevet det 30 år siden, da jeg har oplevet, hver eneste dag at jeg kunne blive endnu mere overvældet af en lykkefyldt (an)erkendelse af mit barn, end jeg var dagen forinden. Det var som at opleve nirvana ved blot at se det lille væsen strække sig ud i velvære. Men så havde alt den lykke alligevel en mørk side, fyldt med angsten for at dø fra sit barn i utide. Altså ikke en fobisk dødsangst, men en reel mulighed for at komme ud for en ulykke eller blive ramt af sygdom, man dør af. Jeg har nu aldrig haft evnen til at fortrænge noget, bare fordi det var ubehageligt, flovt, eller frygtindgydende. Tværtimod, har jeg altid barskt konfronteret mig selv, uanset trangen til ellers at flygte hvor peber gror. Denne følelse af frygt for mit barns skæbne hvis jeg døde i utide, fortonede sig først efter at jeg har pakket en tidskapsel med alt et barn har brug for, for senere at finde ud af sit ophav og alt som kunne forankre mindet om kærligheden fra dag 1 i livet. Utroligt, hvad moderskabet kan gøre ved et voksent menneske, der ellers troede fuldt og fast på, at det kendte sig selv ud og ind. Nu ved jeg at der altid er mere lære om sit indre, uanset hvor gammel man er, og uanset hvad man har været igennem. Det er aldrig for sent til nok en forandring.

Pssst... Selv om "barnet" er nu 37 år og ikke længere har brug for en "vogter", har denne min følelse alligevel aldrig forsvundet helt.