Barndommens spøkelser og Alice Miller

[Anisa]

Hun fortalte at hun snakket med foreldrene om hva de gjorde når de ble sinte på barnet sitt.

...når de ble sinte på barnet sitt ??

Vrede (1) er en følelsesmæssig tilstand, som kan variere fra mindre irritation til til intens vrede. De fysiske effekter af vrede er øget hjertefrekvens, højere blodtryk og eleverede niveauer af adrenalin og noradrenalin.

Hos en person som føler vrede vil følelsen i øjeblikket være altoverskyggende. Vrede kommer til udtryk gennem ansigtsudtryk, kropssprog, psykologiske reaktioner og til tider gennem vold. Dyr og mennesker udstøder lyde, forsøger at virke større, stirrer og blotter deres tandsæt. Vrede er et psykologisk reaktionsmønster ment til at skræmme en modpart fra at true den pågældende. De fleste mennesker forklarer vrede med, hvad der blev gjort mod dem i den givne situation, mens en objektiv vurdering af sagen i mange tilfælde vil vurdere, at de har taget fejl, da vreden har fået dem til at miste selvbeherskelsen og deres objektive vurderingssans.(KIlde)

Synonymer til "sint" : arg, ergelig, forarget, forbannet, forbistret, forbitret, fortørnet, gretten, grinete, harm, hissig, ilsk, ilter, indignert, irritert, morsk, olm, oppbrakt, opprørt, rasende, sinna, sur, ute av seg, vred. (KIlde)

Vrede (2): oldnordisk reiði, nedertysk wrede afledt af vred.
Betydninger: stærk sindsbevægelse som følge af krænkelse, forurettelse, ondskab, (svigt, skuffelse/red.) (Kilde)

Er her nogen, som (please !) kan forklare mig, hvordan i alverden et spædbarn eller et lille barn, der lige lært at sidde op eller gå - kan overhovedet have forudsætninger for at krænke, forurette, svigte eller skuffe sin mor, eller sin far, eller dem begge? Og dermed retfærdiggøre deres vrede?

[Vigdis]

Er her nogen, som (please !) kan forklare mig, hvordan i alverden et spædbarn eller et lille barn, der lige lært at sidde op eller gå - kan overhovedet have forudsætninger for at krænke, forurette, svigte eller skuffe sin mor, eller sin far, eller dem begge? Og dermed retfærdiggøre deres vrede?

Ved at foreldrene selv har opplevd krenkelse i samme alder. Som det står i den kjente boken, fedrenes misgjerninger rammer barna...

[Anisa]

Er her nogen, som (please !) kan forklare mig, hvordan i alverden et spædbarn eller et lille barn, der lige lært at sidde op eller gå - kan overhovedet have forudsætninger for at krænke, forurette, svigte eller skuffe sin mor, eller sin far, eller dem begge? Og dermed retfærdiggøre deres vrede?

Ved at foreldrene selv har opplevd krenkelse i samme alder. Som det står i den kjente boken, fedrenes misgjerninger rammer barna...

Aha? Hvis det nu er sådan, at man bliver nødt til at træffe et valg mellem at undskylde de voksne forældre pga. deres arv, eller tage hensyn til det mishandlede barn - hvordan træffer man sådan et valg?

Er jeg uretfærdig og hensynsløs, når jeg tager stilling mod forældrene og for barnet? Jeg føler mig ikke spor uretfærdig når jeg gør det, og jeg gør det hver gang jeg bevidner fysisk og/eller psykisk terror udøvet af en eller begge forældre, mod et barn.

Hvordan kan det så være, at hverken du eller jeg, har mishandlet vores sønner, som følge af vores fedrenes misgjerninger ? Guderne kan bevidne, at der var rigeligt af disse misgjerninger at tage af efter alle barneårene. Hvorfor mon var det muligt for dig og mig, at bryde vores arv, mens det lader til, at så mange andre ikke gør/kan? Og hvis man ikke er i stand til at bryde egen arv, er man så overhovedet egnet til at være forælder?

Min personlig ledetanke var, da jeg stod med min lille nyfødte i armene: "Aldrig vil jeg tillade, at min lille søn skal nogensinde komme til at opleve det eller lignende, som jeg selv har oplevet da jeg var barn." Til dette hørte også at huske det, som min forælder/forældre gjorde, der gjorde mig ondt - fysisk og/eller psykisk, og disse minder har lært mig, hvordan jeg selv ikke skal handle, og hvad der var et lukket land for mig som forælder, hvis min søn skulle beskyttes mod det, der netop var mine fædrenes arv. Det blev utrolig nemt at være forælder efter at jeg har bestemt mig for, hvordan min søn ikke skulle behandles. Hvorfor i alverden skulle jeg være en undtagelse? Hvorfor er Vigdis en undtagelse?

[Vigdis]

Svaret ligger vel i at vi har nærmet oss vår egen barndoms spøkelser? Forsøkt å se, kjenne på følelsene og reflektere rundt fortiden? Ikke lukke dører og forsøke å gjemme og glemme? Jeg husker at jeg var så sint at jeg ville slå. Jeg gikk ut i hagen og lempa stein i stedet for å slå barnet mitt. Jeg er ingen helgen, tro ikke det. Alice Miller skrev ett sted at ingen foreldre er i stand til å gi barnet sitt absolutt alt det det trenger. Det tror jeg nok er sant. Men vi kan gi ganske mye. Jeg føler meg veldig gammeldags når jeg bekymrer meg over at dagens mødre er mer opptatt av mobilen sin enn barnet sitt store deler av tiden. Jeg tror det kan skade mye på sikt. Barn skal speiles og se seg selv gjennom hengivenheten og kjærligheten de får fra foreldre og andre rundt seg. Det betyr ikke at foleldrene skal oppføre seg som en del foreldre gjør i dag, ved å utslette sine behov og sette barnets behov foran alt, slik at barnet blir kjørt og forflyttet som en arabisk prins fra den ene aktiviteten til den den andre, mens mor og far står på sidelinja og applauderer podens fantastisk fraspark. Der tror jeg mange foreldre legger et godt grunnlag for totalt egosentriske barn, som slett ikke forstår hvorfor ikke alle andre også ser dem som solkongen, slik mor og far gjør.



http://www.aftenposten.no/nyheter/ir...l#.UWRH7qtuaX0

[Anisa]

Svaret ligger vel i at vi har nærmet oss vår egen barndoms spøkelser? Forsøkt å se, kjenne på følelsene og reflektere rundt fortiden? Ikke lukke dører og forsøke å gjemme og glemme? Jeg husker at jeg var så sint at jeg ville slå. Jeg gikk ut i hagen og lempa stein i stedet for å slå barnet mitt. Jeg er ingen helgen, tro ikke det. Alice Miller skrev ett sted at ingen foreldre er i stand til å gi barnet sitt absolutt alt det det trenger. Det tror jeg nok er sant. Men vi kan gi ganske mye.

Jeg tror ikke at nogen, heller ikke mig selv, forventer af forældre at være perfekte. Men hvis børn har ret til at forvente kærlighed af deres forældre, og forældrene håndhæver retten til ikke at være perfekte, hvor går grænsen for "retten til at mishandle sine børn, som en naturlig konsekvens af forældrenes ufuldkommenhed"?

Hvem skal have fortrinsretten til at være den skadelidte? Forældrene som lever med deres fædrenes synder, eller de forsvarsløse, sagesløse, endnu "syndfrie" nyfødte?

Fordi et mord begås som følge af en årsag alle kan forstå, er det stadigvæk et mord. Samfundet straffer for mord begået af borgere, mens drabet begået på en barnesjæl... sædvanligvis betragtes med fokus på forældrenes egen dårlig, følelsesmæssig opvækst.

Så længe det er de voksne og deres problemer som først og fremmest er i fokus, kommer vi ikke videre og antallet af børn, der går ind i livet med en skadet sjæl, vil vokse.

Jeg føler meg veldig gammeldags når jeg bekymrer meg over at dagens mødre er mer opptatt av mobilen sin enn barnet sitt store deler av tiden. Jeg tror det kan skade mye på sikt. Barn skal speiles og se seg selv gjennom hengivenheten og kjærligheten de får fra foreldre og andre rundt seg. Det betyr ikke at foleldrene skal oppføre seg som en del foreldre gjør i dag, ved å utslette sine behov og sette barnets behov foran alt, slik at barnet blir kjørt og forflyttet som en arabisk prins fra den ene aktiviteten til den den andre, mens mor og far står på sidelinja og applauderer podens fantastisk fraspark. Der tror jeg mange foreldre legger et godt grunnlag for totalt egosentriske barn, som slett ikke forstår hvorfor ikke alle andre også ser dem som solkongen, slik mor og far gjør.

http://www.aftenposten.no/nyheter/ir...l#.UWRH7qtuaX0

Børn føler sig forladt, når far eller mor sms'er
Børnene føler sig såret, når forældre måske nok er fysisk til stede, men ikke nærværende
”Min største bekymring er, at de unge forældre har større fokus på deres smartphone end på deres barn.”

The Risks of Parenting While Plugged In

Jeg ved ikke hvor meget det nytter at skrive om den forladthed (forladthedstraume) som forældrenes uopmærksomhed påfører deres børn. Det er ikke uden grund, at forladthed går i arv.

Det begynder at dæmre for mig, at det er nødt til at være op til børnene selv, at hjælpe sig selv eller sjæleligt at gå til grunde. Problemet med denne tanke er dog, at det kun er de færreste som slipper styrkede ud af helvedet. Alle de øvrige må forblive der forever, og sprede deres egen skæbne over fremtidige generationer. Det kan selv Alice Miller ikke forhindre.

"Begrebet tidlig forladthedssyndrom giver overordnet set sig selv, da der er tale om en form for tidlig følelsesmæssig forladthed, i den første del af barnets liv (som oftest de første 3 år). Forladthedsdynamikken kan også have være mere omkringssiggribende i barndommen, så denne ikke er centret til den første del af barnets liv. Denne mere omfattende forladthedsfølelse bunder ofte i en følelsesmæssigt distanceret og afstandstagende tilknytning, hvor barnet ikke har mødt nærhed og ubetinget kærlighed. (...)

Barnets oplevelse af ikke at blive mødt og set, resulterer ofte i en kronisk indre forladthedsfølelse og en konstant søges efter sig selv. Dynamikken er derfor centreret omkring en eksistentialistisk tvivl på egen ret til at leve og dertil en gennemgribende følelse af at være anderledes og forkert. Den oprindelige forladthedsfølelse medfører hos mange en indre og livslange ensomhed og hos mange ses der en skam omkring egen person, samt en usikkerhed omkring egne indre oplevelser, følelser, behov og grænser. Skammen betyder at selvbilledet ofte er patologisk negativt ladet, og det på trods af, at personen kan være særdeles velfungerende på overfladen.

Personer med en forladthedsdynamik, har ofte en evne til at tilpasse sig og "levere" den vare, som er nødvendig for at opleve, at de hører til og har en berettigelse. Der er hos mange en indre oplevelse af, at man skal gøre noget for at høre til og personer med en forladthedsdynamik er ofte meget højtydende og flittige, da det er gennem denne "gøren" de kan berettige deres egen eksistens. Eksistensen er derved betinget af en højtydende ”funktion” fremfor en ubetinget eksistens, som ”person”. (Kilde: Psykolog Anne Soelberg: Forladthedssyndrom – en forstyrrelse af tilknytningen)

[Mod]

Child of Rage



"Child of Rage is a CBS Television movie made in 1992 starring Ashley Peldon and Mel Harris.
The film is based on the true story of Beth Thomas, who suffered from reactive attachment disorder as a result of being sexually abused as a child.
The film was shot in Vancouver, British Columbia, with classroom scenes being filmed at Mary Hill Elementary School."

Child of Rage, Synopsis
John – the Other Side of Beth Thomas

[Vigdis]

Det var en meget sterk og tankevekkende film. Takk til Mod som fant den! Jeg anbefaler alle som har vært barn, eller har barn å se den. Den setter i sving mange tanker om å være menneske

[Vigdis]

Alice Miller snakker om et vitne. Et vitne som ser barnet. Dette vitnet kan redde et barn. I Dagbladet i dag leser jeg en kronikk av en kvinne som er vokst opp med foreldre som er alkoholikere. Hun etterlyser dette vitnet som ikke var der i barndommen hennes.

Jeg var den obsternasige jenta som alltid var frekk og spydig og derfor gang på gang måtte sitte igjen i friminuttene. Sannheten var at jeg var desperat etter voksenkontakt. Jeg var den jenta som alltid hadde på meg for lite klær på vinterstid, og fikk spydige kommentarer fra andre barns foreldre i nabolaget når det var minus ti kuldegrader: «Er du for tøff til å gå med lue du da?!» Mens sannheten var at jeg ikke hadde noen lue. Drømmen min var en mor som maste om at jeg ikke måtte glemme lua mi. Jeg var den jenta som ofte kom for seint på skolen, og som ble ertet fordi jeg luktet piss. Sannheten var at jeg selv måtte sørge for å komme meg opp om morgenen. Det hjalp ikke at jeg var sengevæter fram til tenåra, og at ingen av foreldrene mine hadde kapasitet til å sørge for at jeg fikk dusjet før jeg gikk på skolen.

Ingen tok meg noensinne på fanget, klemte meg og forklarte at det som foregikk hjemme ikke var min feil. Ingen satte seg noensinne ned på huk, så meg i øynene og fortalte meg at mamma og pappa led av en sykdom og at jeg aldri måtte finne på å skamme meg over det foreldrene mine gjorde. Ingen satt seg ned sammen med meg, inntil meg, og forsikret seg om at jeg visste at det var forståelig at jeg elsket foreldrene mine, selv om jeg skammet meg over dem, og at jeg ikke måtte føle skyld fordi jeg håpet innerst inne at jeg var forbyttet ved fødselen og at mine egentlige foreldre var A4 mennesker med hverdagsrutiner og varme luer til kalde vintrer.

Alle visste, men ingen grep inn.

Så mange barn som går rundt og lider fordi alle har nok med sitt. Vi ser, men later som om vi ikke ser når barn blir mobbet på skoleveien, eller taler et språk med hele seg som sier at noe står galt til hjemme.

Og med bry seg, mener jeg ikke iverksette tiltak og sørge for oppfølging og blablabla fordi det står i en tjenestepersons stillingsbeskrivelse, mandat eller hva vet jeg. Med det å bry seg, mener jeg at man gjør alle de tingene jeg ramset opp ovenfor: Sette barnet på fanget, stryke det over kinnet, ta med ei ekstra lue, fortelle barnet at det er et vakkert barn. For er det noe som er helt sikkert, så har alle disse det til felles at de føler seg stygge, skitne, verdiløse, utenfor og uverdige, og det å bli sett av noen, om enn bare én person, kan utgjøre den store forskjellen.

[Anisa]

Alice Miller snakker om et vitne. Et vitne som ser barnet. Dette vitnet kan redde et barn. I Dagbladet i dag leser jeg en kronikk av en kvinne som er vokst opp med foreldre som er alkoholikere. Hun etterlyser dette vitnet som ikke var der i barndommen hennes.

... og måske heller ikke i den voksne alder, Vigdis? Prøv at læse kommentarer under denne artikel i EB i dag. Det er utroligt svært at opretholde "troen på mennesker" når ethvert lort har adgang til at lægge egen indre svinehund ud til offentlig skue. Det lover ikke godt for udsigterne til at komme sig af en traumatisk barndom, når halvdelen af befolkningen tænker, føler og handler som uhyrer.