Barndommens spøkelser og Alice Miller

[Anisa]

Svaret ligger vel i at vi har nærmet oss vår egen barndoms spøkelser? Forsøkt å se, kjenne på følelsene og reflektere rundt fortiden? Ikke lukke dører og forsøke å gjemme og glemme? Jeg husker at jeg var så sint at jeg ville slå. Jeg gikk ut i hagen og lempa stein i stedet for å slå barnet mitt. Jeg er ingen helgen, tro ikke det. Alice Miller skrev ett sted at ingen foreldre er i stand til å gi barnet sitt absolutt alt det det trenger. Det tror jeg nok er sant. Men vi kan gi ganske mye.

Jeg tror ikke at nogen, heller ikke mig selv, forventer af forældre at være perfekte. Men hvis børn har ret til at forvente kærlighed af deres forældre, og forældrene håndhæver retten til ikke at være perfekte, hvor går grænsen for "retten til at mishandle sine børn, som en naturlig konsekvens af forældrenes ufuldkommenhed"?

Hvem skal have fortrinsretten til at være den skadelidte? Forældrene som lever med deres fædrenes synder, eller de forsvarsløse, sagesløse, endnu "syndfrie" nyfødte?

Fordi et mord begås som følge af en årsag alle kan forstå, er det stadigvæk et mord. Samfundet straffer for mord begået af borgere, mens drabet begået på en barnesjæl... sædvanligvis betragtes med fokus på forældrenes egen dårlig, følelsesmæssig opvækst.

Så længe det er de voksne og deres problemer som først og fremmest er i fokus, kommer vi ikke videre og antallet af børn, der går ind i livet med en skadet sjæl, vil vokse.

Jeg føler meg veldig gammeldags når jeg bekymrer meg over at dagens mødre er mer opptatt av mobilen sin enn barnet sitt store deler av tiden. Jeg tror det kan skade mye på sikt. Barn skal speiles og se seg selv gjennom hengivenheten og kjærligheten de får fra foreldre og andre rundt seg. Det betyr ikke at foleldrene skal oppføre seg som en del foreldre gjør i dag, ved å utslette sine behov og sette barnets behov foran alt, slik at barnet blir kjørt og forflyttet som en arabisk prins fra den ene aktiviteten til den den andre, mens mor og far står på sidelinja og applauderer podens fantastisk fraspark. Der tror jeg mange foreldre legger et godt grunnlag for totalt egosentriske barn, som slett ikke forstår hvorfor ikke alle andre også ser dem som solkongen, slik mor og far gjør.

http://www.aftenposten.no/nyheter/ir...l#.UWRH7qtuaX0

Børn føler sig forladt, når far eller mor sms'er
Børnene føler sig såret, når forældre måske nok er fysisk til stede, men ikke nærværende
”Min største bekymring er, at de unge forældre har større fokus på deres smartphone end på deres barn.”

The Risks of Parenting While Plugged In

Jeg ved ikke hvor meget det nytter at skrive om den forladthed (forladthedstraume) som forældrenes uopmærksomhed påfører deres børn. Det er ikke uden grund, at forladthed går i arv.

Det begynder at dæmre for mig, at det er nødt til at være op til børnene selv, at hjælpe sig selv eller sjæleligt at gå til grunde. Problemet med denne tanke er dog, at det kun er de færreste som slipper styrkede ud af helvedet. Alle de øvrige må forblive der forever, og sprede deres egen skæbne over fremtidige generationer. Det kan selv Alice Miller ikke forhindre.

"Begrebet tidlig forladthedssyndrom giver overordnet set sig selv, da der er tale om en form for tidlig følelsesmæssig forladthed, i den første del af barnets liv (som oftest de første 3 år). Forladthedsdynamikken kan også have være mere omkringssiggribende i barndommen, så denne ikke er centret til den første del af barnets liv. Denne mere omfattende forladthedsfølelse bunder ofte i en følelsesmæssigt distanceret og afstandstagende tilknytning, hvor barnet ikke har mødt nærhed og ubetinget kærlighed. (...)

Barnets oplevelse af ikke at blive mødt og set, resulterer ofte i en kronisk indre forladthedsfølelse og en konstant søges efter sig selv. Dynamikken er derfor centreret omkring en eksistentialistisk tvivl på egen ret til at leve og dertil en gennemgribende følelse af at være anderledes og forkert. Den oprindelige forladthedsfølelse medfører hos mange en indre og livslange ensomhed og hos mange ses der en skam omkring egen person, samt en usikkerhed omkring egne indre oplevelser, følelser, behov og grænser. Skammen betyder at selvbilledet ofte er patologisk negativt ladet, og det på trods af, at personen kan være særdeles velfungerende på overfladen.

Personer med en forladthedsdynamik, har ofte en evne til at tilpasse sig og "levere" den vare, som er nødvendig for at opleve, at de hører til og har en berettigelse. Der er hos mange en indre oplevelse af, at man skal gøre noget for at høre til og personer med en forladthedsdynamik er ofte meget højtydende og flittige, da det er gennem denne "gøren" de kan berettige deres egen eksistens. Eksistensen er derved betinget af en højtydende ”funktion” fremfor en ubetinget eksistens, som ”person”. (Kilde: Psykolog Anne Soelberg: Forladthedssyndrom – en forstyrrelse af tilknytningen)