helgemann

[Anisa]

Å skrive brev til min mor og søster, blir ikke aktuelt. Min søster har allerede sagt at jeg er alt for opphengt i stoffskiftesykdommen min. Jeg prøvde å forklare henne, at årsaken til mine psykiske problemer, var ikke bare omstendighetene rundt meg, men også at stoffskiftet også var en del av problematikken. Men da blåste hun bare, og sa at det var bare "bullshit", og at jeg måtte stå fram og innrømme at jeg hadde hatt psykiske problemer.

Så, jeg holder kjeft, sier ingenting om mitt liv og mine problemer. Forteller kun det som er nødvendig å si. Jeg orker ikke diskutere noe som helst med familien min, som omhandler sykdom. Som nevnt, så bagatiliserer de jo bare min helse og sykdom. Jeg vet ikke lengre hva jeg skal si til de. For enten er det galt det jeg sier, eller så klager jeg, osv.

Oj, oj, oj, oj.... Helgemann Hold da helt op, ven! Det er ikke du som er eller har et problem! Det er din familie og særlig din søster, der både har og ER problemet... Du er "bare" syg og inden "kernesygdommen" var opdaget - var du diagnosticeret med "symptomet" på denne kernesygdom - depression, og det bruger din søster nu for selv at slippe for både bekymring OG egen hjælpeløshed. Hun tror ikke på, at hun kan gøre noget for at hjælpe dig og denne følelse kan hun ikke tåle... Derfor "benægter" hun! (Jeg har skrevet lidt om det her.)

Benægtelse er en forsvarsmekanisme. Benægtelse betyder at en fortrængt (af hende) oplevelse af egen hjælpeløshed får adgang til hendes bevidsthed. Mennesker med dette problem siger ofte til andre f.eks. "du må ikke tro, jeg er vred på dig, men...." I virkeligheden er de vrede på een" for at de ikke kan hjælpe (tror de), fordi de forstår ikke at den bedste hjælp er forståelse.

En anden begrundelse for en holdning, der ligner din søsters kan være vrede over, at din sygdom "skaffer dig" større opmærksomhed fra familien, end den opmærksomhed hun selv higer efter. Det kan jeg ikke vide - men uanset hvilken af delene er i spil her - er det ikke du, men din søster som har et problem, selv om det "tilsyneladende" er din person som fremkalder det.

Du bliver simpelthen nødt til at vende problemet "på hovedet" og se på disse mennesker ud fra en ny vinkel. De er mennesker, der ER bukket under for følelsen af deres egen hjælpeløshed over for din sygdom, hvorfor det er "nemmest" for dem, at fornægte den - uagtet at de derved støder dig væk og gør dig ensom. Det aner de ikke noget om og hvis de fortsætter med at "benægte" - kommer de heller ikke til at forstå dig/"noget", senere.

Du bliver nødt til at forlods at tilgive dem, så det ikke æder dig op indefra i tiden fremover. De ved ikke bedre og det har INTET at gøre med dig, men kun med deres egen brist i deres egen opfattelse af dem selv.

Du må OPHØRE med at plage dig selv og INDSE at du er en fin fyr, der er syg, og en fin fyr der gør sit bedste! Det SKAL du kunne indse. Hvis ikke du kan det - hvordan i alverden kunne du forvente at andre kan? Først når du selv kan det - kan du forvente noget af andre. Du vil så opdage noget uventet og overraskende, at det ikke længere er vigtigt for dig, hvad de mener.... Det kan jeg garantere for!

Jeg håber (inderligt!) at du kan lykkes med at flytte fokus på din familie ind VÆK fra forgrunden i dit liv, og hæve dig selv frem i din egen interesse for livet. Selv om det føles umuligt nu og dine ressourcer føles/er små - er det første skridt altid det sværeste - for syge som for raske. Og her er Sonjas råd til dig om "å være en frivillig hjelper på et slikt omplasseringssted også. Slike steder trenger de gjerne folk som kan komme og kose og stelle med kattene for å sosialisere dem" - SUPER! Der kan du møde katte som har brug for dig, og der kan du møde mennesker der har en naturlig medfølelse med alle levende væsner i sig, hvilket også vil omfatte dig. Du kan blive ganske positivt forandret af kontakten med den slags gode mennesker og dyr. Det er jeg SIKKER på.

I morgen er det det nye år 2011 hos os og ved du hvad? Jeg føler virkelig i mit inderste, at det kan blive det bedste år du hidtil har oplevet, men de første skridt må du selv tage. Det håber jeg du vil tro på og vil gøre, Helgemann.