Evensen Når du før kunne tåle 75 mcg uden "feberfølelse" kan du også tåle 100 mcg. Det er nok ikke tabletterne som er årsagen, men måske netop virkningen af tabletterne, der giver den "feberfølelsen" som skal være der, mens kroppen omstiller sig til højere energiniveau pga. bedre forsyninger af hormonet. Jeg ved ikke hvor længe du er gået på 100 mcg, men det virker som om du har ladet dig skræmme af virkningen alt for tidligt.

Du kan ikke vide, hvor længe og i hvor høj en grad du har vænnet dig til at fungere med for lav kropstemperatur og i kontrast til den, kan selv en minimal forhøjelse virke som "feber", selv om det ikke er det. Du burde nok fortsætte i mindst 7-8 uger, og i mellemtiden ville feberfølelsen måske forsvinde, når stofskiftet har vænnet sig til at ligge lidt højere end før.

Når det er sagt, kan jeg hilse og sige, at der findes ikke den virus/bakterie sygdom, som bliver nemmere at komme over under T-hormonmangel, og det som sker når sygdommen forløber under en t-hormonmangel er, at det er dine binyrer som slider i stedet, og når sygdommen er omsider over, risikerer du hormonmangel fra begge kirtler.

Det ser ud til, at med denne læge du har, er du mest din egen læge. Og det er du som stort set styrer din egen behandling. Så hvorfor ikke vende det til noget nyttigt og teste T3-alone i en periode, som bl.a. Vigdis har skrevet om i forummet Recovering with T3. Du er alligevel Levaxin-seponeret og har ellers været længe nok i en forgæves behandling med Levaxin, så der er intet at tabe, men alt at vinde ved at udnytte og sætte din Levaxin-seponering i arbejde med T3-alone, og se hvad der springer op af hatten? Det kan meget vel være at du bliver positivt overrasket. Jeg havde ikke skrevet det til dig, hvis jeg var det mindste i tvivl om at det er et ufarligt forsøg, måske fair chance for at du kan komme dig, måske bedre end før.

I sådant et forsøg er indstillingen vigtigst: ikke lade sig forskrække af "ukendte" (eller rettere "glemte") tegn fra kroppen, lade tiden arbejde for sig og indse at vellykket behandling er betinget af at kroppen skal have tid, fred og ro (først og fremmest mentalt) til at have rum til at reparere sig selv: TTT = Ting Tager Tid. Det kan blive en ganske stærk udfordring for en dynamisk person som du, at lade tiden arbejde for sig i din tilsyneladende passivitet. Men hvis du ikke kan slippe tøjlerne for en tid, vil behandlingen fejle til en vis grad og værre - vil det gå ud over binyrerne. De fleste mennesker der har udviklet Adrenal Fatigue som primær syndrom tilhører de stærkt selvkontrollerende, de viljestærke og de stædige mennesketyper der "aldrig giver op".

Som sagt, vend det om til noget nyttigt og også lovende, når du alligevel er medicinfri for tiden. Læs i Vigdis' i tråde om hvordan og hvad man skal være obs på i T3-alone behandlingen. Det ville jeg gøre, hvis jeg var i samme situation...

Det er så mit lille bidrag til dig, og jeg håber du vil reflektere over det, gerne ikke alt for længe. Man bliver ikke bedre af at sætte sine del-mål med alt for spredte intervaller, idet kroppen mangler hormoner her-og-nu. Hormonmangel her-og-nu = hormonskader i fremtiden, hvoraf flere kan være irreversible. Held og lykke!