Jod-forvirring

[Anisa]

Kan jod gjøre at huden min ikke lengre er tørr og kløete som den har vært så lenge jeg kan huske? De siste to ukene har jeg latt være å smøre meg med lotion på hele kroppen. Hadde det vært som før, hadde jeg på ettermiddagen vært helt gal av kløe. Nå kjennes huden glatt og fin ut.

Takk for alle gode råd Anisa

Tak ikke mig, Vigdis. Tak hellere Jill Van Eps fra Florida. Det er hende og hendes "amatør-hjemmeside" om jod (Sharing Information on Iodine Deficiency from Hair Loss to Skin Conditions), der har fået mig dengang for længe siden, til at søge alternative til jodofobien, oplysninger om jod og dens betydning for helbredet generelt. Det viste sig (og fortsat viser sig) at alverdens medicinske databaser er spækket med forskning i jod, hvis konklusioner går direkte imod jodofobien og jodofober. For at have opdaget det, kan jeg takke Jill Van Eps's webside for!

Da jeg har tilmeldt mig Sonjas Stoffskifteforum i 2006, var forummet formet meget "jodofobisk!

Lærevillig, tillidsfuld (dum?) og uvidende som jeg var dengang - har jeg hoppet ind i forummets "jodofobi" med begge ben. Jeg har slet og ret - stolet 100% på det som enkelte brugere på forummet har informeret mig og andre om: "Kjertlen trenger jod kun for å produsere stoffskiftehormoner"; eller: "Men når man ingen kjertelfunksjon har, finnes det ikke andre "forbrukere" av jod i kroppen"; eller "Og uten kjertelfunksjon spiser man jo ferdig produserte stoffskiftehormoner. De inneholder alle sammen den jod de skal ha - og montert der det skal være. Derfor har vi ikke bruk for jod. ".

Og videre (frit efter hukommelsen): "jod er gift for alle uden skjoldbruskkirtel"; eller: "mere jod end en syg skjoldbruskkirtel kan forbruge er gift"; eller "jod er gift for alle med autoimmun thyreoideasygdom"; eller "der er rigeligt med jod i Levaxin- eller Thyroid-tabletter, og mere end det bare flyder i kroppen og skader helbredet"; eller "der er kun brug for jod til skjoldbruskkirtlens produktion af hormoner"; eller "kroppen har ikke brug for jod, undtagen i skjoldbruskkirtlen"...

....og en hel andre latterlige jod-myter - som jeg i dag ser på og krummer tæer af skam over at have troet på. Og idiotisk gentaget, særlig efter førende "Jodofob-anførere" på Nettet, og før i tiden også på forummet! Det skammer jeg mig over i dag, og jeg er rasende på mig selv - for at have lyttet så ukritisk, og som en anden åndssvag papegøje - har jeg gentaget ammestuehistorierne om jod, og dermed hjalp jeg med at sprede dem videre til andre, der blev skadet af dem!

Så var det, at jeg kom forbi Jill Van Eps hjemmeside! Gudskelov! Jill Van Eps er en oplyst amatør. En ildsjæl. Det var informationer fundet på hendes hjemmeside, der har fået mig til at stoppe op og reflektere over det jeg allerede troede at jeg vidste om jod, og som dernæst fik mig til at gå i gang med at udforske jod udenom forummets "jodofobi".

Det foreløbige resultat af dette søgen kan sammenfattes således: "Jodofobi" er resultat af u-videnskab, og enhver som praktiserer dem - er en idiot" (bare for at sætte det på spidsen).

Det er gået op for mig, at jodofobien har eksisteret siden sidst i 1940-erne og dens oprindelse bygger udelukkende på en enkel "forskning" på rotter. "Forskning" som aldrig har været efterprøvet på mennesker. "Forskning" som omtaler værdier af skjoldbruskkirtel-hormoner, uden overhovedet at have målt dem. "Forskning" der har startet en DOGME alene i kraft af støtte fra medicinske middelmådigheder.

Resultatet er nu, en verdensomspændende jodmangel undtagen i Japan, hvor der spises jod-holdig mad med op til 50.000 mcg jod om dagen. Men så er det netop japanerne der har det højeste IQ-gennemsnit i verden, lever (uden Alzheimer) længst og med bedste livskvalitet af alle planetens folkeslag og har de mindste rater af de sygdomme, som ellers i resten af verden høster flest sygdomsrelaterede dødsfald, ikke mindst af cancer og hjertesygdomme.

Hvis "jodofoberne" havde ret, alle indbyggere i Japan - ung som gammel, høj som lav, fattig som rig - deres ekstremt høje indtag af jod i kosten taget i betragtning - burde have Graves eller Hashimoto's eller bare "almindelig" hypothyreose. Omregnet mellem det japanske højeste indtag af jod, til indtag det højeste indtag af jod som anbefales som "safe" i resten af verden (WHO) - burde forekomsten af Graves, Hashimoto's og ellers "almindelige" thyreoidea-relaterede stofskiftesygdomme være over 330 gange flere i Japan end i resten af verden.

Er der 330 gange flere tilfælde af Graves, Hashimoto's og øvrige typer af hypothyreose, i Japan?

No way!

Den japanske forekomst af disse sygdomme er i gennemsnit ikke højere end i resten af verden, endda iflg. flere kilder - mindre end i resten af verden.

Hvem tager fejl? Japanske statistikker, eller "jodofoberne"?

På dette punkt i argumentationen plejer "jodofoberne" hævde, at Japan ligger altså langt væk, og de japanske gener er også (sikkert ) anderledes tilpasset til det jodholdige mad osv. osv.

Fair nok, men hvad med Finland?

Fortsættes snart...