Genoptræning af endokrine patienter.

[Nielsigne]

Det er jo ekstremt tankevækkende, at nogle forskere mener, man ligefrem skal genoptrænes ... Jeg har godt nok selv haft den tanke nogle gange men har skubbet den væk. Det føles lidt for langt ude - genoptræning!

Men alligevel: Nogle gange opdager jeg, at jeg har gjort et eller andet mærkeligt - som fx pludselig talt lidt for meget eller længe eller 'tæt' med fx en eller anden nabo eller en, jeg kun møder, når vi lufter hund - og så føler jeg mig mærkelig til mode og overvejer, om jeg kun gør det, fordi jeg er i den fysiske & psykiske tilstand, jeg nu engang er på grund af stofskiftet - eller om jeg 'er' sådan - og frem for alt: Om jeg vil blive ved med det, hvis jeg en dag kan andet og mere, end jeg kan nu.

Svaret er vel et sted 'i midten'; Ens adfærd må jo blive påvirket af stofskiftet, og det giver nogle vilkår og dermed også nogle vaner, man ellers ikke ville have fået, tror jeg. Så er jobbet vel at vænne sig af med noget, vænne sig til noget andet - OG holde erindringerne ud?

Er det sådan, vi skal tænke vores genoptræning, tror I - eller?

Under alle omstændigheder for man da godt nok travlt, hvis man får det bedre ... DU GODESTE
Men det bliver jo nok en blandet fornøjelse

Jeg er i øvrigt nok ikke så mærkelig endda. Læger er ofte tilbøjelige til at mene, at jeg er ... usædvanligt almindelig, tror jeg. Men jeg kan jo mærke, at i hvert fald en hel del andre ikke er enige i, at der er så meget almindeligt ved mig. Og det er ikke alle på den måde som før, jeg blev syg. Da var jeg usædvanlig uden at være helt ude i hampen. 'En stor personlighed', kommenterede nogle af mine lærere i Folkeskolen mig - som ros. Jeg var ikke venner med alle men gode venner med dem, jeg var gode venner med.

Og 'Den, som er venner med alle, er ikke ven med nogen', står der på en magnet på køleskabet her i huset. Det er jo sandt. Det behøver ikke være sådan, at alle og enhver kan lide en .... Heldigvis.

Men det er da ret så beklageligt, hvis for mange af dem, man gerne ville være venner med, ikke kan få øje på en? Hvis I forstår?

[Nielsigne]

... når man nu alligevel ikke kan sove (!) kan man jo lige så godt stå op af sengen og tilføje eller rette:

Når jeg skriver, at jeg 'opdager' jeg har gjort et eller andet mærkeligt, er det snarere et spørgsmål om, at jeg bliver i tvivl, om dette eller hint nu også er ok. Talte jeg for meget? Skulle jeg nu ikke have sagt, at? Etc. Etc.

Måske er det 'bare' en effekt af at have været for meget alene for længe. Man kan jo komme ud af træning med ting, andre overlader fuldstændig til deres automatpilot. Men det er jo så i høj grad en effekt af at have levet under nogle uheldige vilkår i årevis, kan man sige.

[Anisa]

Genoptræning er en god ting, men bedre er ikke at behøve genoptræne eller genoptræne mindst... Alligevel er her flere, der er gået med ubehandlet eller fejlbehandlet hypothyreose i flere år - 5, 10, 14... flere? Enten har lægerne ikke formået at "genkende" sygdommen endsige diagnosticere den, eller - har de indtaget en "vente-og-se-holdning" i årevis. Enhver der har mødt en "vent-og-se-læge" bør hermed blive klar over, hvad prisen er for denne, lægens holdning og - for sit eget samtykke, stiltiende eller på anden måde.

Tør slet ikke tænke på, hvor mange "demente derude" vil aldrig nogensinde komme i behandling, fordi ingen finder på at undersøge dem for hypothyreose, eller affærdiger dem med "skraldespands-diagnosen "subklinisk hypothyreose".

Jeg mener at have læst mig til i efterhånden mange kilder, at et langvarigt hypothyreoseforløb skaber kognitive problemer, der kan tåle sammenligning med effekten af hjerneskader...

Ikke "sammenligning" med effekten af hjerneskader, men deciderede hjerneskader. Både primær og subklinisk hypothyreose giver hjerneskader, blot de får lov til at fortsætte længe nok, ubehandlede eller underbehandlede...

Årsagen til reduktion af kognitive funktioner hos patienter med hypothyreose er ikke fuldstændig afklaret. Billeddannende undersøgelser har givet os en vis indsigt i mulige ændringer i hjernens stofskifte hos syge af hypothyreose. I en nylig studie undersøgtes hjernens cerebral*) metabolisme ved hjælp af positronemissionstomografi (PET) hos velregulerede patienter, som var euthyroide på tidspunktet for forsøgets start, og som derefter har udviklet hypothyreose som følge af seponering af thyreoideahormon.

Mens forsøgspersoner var i hypothyroid tilstand, blev der konstateret et generelt fald i regional cerebral*) blodgennemstrømning og i cerebral glukosemetabolisme. Der var ingen specifikt lokaliseret fejl, hvilket tyder på en generelt reduceret hjerneaktivitet.

Tilsvarende SPECT-scanning af hjernen hos en patient med iatrogen (fremkaldt af lægen) hypothyroid demens viste diffus cerebral hypoperfusion (fald i blodgennemtrømningen). Når patienten igen er blevet behandlet frem til en euthyroid tilstand, viste en ny SPECT-scanning normaliserede forhold og den kognitive funktion blev konstateret genoprettet ved Mini Mental State Exam.

Endelig en undersøgelse med MRS viste specifikke ændringer i frontal metabolisme hos hypothyreosepatienter, hvilket blev normaliseret efter behandling med T4. Disse undersøgelser tyder på, at hypothyreose er forbundet med cerebral*) metabolisme, fortrinsvis lokaliseret i hjernens frontallapper.

Ganske vist er det syntetiske T4 den substitutionsterapi der generelt vælges til behandling af hypothyreose, og der kan gå op til 3 måneder inden normaliseringen (v/blodprøver) indtræffer, men der er ikke påvist noget fast mønster for reduktion af (recovery fra) de neuro-adfærdsmæssige symptomer forsøgspersonerne har udviklet under forsøget. Desuden er der ingen prospektive, objektive videnskabelige undersøgelser der kan afklare om hypothyreosens kognitive og/eller psykiatriske symptomer kan reverseres efter en vellykket behandling frem til euthyroid tilstand.

Subklinisk hypothyreose er defineret ved en forhøjet serum TSH og af normale ("områder") serum thyreoideahormon niveauer.

Subklinisk hypothyreose blev først defineret af Evered et al. i 1973 og Wenzel et al. i 1974 og blev generelt betragtet som en symptomfri tilstand uden gener for patienterne. Det var en fejl, men denne fejlopfattelse lever fortsat i bedste velgående, selv om der er nu opnået betydelige beviser for, at subklinisk hypothyreose er en forholdsvis almindelig lidelse, som kan være forbundet med kognitive og neuropsykiatriske forstyrrelser, og som ville respondere på behandling med thyreoideahormoner (problemet er blot, at behandling bliver ikke tilbudt patienterne med subklinisk hypothyreose).

Forekomsten af subklinisk hypothyreose antages at udgøre 5% af den almindelige befolkning, og næsten 20% hos kvinder i en alder over 60 år. Selv om størstedelen af patienter med subklinisk hypothyreose har få eller ingen (?) åbenlys kliniske symptomer, er der flere patienter der klager over milde (?) symptomer på hypothyreose såsom anergia (sløvhed og reduceret fysisk form), utilpashed og abulia. Selv om disse klager er noget diffuse og relativt almindelige i den brede befolkning, har dog en stor, populationsbaseret studie rapporteret flere samstemmende klager over tør hud, kuldeintolerance, og let (?) træthed hos patienter med subklinisk hypothyreose sammenlignet med kontrolgruppe af raske personer.

Måske det bedste bevis for mål neuro-adfærdsmæssige ændringer i subklinisk hypothyreose kommer fra neuropsykologiske undersøgelser, som har identificeret subtile, men klinisk signifikante, neuropsykologiske mangler og stemningsforstyrrelser. Neuropsykologiske mangler omfatter reduceret hastighed af informationsbehandling og reaktionstid, nedsat selektiv opmærksomhed, dårlig korttidshukommelseskapacitet, indlæringsvanskeligheder samt behandling af nye oplysninger, og sidst men ikke mindst en reduceret verbal fluency (et begreb, der anvendes til at beskrive den hastighed, hvormed en person kan finde/opbygge/danne ord).

Historisk set havde forbindelsen mellem ændringen af hypothalamus-hypofyse-skjoldbruskkirtlen akse samt kognition og adfærd blevet antydet overvejende gennem enkelte case-rapporter eller løse beskrivelser. Men gennem de sidste tyve år har der været stigende, konvergerende, samstemmende beviser for, at lidelser i skjoldbruskkirtlen er forbundet med fysiske, adfærdsmæssige og kognitive symptomer, der væsentligt påvirker patienternes dag-til-dag funktioner.

Desuden kan disse lidelser efterligne psykiatriske og kognitive forstyrrelser, der fører til fejldiagnoser og uhensigtsmæssig behandling. Fuldstændig tilbagevenden til normalt funktionsniveau som det var før sygdommens udbrud, kan ikke opnås hos personer med skjoldbruskkirtellidelser, især de autoimmune.

Langtidsundersøgelser er nødvendige for mere målrettet indsats rettet mod de kognitive og følelsesmæssige funktioner, i hver fase af disse lidelser samt under behandlingen. Opmærksomhed henledes på, at ældre mennesker kan udvise/udvikle atypiske fysiske og adfærdsmæssige symptomer på thyroideasygdom, der nemt kan fejldiagnosticeres, og som kan resultere i betydelig kognitiv svækkelse.

Kilde: Neurobehavioral functioning in thyroid disorders Medicine and Health/Rhode Island Vol. 86 No. 10 October 2003

*) Cerebrum forklaring her



Location of the human cerebrum

[Blondie]

Flott Anisa:-) Tusen takk for oversettelsen.

[Anisa]

Flott Anisa:-) Tusen takk for oversettelsen.

Selv tak, Blondie

Men artiklen er meget mere omfattende, end de brudstykker jeg har oversat (med 0,01% mine kommentarer).

Neurobehavioral functioning in thyroid disorders

• Hyperthyroidism and Graves' Disease
  
  • Psychiatric Symptoms of Hyperthyroidism
• Neuropsychological and Neuroimaging Correlates

• Hypothyroidism
  
  • Psychiatric Symptoms of Hypothyroidism
  • Neuropsychological Correlates
  • Neuroimaging Findings
  • Treatment
  • T4 and T3

• Subclinical Hypothyroidism

• Thyroid Disease in Elderly
  
  • Hypothyroidism
  • Hyperthyroidism

• Conklusions
• References

1. Trzepacz PT, McCue M, Klein I, et al. Biol Psychiatry 1988; 23: 678-88.
2. Kathol RG, Delahunt JW. Gen Hosp Psychiatry 1986; 8: 23-8.
3. MacCrimmon DJ, Wallce JE, Goldberg WM, Streiner DL. Psychosomatic Med 1979; 41: 331-40.
4. Stern RA, Robinson B, Thorner AR, et al. J Neuropsychiatry Clin Neurosci 1996; 8: 181-5.
5. Stern RA, Prange AJ Jr. Neuropsychiatric aspects of endocrine disorders. In HI Kaplan, BJ Saddock (Eds.). Comprehensive Textbook of Psychiatry, 6th Edition. 1995; Volume 1: 241-51. Baltimore, MD: Williams & Wilkins.
6. Bhatara VS, Tripathi RP, Sankar R, et al. Psychoneuroendoncrinol 1998; 23: 605-12.
7. Somerville JA, Tremont G, Stern RA. J Clin Experiment Neuropsycho 2000; 22: 613-21.
8. Jackson IM. Thyroid 1998; 8: 951-6.
9. Constant EL, deVolder AG, Ivanoiu A, et al. J Clin Endocrinol Metab 2001; 86: 3864-70.
10. Kinuya S, Michigishi T, Tonami N, Clin Nucl Med 1999; 24: 666-668.
11. Smith CD, Ain KB The Lancet 1993; 345: 619-20.
12. Bunevicius R, Kazanavicius G, Zalinkevicius R, Prange AJ Jr. NEJM 1999; 340: 424-9.
13. Wenzel KW, Meinhold H, Raffenberg M, et al. European J Clin Investigat 1974; 4: 141-8.
14. Evered DC, Ormston BJ, Smith PA, et al. Brit Med J 1973; 1: 290-3.
15. Haggerty JJ, Garbutt JC, Evans DL, et al. Int J Psychiatry Med 1990; 20: 193-208.
16. Canaris GJ, Manowitz NR, Maycor G, Ridgeway EC. Arch Internal Med 2000; 160: 526-34.
17. Cooper DS, Halpern R, Wood LC, et al. Ann Internal Med 1984; 101: 18-24.
18. Staub JJ, Althaus BU, Engler H, et al. Amer J Med 1992; 92: 631-42.
19. Baldini IM, Vita A, Mauri MC, et al. Prog Neuropsychopharmacol Biol Psych 1997; 21: 925-35.
20. del Ser Quijano T, Delgado C, Martinez Espinosa S, Vasquez C. Neurologia 2000; 15: 193-8.
21. Tunbridge WMG, Evered DC, Hall R, et al. Clin Endocrinol 1977; 7: 481-93.
22. Haggerty JJ, Stern RA, Mason GA, et al. Am J Psychiatry 1993; 150: 508-10.
23. Volpato S, Guralnik JM, Fried LP, et al. Neurol 2002; 58: 1055-61.
24. Mooradian AD, Morley JE, Korenman SG. Dis Mon 1988; 34: 393-461.
25. Lloyd WA, Goldberg IJL. Br Med J 1961; 2: 1256-9.
26. Jaeschke R, Guyatt G, Gerstein H, et al. J Gen Intern Med 1996; 11: 744-9.
27. Prinz PN, Scanlan JM, Vitaliano PP, et al. J Gerontol A Biol Sci Med Sci 1999; 54A: M111-M116.
28. Parle JV, Franlyn JA, Cross KW, Jones SC, Sheppard MC. Clin Endocrinol 1991; 34: 77-83.

Geoffrey Tremont, PhD, Robert A. Stern, PhD, Holly James Westervelt, PhD, Catherine Lee Bishop, PsyD, and Jennifer Duncan Davis, PhD

Geoffrey Tremont, PhD, is Associate Director, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital, and Clinical Assistant Professor, Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Robert A. Stern, PhD, is Director, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital, and Associate Professor, Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Holly James Westervelt, PhD, is Staff Neuropsychologist, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital, and Clinical Assistant Professor, Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Catherine Lee Bishop, PsyD, is a Post-Doctoral Fellow, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital & Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

Jennifer Duncan Davis, PhD, is a Post-Doctoral Fellow, Neuropsychology Program, Department of Psychiatry at Rhode Island Hospital & Department of Psychiatry and Human Behavior, Brown Medical School.

CORRESPONDENCE:
Geoffrey Tremont, PhD
Neuropsychology Program
Rhode Island Hospital
Physicians Office Building
596 Eddy Street
Providence, RI 02903
Phone: (401) 444-4500
e-mail: gtremont@lifespan.org
Rhode Island Medical Society Oct 2003

Mon alle disse forskere kan på nogen måde formå at imponere vores egne læger nok til at de vil begynde at tage sine patienter på alvor?

[Blondie]

Mon alle disse forskere kan på nogen måde formå at imponere vores egne læger nok til at de vil begynde at tage sine patienter på alvor?

Enig...men skriv ut å ta med, det funker på min lege.

[Anisa]

Enig...men skriv ut å ta med, det funker på min lege.

Så må vi bede til, at han "sladrer" om det til sine kolleger.

[I]...men der er ikke påvist noget fast mønster for reduktion af (recovery fra) de neuro-adfærdsmæssige symptomer forsøgspersonerne har udviklet under forsøget. Desuden er der ingen prospektive, objektive videnskabelige undersøgelser der kan afklare om hypothyreosens kognitive og/eller psykiatriske symptomer kan reverseres efter en vellykket behandling frem til euthyroid tilstand.

Det kan godt lyde noget "endeligt", særlig for dem, som frygter hjerneskade så meget, at de enten nægter at tænke på det, eller opgiver og resignerer. Det mener jeg ikke er nogen vægtig grund til, for ganske vist har vi ikke bedt om også dette problem, oven i alle de andre, forbundet med hypothyreose - men når det egentlig er sket og har vi ikke noget valg, andet at resignere (hvilket jo ikke er noget valg, men en selvopfyldende "dom"), der er der ikke andet for end se frem og tilstræbe at opbygge et fornyet håb om, at det ser ikke så sort ud, som det lyder: "hjerneskade af hypothyreose".

Endnu for relativ få år siden, anede ingen, herunder sagkundskaben noget om, at nervevævet kunne regenerere. Tværtimod, mente man den gang at skader på nerverne var uoprettelige. Sådan er det ikke længere. Nu ved man, at mister man en "neuron/synaps-sti" til en funktion eller færdighed, vil nye synapser vokse ud og igen skaber forbindelse til et eksisterende "funktions-center" eller, hvis det er et "funktions-center" som har taget skade - vil andet "neuron-stedet" i hjernen overtage rollen og funktionen gendannes...

...såfremt disse funktioner bliver ved og ved, og ved med at blive forsøgt anvendt,
uanset nederlag på nederlag, til at begynde med!

Når et menneske født med kun den ene hjernehalvdel (Michelle Mack) kan udvikle sig til et næsten normalt funktionsniveau, gennem rette stimulation/genoptræning, kan vi, med helt usammenlignelige "små" nerveskader sagtens genvinde vores tidligere funktionsniveau, om ikke 100% så i hvert fald tæt på. Problemet består ikke i så meget i nerveskadernes beskaffenhed, som det består mere i behandlersystemets manglende erkendelse og viljen til at etablere rette genoptræningsfaciliteter til mennesker med hormoninducerede hjerneskader. Det er politik...

.... og når man betragter visse af de politiske debatter om stort og småt politikere imellem, kan man af og til fristes af mistanken, at af alle mennesker i samfundet, er politikere dem, der trænger mest til behandling for manglende realitetssans, paranoia samt udpræget neurotiske handlingsmønstre, dagens lovgivning så rigeligt afspejler.

Hvordan overbeviser man de ukyndige politikere, der støttes ofte af lige så ukyndige medicinske autoriteter, der fortsat dvæler ved deres egen forældet skolelærdom? Måske er det ikke dem, men os selv vi skal overbevise om at der er håb. Når vi først selv tør håbe og har noget solidt at have håbet i - da er det ikke umuligt, at vi får fornyede kræfter til at tilkæmpe os den assistance, der skal til at vi kan vinde livet tilbage, hellere sent end aldrig. Man kan også gøre en hel del selv, når man kan tro på at det nytter.

En interessant bog kan hjælpe med at genoprette troen på at det hidtil forstået som "uopretteligt" er ikke nødvendigvis så uopretteligt alligevel.

The Brain That Changes Itself
Af Norman Doidge MD

[Mod]

in this proud land we grew up strong
we were wanted all along
I was taught to fight, taught to win
I never thought I could fail

no fight left or so it seems
I am a man whose dreams have all deserted
I've changed my face, I've changed my name
but no one wants you when you lose

don't give up
'cos you have friends
don't give up
you're not beaten yet
don't give up
I know you can make it good

though I saw it all around
never thought I could be affected
thought that we'd be the last to go
it is so strange the way things turn

drove the night toward my home
the place that I was born, on the lakeside
as daylight broke, I saw the earth
the trees had burned down to the ground

don't give up
you still have us
don't give up
we don't need much of anything
don't give up
'cause somewhere there's a place
where we belong

rest your head
you worry too much
it's going to be alright
when times get rough
you can fall back on us
don't give up
please don't give up

'got to walk out of here
I can't take anymore
going to stand on that bridge
keep my eyes down below
whatever may come
and whatever may go
that river's flowing
that river's flowing

moved on to another town
tried hard to settle down
for every job, so many men
so many men no-one needs

don't give up
'cause you have friends
don't give up
you're not the only one
don't give up
no reason to be ashamed
don't give up
you still have us
don't give up now
we're proud of who you are
don't give up
you know it's never been easy
don't give up
'cause I believe there's the a place
there's a place where we belong