Man kan også udvikle hypothyreose / lavt stofskifte som følge af at deres skjoldbruskkirtel skrumper. Der er faktisk mange ikke-thyreoidea-relaterede tilstande, der er noteret i forbindelse med konstateret atrofi af skjoldbruskkirtlen = reduceret produktion af thyreoideahormoner.

Anorektikere og andre underernærede kan udvikle en ikke reversibel diffus atrofi af skjoldbruskkirtlen, helt uden nogen forudgående thyreoidea-sygdom.

Langvarige endogene depressioner kan forårsage atrofi af skjoldbruskkirtlen, lige så vel som der også kan påvises anatomiske ændringer i de endogent-deprimeredes hjerner.... altså en "psykisk" sygdom kan have vidtrækkende "organvæv-konsekvenser", man normalt plejer ikke være opmærksom på.

Visse "ældre" antidepressiva ordinæret "forebyggende" i en årrække kan påvirke thyroid-væv til at svinde.... Ikke fordi de nye antidepressiva er fritaget for denne mistanke, men da må jo gå et længere stykke tid før denne effekt kan måles og vejes.

Også forekomsten af "naturligt" fluor i drikkevandet i visse egne af verden har man i visse tilfælde forsøgt at forklare en tilsvarende forekomst af skjoldbruskkirtel-svind med.... Hvor teorien var, at summen af "ubrugelige" thyreoideahormoner, hvor jodatomet er erstattet med fluor-atomet, har fået kroppen til at lukke ned for skjoldbruskkirtlen som følge af forgæves forsøg på at få kirtlen til at danne aktive hormoner, hvor det vedværende hormonfeedback har "meddelt at kirtlen svarer ikke" dvs. er død, hvorfor den skal væk. Jeg kan meget godt lide denne teori, særlig set i lyset af, at i dag er de fleste mennesker udsat for mindst 1-3 gange dagligt for fluor i munden, foruden alle de andre kilder til fluorforurening af vores omgivelser og vores kroppe.

Man har også seriøst overvejet forbindelsen mellem behandlingsresistent forhøjet cystein i kroppens celler og en "idiopatisk" svind af skjoldbruskkirtelvævet. Der var i hver fald en sammenhæng, jeg ikke aner om "man" udforskede videre.

Så var der også en primær atrofi af de hormondannende follikler i skjoldbruskkirtlen, hvilket på sigt havde også medført svind af hele kirtlen...

En nerveskade et sted på vejen fra en primær impulskilde til en sekundær impulsmodtager, vil altid medføre en hel eller delvis (afhængig af nerveskadens omfang) atrofi af det væv/organ, der hindres i at modtage nerveimpulser... Jamen, hvad hvis den biologiske vedligeholdelse af skjoldbruskkirtlen er netop ramt af en nerveskade, der hindrer (f.eks.) regenereringsprocesserne i at effektuere dem selv og kirtlen svinder som følge deraf? Der kan også være andre autonome, behovsbestemte nervesignaler, der ikke når frem til skjoldbruskkirtlen og hvor kroppen kan opfatte det manglende feedback på de udsendte signaler som melding om, at her er et "dødt=overflødigt" væv, man skal skille sig af med. Det kan man ikke udelukke.

Kvinder (og mænd), der har været strålebehandlet for brystkræft kan selv mange år efter udvikle atrofi af skjoldbruskkirtlen, hvor det er altså ikke almindeligt kendt, selv blandt læger. Det samme kan gøre sig gældende hos mennesker, hvis tænder var røntgenfotograferet en eller flere gange og hvor de kan udvikle atrofi af skjoldbruskkirtlen selv mange år senere. Skjoldbruskkirtlen bliver IKKE skærmet mod røntgenstråling hos tandlægen. Har nogen måske set en højhalset blykappe hos tandlægen? Jeg har ikke.

Så der er masser af eventualiteter at vælge imellem, uanset om de er eller ikke er bekræftet ved den medicinske forskning. Uanset hvad kan forårsage atrofi/svind af skjoldbruskkirtlen hos de forskellige mennesker, har de alle det tilfælles, at i takt med at atrofien/svindet skrider frem, kommer de mere og mere i underskud af thyreoidea-hormoner og selv om de ellers ikke fejlede noget skjoldbruskkirtel-relateret til at begynde med, udvikler de altså (pga. hormonmangel) hypothyreose, som ingen læger på forhånd kan vurdere som sekundær, før alle kendte årsager til den primære hypothyreose er elimineret. Men hormonmangel har de, uanset hvad lægen finder ud af, eller (som oftest) ikke finder ud af. Og uanset at værdier af deres thyreoideahormoner befinder sig indenfor de såkaldte "normalområder". Disse "normalområder" favner SÅ bredt, at de kan i realiteten ikke bruges til at skelne mellem syge og ikke-syge.