Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
Begrebet Disease Mongering er efterhånden godt kendt i det store udland. Disease Mongering sker når store medicinalvirksomheder vil sikre fremtidig indtjening og forsøger at sikre den gennem at isolere almindelige, "brugte" symptomer og lave dem om til selvstændige nye diagnoser. Disse nye diagnoser udvikler de (eller genbruger) lægemidler til, helst lægemidler der kan patenteres (= høje udsalgspriser) og så fortsætter bussiness af usual.

For at forretningen skal kunne fortsætte er der brug for kunder. De primære kunder (de "nysyge" patienter) og sekundære kunder (de læger der skriver recepter). For at udbrede budskabet til begge "kundegrupper" skal der bruges ubegavede journalister, bladhuse til falds og ellers det store reklame-apparat medicinalindustrien enten selv ejer, eller ejer en part af, eller blot binder til sig gennem at placere store ordre, der gør disse reklamefirmaer afhængige og (lidt efter lidt) ude af stand til at undvære de store kunder.

Hej Mor

Interessant problemstilling og rammende udtryk - "klunseri i sygdom".

Jeg mindes et afsnit af "Huset på Christianshavn", hvor viceværten Meyer fik fat i en bog om sygdomme fra sin afdøde mor. I bogen stod der mange kloge latinske ting, som Meyer fortalte vidt og bredt om, nede i "Rottehullet". Når flyttemand Olsen så lidt træt ud, kunne bogen sige præcis hvad han fejlede. Og så fremdeles kom Meyer hele bordet rundt til det et endte med at alle mændene var sengeliggende. Lægen måtte ordinere en streng kur, som var så forfærdelig at alle pludselig blev friske af sig selv

Pointen i ovenstående er, at vi som mennesker er forfaldne til forførelser. I dette tilfælde var det Meyer, der stod for indbildningerne, men som du også skriver, så kan Big Pharma med fordel spille den rolle i profittens navn. Lægerne, som andre dødelige, er ikke immune, til trods for at års skoling burde ruste dem mod de værste narrestreger.

Fra mit eget arbejde har jeg erfaret, at jo hurtigere der skal løbes, jo værre står det til med den kritiske sans. En hæl bliver skåret, en tå klippet, og hvis man ikke siger NEJ i tide, står man tilbage med noget man aldrig havde forestillet sig at man kunne lægge navn til. Jeg har set store, velrenommerede ingeniør-afdelinger, under presset fra deadlines, rende rundt som hovedløse høns. "Bliv færdig nu, så fejer vi op bagefter!" Hvorfor skulle dette være anderledes med læger?

Jeg kan godt lide din artikel - den har et bid som en rottweiler - og den skal nok formå at flænse igennem det tykke tæppe af autoritetstro enslydende artikler, som der skrives alt for mange af! Dit brug af selv-citat er også en smart måde at fange opmærksomhed på, hvis nu læseren skulle lide af ADHD, ADD, DAMP og hvad man ellers har fundet på at kalde det.

Trenden peger i retning af at afvigelser fra det kollektive, ikke nærmere definerede syn på et "normalt" menneske, kan og bør behandles! Måske findes der endda en pille man kan tage. Kræver samfundet at de små børn sidder stille, så har vi Ritalin, som de bekymrede forældre kan putte i munden på deres livlige drengebørn. Selvfølgelig bakket op af en hær af velmenende mennesker, som kun vil barnet det bedste. På den måde kan en forælder der siger fra, måske selv få en diagnose en dag . Hvilken forældre ønsker ikke betingelsesløst at barnet får sig en uddannelse, et godt job, en familie og bare passer gnidningsløst ind?. Fantastisk at denne olie i maskineriet nu kan ordineres i pilleform

Man kan også få det perfekte parforhold til at fungere. Perfekt, fordi det jo er "normalt" at det er perfekt - intet mindre. Alt under "perfekt" er jo et klokkeklart nederlag, ikk'? Manden kan nu sikre sin erektion med en pille, selvom huset skal på tvangsauktion og at konen snakker om at skilles. Kvinden får også snart en lille pille, som kan hjælpe hende med at komme af med sin ulyst til sex, uanset at hun har gode grunde til ikke at gide. På den måde kan orgasmen bevares selv under det værste jordskælv!

Som tiden går, kan vi alle presse os ind i bokse, som vi selv skaber, og som forstærkes at et meget professionelt arrangement af påvirkninger fra reklamer og medier. Alt sammen akkompagneret af flere tons kemikalier.

Din søn - som i øvrigt ikke har ondt i halsen længere!