Når jeg dør...

[Anisa]

Når jeg dør.... bliver jeg
tanken, følelsen, svævende
op mod de høje tinder
jeg sådan har savnet
da jeg levede

Når jeg dør.... bliver jeg
englen lyttende til
mit barns hjertelyd
som jeg gjorde
da jeg levede

Når jeg dør... bliver jeg
drømmen og freden -
til mit sovende barn
som jeg gjorde
da jeg levede

Når jeg dør.... vil jeg svæve
over tage, gader, haver,
vogte over mit barn
som jeg gjorde
da jeg levede

Når jeg dør.... vil jeg græde
og savne og takke for
alle glædens stunder
fra mit barn til mig
da jeg levede

Når mit barn dør... vil jeg vente
på tærsklen til den nye tid
tænde lyset, gå i møde
drive angsten bort
som jeg gjorde
da jeg levede...

taknemmelig...

[Pingvinen]

Vakkert og tankevekkende

[Anisa]

Tak. Jeg har skrevet det 30 år siden, da jeg har oplevet, hver eneste dag at jeg kunne blive endnu mere overvældet af en lykkefyldt (an)erkendelse af mit barn, end jeg var dagen forinden. Det var som at opleve nirvana ved blot at se det lille væsen strække sig ud i velvære. Men så havde alt den lykke alligevel en mørk side, fyldt med angsten for at dø fra sit barn i utide. Altså ikke en fobisk dødsangst, men en reel mulighed for at komme ud for en ulykke eller blive ramt af sygdom, man dør af. Jeg har nu aldrig haft evnen til at fortrænge noget, bare fordi det var ubehageligt, flovt, eller frygtindgydende. Tværtimod, har jeg altid barskt konfronteret mig selv, uanset trangen til ellers at flygte hvor peber gror. Denne følelse af frygt for mit barns skæbne hvis jeg døde i utide, fortonede sig først efter at jeg har pakket en tidskapsel med alt et barn har brug for, for senere at finde ud af sit ophav og alt som kunne forankre mindet om kærligheden fra dag 1 i livet. Utroligt, hvad moderskabet kan gøre ved et voksent menneske, der ellers troede fuldt og fast på, at det kendte sig selv ud og ind. Nu ved jeg at der altid er mere lære om sit indre, uanset hvor gammel man er, og uanset hvad man har været igennem. Det er aldrig for sent til nok en forandring.

Pssst... Selv om "barnet" er nu 37 år og ikke længere har brug for en "vogter", har denne min følelse alligevel aldrig forsvundet helt.

[Mod]

Tak. Jeg har skrevet det 30 år siden, da jeg har oplevet, hver eneste dag at jeg kunne blive endnu mere overvældet af en lykkefyldt (an)erkendelse af mit barn, end jeg var dagen forinden. Det var som at opleve nirvana ved blot at se det lille væsen strække sig ud i velvære.

En mamma er en mamma




Tekst av Gustav Lorentzen

En mamma er en mamma
om du kan krabbe eller gå.
En mamma er en mamma
om du kan sitte eller stå.
Hun løfter deg og trøster deg og legger deg til ro,
hun bretter dyna over deg og gjør deg varm og god.
En mamma er en mamma
om hun har hundre andre små.

En mamma er en mamma
om det er vinter eller vår.
En mamma er en mamma om du blir stor og tiden går.
Hun klapper deg og klemmer deg. Hun fyller opp din kopp.
Hun synger når du legger deg og når du skal stå opp.
En mamma er en mamma
om hun er over hundre år.

Om hun har hundre andre ting å gjøre,
hun kan høre
om du har det bra.
Hun er så god å ha!

Hun klapper deg og klemmer deg, hun fyller opp din kopp.
Hun synger når du legger deg og når du skal stå opp.
En mamma er en mamma
om hun er hundre mil herfra.
En mamma er en mamma.
Hun er det beste du kan ha.

However, not everyone is lucky enough to be born by the right mamma, but it is beautiful to listen to.
Dock har inte alla turen att födas av rätt mamma, men det är vackert att lyssna på.